Munduk

Vi er rejst videre fra Ubud op i de køligere bjerge her på Bali. Vi er også kommet lidt væk fra menneskemængderne på det sydlige Bali, og er kommet ud i et noget mere lokalt område på et hotel, hvor der ikke lige er gåafstand til restauranter, caféer og indkøb. Til gengæld er udsigten til bjergsøerne fra hotellet fuldstændig fantastisk og bag os ligger markerne med hortensia og kaffeplantager og alt muligt andet, som dyrkes her.

Udsigten fra vores hotels restaurant

På turen hertil besøgte vi hindutemplet Ulun Danu Bearatan fra ca. 1634, som ligger i bjergsøen Danau Beratan. Templet er et “must see”, hvis man har lidt interesse i balinesisk kultur og hinduistisk religion. Placeringen i søen, omkranset af blomster, er et ret imponerende syn. Også her er det lavet til en turistattraktion, men der er etableret et stort, yderst velholdt og flot parkanlæg, som vi brugte nogle timer i. Man kan mærke, at der er lidt afstand til det tætpakkede sydlige Bali, så her er god plads til at nyde haverne og stilheden . Pigerne fodrede fisk og krammede Luwak – det der pelsdyr, som spiser kaffebønner og sender dem ud med afføringen, hvorefter bønnerne indsamles og bliver til dyr kaffe. Det er fra naturens side ikke nogle dyr, man vil i nærheden af, men disse tæmmede og godt buttede udgaver, var altså ret så kære.

Emilia med en ordentlig Luwak krammebamse
Det smukke tempel
Parkområdet omkring templet
Fiskefodring.

Vi har brugt tiden her i Munduk på vandring. Her er meget frodigt, og målene for vandreturene er de fantastiske vandfald, som området har masser af. Den første dag ville vi ned til ét, som ligger ca. 4km fra vores hotel, og vi fik at vide, at måden at komme dertil på er med enten bil eller scooter, der var alt for langt at gå… Så vi snørede selvfølgelig vandreskoene og tog på improviseret eventyr. Det blev en tur ned gennem de lokale plantager og tæt skov (mest fordi far-vejviser for vild), hvor vi mødte en masse storsmilende og meget venlige landmænd og -kvinder. Det er helt tydeligt, at de ikke er vandt til at se turister, for de spurgte om de kunne hjælpe med noget og om vi kunne finde vej. Vi havde selvfølgelig undervurderet hvor anstrengende turen var, da terrænet er meget kuperet og nogle steder svært fremkommeligt, men det er den slags oplevelser, der giver de bedste minder. Vi nåede frem til vandfaldene og nød det i fulde drag inden turen gik hjemad. Heldigvis fandt vi en warung ketil, som er en lille restaurant, på vejen. Ellers havde vi lavet en vaskeægte “Harbo” og var draget afsted med alt for lidt proviant.

Når faren ikke vil indrømme, at vi er faret vild.
Alter med offergaver i markerne
Hortensia marker
Vandfaldet Twin Falls.

Der er ikke meget at lave her om aftenen, men man kan leje scootere for næsten ingen penge, så vi lejede en, og så fik pigerne tur rundt i landskabet. Det giver virkelig god mening at have scooter her, det er klart den hurtigste og mest effektive transportform. Balineserne kører nogle gange 3 eller 4 på én scooter! Det tør vi trods alt ikke, men det var sjovt at drøne rundt i bjerglandskabet.

Afsted det går. Fis og ballade på scooter.
Der er ikke meget at tage sig til om aftenen, men når det er skyfrit er solnedgangen og nattehimlen flot.
Udsigt til bjergsø og fuldmåne fra vores hotel

Dagen efter tog vi til Munduk Village for at tage en vandretur, som havde 5 vandfald på ruten. Fantastisk hyggeligt og flot. Vi brugte hele dagen på det, og spiste og drak forfriskninger på små caféer i skoven under vejs. Og igen finder man det mest utrolige veltilberedte mad midt ude i ingenting.

Her er i det hele taget utroligt frodigt og flot. Helt indbydende til vandring!
Ud i skoven, afsted med os.
Golden Valley vandfald
Red Coral vandfald
Belong Waterfall
Videre langs anlagte stier
Lebuhan Kebu vandfald
Melantin vandfald
Boder på vejen
Frokost under vejs
Cafe i Munduk. Super hyggeligt og med udsigt til junglen.
Pigerne købte ankelkæde hos en lokal kvinde i skoven
Stierne er anlagte her, men det er nu hårdt nok alligevel.

Sidste formiddag vi havde i Munduk brugte vi på, at forsøge at finde et tempel i skoven nær ved vores hotel. Det lykkedes ikke, vi var simpelthen bange for at fare vild i junglen. Stierne var ikke afmærket, var svære at finde og junglen blev hurtigt meget tæt og man mistede helt orienteringen. Der satte vi grænsen for eventyrene, men vi hyggede os, tog det sikre valg og vendte retur efter en god times vandring.

Er det den vej?
Emilia på lian.

Munduk og området i bjergene mod nord på Bali er meget smukt og frodigt. Et rent slaraffenland for de eventyrlystne, og helt forskelligt fra de sydlige egne. Det er også lidt mere besværligt at rejse her, og man er helt afhængig af balinesernes hjælp. De er heldigvis virkelig venlige, så man skal bare spørge efter hjælp og vejledning – eller simpelthen hyre en guide, så man ikke farer vild i junglen.

Til sidst lidt stemningsbilleder fra Munduk

Morgenmad med udsigt
Vores udsigt ved morgenmaden.
Aftentid på tagterrassen
Vandfald – her bliver man våd!
Det dér – det er da en sti!
Rismarker i Munduk
Søen ved vores hotel

Ubud

Vi har skiftet Sanur ud med Ubud, som er en by lidt længere oppe fra sydkysten og inde i landet. Indkvarteringen er et traditionelt indonesisk hus, hvor vi har et temmelig stort hovedhus med 2 soveværelser, køkken, kæmpe fællesområde og bad til rådighed. Det er virkeligt et flot byggeri, som ligger 3-4 km fra centrum.

Vores hus i Ubud

Der ligger en masse restauranter i lokalområdet, og alt er inden for gåafstand. Undtagen selve Ubud, her skal man have hyret en taxa / Gojek for at komme ned.

De hyggelige lokale restauranter

Selve Ubud har overrasket os. Vi har hørt og læst mange steder, at Ubud er den kulturelle hovedstad på Bali, hvilket sikkert er rigtig nok, men den er helt utroligt turistet. Første aften vi tog til centrum for at se paladset, kunne vi bogstaveligt talt ikke være på fortovet for turister. Man bliver mødt af kæmpe skærme på torve og pladser og gaderne er spækket med moderne, vestlige butikker. Vi havde forventet at komme lidt mere ud til noget originalt balinesisk, men det har vi ikke fundet her. Her er dog nogle flotte, hinduistiske templer og paladser, som vi har nydt at besøge. Derudover Monkey Forest, som er et lille skovområde i den sydlige ende af byen, hvor aber bliver fodret og passet og lever frit. Igen en lidt turistet oplevelse, men ellers meget sjovt.

Paladset i Ubud
Vandtemplet i Ubud
Afstandene er små, men trafikken står tit fuldstændig stille. Det er ofte hurtigst at gå.
Monkey forrest. De lokale aber til venstre.
Aberne bliver fodret. Måske endda lidt rigeligt…

Vi valgte en af dagene at tage en vandretur fra Ubud centrum og op til en lille by ca. 3km nord for Ubud, som skulle være kendt for at vise det lidt mere landlige Bali, selvom det er i gåafstand fra centrum.

Efter 10 minutters gang var vi pludseligt helt ude af byen og ude mellem rismarker og skovområder. Det var en fantastisk flot og hyggelig tur på små stier, hvor man møder kunstnere og lokalbefolkning under vejs. Frokost spiste vi på en fantastisk god lokal japansk restaurant ude på landet, hvor man sidder på gulvet og nyder freden ude i naturen. Og som sædvanligt var maden forbløffende god og lavet ude i køkkenet på helt friske ingredienser. 140kr for 4 personer, og så var vi videre, retur til Ubud og scooterkaos.

Vandretur i rismarker ud fra Ubud
Japansk restaurant uden for Ubud
Retur mod Ubud
Karoline spiller på bambus xylofon

Vi har haft lidt svært ved at få arrangeret ture ud til oplevelser, simpelthen fordi vi har svært ved at komme rundt uden at være helt afhængige af andres hjælp. Vi har ikke lejet bil selv, og scooterkørsel på egen scooter i byerne er ikke så fristende. Derfor kontaktede vi ejeren af det hus, vi bor i, og bad hende arrangere en tur rundt til forskellige interessante attraktioner med egen chauffør hele dagen. Det er tilsyneladende måden at gøre det på, og dagen efter besøgte vi en kaffeplantage, rismarkerne i UNESCO verdensarv området i Jatiluwih, verdensarvs templet i Taman Ayon, som er et vandpalads og et fint vandfald Tegenungan Waterfall.

Karoline rister kaffe på kaffeplantage
Luwak, pelsdyr som spiser kaffebønner. Deres afføring samles ind, og kaffebønnerne heri anvendes til fremstilling af det, der skulle være verdens bedste kaffe – Luwak kaffe.
Kaffebønner
Torben maler kaffe
Smagsprøvning på kaffeplantage. Der var både te og kaffe. Det smagte godt!
Frokost med udsigt over rismarker i Jatiluwih.
Vi gik en god lang tur ud i rismarkerne i Jatiluwih. Man skal ikke gå specielt længe for at have det hele for sig selv, og vi havde en fantastisk tur mellem skov og rismarker.
Rismarkerne i Jatiluwih
Risene var lige blevet høstet og lå til tørre.
UNESCO verdensarv templet Taman Ayun. Der var ikke mange mennesker, og vi nød det i eftermiddagssolen. Flot sted!
Man bliver iklædt traditionel tøj når man besøger templer
Statue af en frugtbarhedsgudinde
Tempeltur i det grønne
Tegenungan Waterfall.

Det blev en lang dag fuld af oplevelser. Afsted fra morgenstunden og vi var først hjemme efter mørkets frembrud. Heldigvis ligger de gode restauranter jo kun 50m fra vores hus, så det var fint.

Det samlede indtryk af Ubud og områderne deromkring er, at selve byen er tætpakket med turisme, men man skal ikke ret langt væk for at slippe væk fra horderne af turister, backpackere, hippier, gadesælgere, scootere og helt utolig meget kø i traffiken osv. Vi har på fornemmelsen, at vi kun fik kradset i overfladen af hvad byen har at byde på, og at vores indtryk af byen nok ikke helt yder den retfærdighed. Andre bliver her i månedsvis, mens vi er tilfredse med at drage videre mod nord til mindre turistede områder.

