Der er noget om det. Det er godt nok stort, her i Grand Canyon.

Vi har forladt Arizonas ørken for en stund og er kommet lidt op i højderne igen for at komme til Grand Canyon. Vi kørte om morgenen i høj sol og varmt vejr, 3 timer senere lige efter indgangen til nationalparken Grand Canyon var der sne og hagl. Det stoppede heldigvis igen.
Vi har været så heldige – igen – at få booket os en plads inde i nationalparken, og har boet lige umiddelbart ved stoppested til de gratis shuttlebusser, som kører turister rundt på South Rim – sydsiden af Grand Canyon.
Billederne nedenfor er taget inden for meget kort tidsrum. Naturen er meget omskiftelig her, afhængigt af højderne man befinder sig i.

Den første dag, vi var var i Grand Canyon, var det lidt småkoldt, og vi havde trøjer og jakker på. Tordenskyerne truede, og der kom lidt vand.
Vi gik nu alligevel en god lang tur langs South Rim. Det er en meget fin sti langs kanten til dalen, hvorfra der er masser af gode udsigter over dalen.

På andendagen var det på med vandretøjet, få pakket mor Helles store og nødvendige madpakker, en masse vand i tasken og så afsted på vandring og eventyr! Vejret var skiftet om til solskin, med behagelige temperaturer på ca. 25 grader.
Fra Grand Canyon Village, som er en lille bebyggelse i nationalparken med lidt restauranter, togstation, visitorcenters og campingpladser, kan man gå direkte af etableret vandrerute ned i Grand Canyon. Det er bestemt ikke alle, som begiver sig ud på sådan noget, mange nøjes med at se det fra oven. Vi tog nu udfordringen op.

Der er selvfølgelig godt styr på turisterne, og man får ikke lov at begive sig længere ud end Park Rangerne giver lov til.
På dette trail var der to resthouses. Et ved ca. 2,5km nede af bjergsiden og et ved 5km nede af bjergsiden. Man får ikke lov at gå længere end dertil, uden forudgående aftalte med Rangerne. Det var også rigeligt, vi gik de 5 km og små 700 højdemeter ned.

Vi var temmelig udmattede, da vi kom retur. Det var en meget sej opstigning, og heldigvis har vi prøvet det før.
Alligevel fik vi kun kradset i overfladen af Grand Canyon, og hvad den har at byde på. Vi nåede ca 1/3 af vejen ned til Colorado River, og det kræver et helt andet udstyrsniveau, overnatninger undervejs og tid at nå helt derned og tilbage igen.
På den måde virkede det en smule uforløst, for vi vil jo helst nå helt i mål, når vi sætter os det for. Det var ikke realistisk her, men der er bestemt noget at komme tilbage efter!
Grand Canyon er simpelthen bare meget større end det andet, vi har set hidtil.

Efter vandreturen var det hjem i bad, og så var der engelsk lektier på campingpladsen. Pigerne udfylder opgavehæfte til deres Junior Ranger Program.

Vi har sovet 2 nætter i Grand Canyon og er kørt videre mod vestkysten. Ruten var af den legendariske Route 66, som jo går fra Chicago til Los Angeles. Vi fik selvfølgelig kun et lille udsnit af den, men vi har da oplevet stemningen alligevel.

Route 66 er altså et pudsigt fænomen. Der står en masse gamle biler, tankstationer, værksteder m.m. i småbyer langs vejen fra 1930’erne og frem. Det bliver ikke vedligeholdt, og meningen er åbenbart, at tingene skal stå og forfalde. Det giver selvfølgelig en meget speciel stemning, men det er nu lidt pudsigt, at alle de fine gamle Cadillacer bare står på flade hjul og ruster op. Det hele er nu meget farverigt, og det var hyggeligt at bruge eftermiddagen på at gå på opdagelse i de gamle ting.

Vi er på vej mod San Diego, som ligger i Californien, nær grænsen til Mexico. Lige nu er vi i Kingman, Arizona. Vi har et par lange køredage foran os, men glæder os til Stillehavskysten.
Lidt stemningsbilleder

I dag har været én af dem med de helt store oplevelser.
Vi er ved Monument Valley på grænsen mellem Arizona og Utah, og bor umiddelbart udenfor et større område, som tilhører Navajo indianerne. Selve området hedder Monument Valley, og er altså ikke en amerikansk nationalpark eller Statepark. Det tilhører Navajo folket, og er navajoernes geografiske centrum.
Området er også berømt for at danne kulisse til rigtigt mange westernfilm, Indiana Jones, Mission Impossible, og Forrest Gump – og sikkert en del mere.
Der er en masse spændende – og blodig – historie fra området, men i dag kan man altså komme på fredelige besøg.

