Vi har nået rejsens østligste punkt og har besøgt Charleston i staten South Carolina.
Vi har været her i 5 dage, og tiden er i vanlig stil gået med en masse oplevelser. Charleston er en by, som indeholder rigtig meget af den amerikanske historie omkring slavetiden og specielt den amerikanske borgerkrig, som startede her i byen. Men vi har også nydt strandende og og naturen her i the Low Country.

Charleston er ligesom Savannah en by uden de store højhuse, og her er hyggeligt og frodigt. Byen er flot, og vi startede med at gå en tur rundt i den historiske del af byen, hvor vi blandt andet så Battery Park med kanonerne mod syd, Rainbow Row med 13 kendetegnende regnbuefarvede huse og en masse kirker og fine bygninger.

Vi har boet i et lille hus ca. 20 minutters kørsel nord for den historiske del af Charleston i byen Charleston North. Herfra er afstand til centrum af byen, strand, seværdigheder, indkøb m.m. meget fin, og der er et meget fint restaurantkvarter i gåafstand herfra. Placeringen er helt fin, når vi nu havde ikke held med at finde lejlighed inde i selve Charleston, som kunne betales med rimelighed. Vi bookede derfor det vi troede var et fint hus, som er turens dyreste ophold udregnet pr. døgn. Vi er derfor blevet noget skuffede over at bo i et sminket, gammel fugtigt hus. Det er lidt surt, og da det var dyrt, betyder det også, at vi tænker lidt mere over, hvordan vi ellers håndtere dagsbudgettet mens vi er her. Øv, men vi har været afsted til mange oplevelser alligevel, så huset her kommer i glemmebogen.

Boone Hall
Dagen efter vi ankom, kørte vi til en plantagen Boone Hall øst for Charleston i Mount Pleasant. Første gang opført i 1680’erne af en engelsk Major Boone, som fik sig ualmindeligt godt gift med en lokal kvinde, og fik et kæmpe landområde i tilgift til opdyrkning.
Det oprindelige hovedhus er i flere omgange for længst brændt og væltet af orkaner. Hovedhuset, der står der i dag, er opført i 1930’erne af en canadisk diplomat, som ejede stedet kortvarigt.
Slavebarakkerne og egetræsalléen er der dog endnu fra oprindelige opførelse.
Her har været produceret ris, bomuld, Indigo (plante man bruger til produktion af den lilla indigofarve), mursten, pecannødder – alt afhængigt af hvad der lige var afsætning på. Slaverne måtte selvfølgelig gøre al arbejdet, og denne plantage har været den med mest fortælling om slavetiden. Vores fornemmelse er, at det ellers ikke er noget, amerikanerne har lyst til at have stort fokus på.
Plantagen har været ca. 5.000 acres stor – ca. 20km² men er i dag ca. 3 km² stor. En georgisk prins, som ejede stedet i 1940’erne, solgte store landområder for at rejse midler til hestesport, som blevet drevet på stedet. For de hestesportsinteresserede er her derfor også stolt hestesportshistorie. Den del sprang vi over, da vi ikke kunne nå det hele.

Der var mange foredrag og ture rundt på Boone Hall, og det var en meget lærerig dag. Vi var der hele dagen, og var godt trætte, da vi kom glade derfra. Det var virkelig en fed dag.

Det var også en varm dag, og varmen tærer på kræfterne. Så vi tog på stranden på Sullivan Island dagen efter, ca. en halv times kørsel fra Charleston.
Charleston ligger på samme måde som Savannah ikke ude langs Atlanterhavskysten, men tilbagetrukket og langs floden, hvor byen i gamle dage var nemmere at forsvare for farer fra søvejen. Derfor er der en lille køretur ud til strandene.

På Sullivan Island ligger også Fort Moultrie og beskytter kysten og indsejlingen til Charleston, og Fortet var også i anvendelse under borgerkrigen. Det blev senest brugt som observationspost under 2. Verdenskrig, men derefter taget ud af brug. Vi brugte 1½ times tid der sidst på eftermiddagen, og pigerne blev Junior Rangers her også. Fort Moultrie drives af NPS – National Park Service, og da vi har NPS årskort efter alle besøgene i nationalparkerne, var besøget gratis for os. Nogle gange er man bare heldig.