Lidt stemningsbilleder

Besøg i kakaoplantage. Vildt mærkeligt sted, der var vel 15 -20 ansatte i en kombineret kakao udsalgsforretning/ forlystelsespark og vi var de eneste gæster. Vi købte nogle plader chokolade og skyndte os videre
God mad og fantastiske juicer
Lemonjuice med sirup.
De smager lige så godt som de ser ud. Den her er af dragonfruit
Når man bare er flad efter en lang dag.
Vores hus-geko. De spiser myg og andet kravl, så dem er rigtig glade for. Og så er de flotte og passer sig selv.
Bali-kopi (Kaffe). Laves med kaffepulver tilsat kogende vand uden filter. Det giver en masse bundfald, men smager fantastisk. Kaffen her er Luwak-kaffe, så finere bliver det ikke. Men som Karoline sagde lige i det øjeblik duften bredte sig i næsen og kaffekoppen ramte underlæben:
“FAR – DU DRIKKER LORT!” hvorefter hun grinede over hele fem-øren. Suk.
Emilia i tempel-zen
Dronningerne af vandtemplet i Ubud
Vi var flade af grin efter besøg på chokoladefabrik, men holdte det i os indtil vi kom ud derfra.

Det er altså ikke alt, vi tager lige seriøst, og det bliver til et grineflip midt i de helligste templer engang i mellem, men vi er da ikke blevet smidt ud af landet endnu

Tosser på tur
I næste afsnit afslører vi, hvem Emilia krammer!

Genforening i Sanur og dykning for alle

Så ankom Karoline, Emilia og Helle endelig til Bali. Hvor var det dejligt at blive samlet igen efter 20 dage med Torben alene i Sanur. Tiden er gået stærkt, men savnet var alligevel stort fra alle sider. Det blev sent inden pigerne kom igennem lufthavnen, og over til Sanur, ca 20km væk, men vi tog direkte ned til den lokale pizzasnedker La Forketta og fik god mad efter indkvarteringen i lejlighed midt i Sanur. Skønt på alle måder! Pigernes tur til Bali gik fint og planmæssigt, men turen er selvfølgelig lang, og jetlaget tager lige et par dage at komme sig over.

De første dage gik med at Torben viste rundt i byen og besøge ynglingsrestauranterne. Torben var også afsted på dykkerture, både for indlæringens skyld og for at hjælpe til i dykkercentret. Pigerne slappede godt af på stranden og hyggede sig med masser af chokoladecroissanter og Balis fantastiske frugtjuicer. Det er også blevet til en biograftur i Icon Bali og vi nyder de balinesiske massageklinikker. De er virkeligt dygtige til det, hernede.

Aftensmad på “Australieren”, hvor der vises rugby og cricket på storskærm. Maden er god. Sebastian var med og hilste på familien og vi havde det rigtig hyggeligt.

Karoline og Emilia har klaret omstillingen til Østen godt. Her er jo varmt og meget anderledes end derhjemme, men den anderledes mad, kulturforskellene og bare det at være i et tropisk land, er hurtigt blevet hverdag. Indonesien blev også valgt frem for andre vestlige destinationer for at opleve en helt anden del af verden, end det pigerne indtil videre har stiftet bekendtskab med.

Der blev spist en del is i Sanur
Sammenhold. De klarer det fantastisk!
Poolturnering i Sanur!

En af de første dage vi var samlet, besøgte vi skildpadde sanatorierne på stranden i Sanur. Mod en beskeden donation kan man få lov til at sætte en lille skildpadde i havet. De bliver udklækket under kontrollerede forhold og sættes ud når de er klar. Fantastisk sjov oplevelse.

Vi tog også til Kuta på den vestlige side af det sydlige Bali en dag for at se lidt mere af byerne på Bali. Kuta er kendt for at være mere festlig og med en god strand til surfing. Vi gik en tur på stranden, fik god mad i et storcenter og tog ellers hjem igen. Kuta er den nærmeste by ved lufthavnen, og her har turismen helt overtaget, med hvad det fører med sig. Man kan ikke gå 5m på stranden uden at blive tilbudt noget at drikke, massage, surfskole, liggestole eller andet. Det er ærligt talt ikke specielt charmerende i vores øjne, og sammenholdt med ulidelige trafikale forhold, er det ikke stedet for os. Men stranden er flot og man får lyst til at kaste sig ud i surfing.

Skal vi ikke snart ud og dykke?

… spurgte pigerne. Og jo, det skulle vi, der var bare lidt ventetid. En lille uge efter de var ankommet. Inden da var vi til barbeque fest i dykkercentret, hvor der blev spillet poolvolley og hygget. Det var helt vildt sjovt og hyggeligt, og pigerne blev introduceret til dykkercentret og alle i omgangskredsen. Det var en fantastisk eftermiddag!

Og så oprandt dagen endelig, og pigernes dykkercertificering skulle i gang. Indonesiske Hegi blev valgt som instruktør, da han klart var den mest egnede ift. undervisning af børn. Sprogbarrieren blev overvundet ved, at Torben deltog i pigernes uddannelse som Divemaster, hvilket også er en del af Divemaster uddannelsen. Første dag var pooldag, hvor alle “skills” – øvelser – skulle indlæres. 4,5 time i baljen i dykkercentret med alskens faktisk ret svære øvelser, hvoraf en del var noget grænseoverskridende for specielt Karoline. Men vi kom igennem, og kom meget trætte hjem. Helle deltog i de fleste af øvelserne, og fik derved genopfrisket dykkerfærdighederne. Vi var alle i vandet sammen.

Opsætning af dykkerudstyr
Skills i poolen
Hegi underviser i poolen, Torben assisterer.

Ud over Hegi, hjalp Matteo fra Italien også med til undervisningen. Matteo er en 22 årig ung, nyuddannet instruktør, men han ville gerne være med for at øve sig og det viste sig, at han var et perfekt match og hjalp pigerne utroligt godt med øvelser og opbakning. Fantastisk flot, under vandet forsvinder alders- og kulturforskelle. Forældrene var noget imponeret over den unge mand.

Så gik det løs i havet. Afsted dagen efter til Padang Bai, 1,5 times kørsel fra Sanur. Ud med en Vaianabåd (longboat) og så ellers i havet. Emilia sprang bare i og dykkede, Karoline var lidt mere skeptisk og nervøs. Men alle øvelser i havet blev gennemført og vi så endda en gigantisk havskildpadde på første dyk!

Bagover, ud i baljen!
Også dig, Karoline. Det var sejt!

Dagen efter var det afsted igen, denne gang til Tulamben på nordøst siden af øen, ca 3-4 timer væk i bil. Her blev de sidste 2 dyk til uddannelsen udført på et skibsvrag fra 2. Verdenskrig inklusiv alle de øvelser, der skal til, og så blev pigerne certificerede til stor glæde for alle. De fik en dykker t-shirt og så var lettelsen og stoltheden enorm.

Pigerne og Hegi.
Matteo til venstre gav en stor hånd med – helt frivilligt.
Hele teamet.
Os alle 4 i Tulamben lige efter sidste dyk.

Samtidigt færdiggjorde Torben sin divemasteruddannelse, og det klappede endda sådan, så det skete på hans fødselsdag.

Man bliver smidt i baljen når man bliver færdiguddannet som Divemaster. Det hjalp pigerne med…

Det eneste malurt i bægeret var, at det så var overstået, og der skulle siges farvel. Pigerne blev meget knyttede til Hegi, og med god grund. Han er med afstand den bedste instruktør og det rareste og sjoveste menneske vi har mødt på vores rejser, og vi håber meget på et gensyn inden vi tager hjem til Danmark om en måneds tid.

Det var også også farvel for denne gang til Sebastian, som Torben boede sammen med i den første tid. Sebastian bliver i dykkercentret og fortsætter sin uddannelse de næste tre uger, men er rejst hjem inden vi når tilbage til Sanur inden vores hjemrejse.

Vores samlede indtryk af Sanur er, at selvom byen er ret turistet, er der fredeligt, hyggeligt og masser at opleve. Kaffen og isen er rigtig god og billig, og vi har godt nok spist mange chokoladecroissanter. Vi har også spist en hel del indonesisk mad, som oftest er ris- eller nuddelretter med kylling, seafood eller svinekød. Det smager fantastisk og passer perfekt her i varmen.

Afstandene i byen er små, men trafikken er tung. Der er myriader af scootere alle steder, men at hyre en chauffør på scooter er klart den hurtigste måde at komme frem.

Stranden er god som badestrand ved højvande, ikke så meget ved lavvande.

Vejret har overrasket. Det har været solrigt nogle dage, regnfuldt andre og der har til tider været en del pålandsvind ude fra havet mellem Bali og Lombok. Temperaturen er selvfølgelig høj, umiddelbart i nærheden af 30 grader, men det er udholdeligt.

Indoneserne er et utroligt venligt og imødekommende folkefærd. Sætter man sig ved siden dem et offentligt sted, falder man i snak. Det er helt vildt hyggeligt, og man finder hurtigt ud af, at på trods af geografiske og religiøse forskelle mellem os og dem, anskuer vi tingene meget ens. Og smiler man, bliver det altid gengældt – uden undtagelse.

Til sidst lidt stemningsbilleder.

Morgenmad på Daily Baguette – ynglings-morgenmadsrestauranten
Nyudklækket Divemaster. Billedet er taget på turen hjem fra naboøen Nusa Penida, hvor der blev dykket med Manta Rays! Det var en vild oplevelse.
Bella – dykkercentrets meget søde hund
Agslapning på stranden ved Icon Bali
Noget feset lysshow ved Icon Bali – vi grinte lidt.
Vi blev fuldstændig fanget i et gigantisk regnvejr en aften i Icon Bali og kunne ikke rigtigt komme hjem med taxa. Løsningen blev at købe 4 store skraldeposer, bruge dem som regnoverslag og gå hjem i bare tæer.
Udsigt fra storcenter i Kuta
Strandpromenade i Kuta
God indonesisk mad
Torben på tur med de unge mennesker – det var sjovt og hyggeligt. Diana fra Argentina til højre for Torben, Andrea fra DK, Medelyn fra Filippinerne, Quentin fra Frankrig og Sebastian fra DK.
Når man pludselig og helt uventet møder en Manta Ray på 35m dybde. Hegi og Torben var på vej opad efter dybde certificering på 40m. Husk lyd
En Maple Ray, som tager livet af en anden fisk til frokost

Dykning på Bali – Bootcamp

Denne rejse starter lidt anderledes end de øvrige vi har været på, da Torben er rejst i forvejen for at starte sin Divemaster /dykkerlederuddannelse og komme så langt som muligt med den, inden resten af familien ankommer.

Ankomst er forløbet som planlagt til Bali og Torben er – helt efter planen – straks gået i gang med Divemaster uddannelsen. Uddannelsen er det første skridt ind i den professionelle del af rekreationel dykning, og kvalificerer til at planlægge, lede og gennemføre dykkerturer for andre certificerede dykkere, assistere i forbindelse med uddannelse af dykkere og indeholder selvfølgelig grundig uddannelse i sikkerhedsprocedurer i forbindelse med dykning. Det er en meget spændende og udviklende uddannelse.