Man kan få lov at køre en tur derind i egen bil på bumlet grusvej, hvor man kan køre en rundtur på 17 miles uden afstikkere. Alternativt kan man hyre en Navajo guide til at vise rundt i en pick up truck.
Vi gjorde det sidste, og det er vi glade for!
Vi blev hentet på campingpladsen her til morgen, og kørt de få miles ind i Valleyen, og fik lige lidt vind i håret – det var på et åbent lad, så vi var glade for det varme vejr!

Vi blev kørt rundt i en terrængående pick up truck. Det var ret sjovt, og man fik da også pulsen op når terrænet var kuperet. Vores guide var tydeligvis ret rutineret og fik os frem de mest uvejsomme steder.

Vores guide på turen var Navajo og hedder Larry Team. En ældre herre, meget hyggelig og grundig.
Vi startede med at se de områder, hvor John Ford og John Wayne optog de første westernfilm i området, og som senere er blevet brugt i alskens westernfilm siden.

Det var interessant nok, men det tog ikke lang tid før vores guide drejede af den almindelige turisttur og tog os med ind i baglandet hvor navajoerne stadig bor. Her er ikke adgang med mindre man er med navajo guide.
Her fortalte Larry os først om navajoernes historie. Både om levevis og om konflikter med os hvide mennesker gennem historien.
Vi fik også lov at besøge en navajokvinde i en hytte, hvor vi fik fortalt om dagligdagen blandt navajo. Hvordan man finder vand og laver mad i ørkenen, hvordan man laver tøj, “går i bad”, passer på børnene og om spirituelle traditioner.
Hytterne er runde. Man går ind, drejer til venstre og går med uret rundt for ikke at forstyrre ånderne, så det gjorde vi så.
Der er ingen moderne forsyninger ind i området. Ingen strøm, vand, afløb eller lignende.

Hytten ovenfor er en beboelseshytte. Der findes også rituelle hytter og renselseshytter.

Efter besøget hos kvinden i hytten, fortalte Larry os om Navajoerne skabelsesberetning, religion og verdensanskuelse. Det var overbevisende jordnært og med forbløffende ligheder til vores Kristendom.
Navajoerne tror på de 4 grundelementer, “Farther Sun” og “Mother Earth”, og at intet liv kan eksistere uden elementerne. De havde ikke noget skriftsprog før 1980erne, og derfor heller ingen pendant til f.eks. Biblen. Men som Larry forklarede, er naturen deres “Bibel”. Man kan jo mærke jorden, regnen, ilden, dyre- og planteliv, høre vinden, se solen osv.

Herefter blev vi kørt til nogle af navajoerne hellige områder i bjerg-egnene. Der blev blandt andet sunget for regn i en enorm kuppelagtig klippeformation, hvor akustikken var som i de store kristne kirker. Det var alt sammen meget imponerende og gjorde store indtryk.
I det hele taget var oplevelsen og fortællingerne meget oprigtige og Larry formidlede det utroligt godt. Det bar præg af, at det ikke var ammestuehistorier, men reel religion, som navajoerne lever efter, også i dag. I den korte tid, vi var på besøg, fik man indtryk af, at religionen og tilhørende ceremonier er kompleks og udspringer af den natur, de lever i.

Larry fortalte os, er der er 390.000 navajos tilbage forruden dem under 18 år, som ikke er optalte. Der er udfordringer med at få de yngre generationer til at lære navajo sproget, desværre. De taler engelsk. De ældre taler navajo som modersmål, heriblandt Larry.

Vi troede, at vi skulle på rundtur og se flot natur og klipper. Det kom vi bestemt også, men fortællingerne om indianernes liv og historie var så spændende, ærligt og godt formidlet, at turen til Monument Valley blev helt utrolig god. Der blev vi positivt overrasket.
Lidt stemningsbilleder fra rundturen nedenfor.

En pudsig historie var navajoernes reaktion på Covid19. Når en navajo generelt bliver syg, isoleres vedkommende i en svedhytte, som lukkes med brandvarme sten i indgangen og varme sten i midten. Der kastes vand på stenene, og den syge bliver så renset i 4 dage, hvor ingen må komme den syge nær. Efter 4 dage kommer vedkommende ud igen, og er renset. Hytten renses derefter med spirituelle urter m.m. for at jage onde ånder væk.
Navajoerne går med andre ord i selvisolation som den største selvfølge, og Covid19 havde derfor ikke rigtigt nogen indvirkning på deres tilværelse. De har endda egen medicin mod Covid19, frembragt af deres viden om planter.