Dagen efter var det afsted på sejltur ud til Fort Sumter, som er en af hovedattraktionerne i byen. Den amerikanske borgerkrig startede ved sydstaternes bombardering af Fort Sumter i 1½ døgns tid i 1861, og man kan komme på tur derud med paddlewheeler – hjuldamper – og se ruinerne af fortet. Det gjorde vi selvfølgelig. En halv times sejltur, hvor rangeren på båden fortalte om fortet og den amerikanske borgerkrig.

Det må have været varmt den dag på Fort Sumter, selvom vi ikke synes, at den dag var værre end så mange andre. Men begge forældre kom begge derfra svimle og med hovedpine – tegn på dehydrering og begyndende hedeslag. Da vi kom retur til byen, forsøgte vi at gå en tur gennem en markedsplads i centrum af Charleston, men det gik ikke rigtigt – vi kunne ikke klare mere i varmen. Vi ved ikke rigtigt, hvorfor vi lige skulle rammes den dag, men heldigvis gik børnene fri af hovedpinen.
Vi gjorde det rigtige resten af dagen – ind på en afkølet café og drikke kaffe, milkshake og spise en masse is og så en sen eftermiddagsbadetur i springvandet midt i byen. Det var til gengæld meget hyggeligt, og symptomerne forsvandt heldigvis hurtigt sammen med isen og kaffen. Pigerne legede lidt med alle de andre børn i springvandet, og havde det sjovt.

Den sidste dag i Charleston brugte vi på byens akvarium, som også er et redningscenter for halvskildpadder. Akvariet indeholder et 42fod / 13m højt indendørs bassin med en meget stor havskildpadde, masser af fisk og hajer, barracudaer, moræneål, rokker osv. Mange af dyrene har forældrene set på dykkerrejser rundt i verden, og det var sjovt at udpege alle de forskellige arter, vi kender så godt fra vores ungdom som dykkere.

Der kommer mellem 30 og 50 skildpadder til redningscentret årligt. Skildpadderne har slugt fiskekroge med madding, blevet ramt af en hurtigtgående båd, været fanget i fiskenet eller er bare blevet syge og skyllet op på stranden.
De bliver grundigt undersøgt, opereret og rehabiliteret inden de bliver sat fri igen, men opholdet på centret et mellem 3-5 måneder og flere år afhængigt af hvor slemt de er tilredte.

Der var også alle mulige andre dyr i akvariet – som vel egentligt også var meget andet end et akvarium. Her var alligatorer, slanger, havoddere, fugle osv.
Vi endte med at bruge hele dagen i akvariet, selvom vi nok havde forestillet os kun at bruge formiddagen der. Vi faldt i snak med en masse af de ansatte, og de gav ligefrem hånd og sagde tak for besøget da vi smuttede sidst på eftermiddagen. Men det var nu også et rigtigt spændende sted, og pigerne ville ikke derfra.

Det var Charleston. Vi nåede lige en sen eftermiddagstur på endnu end strand, Folly Beach, en halv time syd for Charleston, og så lige en tur på den lokale mexikanske restaurant.
Vi var her 5 dage, og der var fart på. Byen indeholder dog meget mere, og specielt den historiske del omkring plantager, slavehandel og borgerkrig fylder rigtig meget. Det er spændende, og byens indbyggere deler meget gerne ud af den.

Lidt om egetræerne
Der er altså noget helt særligt over de egetræer her i sydstaterne.
Vi fik fortalt lidt om dem under besøget på Boone Hall Plantation. Sorten hedder “Live Oak”, og der er 88 af dem på alléen her. Der er gået 2 til i løbet af de 350 år, de har stået her – et ved et lynnedslag og et røg i en orkan. De er stedsegrønne og har et rodnet på størrelse med kronen. Rodnettene fra de enkelte træer vokser sammen, og bliver et egetræ ramt af sygdom eller anden ulykke, får det tilsendt næringsstoffer og vand fra de andre træer, og de passer på den måde på hinanden. Derfor overlever de sygdomme og andre naturlige angreb.
Det, der hænger ned fra træerne, kaldes Spanish Moss og er en plante, som udelukkende hænger løst på træet, uden yderligere rodnet. Det er ufarligt for træet, men giver træerne det helt særlige udseende, vi forbinder med træerne i sydstaterne.
Vi er vilde med de egetræer. De er kæmpestore og majestætiske og er blevet et kendetegn for sydstaterne for os ligesom de er det for mange andre. De er svære ikke at blive betaget af.

Lidt stemningsbilleder

Vi er rejst videre ind i landet, og er nu i North Carolina, ved Great Smokey Mountains Naitional Park. Sceneriet er skiftet, vi bor nu i en bjerghytte med udsigt!