Helle, Karoline og Emilia ankommer 18 dage senere, så det passer bedre med skolernes ferie. I mellemtiden står den på intensiv uddannelse under vandet i det dansk ejede dykkercenter Crystal Divers.

Turen herover var ok, uden at være mere end det. Det var meget svært for alle at tage afsked hjemmefra, og turen var selvfølgelig lang og med turbulens hen over Indien og havene i sydøstasien.

Men ankomst gik som det skulle, og så var det ellers i gang. Opstarten med velkomst og generelle anvisninger foregik på ankomstdagen, derefter en enkelt hviledag til at komme over sig over jetlaget, og så ellers i gang.

Fysiske prøver med 400 og 800 meter svømning på tid, træde vande i et kvarter med hænderne over vand de sidste minutter, bugsering af dykker på tid osv. – opstarten var benhård og ærligt talt noget hårdere end forventet – ferie var det i hvert fald ikke.

Indkvarteringen var i Divemasterhuset i Sanur, i den sydlige ende af Bali. Da ankomsten var lidt kaotisk, var det virkeligt rart at møde Sebastian, en anden dansk fyr i dykkercenteret, som har været utroligt hjælpsom med at få alle de praktiske ting til at fungere, og vise rundt til restauranter, barer, tøjvask osv. En uvurderlig hjælp. Tingene faldte lidt til ro, og de første indtryk af byen og Bali kunne indtages. Her er smukt ved kysten, og meget præget af turisme i byområderne.

Icon Bali ovenfor, som er et stort, moderne indkøbscenter i Sanur, ud med stranden.

Stranden i Sanur

Sanur er generelt set et meget udviklet byområde – efter sydøstasiatiske standarder, selvfølgelig, og her er alt fra indkøbscentre, restauranter, barer, hoteller, alskens småbutikker, massagekliniker osv. Byen er delt af den 4 sporede vej “The Bypass” og det mest turistede ligger mellem Bypass og stranden. Afstandene er små her i byen. Der er ca. 2 km fra den ene ende til den anden, men man kører oftest på scooter. Man lejer simpelthen en scooter med chauffør på en app -Gojek – og så bliver man fragtet gennem trafikken for 5-10 kr. Smart. Man skal dog lige kigge sig for inden man går over vejen, for scooterne suser rundt på alle sider – og til tider imod kørselsretningen. Det virker kaotisk, men det fungerer, når man vænner sig til det.

Strandpromenaden om aftenen. Helt forladt, og meget skønt sted at restituere efter lange dage.

Gaden i Sanur, hvor alle restauranter, barer osv. ligger. Det ligner ikke noget vi har derhjemme, men man vænner sig hurtigt til det, og her er alt, man behøver for at få en almindelig dagligdag til at fungere.

Vejret er generelt godt. Solen skinner, temperaturen er vel lidt over 30 grader uden at man bliver helt stegt. Det er sommertid, hvilket betyder tørvejr, men en enkelt dag var der dagsregn. Og det regnede helt vildt.

Dykkeruddannelsen er forløbet planmæssigt. Det har dog været en hel del hårdere end forventet på flere parametre. Dagene er meget lange – start kl 6.30 i dykkercentret, lange køreture og sejlture, 3 dyk om dagen, hjem til centret nogen gange først 18.30- 19.00 og starte rengøring af udstyr, så det hele er klar igen til dagen efter. Andre dage er det teori og øvelser i pool, hvilket selvfølgelig er lidt kortere dage, men øvelserne, som skal bestås efter pointsystem, er fysisk krævende.
Dykkene foregår oftes enten på nordsiden af øen, 3-4 timer væk afhængigt af trafik, eller øvre ved nogle af de nærvedliggende øer.
Man skal huske at nyde omgivelserne midt i travlheden.

Udmattede dykkere på Divemaster uddannelsen på vej hjem i bussen fra endnu en dagsrejse med dykning og indlæring.

Livet hernede er ungdomslivet (Det der, der skete inden man fik børn).
Der er et stort socialt netværk tilknyttet dykkercentret, og man mødes på kryds og tværs og møder en masse nye mennesker hele tiden. Gerne over en øl.
Om fredagen er der “Free Flow” på Casablanca, en af de lokale barer. Her er billig – og nogle gange gratis øl – i en times tid.
Her mødes alle, og så får den fuld gas et par timer.
Kl. 22.30 fiser gassen af ballonen, alle er udmattede og de fleste trisser hjem i seng. Det er vældig sjovt, men det tossede, til tider noget ansvarsløse ungdomsliv, er faren nok blevet for gammel til. Det kastede dog nogle gevaldige fester og gode grin af sig, og så tager man den oplevelse med.

På et tidspunkt blev det dog for meget med det simple liv i Divemasterhuset, hvor forholdene kunnes ønskes en smule mere hygiejniske og mindre støjende.
En sen aften, på vej hjem fra 2 dages dykning på nordsiden af Bali, flød bægeret over. Helle blev sat på opgaven at finde nyt logi med det samme, og Divemasterhuset blev skiftet ud med et roligt guesthouse.
Det var den rigtige beslutning, selvom det blev meget sent, den dag/nat.

Der er også tydelig forskel på indoneserne og europæerne, som er tilknyttet centret. Europæerne lever “det frie liv”, med hvad det nu fører med sig.

Indoneserne er meget professionelle, dygtige og tålmodige, og ynglingsinstruktøren er Hegi, en 26 årig gut fra Sumatra med fantastisk humør, stor tålmodighed og fuld af gode historier. Hegi har været instruktør på uddannelsens 5 specialefag; Vragdyk, strømdyk, dybdedyk, dykning med beriget luft og Peak Performance Boyancy – optimering af dykkerteknik og luft/gasforbrug.
Hegi har været et fast ankerpunkt, når tingene er begyndt at blive på grænsen til svært overkommelige grundet det pressede uddannelsesforløb og den generelle udmattelse.
Tingene bliver – på indonesisk vis – taget med stoisk ro, man øver sig indtil man har opnået indlæringsmålet.
Fantastisk indsats af den unge mand.

Overordnet har de forløbne 2,5 uge været meget travle, helt udmattende, yderst lærerige, vildt frustrerende og samtidigt fantastisk sjove til tider.
Der er blevet knyttet mange gode venskaber.
Savnet af familien har fyldt, men heldigvis har vi været i daglig kontakt over Whats App, hvor vi har snakket over video.

Til sidst lidt stemningsbilleder

Morgenmad i solopgangen i Tulamben på nordsiden af øen. Fantastisk.

Indonesien 2025

Så er vi ved at være klar til familiens næste større rejse.
Denne gang drager vi af til Indonesien. Valget faldt på de tropiske øer i sydøst Asien, da Helle i det danske vintermørke sagde “Jeg trænger til at se noget azurblåt vand”.
Så blev det sådan.

Det bliver en lidt anderledes rejse med dykning som fokus.
Karoline og Emilia er blevet hjemmeundervist i dykkerteori, som skal skal udmønte sig i deres første dykkercertifikater og Torben tager den første af de professionelle dykkeruddannelser.
Foråret er gået bag skærmen med læsning og eksaminer.

Helle er allerede godt uddannet, så vi alle 4 kan nyde livet under vandoverfladen sammen.

Da Torben uddannelse er lidt langvarig, tager han afsted 2,5 uge inden resten af familien og gennemgår intensiv dykkerundervisning på Bali.
Resten af familien slutter til i slutningen af juni, og så starter vores fælles eventyr.

Ud over dykning skal vi også rundt og se vulkaner, regnskov, kultur og alt det andet, som Indonesien byder på, og vi glæder os meget!

Blokken bliver opdateret i vanlig stil, når der er tilpas meget nyt at berette.


Hjemme igen

Så nåede vi hjem efter vores USA eventyr. Det var en hård hjemtur med flyvetur over Atlanten over natten, men den fik også en ende.

Pigerne har med det samme arrangeret en masse aftaler med veninder, og vi har nærmest ikke set dem siden 🙂

Tak til vores kære naboer, familie og venner, som har passet på vores hus og have mens vi var væk.
Vi slutter af med lidt facts om turen

  • Vi forlod Tranbjerg den 3. maj, og rejste til San Francisco den 4. maj.
    Vi var tilbage i Tranbjerg den 1. august
    Det er 91 dage i alt.
  • Vi besøgte 12 stater
    Californien, Arizona, Nevada, Utah i autocamperen i maj og juni.
    Louisiana, Mississippi, Alabama, Florida, South Carolina, North Carolina, Tennessee og Georgia i bil fra slutningen af juni til 31. juli.
  • Vi har boet på 21 forskellige campingpladser
    Skyline RV Park i Napa, Californien
    Indian Flat ved Yosemite, Californien
    Bass Lake National Recreational area, Californien
    KOA Bakersfield, Californien
    Boulder Creek Lone Pine, Californien
    Shoshone RV Park, Californien
    Canyon Trail RV Park i Boulder City ved Las Vegas, Nevada
    Zion River Campground, Utah
    Zion Canyon Campground, Utah
    North Campground NPS Bryce, Utah
    Wahweap Compground ved Lake Powell (National Recreational area), Utah på grænsen til Arizona
    KOA Monument Valley Utah på grænsen til Arizona
    KOA Kingman Arizona
    Black Rock Canyon Campground (NPS) i Joshua Tree, Californien
    KOA Chula Vista, San Diego, Californien
    Campland by the Bay, San Diego, Californien
    Wallnut RV Park, Northridge i Los Angeles, Californien
    Morro Bay State Park Campground (NPS), Californien
    Laguna Seca Campground ved Monterey, Californien
    KOA Moss Landing, Californien
    Dumbarton Quarry Campground ved San Francisco, Californien
  • Vi har boet i 8 huse, hoteller eller lejligheder på AirBnB (hvoraf 2 ikke levede for til god standard) og Hotels.com
    Hotel Cow Hollow Inn, San Francisco
    Hotel Circus Circus i Las Vegas
    Hotel Bay Landing, San Francisco
    Holiday Inn Express Kenner, New Orleans
    Hus “Shotgun” i New Orleans
    Best Western Oak Manor, Biloxi
    Underetage af et hus i Pensacola
    Quality Inn, Chipley
    Holiday Inn Express, Jacksonville-Mayport/Beach
    Lejlighed i Savannah
    Helt hus i Charleston (også kaldet mug-huset)
    Bjerghytte i Great Smokey Mountains
    “Huset, vi evakuerede os selv fra” i Mableton, Atlanta
    Sonesta ES Suites, Atlanta
    Underetage i et dejligt hus i Kennesaw, Atlanta
    ….
    Og lejlighed i Vandel i Billund 🙂
  • Den højest målte temperatur er vi lidt usikre på – omkring 45 grader i Death Valley.
    Vi havde det dog varmest i New Orleans. Her var temperaruren små 40 grader, men med meget høj luftfugtighed. Det var svært at klare.
  • Den laveste temperatur var et par graders varme en nat i Bryce Canyon. Emilia frøs om natten ude i alkoven i autocamperen og måtte varmes op.
  • Det højeste punkt må have været 8300 fod eller 2530m i Bryce Canyon
    Det lavest punkt var 282 fod / 83m under havets overflade i Death Valley.
  • Karoline har burgerrekorden. Hun satte 30 stk. voksenstørrelse burgere til livs, skarpt forfulgt af Emilia ved 28 stk. Forældrene en smule færre.
  • Bedst og værst
    Det er vi allerede blevet spurgt om mange gange, og vi har ikke svaret. Karoline var vild med byerne San Francisco og Las Vegas, Emilia elskede nationalparkerne Yosemite og Zion, og for forældrene har turen været så fuld af fantastiske og meget forskelligartede indtryk, at vi ikke kan sætte dem i rangorden. Vi var vilde med sydstaterne, der er en helt speciel stemning, kultur og ro, som vi ikke kan sætte ord på. Vi var også meget glade for at møde de amerikanske vennefamilier i Atlanta.
    San Diego ramte vi i dårligt vejr, og er måske den destination vi skulle have brugt mindre tid på. Men det kunne lige så godt have været helt omvendt, og pigerne fik venner på campingpladserne der og havde en fantastisk tid trods vejret.