Efter turen rundt i Monument Valley om formiddagen, havde vi lige en lille smuttur ud til et bestemt punkt på de amerikanske landeveje, som er blevet meget berømt fra en scene i filmen Forrest Gump. I scenen ser man Tom Hanks som Forrest Gump løbende ud af landevejen med klippeformationerne fra monument Valley i baggrunden. Det måtte vi simpelthen ud til.

Pigerne har gang i et større restaurant projekt for tiden, og forældrene har fået klippekort til deres Bowle-butik-hik. (Der er en eller anden historie med navnet…)
Hvor er det da skønt at få maden lavet og serveret i autocamperen!

Det var en fantastisk dag. Det var også det østligste punkt på vores tur i autocamperen. Vi startede jo i San Francisco og har siden arbejdet os “indad” i landet mod øst. Nu vender vi om, retter camperen mod Stillehavet igen. Næste punkt på programmet er intet mindre end Gran Canyon.

Vi er kommet lidt længere ind i Utah i østlig retning fra udgangspunktet San Francisco på vores rundtur i nationalparkerne. Her i staten Utah ligger nationalparkerne heldigvis lidt tættere på hinanden, og vi har fået oplevet Zion og Bryce Canyon den seneste uges tid.
Det kom lidt skidt fra start, da vi blev ramt af sygdom, hvilket kostede en dags tid i kalenderen og lidt lavt energiniveau umiddelbart efter. Vi havde taget en slap-af dag ved en pool, som vist ikke var så ren, viste det sig dagen efter – og så blev Emilia og Helle nedlagt. Øv.
Det betød også, at vores besøg i en af de mest populære og mest besøgte nationalparker, Zion, kom til at foregå fra lørdag til mandag i den amerikanske højtid, Memorial Day – her har amerikanerne fri om mandagen. Amerikanerne er flittige besøgende i nationalparkerne, og der var virkelig mange mennesker lørdag og søndag i Zion. De skal have den ros, at der var sat store ressourcer af til at styre menneskemængderne, og alt gik fint – der var bare lidt meget kø ved busserne, og der var lidt trangt på vandrestierne.

Vi boede først 4 nætter små 20 miles fra Zion National Park, hvor vi ankom sent om aftenen. Dagen efter slappede vi af ved poolen, hvilket viste sig ikke at være den bedste idé.

Zion
Hovedattraktionen i Zion er dalen mellem bjergene, hvor man tager på vandring. Man kan enten tage de lidt lettere, flade ruter langs floden, eller tage udfordringen op og kravle op af bjergsiderne.
Jo mere indsats vi lægger i at komme op i bjergene, jo sjovere er det. Der var mange mennesker nede i dalen, men det tyndede meget ud i besøgsantallet jo længere man kom op af bjergsiderne.
Det kræver meget forberedelse – masser af medbragt vand og mad, tøj, solcreme og solbriller eller kasket.
Temperaturen var fin – under 30 grader, undtagen om eftermiddagen nede i dalen, men det gav ikke udfordringer.

Vi fik heldigvis disponeret vores vandring i Zion sådan at vi kun endte i ovenstående kø til shuttlebussen én gang. Det tog vel ca. 1,5 time at komme igennem den.
Når først man er kommet på den gratis shuttlebus inde i parken, bliver man kørt til de forskellige stop i dalen, og tilbage til Visitorcenter ved indgangen, når energien er brugt op.

Vi skiftede campingplads midt i Memorial Day ferien. Vi gik ind fra gaden til en campingplads lige ved udgangen af nationalparken, uden de store forhåbninger, men var så heldige at få en plads. De skal ellers normalt bestilles et halvt års tid i forvejen. Dagen efter fik vi vores ophold forlænget. Vi har i det hele taget været meget heldige med finde campingpladser “på dagen”.
Når vi bor i gåafstand fra parkerne, er dagene meget mindre stressede – ingen bøvl med parkering eller medbragt mad og vand. Så er der mere fokus på at opleve.

Zion var fantastisk. Efter Yosemite er det lidt svært at blive imponeret. Men tager vi på eventyr i bjergene, viser nationalparkerne hvad de har at byde på – og så bliver man imponeret. Det kræver blot indsats og modet til at tage de lange ture.
Pigerne klarer det forresten stadig fantastisk.

Bryce Canyon
Efter Zion var det 3-4 timer i autocamper mod Bryce Canyon Nationalpark. Også i Utah.
Her boede vi i skoven på en NPS campingplads – National Park Service. Det er de statsligt administrerede campingpladser, oftest ude i naturen. Der er ingen tilslutning af forsyninger til autocamperen, men vi boede midt i en skov inde i Bryce National Park. På den slags campingpladser er der masser af plads omkring camperen, og pladsen koster næsten ingenting. Det er vi blevet ret vilde med, selv om det er lidt mere simpelt.
De styres lokalt af camphosts (en slags forvaltere), og de er vældig snakkesaglige, så det hygger vi os med. Camphosts er pensionerede frivillige, der lever livet i naturen i deres camper.