    Det bedste hus vi boede i var bjerghytten i Great Smokey Mountains. Hold da op, den var god!
  • Jamn, hva’ kosted’ så?
    Selve turen kostede ca. 285.000kr, omtrentligt opdelt således
    – 24.000 til flybilletter inklusiv indenrigsflyvninger
    – 76.000kr til autocamper og billeje
    – 15.000kr til benzin
    – 78.000kr til ophold – campingpladser, hoteller og huse
    – 92.000kr til mad og oplevelse samt mindre anskaffelser

Lufthavnen i Atlanta.
Vi er klar til at tage afsted igen!

Atlanta

Vores USA rundrejses sidste destination inden hjemturen er storbyen Atlanta i staten Georgia, og her har vi været i 8 indholdsrige dage. Vi har mødtes med Helles veninder og familie fra tiden som udvekslingsstudent i slutningen af 1990’erne og besøgt nogle af de mest berømte turistattraktioner i byen samt været i national- og stateparks i området omkring byen. Her har været meget varmt, men vi har trodset heden og taget oplevelserne forberedt med masser vand og pauser.
Vi har også haft nogle gevaldige udfordringerne med de steder, vi har valgt at bo i ugen, og det har kostet os en del kræfter og indsats på de forkerte tidspunkter af døgnet.

Atlanta er hjemstavn for Martin Luther King Junior, og der oprettet et stort mindecenter for ham i byen. Her er der store udstillinger om tiden med oprøret mod raceadskillelse i 1960’erne, og vi besøgte hans barndomshjem på en guidet rundtur. Man kan også se Ebenezer Baptist Church, hvor både MLK og hans far prædikede. Det hele ligger inden for kort gåafstand af hinanden.
Martin Luther King og hans hustru er begravet få meter fra barndomshjemmet ved et stort monument sat i et bassin.
Udstillingerne i centret var lærerige, ærlige og ind mellem for uhyggelige for børn. Der er ikke blevet ikke lagt fingre imellem og man bliver ikke skånet for de voldsomme billeder af, hvordan hvide, herunder Ku Klux Klan men bestemt også myndighederne, behandlede den afroamerikanske del af befolkningen. Udstillingen viser opstanden frem til drabet på Martin Luther King i 1968.
Det er svært at forstå, at dette fortsatte helt op i 1960’erne.
Centret drives af NPS. Det er gratis, meget veludført og pigerne fik minsandten endnu et Junior Ranger Program med badges.

Visitor Center midt i Atlanta
Martin Luther King Junior og hustruens gravsted
Martin Luther Kings barndomshjem. Man måtte ikke tage billeder indenfor. Men vi fik en masse røverhistorier af Rangeren, som viste rundt. Det handlede om livet i 1930’erne og 1940’erne og om hvordan Martin Luther King ikke var et hak bedre end alle andre raske drenge som barn 🙂
Principperne for Non-violent opstand er gengivet ved besøgscentret. Martin Luther King var kraftigt inspireret af Mahatma Gandhi og der er en rød tråd fra Gandhis indsats direkte til Martin Luther Kings.
Frokosten blev indtaget på et af de bedste Street Food Markets i Atlanta – Krog Street Market. Det minder meget om Street Food i Aarhus og maden var lækker!

Besøget var en rigtig god afslutning på vores tur omkring den afroamerikanske del af den amerikanske kultur. Vi har set meget fra slavetiden, borgerkrigen og nu også den nyere tids historie.

Herefter startede udfordringerne med logi. Det hus vi havde lejet var ikke i den bedste stand, da vi flyttede ind dagen før. Der skulle være 3 værelser i huset, men den ene ende af huset var ikke beboelig, da airconditioningen ikke rigtigt virkede. Der var lavet lappeløsninger med små airconditioning units sat direkte i vinduerne, som så var lappede med pap og tape. Det var ikke specielt betryggende ift. sikkerhed, og det virkede heller ikke.
Da vi kom hjem til vores lejede hus efter turen i besøgscenteret, var airconditioningen i resten af huset gået i stykker, og huset var ubeboeligt. Det medførte, at vi endte på gaden kl. 20 i Atlanta og måtte afsted efter et hotelværelse med det samme. Vi var godt og grundigt sure over, at den slags boliger i så ringe stand bliver lejet ud, for udlejeren var tydeligvis klar over, at det ikke var for godt. Vi fik alle vores penge tilbage med det samme.
Det stillede os i en træls situation, men det lykkedes at finde et egentligt ret ok hotel samme aften. Her holdte den ene nabo så fest den ene nat, og den anden nabo råbte og skændtes af lungers fulde kraft den følgende nat. Suk, det blev ikke til meget søvn.

Dagen efter mødtes vi med Helles veninde Kimberly, hendes mand Randy og deres to piger i Kennesaw, som er en forstad til Atlanta, og hvor de bor. Vi blev budt indenfor af den meget gæstfri familie, og snakken gik med det samme derudaf. Kimberly havde tydeligvis glædet sig meget til, at vi kom, og det var med det samme rigtigt rart. Vi blev vist rundt i huset, inden vi tog en lunch i bedste amerikanske stil – dvs. på restaurant – hvorefter vi kørte til byen Canton, hvor Helle boede som udvekslingsstudent i 1996-97. Vi så huset, som Helle boede i og fik en rundtur på Cherokee High School. Der er normalt ikke adgang for offentligheden på skolerne grundet USA’s sikkerhedsmæssige udfordringer, men Kimberly er typen, der får ting til at lykkes. Et kort øjeblik efter ankomst blev vi vist rundt på hele skolen af en venlig medarbejder. Det var sjovt at gense for Helle og meget spændende for Torben og pigerne at se en amerikansk High School.

Cherokee High School
Cherokee High School – hovedindgang
Cherokee High School – gangende som så ud på samme måde som for 25 år siden.

Dagen efter brugte pigerne en formiddag i poolen på hotellet mens forældrene brugte tiden på at finde et sted at bo på internettet. Vi fandt en lejlighed i centrum af byen og tog derefter på besøg på Atlantas berømte Coca Cola Museum.
Coca Cola kommer fra Atlanta, og centreret har interaktiv underholdning som viser Coca Colas historie. Derudover er der smagsprøver på alle selskabets læskedrikke, og vi fik vist nok sukker den dag 🙂

Coca Cola Museum midt i Atlanta
Skål og bøvs!

Det virkede også lidt som ét stort reklamecenter for Coca Cola, som man betaler for at se, men vi havde det nu rigtigt sjovt.

Den aften viste “kreditkort-spøgelset” sig desværre igen. Vi har et par gange været udfordret af, at amerikanske og europæiske kreditkortsikkerhedssystemer ikke kan arbejde sammen. Det betyder, at der er enkelte hjemmesider, hvor vores europæiske kort ikke fungerer.
Det bookede og allerede betalte lejlighedsophold midt i Atlanta måtte desværre aflyses, da vores kreditkort ikke kunne accepteres til reservation af et lille depositum til den lejlighed, vi skulle bo i. Vi havde udlejeren i telefonen i 4 timer den aften, men måtte give op kl. 01.30 og indse, at vi igen ikke havde noget at bo i dagen efter. Der måtte findes noget andet. Det er utroligt frustrerende og har kostet os meget frustration og usikkerhed. Til gengæld grinte de lidt af os i receptionen på hotellet, da vi dagen efter igen måtte forlænge hotelopholdet.
Til sidst endte vi dog i et meget flot hus i Kennesaw uden for Atlanta, hvor vi havde en underetage. Det var superflot, dejligt og velfungerende, og forældrene kunne sidde ude om aftenen i hængekøjer og fordøje oplevelserne. Så det endte rigtigt godt. Det blev vores sidste bolig i USA.

Men vi var langt fra færdige med oplevelser! Forlystelsesparken Six Flags stod på programmet dagen efter Coca Cola museet og her mødte Kimberly og hendes piger os igen og brugte dagen sammen med os.
Og rutsjebanerne i USA er altså noget vildere end i Danmark – hold da op vi havde det sjovt.
Goliath var den vildeste, og det sortner lidt for øjnene når man ryger afsted.

Zoe og Maya sammen med vores piger. De blev rigtigt gode venner, og havde det sjovt hver gang vi mødtes.
American Scream Machine – 50 år gammel rutsjebane af træ i baggrunden. Den knagede og bragede så man skulle tro, at den faldt sammen mens man fløj afsted. Den var virkelig sjov.
Sådan en har vi ikke i Tivoli Friheden.
Sjovt og fuldstændigt vildt!

Da vi skulle flytte fra hotellet inde i byen og til Kennesaw, som ligger en halv times kørsel derfra, tog vi endnu et smut forbi endnu en national park. Catahooche River National Park ligger umiddelbart nord for Atlanta, og forsyner Atlanta med drikkevand. Der er et besøgscenter, en umådeligt snakkesaglig Ranger, Junior Ranger Program og en dejlig vandrerute langs vandet og i skoven.
Vi er ved at været afklimatiseret til varmen igen, og det er flot, at pigerne kan tage sådan en tur i den fugtige hede uden nogen form for beklagelser. De klør bare på, selvom sveden driver af os. Det er virkeligt fedt, og forældrene føler sig heldige over, at Karoline og Emilia bare går til stålet hver gang muligheden byder sig.

Catahooche River
Brandvarm og fugtig vandretur i skoven

Den afgørende årsag til, at vi valgte USA som rejsedestination var, at forældrene i den familie, som Helle boede hos som udvekslingsstudent, er oppe i årene. Faren er gået bort, og moren Flora er på plejehjem. Vi aftalte derfor at mødes på plejehjemmet med Sherri, datteren som gik på High School med Helle. Her hilste vi på moren Flora. Vi brugte en god times tid i samvær med hende, og hun genkendte Helle lige med det samme. Det var et godt besøg, og en Flora kunne fortælle lidt om hvor meget kylling Helle åbenbart kunne sætte til livs i sine unge dage.
Det var selvfølgeligt lidt vemodigt at sige farvel.

Derefter var det på restaurant med Sherris mand Chris og datter Kendall.
Chris er S.W.A.T. betjent og hundefører og kunne fortælle en hulens masse røverhistorier. Vi havde det rigtig godt sammen, og endte hjemme i Sherri og Chris’s hus om aftenen, hvor vi fik Moonshine med hjem (hjemmelavet alkohol) og pigerne legede med deres hunde. Når vi taler med amerikanerne i private sammenhænge, lærer vi også meget om kulturen og dagligdagen i USA. Udfordringer med velfærd, kriminalitet osv., men også om arbejdsmarkedet og det almindelige liv.
Alt i alt gode oplevelser med de meget gæstfri amerikanere.

På mexikansk restaurant med Sherris familie
Pigerne og politihunden. Den var meget rolig, sød og velopdraget. Den bliver en anden slags hund, når Chris tager uniformen på, hvilket næsten ikke var til at tro.

Nord for Atlanta ligger Kennesaw Mountain, hvor et af de største slag ved borgerkrigen fandt sted i 1864. The Union Army (nordstaterne) sloges med The Confederates (sydstaterne) om den strategisk vigtige bjergtop. Det var et af de sidste slag med den traditionelle soldatermarch på række frem mod fjenden. Våbnene var blevet for effektive, og tabene for store. Ikke desto mindre lykkedes det the Union at fordrive sydstatssoldaterne efter en uges slag, men under enorme tab.
I dag er det et historisk besøgscenter drevet af NPS. Der er endnu et meget fint besøgscenter, en fin vandrerute op af bjerget og et show med kanonaffyring.

Frivillig, som fortæller om krigen og her specifikt anvendte kanoner og ammunition.
På toppen af Kennesaw Mountain
Kanonaffyring uden projektil og med halv ladning. Det larmede helt vildt.

Men ingen tur til USA uden baseball! Så vi købte billetter til aftenens kamp Atlanta Braves mod Milwakee Brewers og tog på stadion.
Fantastisk stadion, vidunderlig udsigt og en helt vildt sjov oplevelse. The Braves vandt selvfølgelig, de ligger nummer 1.

Udsigten fra vores pladser. Det kunne ikke være bedre. Pladserne var ret dyre, hvilket undrede os indtil vi fandt ud af, at vi var kommet til at købe pladser med adgang for handicappede. Hovsa, men udsigten var altså i top.
Torben og Emilia købte Braves kasketter
Vi sad i skyggen og havde lidt ondt af dem i solen. Der er varmt i Atlanta, vi blev kogte selv i skyggen.

Således oprandt vores sidste hele dag på turen til USA. Vi pakkede vores ting om formiddagen og sluttede af med et brag. Vi mødtes med Kimberly, Randy og børnene og tog til Stone Mountain, som ligger en halv times kørsel fra Atlanta. Her tog vi Kimberly og Randys børn med på vandreturen op og ned af bjerget, spiste på restaurant og tog til sidst til lysshow ved bjerget. Der var soulfestival i parken, så vi fik hørt lidt live-musik inden mørket faldt på og lysshowet gik i gang. Det er godt lavet, det lysshow. Det et lavet med lysende droner og laserlys tilsat musikmedley helt tilbage fra Motown op til nutidens musik. Temaet er afro-amerikansk. Det står lidt i kontrast til figurudskæringen i Stone Mountain, som viser tre sydstatsgeneraler fra borgerkrigen. USA’s kontraster er i det hele taget tydelige, og vi fik en fantastisk aften under stjernehimlen i samvær med Kimberlys familie.

På vej ned af Stone
Stone Mountain med relieffet af de tre sydstatsgeneraler og live musik fra scenen.
Lysshow og musikmedley efter solnedgang.
I bedste amerikanske stil afsluttes der med fyrværkeri.

Det var de sidste oplevelser inden hjemturen. Vi fik bilen afleveret i lufthavnen og måtte med flyveren hjem over Frankfurt.
Det var lige pludseligt dét, men pigerne har glædet sig så meget til at se deres veninder og familie, at de næsten ikke kunne vente.
Vi afslutter bloggen i næste indlæg med lidt info og facts om turen når vi har samlet alle indtryk.

Hjemturen

Lidt stemningsbilleder

Martin Luther Kings gravsted
Martin Luther Kings barndomshjem
Gymnastiksalen på Cherokee High School
Kantinen på Cherokee High School.
Wheel chair pladser. Fed udsigt. Vi kom tidligt og fik en fed oplevelse.
Pandekager med flødeskum, skumfiduser og chokoladeknapper til morgenmad på hotellet… Den gik kun én gang.
Frokost ude foran Martin Luther King Center – medbragt brød og frugt.
Brandstationen ved siden af Martin Luther Kings hjem. Den første til at have en afro amerikansk chef.
Gåtur i Atlanta. Flot tur, og der er varmt i byen. Man søger skyggen.
Efter en hel dag i Six Flags. Det var hylemorsomt, og også en meget varm dag.
Downtown Canton, nord for Atlanta hvor Helle boede som udvekslingsstudent
Helle ved sit skab på Cherokee High School
Da vi var på tur med Kimberly, besøgte vi også Kimberlys mor langt ude midt i ingenting, hvor der var en indendørs pool i laden. Her var der badedragter til pigerne, og så fik den gas.
Huset i Canton, hvor Helle boede ved værtsfamilie i 1996-97
Vandretur på Stone Mountain
Vores hjem i Kennesaw
Vores terrasse med hængekøjer i Kennesaw
Når man er træt i lufthavnen i Frankfurt efter en søvnløs nat i flyvemaskine

Great Smokey Mountains

Vi er tilbage i USA’s nationalparker og har besøgt Great Smokey Mountains i North Carolina. Nationalparken er et meget stort bjerg- og skovområde nord for storbyen Atlanta, og er USA’s mest besøgte nationalpark.
Vi har boet i en fantastisk skøn bjerghytte med udsigt over bjergene, og har nydt det lidt mere tempererede klima i højderne efter turen i varmen langs østkysten. Vi har slappet af, gået en del ture i skovene og i bjergene og nydt det i fulde drag.

Vores bjerghytte i Great Smokey Mountains – fantastisk hytte og utrolig udsigt.

Inden vi nåede så langt skulle vi dog lige dertil fra Charleston, og på vejen fra Charleston til Great Smokey Mountains ville vi lægge vejen forbi Congaree National Park. Desværre blev bilen ramt af en større sten på motorvejen, som knuste forruden på vores dejlige GMC Yukon, og vi blev derfor nødt til at køre forbi AVIS biludlejning og få bilen byttet med det samme.
Det betød, at besøget i Congaree Park blev noget forkortet, men vi fik dog gået lidt i på boardwalken i parken. Congaree National Park er en skov i sumpen, og derfor går man på Boardwalks. Der er varmt, fugtigt, og helt utroligt mange insekter – måske ikke stedet vi ville have tilbragt halve eller hele dage uanset. Men det var fint med den lille tur vi fik, og pigerne gennemførte minsandten også et Junior Ranger Program her, og fik et badge tilføjet til samlingen.

Pigerne på boardwalk i Congaree National Park.
Sump og myggerede – det var et specielt sted.

Vi fik bilen byttet til en Chevrolet Tahoe, som bortset fra navnet er fuldstændig magen til den anden vi havde, og kørte til North Carolina og ind i skovene til bjerghytten. Her blev vi med det samme betaget af udsigten fra vores altan, og den nød vi al tiden vi var der.

Udsigten fra vores altan, hvor vi kunne kigge på stjerner og lytte til dyrelivet om aftenen og natten, og bare nyde udsigten om dagen
Great Smokey Mountains har fået sit navn grundet skyerne, som driver ind mellem bjergene – deraf Smokey – og udsigten forandrer sig hele tiden.
Bjerghytten, som vi boede i. Vi kunne ikke ønske os mere.
Mor Helle har ønsket sig et tilsvarende udekøkken derhjemme i Tranbjerg. Ikke selve grillen, men udsigten.

Bjerghytten ligger inde i et lukket område, og firhjulstræk har været nødvendig for at komme frem og tilbage. Det er grusveje, og indkørslen var stejl. Det gik dog fint, og var faktisk lidt sjovt at køre frem og tilbage.
Ved indgangen til området var der en vagt, som krævede vores opmærksomhed hver gang vi kørte ud og ind.
Ponkey the Donkey blev aget, klappet og kysset af pigerne hver gang vi var forbi, og det var ret hyggeligt at kunne høre skryden i det fjerne fra vores altan når andre kom og gik. Sikke en vagt 😀

Ponkey the Donkey – måske det mest kyssede æsel i North Carolina. Pigerne gjorde i hvert fald deres for, at det skulle være sådan. Han var nu kær.
Og han nød opmærksomheden.

Ud over at nyde freden og udsigten i hytten har vi også været på ture i nationalparkens skove. Vi var mest i den sydlige del af Nationalparken, hvor der ikke var så mange turister, og gik nogle gode vandreruter hvor der ikke var ret mange andre.
Vi besøgte et Visitor Center, hvor pigerne deltog i endnu et Junior Ranger Program, og hvorfra vi tog lidt ture.

Visitor Center ved Cherokee i den sydlige del af nationalparken. Centrene ligger altid godt placeret, og er drevet af ildsjæle – rangere og pensionerede frivillige. Det er virkeligt godt, og NPS har i det hele taget været en rigtig god oplevelse her i USA.
Afsted på vandring
Målet for første dags lille vandretur var byen Cherokee, som er en hyggelig lille landsby med masser af craftshops – lædervarebutikker, hattebutikker, små caféer osv.
Vi blev heldigvis fanget af et regnvejr, så vi endte på en hyggelig kaffebar indtil regnen drev over. Tempoet var i det hele taget ikke ret højt i vores tid i The Smokeys.

Great Smokey Mountains ligger ikke i troperne, men er alligevel en regnskov. Vi havde en hel dag med kraftig regn, hvor vi ikke kunne meget andet end af spille spil og se film. Sidst på eftermiddagen tog vi dog en regnvejrstur i skoven alligevel.
Der er mange markerede vandreruter i nationalparken, og vi tog en lille del af Boogerman Trail. Til forskel fra de andre nationalparker, vi har set, er det tydeligt, at der skal en del mere udstyr til for at komme frem her. Der skal krydses floder og vandløb, vejret er fuldstændigt utilregneligt og ruterne er meget lange og ofte mudrede. Det gik nu fint med de småturer vi tog.

Indgangen til Boogerman trail i regnvejr.