Bryce Canyon ligger i ca 2500m højde, og temperaturen nærmere sig 0 om natten, dog uden at det blev frostvejr. Emilia, som ellers sover ovenpå førerhuset, krøb ind til forældrene for at holde varmen om natten, og så var det fint. Karoline sov som en sten.
Om dagen var der vel 20-25 grader, afhængigt af skydækket.

Bryce Canyon er helt anderledes end Yosemite og Zion. Attraktionen er nogle pudsige stensøjler i en dal, som kaldes Hoodoo’er. Skabt af vind, vand og is. Vi tog en meget lang heldags vandretur i dalen, som var hård men vildt flot. Vi havde heldigvis hele dagen, så der var ingen tidspres – vi boede jo i skoven lige ved siden af dalen.
Her vandrede man oppefra og ned, og så op igen. Omvendt ift. alle de andre nationalparker indtil videre.

Bryce var anderledes, og spændende. 1½ dags besøg var passende, og vi er tøffet videre til Monument Valley.
Der var for langt fra Bryce til Monument Valley på én køredag, så vi mellemlandede en enkelt nat ved Lake Powell. Endnu en nationalt styret campingplads, med masser af plads og stjerneklar aften. Skønt!
Vi oplevede ikke seværdighederne ved Lake Powell ud over en tur i poolen på resortet ved siden af campingpladsen. Vildt lækkert, der var vi heldige – det kostede ikke engang noget, og vi blev kørt dertil i gratis shuttlebus.

Videre på køreturen – der skal handles i Walmart, autocamperen skal tankes, frokosten er en varm grillkylling og skårede grønsager på Walmarts parkeringsplads. Og så kører vi afsted, så vi kommer frem i ordentlig tid.

Nu er vi så ankommet til Monument Valley, som er berømt fra alverdens western film og en ikonisk scene fra Forrest Gump.
Vi bliver hentet af en Navajo indianer-guide i morgen tidlig, og så skal vi på tur. Lige nu sidder vi i fuldmånens lys og det er stjerneklart her i ørkenen på grænsen mellem Utah og Arizona.
Det er i øvrigt autocamper-turens østligste punkt.

Lidt stemningsbilleder

Hej med jer! Emilia og jeg (Karoline) har lavet en lille video om vores autocamper, hvor vi giver en lille rundtur! Videoen er filmet over forskellige dage, så vi har forskelligt tøj på i mange af klippene. Vores autocamper er rigtig god og bo i, og den er meget stor af en bil at være. Den er dog ikke så rar at køre i, fordi den larmer og ryster meget. Når vi køre kan vi høre at alle tingene i ALLE skabene vælter rundt. Så når man åbner et skab skal man altid være klar på at få en lavine af tallerkner eller æg i hovedet.

Her er vores video:

Lidt andre facts om autocamperen:
Den er lidt mere end 9m lang, 3,7m høj og 3,2m bred.
Den kan tilsluttes forsyninger – også kaldet Hook Ups – på campingpladser, men kun hvis campingspladsen har tilslutningsmuligheder. I så fald kan der tilsluttes el, vand og afløb.
Ellers kan autocamperen også klare sig selv med vandtank, spildevandstanke, stort batteri og solcelleanlæg.
Skulle vi mangle strøm (til f.eks. kaffemaskinen!) kan vi tænde benzingeneratoren. Det er kun nødvendigt når vi ikke er “hooked up”.
Får vi det for varmt, har autocamperen airconditioning i både førerhus og beboelsesområde.
Der er også 2 fjernsyn – et i stuen og et i soveværelset bagerst.
Komfuret og varmeapparatet i camperen kører på gas, så der er også et meget fint gasanlæg.

Hele herligheden trækkes af en Ford Super Duty motor. Det er en 7,3L V8, og vi kan køre ca. 4km/l benzin. Benzinen koster ca. det halve af derhjemme. Motoren er meget stærk og kører bundsolidt, ligegyldigt hvad vi udsætter den for af varme, bjergkørsel eller andet.
Vi kører maksimalt 65m/h, svarende til 105-110km/t. Ofte langsommere.
Alt i alt en virkelig lækker camper, som er så stor, at vi sagtens kan være her for hinanden.
Eneste hage er, at den er stor at køre med og svær at finde p-pladser til.

… men i forhold til de autocampere og campingvogne, som amerikanerne kører i, er det bare en bette vogn!