I centrum af nationalparken og på statsgrænsen mellem Tennessee og North Carolina ligger det højeste punkt i parken. Her er der i 1959 opført et udsigtstårn, som man gratis kan komme op i, og få et 360 graders fuldt udsyn over hele nationalparken – forudsat, at der ikke er skyet, og det var der.
Det var selvfølgelig uheldigt, men vi fik at vide, at chancen for at ramme en dag med frit udsyn er mindre end for at se udsigtspunktet indhyllet i tåge. Det er en trist udvikling, for de udbredte skyer og tåger er forårsaget af forurening ved afbrænding af forsile brændstoffer i den omkringliggende industri, kulkraftværker og benzinos.
Siden opførelsestidspunktet i 1959 er dagene med frit udsyn om sommeren reduceret med 80% om grundet denne forurening.

Udstigten op til Clingmans Dome fra stien dertil – man kunne knapt nok se udsigtspunktet
Fra udsigtspunktet kunne man overhovedet ikke se noget – vi var der to gange i løbet af dagen, men med samme resultat.

Vi gik en vandrerute på ca. 10km i skovene omkring Clingman Dome, og ramte den berømte Appalachian trail på vejen. Vi gik vel ca. 1km af på den del af ruten, så nu mangler vi kun ca. 3.539km.
Ruten går fra fra staten Maine nord for New York og helt til Georgia, syd for Great Smokey Mountains og krydser 14 stater undervejs.

Pigerne lavede en aftale om, at Appalachian Trail skal gennemføres, når de bliver voksne!

Vi kørte en del i dagene i GSM. Parken er stor, og vi havde 3 kvarters kørsel bare ind til besøgscentret. Man støder på dyrevildt ude på vejen ind i mellem, og så må man bare stoppe op og vente til der er fri bane igen. Elge, kalkuner – og en enkelt gang en sortbjørn.

Elgene står helt ud til vejene, og er ligeglade med de besøgende turister. Denne måtte råbes op med et ordentligt MUUH! før den overhovedet reagerede og kiggede op.
De største vejer over 400kg, og er meget flotte.
Den lille fyr her stoppede trafikken op til Clingmans Dome
Det er en sortbjørneunge. Den var kær, men mor var nok ikke langt væk, og hun er ikke til at spøge med.
Sortbjørne er normalt bange for mennesker, og smutter når de bemærker os. Alligevel har der de sidste 100 år gennemsnitligt været ét dødsfald hvert andet år grundet mødet med sådan en fætter. De vejer op til 300 kg, og man skal holde sig langt fra dem. Bjørnene har været vores største bekymring under vandreture, men vi har ikke set nogen andet end denne – fra bilen.

Den sidste dag i Great Smokey Mountains tog vi ud og så vandfald.
Soco Falls og Mingus Fall er ikke så imponerende som dem, vi så i Yosemite, til gengæld kan man gå ind i dem. Vi besøgte også en del bebyggelser opført af settlerne i området for ca. 120 år siden.
Det var en nogle hyggelige dage, uden de store anstrengelser som i nationalparkerne i det vestlige USA.
Det var Great Smokey Mountains. Vi hyggede os gevaldigt i en fantastisk bjerghytte og med lidt ture ud i skoven. Det var ikke nær så vildt som f.eks. Yosemite eller Zion Nationalpark, men det passer os fint. Vi nød afslapningen.
I mellemtiden er vi taget til Atlanta, turens sidste stop.
Lidt stemningsbilleder fra Great Smokey Mountains.

Soco Falls
Soco Falls
Mingus Fall
Af med skoene og ud i vandet
Tøser på tur i Mingus Fall – med Junior Ranger Badges!
Bålhygge om aftenen ved bjerghytten
Vi var lige ovre grænsen til Tennessee inde i nationalparken.
New Found Gap Road er den scenerige vej gennem Great Smokey Mountains, hvor der er mange stop med udsigtspunkter under vejs.
Skov og lave bjerge så langt øjet rækker.
Udsigt ved aftentid fra vores hytte.
Settlerskole – midt ude i skoven
Tilbage på skolebænken med de to!
På vej til Andrews Bald, som er en lysning i området omkring Clingmans Dome
Andrews Bald
Junior Rangers – nu i klip-klappere!
Efter udflugter står den på mad i hytte. Det har været skønt!
Smores: Honningkiks, Nutella og ristet skumfidus – det er The American Way.
Appalachian trail – for de vandrelystne.

Amerikansk campingturisme – et tre-akslet motorhome, der trækker en pick-up truck med en golf cart på ladet… Den var nok ikke gået derhjemme. Amerikanerne går heller ingen steder – de kører. Vi kunne ikke afholde os fra at tage et billede – nogle gange er det altså bare skørt herovre.

Charleston

Vi har nået rejsens østligste punkt og har besøgt Charleston i staten South Carolina.
Vi har været her i 5 dage, og tiden er i vanlig stil gået med en masse oplevelser. Charleston er en by, som indeholder rigtig meget af den amerikanske historie omkring slavetiden og specielt den amerikanske borgerkrig, som startede her i byen. Men vi har også nydt strandende og og naturen her i the Low Country.

Charleston er ligesom Savannah en by uden de store højhuse, og her er hyggeligt og frodigt. Byen er flot, og vi startede med at gå en tur rundt i den historiske del af byen, hvor vi blandt andet så Battery Park med kanonerne mod syd, Rainbow Row med 13 kendetegnende regnbuefarvede huse og en masse kirker og fine bygninger.

Rainbow Row – de 13 forskelligt pastelfarvede huse, som er meget populære at gå en tur langs og opleve.
Park i byen
De flotte gader i Charleston.

Vi har boet i et lille hus ca. 20 minutters kørsel nord for den historiske del af Charleston i byen Charleston North. Herfra er afstand til centrum af byen, strand, seværdigheder, indkøb m.m. meget fin, og der er et meget fint restaurantkvarter i gåafstand herfra. Placeringen er helt fin, når vi nu havde ikke held med at finde lejlighed inde i selve Charleston, som kunne betales med rimelighed. Vi bookede derfor det vi troede var et fint hus, som er turens dyreste ophold udregnet pr. døgn. Vi er derfor blevet noget skuffede over at bo i et sminket, gammel fugtigt hus. Det er lidt surt, og da det var dyrt, betyder det også, at vi tænker lidt mere over, hvordan vi ellers håndtere dagsbudgettet mens vi er her. Øv, men vi har været afsted til mange oplevelser alligevel, så huset her kommer i glemmebogen.

Bolig i North Charleston – fint så det ud, men fugtigt og ildelugtende, specielt udenfor.
Men der var gryder og pander nok, og så lavede vi krig og grinte lidt af det i stedet.

Boone Hall
Dagen efter vi ankom, kørte vi til en plantagen Boone Hall øst for Charleston i Mount Pleasant. Første gang opført i 1680’erne af en engelsk Major Boone, som fik sig ualmindeligt godt gift med en lokal kvinde, og fik et kæmpe landområde i tilgift til opdyrkning.
Det oprindelige hovedhus er i flere omgange for længst brændt og væltet af orkaner. Hovedhuset, der står der i dag, er opført i 1930’erne af en canadisk diplomat, som ejede stedet kortvarigt.
Slavebarakkerne og egetræsalléen er der dog endnu fra oprindelige opførelse.
Her har været produceret ris, bomuld, Indigo (plante man bruger til produktion af den lilla indigofarve), mursten, pecannødder – alt afhængigt af hvad der lige var afsætning på. Slaverne måtte selvfølgelig gøre al arbejdet, og denne plantage har været den med mest fortælling om slavetiden. Vores fornemmelse er, at det ellers ikke er noget, amerikanerne har lyst til at have stort fokus på.
Plantagen har været ca. 5.000 acres stor – ca. 20km2 men er i dag ca. 3 km2 stor. En georgisk prins, som ejede stedet i 1940’erne, solgte store landområder for at rejse midler til hestesport, som blevet drevet på stedet. For de hestesportsinteresserede er her derfor også stolt hestesportshistorie. Den del sprang vi over, da vi ikke kunne nå det hele.

Hovedhuset ved Boone hall fra 1930’erne. Stadig ejet privat i dag, men man kan komme på besøg.
Egetræsalléen med 270 år gamle træer ved Boone Hall. Den var meget imponerende.
De 9 slavebarakker. Disse opført i mursten, som blev produceret på plantagen. Barakkerne anvendtes til husslaverne. De lidt mere uheldige markslaver boede i træhytter ude ved markerne. Inde i barakkerne var der interaktive udstillinger om slavernes dagligdag.

Der var mange foredrag og ture rundt på Boone Hall, og det var en meget lærerig dag. Vi var der hele dagen, og var godt trætte, da vi kom glade derfra. Det var virkelig en fed dag.

Rundtur ved hovedhuset, som er ejet privat i dag. Man måtte komme ind og se stueplanen, men ikke taget billeder indenfor.
Gulla Geechee foredrag. Gullah Geechee er betegnelsen for de lokale afro amerikanskes kultur, som nedstammer direkte fra slavetiden. Vi lærte om Gulla Geechee’ernes sprog, religion, madkultur osv. Det var meget spændende, og man skulle spidse ørerne. Sproget er en afart af engelsk, udtalt i meget højt tempo. Foredragsholderen var selvfølgelig Gulla Geechee.
På traktor tur rundt på Boone Hall
Der er smukt på plantagens arealer, men pas lige på alligatorerne under vandoverfladen… og slangerne i skoven. Og pumaen, som en sjælden gang er set her. Måske også bjørne, men så er det vist også det 🙂
Udstillet salgsopslag i én af slavebarakkerne. På Boone Hall var der lidt mere fortælling om slavetiden, men generelt er det ikke noget, der fortælles meget om. Det er ikke en del af historien, som amerikanerne er stolte af, det er ret tydeligt.

Det var også en varm dag, og varmen tærer på kræfterne. Så vi tog på stranden på Sullivan Island dagen efter, ca. en halv times kørsel fra Charleston.
Charleston ligger på samme måde som Savannah ikke ude langs Atlanterhavskysten, men tilbagetrukket og langs floden, hvor byen i gamle dage var nemmere at forsvare for farer fra søvejen. Derfor er der en lille køretur ud til strandene.

Sullivan Island Beach – strand ved Atlanterhavskysten. Masser af strand, plads, og lunt badevand.
Afkøling. Det er varmt i Charleston, varmere end i Savannah. Dog ikke så voldsomt som i New Orleans, heldigvis.

På Sullivan Island ligger også Fort Moultrie og beskytter kysten og indsejlingen til Charleston, og Fortet var også i anvendelse under borgerkrigen. Det blev senest brugt som observationspost under 2. Verdenskrig, men derefter taget ud af brug. Vi brugte 1½ times tid der sidst på eftermiddagen, og pigerne blev Junior Rangers her også. Fort Moultrie drives af NPS – National Park Service, og da vi har NPS årskort efter alle besøgene i nationalparkerne, var besøget gratis for os. Nogle gange er man bare heldig.

Fort Moultrie på Sullivan Island. Der var et fint besøgscenter og en hyggelig rundtur, som snildt klares på en times tid. I varmen er det også rigeligt.
Masser af kanoner fra forskellige tidsaldre. Pigerne gennemførte Junior Ranger programmet efter at have været på opdagelse på fortet og løst opgaverne.

Dagen efter var det afsted på sejltur ud til Fort Sumter, som er en af hovedattraktionerne i byen. Den amerikanske borgerkrig startede ved sydstaternes bombardering af Fort Sumter i 1½ døgns tid i 1861, og man kan komme på tur derud med paddlewheeler – hjuldamper – og se ruinerne af fortet. Det gjorde vi selvfølgelig. En halv times sejltur, hvor rangeren på båden fortalte om fortet og den amerikanske borgerkrig.

Paddlewheeler til Fort Sumter. Fortet ligger på en kunstig ø af granitblokke ud for Charleston. Fortet er i øvrigt opført mursten produceret på blandt andet Boone Hall Plantation, som vi besøgte et par dage forinden.
Frokost på båden – hjemmelavet pastasalat serveret i plastikpose. Det kan være i tasken, og hjælper lige på den værste sult når vi er afsted. Der er ikke mad på båden eller Fort Sumter.
Resterne af Fort Sumter på den kunstige ø. Der er ca. en etage tilbage, men fortet har været 3 etager højt.
Indendørs museum med airconditioning! Vi havde kun en time på øen, hvilket ikke var nok til at læse alt i udstillingerne, men det var meget spændende for både forældre og børn.
Kanoner på Fort Sumter. Pigerne udfylder Junior Ranger bøger. Her skal svares på spørgsmål om fortet, og svarene skal findes inde på fortet. Der sidder granater fra borgerkrigen i murværket flere steder på fortet, som et bevis på fuldtræffere under bombardering.
Pigerne leder efter ledetråde og svar i de gamle bygninger og ruiner. Man kan finde granatnedslag, fingeraftryk i mursten osv.

Det må have været varmt den dag på Fort Sumter, selvom vi ikke synes, at den dag var værre end så mange andre. Men begge forældre kom begge derfra svimle og med hovedpine – tegn på dehydrering og begyndende hedeslag. Da vi kom retur til byen, forsøgte vi at gå en tur gennem en markedsplads i centrum af Charleston, men det gik ikke rigtigt – vi kunne ikke klare mere i varmen. Vi ved ikke rigtigt, hvorfor vi lige skulle rammes den dag, men heldigvis gik børnene fri af hovedpinen.
Vi gjorde det rigtige resten af dagen – ind på en afkølet café og drikke kaffe, milkshake og spise en masse is og så en sen eftermiddagsbadetur i springvandet midt i byen. Det var til gengæld meget hyggeligt, og symptomerne forsvandt heldigvis hurtigt sammen med isen og kaffen. Pigerne legede lidt med alle de andre børn i springvandet, og havde det sjovt.

Markedsplads i byen. Velbesøgt og temmelig varmt hvor der ikke var airconditioning.
Ind på en tempereret café og blive kølet ned med god is og virkelig lækker milkshake, som man hurtigt kunne blive afhængig af. Vi fik det straks bedre efter en lille lærestreg i vigtigheden skygge og afkøling i de varme sydstater.
Vi havde heldigvis badetøjet med i bilen, så tøserne endte i springvandet sammen med de andre lokale børn.
Sen eftermiddagssol i Charleston. Dejligt med en tur under vandet. Der var varmt i Charleston, og afkøling er vigtig.

Den sidste dag i Charleston brugte vi på byens akvarium, som også er et redningscenter for halvskildpadder. Akvariet indeholder et 42fod / 13m højt indendørs bassin med en meget stor havskildpadde, masser af fisk og hajer, barracudaer, moræneål, rokker osv. Mange af dyrene har forældrene set på dykkerrejser rundt i verden, og det var sjovt at udpege alle de forskellige arter, vi kender så godt fra vores ungdom som dykkere.

Bassinet i akvariet spænder over 2 etager i bygningen. Superflot og det største vi har set til dato. En dykker fortæller inde fra akvariet.
Masser af foredrag og underholdning.

Der kommer mellem 30 og 50 skildpadder til redningscentret årligt. Skildpadderne har slugt fiskekroge med madding, blevet ramt af en hurtigtgående båd, været fanget i fiskenet eller er bare blevet syge og skyllet op på stranden.
De bliver grundigt undersøgt, opereret og rehabiliteret inden de bliver sat fri igen, men opholdet på centret et mellem 3-5 måneder og flere år afhængigt af hvor slemt de er tilredte.

Skildpadder i bedring i centret – de er alle indleveret af frivillige redningskorps i hele staten South Carolina.

Der var også alle mulige andre dyr i akvariet – som vel egentligt også var meget andet end et akvarium. Her var alligatorer, slanger, havoddere, fugle osv.
Vi endte med at bruge hele dagen i akvariet, selvom vi nok havde forestillet os kun at bruge formiddagen der. Vi faldt i snak med en masse af de ansatte, og de gav ligefrem hånd og sagde tak for besøget da vi smuttede sidst på eftermiddagen. Men det var nu også et rigtigt spændende sted, og pigerne ville ikke derfra.

Alligator-klapning. En hidsig lille fætter, men man kunne få lov at røre halen!
Rokke-klapning. Sjove skabninger. Stikker man fingrene i bassinet og holder dem i ro, kommer rokkerne hen og vil ages på ryggen. De er i familie med hajer, men fredelige og ret sjove. I akvariet har de fået klippet spidsen af halen af, så de er helt uskadelige.
Rokkernes forsvarsmekanisme er at stikke med halen, hvis de bliver truet, og stikket indeholder gift og skulle være yderst smertefuldt.
Det sker vist kun hvis man kommer til at træde på dem, og det er trods alt sjældent. Dog døde Steve Erwin, den australske naturfredningsforsker og tv-vært, af et uheldigt i hjertet stik fra sådan en i 2006, hvilket vi husker tydeligt fra vores besøg i Australia Zoo i 2009.
Bald Eagle, som er den amerikanske national fugl. Denne her hedder meget passende Liberty, og kan ikke flyve mere, efter den ramte en højspændingsledning. Den lever et fredeligt og godt liv med daglige aktiviteter i Charleston Zoo efter at være blevet reddet af en lokal indbygger. Den er kæmpestor.

Det var Charleston. Vi nåede lige en sen eftermiddagstur på endnu end strand, Folly Beach, en halv time syd for Charleston, og så lige en tur på den lokale mexikanske restaurant.
Vi var her 5 dage, og der var fart på. Byen indeholder dog meget mere, og specielt den historiske del omkring plantager, slavehandel og borgerkrig fylder rigtig meget. Det er spændende, og byens indbyggere deler meget gerne ud af den.

Folly Beach. Strandene ligner efterhånden hinanden, men i varmen og efter alle indtrykkene med de andre oplevelser, er det kærkomment at komme ud til vandet og slappe af.
Afkøling – dette var den sidste tur i havet på vores USA rundrejse.
Yderst sjældent billede af pigerne på restaurant, hvor de IKKE fik burgere!

Lidt om egetræerne
Der er altså noget helt særligt over de egetræer her i sydstaterne.
Vi fik fortalt lidt om dem under besøget på Boone Hall Plantation. Sorten hedder “Live Oak”, og der er 88 af dem på alléen her. Der er gået 2 til i løbet af de 350 år, de har stået her – et ved et lynnedslag og et røg i en orkan. De er stedsegrønne og har et rodnet på størrelse med kronen. Rodnettene fra de enkelte træer vokser sammen, og bliver et egetræ ramt af sygdom eller anden ulykke, får det tilsendt næringsstoffer og vand fra de andre træer, og de passer på den måde på hinanden. Derfor overlever de sygdomme og andre naturlige angreb.
Det, der hænger ned fra træerne, kaldes Spanish Moss og er en plante, som udelukkende hænger løst på træet, uden yderligere rodnet. Det er ufarligt for træet, men giver træerne det helt særlige udseende, vi forbinder med træerne i sydstaterne.
Vi er vilde med de egetræer. De er kæmpestore og majestætiske og er blevet et kendetegn for sydstaterne for os ligesom de er det for mange andre. De er svære ikke at blive betaget af.

Live Oak – kunne vi lave sådan en allé derhjemme?
Egetræsgrenene rækker langt ud, og når de rammer jorden, dannes der nyt rodnet på grenen, og et nyt træ skyder op.
Det ældste egetræ på Boone Hall – vurderet til 650 år gammelt, dvs. 120-130 gammelt, da Columbus opdagede Amerika. Man måtte ikke kravle i det, hvilket Emilia ikke var helt tilfreds med 🙂

Lidt stemningsbilleder

South Carolinas flag i Indigo blå / lilla med Palmetto træet og halvmåne som symboler. Palmettotræerne ligner almindelige palmer og står overalt langs veje og i naturen. Farven udvindes af indigobusken, og blev produceret på Boone Hall til eksport til England.
Springvand i Charleston – både ti pynt og gavn, man må gerne bade i dem i heden.
Promenaden ud til floden i Charleston. Her var nu flot.
Havneområde i Charleston
Smukke haver i Boone Hall
Optegnelse af slaveskibe anløbet i Charleston. Skibets navn, antallet af medbragte slaver, og til sidst antallet af overlevede slaver efter sejlturen. Ikke rar læsning.
Boone Hall, og stedet hvor filmen The Note Book blev optaget. Ifølge moderen et meget vigtigt nedslag i filmhistorien. Scener i serien “Nord og Syd” blev også optaget her.
Jamen altså, de egetræer!
Haven i Boone Hall
Pigerne sidder i vanlig stil forrest, når vi er på tur
Boone Hall
Fort Moultrie, underjordiske gange i fortet
Junior Rangers efter besøg på Fort Sumter. Pigerne har efterhånden samlet mange badgets.
Akvarium og havskildpadde-redningscenter i Charleston
Skildpadde i akvariet.
Karoline fodrer rokker
Akvariet i Charleston
Stars and Stripes i Charleston. Flaget hænger generelt rigtig mange steder, på offentlige steder, i private huse, på biler, verandaer osv.

Vi er rejst videre ind i landet, og er nu i North Carolina, ved Great Smokey Mountains Naitional Park. Sceneriet er skiftet, vi bor nu i en bjerghytte med udsigt!

Vores hjem for nuværende. Mere herom i næste blog indlæg.

Savannah

Vi har nået målet for vores roadtrip fra New Orleans mod øst og har besøgt Savannah, Georgia.
Det tog ikke lang tid, før vi indså, at Savannah er den fineste og mest romantiske by vi har set på rejsen, og byen samt oplandet hertil, har indfriet alle vores drømme om hvordan The South kan være.
Savannah, som rummer lidt under 150.000 indbyggere, skiller sig ud fra de andre byer vi har besøgt ved, at her ingen højhuse er, og hele centrum af byen består af historiske bygninger i victorianske og italienske byggestile. De meget flotte bygninger ligger på smalle veje, hvor egetræerne rækker ud over gaderne, og hvor den gule aftenbelysning fra gadelamperne sætter byen i en fantastisk kulisse. Dertil er der rigtigt mange små parker, som ligger spredt over hele byen, og der er aldrig langt til en bænk under et træ.

Forsyth Park, som er byens store Park. Den lå 5 minutters gang fra vores lejlighed, og vi gik tur der hver dag.
Parken i aftensolen
Forsyth Park om aftenen
Gaderne i Savannah
Man kan bruge lang tid på bare at gå rundt i kvartererne. Her er meget smukt og frodigt.

Der er også mange små caféer og kaffebarer. Vi fandt én 5 minutters gang fra vores lejlighed, og her var hyggeligt.

Vores morgenmadscafe.
Hvor man får rigtigt brød, som vi kan lide det i Danmark – og god kaffe og kage
Savannah har mange af den slags caféer og de er meget hyggelige
Den historiske bydel i Savannah ligger ned til Savannah River. Her er mere turistet.
Centrum nede langs floden

Vi boede i en 2 værelses lejlighed i en gammel victoriansk bygning. Lejligheden var flot, køkkenet var veludstyret, og vi boede i gåafstand fra alt i det historiske kvarter i Savannah samt fra velassorteret indkøb i Kroger, supermarkedskæde i Georgia. Kassedamen kunne vist genkende os til sidst.
Fornemmelsen af Savannah var, at det er meget sikkert at bevæge sig rundt, også efter mørkets frembrud. Alle hilser på hinanden, og der er mange mennesker i parkerne i aftentimerne, når varmen aftager lidt. Så spilles der basketball, tennis, fodbold, køres på rulleskøjter osv.
Vi er vilde med stemningen her.

Bliver det for varmt i løbet af dagen, går man bare en tur i springvandet. Skønt, tøjet er tørt i løbet af kort tid.
Vi boede i lejlighed i stuen på hjørnet.
Pigerne havde eget værelse og egen seng, og nød det rigtig meget. Lejligheden var lækker med højt til loftet og godt indeklima, hvilket ikke er en selvfølgelighed.
Pigerne har lavet aftensmad, da vi endelig havde en ordentligt køkken igen.
De unge mødes og giver den gas i parkernes sportsanlæg.

Vejret er godt her. Solen skinner for det meste fra skyfri himmel, men der kommer en enkelt byge hver eller hver anden dag. Så er det med at komme inden døre, for tordenbygerne giver meget vand på kort tid.
Vi blev fanget af én nede i byen, og valgte at spise frokost på restaurant.
Temperaturen ligger mellem 32 og 35 grader, og luftfugtigheden kan godt blive lidt høj. Her er dog ikke så kvælende varmt som i New Orleans.

Fanget af regnvejr – så må man finde ly, og restauranterne er et hyggeligt tilflugtssted.
Det regner voldsomt, når tordenvejret kommer forbi, men solen er fremme igen en halv time senere.

Vi er jo fans af Forrest Gump filmen alle 4, og de berømte scener hvor Tom Hanks sidder på bænken og fortæller sin livshistorie er optaget i Savannah, på Chippewa Square. Det var vi selvfølgelig forbi.

Chippewa Square, hvor Forest Gump / Tom Hanks sad på bænken og spiste chokolade. Bænken er der ikke mere, og stedet har ændret sig lidt.
Forest Gump – stedet ser ikke helt sådan ud mere, men det var sjovt at være der.

Wormsloe State Historic Site
Vi har også været på et par ture uden for byen. Vi besøgte Wormsloe State Site, som er et museum og besøgscenter for den første engelske koloni, som slog sig ned her omkring, og etablerede sig fra 1733 og frem.
Kolonien blev etableret for at stoppe spanierne fra at erobre området, da spanierne på det tidspunkt besad det nuværende Florida. Derudover var kolonien en forsøgskoloni, hvor kolonisterne skulle klare sig uden slaver og kun med et begrænset landområde pr. familie – det skulle være realistisk at dyrke det selv, uden slaver.
Det holdte vist i ca. 20 år, hvorefter slaveriet blev indført.
I dag er området berømt for en smuk egetræsallé fra kolonitiden, og vi gik en lille vandrerute rundt i skoven, hvor man kunne se resterne af den oprindelige koloni, samt lære om kolonitiden.
Der var bestemt ikke mange mennesker, og vi havde nærmest vandreturen for os selv.

Egetræsallé ved Wormsloe med næsten 400 egetræer plantet i 1730’erne
Indgangen ved Wormsloe
Ruinerne fra den oprindelige koloni. Bygget af brændte muslingeskaller, sand, vand, og noget organiske materiale fra marksområderne
Emilia på vandrerute lige ud til marsken. Her smukt og varmt.
The Low Country – marsk område, som står under vand. Der er fuld af liv – muslinger, rejer fugle m.m. Man kan høre stempelrejer “klikke” med en underlige kaldelyd over det hele. Meget specielt sted.
En frivillig guide fortalte os lidt om kolonisternes køkkenhave med bønner, majs, agurker, auberginer m.m.
Ørn i skoven – den var ligeglad med gæsterne, så vi fik lidt billeder med derfra.
Til sidst blev pigerne sværget ind som Junior Rangers i besøgscentret

Det var fint og hyggeligt i 2-3 timer – og varmt, så vi smuttede til stranden på Tybee Island om eftermiddagen. Savannah ligger ikke helt ude ved kysten, men tæt ved. Byen ligger nærmere hvor floderne indlands mødes inden udløb til havet, strategisk godt i forhold til forsvar af landområderne bag marsken. Der var en halv times kørsel til Tybee Island, og turen var ud over The Low Country- marskområderne.

The Low Country – her er fladt og der står vand på begge sider af vejen. Det er smukt på sin egen måde, og i eftermiddagssolen er her en helt speciel, rolig stemning.
Low Country. Vandstanden skifter med tidevandet. Nogle gange er det mudder, andre gange dækket af vand.
Tybee Island Beach. Temmelig overrendt, hvilket overraskede os. Men det var fint alligevel. Stranden var god, vandet meget varmt.
Pigerne kom slet ikke ud af vandet i de timer, vi var der. De trængte til afkøling.

UGA Marine Education Center and Aquarium
Dagen efter var vi på tur igen til et University of Georgia Marine Education Center and Aquarium. Det var et lille akvarium, med fokus på det lokale liv i vandet i floderne, i brakvandet ved flodernes udløb og langs Georgias kyst.
Udstillingen var sjov nok, og vi har set meget af den slags andre steder. Men vi var så heldige, at de hjælpsomme amerikanere lod os komme med på en “behind the scenes” tur rundt bag i akvariet selvom den vist var udsolgt. Biologerne fortalte om dagligdagen for dyr og medarbejdere og om hvordan de redder specielt havskildpadder til senere udsættelse i det fri. Det var hyggeligt. Derefter fodring og “hands-on” på horseshoe crab, dolkhaler på dansk.

Bagom akvariet på tur
Havskildpadder. Moderen graver æggene ned i skildpaddehuler på stranden, æggene klækkes 60 dage senere, og skildpaddeungerne tager flugten ned over stranden og i havet. Nogle skildpaddeunger bliver dog begravet levende i hulerne, og er dødsdømte hvis ikke det var fordi, at biologerne efterfølgende graver hulerne fri og redder de ellers chanceløse unger. De bliver så opdrattet på akvariet, får sporingsmærker på, og bliver sat fri, når de er tre år gamle. I mellemtiden lever de og studeres på universitet.
Emilia og far holder hver en dolkhale. Datteren noget mere tryg ved situationen end faderen.
Horseshoe crab / dolkhale på hovedet. Lidt af en moppedreng at have i hænderne, men ganske ufarlig. De skal fodres lidt midt i munden, hvilket vi så gjorde. De ligner noget fra en gyserfilm, men er fuldstændigt harmløse.
Frokost i parken tilknyttet Universitetsakvariet. Vi havde det nærmest for os selv.
Indbydende vandrerute – og eftermiddagens tordenvejr på vej i horisonten. Det kommer hurtigt, så man skal være beredt.
Boardwalk ud i vandet.
Påfyldning af vand i varmen. Man skal være opmærksom på at få drukket rigeligt – vi har haft udfordringer med hovedpine og sløjhed grundet dehydrering.
Georgia – stedet hvor man kan lægge sig på en egetræsstamme over vandet, nyde naturen i fulde drag og tage en slapper.

Kirkegårdene
I sydstaterne har de et særligt forhold til de døde og til kirkegårdene. Ud over, at kirkegårdene indeholder meget lokalhistorie om raceadskillelse, borgerkrig, og at en meget vellidt turistattraktion er vandretur med guide som fortæller spøgelseshistorier, fylder kirkegårdene meget i bybilledet. De er på en lidt løjerlig vis både museer og mindesteder. De fremstår som velholdte parker med spredt placerede, gamle gravsten, men sandheden er, at de er propfyldte med gravsteder, og der ikke er mere plads under jorden. Mange af dem er lukkede for yderligere begravelser. Gravstederne er bare ikke alle markerede. En del af den afroamerikanske kultur har været, at man ikke markerede gravstederne, når man blev stedt til hvile.
Så vi besøgte et par stykker. En om aftenen, en i formiddagstimerne. Det var ikke noget vi brugte meget tid på, men det bidrog til forståelsen af byen og dens kultur.

Colonial Park Cemetery midt i byen
Colonial Park Cemetery
Laurel Grove South Cemetery
Laurel GroveSouth Cemetery

Vi hørte fra alle vi talte med inden Savannah, at “Oh Savannah, you will love Savannah!” Ikke uden grund, og Savannah og the Low Country i Georgia har bidt sig fast i os. Det er måske ikke de mest prangende turistattraktioner, men her er en fantastisk sydstatsstemning og man kommer meget hurtigt til at føle sig hjemme og godt tilpas i byen. Vi undrer os lidt over, at Savannah ikke er en mere omtalt rejsedestination derhjemme, for her er ovenud skønt og relativt tæt på en af USAs største lufthavne i Atlanta, Georgia. Vi kommer i hvert fald gerne tilbage, også for at blive lidt længere næste gang.

Lidt stemningsbilleder.

Emilia ved akvariet
Besøg på rådhuset i Savannah. Vi stod og hev i den låste fordør indtil en uniformeret betjent kom og kikkede ud og spurgte hvad vi ville 🙂 Vi fik lov at komme ind og kigge lidt rundt, og smuttede så igen.
De der egetræer – dem bliver vi vist aldrig trætte af. Wormsloe Plantation.
Frokost i byen
Marsklandskab
Afkøling på Tybee Island
Forsyth Park om aftenen
Kage til frokost…
Karoline har fisket en basse op af bassinet
Emilia spiser morgenmad på den overdækkede terrasse ud mod områdets fælleshave.
Solnedgang over kirkegård.
Vi fortsætter lidt endnu