Vi er rejst videre fra bjergene i den nordlige del af Bali til Balis nordvestlige kyst. Her ligger den stille by Pemutaren, som ligger utroligt smukt mellem Balis nordkyst og de bagvedliggende bjerge, som er i gåafstand fra byen. Et rigtig lille smørhul, og så kommer man her for at dykke. Ikke langt herfra ligger øen Menjangan, som er en nationalpark omgivet af fantastiske koralrev. Her findes Balis bedste dykning, og det er også derfor, vi er taget hertil. Her er også en virkelig lækker strand, og man kan snorkle og dykke fra stranden direkte ud til de nærmeste koralreve. Rent slaraffenland for de dykkerglade.

Vi har boet i et hyggeligt guesthouse hos Made, som har taget sig rigtig godt af os i en uges tid. Sammen med hendes hold af søde kvinder, som vimser rundt, sørger hun for, at vores værelser er i fineste stand, laver morgenmad og endda gratis aftensmad en af dagene og hjælper os med scooterleje og alt muligt andet. Hun har været skøn.

Vi har været afsted på en del dykkerture. Da dykkerstederne ligger tæt ved – nogle af dem 3 minutter i båd fra kysten – er dykkerdagene meget mere overkommelige end da vi dykkede fra Sanur. Ingen lange transportdage i trafik, ingen store afstande. Det har vi været glade for. Og dykningen er god. Vi har set skildpadder, hajer, makrelstimer, tun, alskens koralfisk, sågar delfiner en dag fra båden. Det er teknisk meget let dykning. Her er ingen bølger, ingen strøm og sigtbarheden er god. Det kan ikke blive meget nemmere.

Der er flot i bjergene lige bag ved byen, og der er flere udsigtspunkter til havet og solnedgang. Vi tog en tur op til et af dem lige bag ved Mades bungalows. Man kan se vulkanerne på naboøen Java derfra.

Vi har været ramt af sygdom. Det var blæsevejr et par dage, og blæsten fra de bagvedliggende bjerge førte noget influenzalignende med sig. Vi troede ikke rigtigt på det til at starte med, men indoneserne, inklusiv lægen, siger alle det samme. Først Helle, så Emilia, så Karoline. Til sidst fik Emilia ondt i ørene og lægen sagde, at hun har fået en infektion i det ydre øre fra dykning. Det har forsinket os en del, og det betyder, at vi ikke når alt det, vi havde tænkt os. Lombok og Gili øerne må vi tage en anden gang. Til gengæld har vi det jo rigtig godt her i Pemuteran, og vi nyder den smukke natur i bjergene og havet. Efter vores ophold hos Made måtte vi flytte hotel og er lidt tilfældigt landet på et vildt luksus resort. Pigerne nyder det, og forældrene holder en pause.

En lille detalje, man skal være opmærksom på, er at restauranterne ikke alle er lige gearede til mange gæster. Der lader til, at der ofte kun er en kok, og bestiller man 4 forskellige retter – ja, så kommer de én ad gangen i takt med at kokken bliver færdig. Vi har næsten ondt af den af os, der får maden sidst. Når man så har ventet i over en time på en hurtig ret, bestiller man altså ikke lige 4 forskellige desserter… vi griner lidt af det, når blodsukkeret er kommet op igen.

Derudover skal man lige vende sig til støjniveauet om natten. Enhver indoneser med respekt for sig selv, har tilsyneladende en hane i haven, og sammen med moskeernes morgenbøn kl 04.45 bliver den omgang en virkelig speciel kakofoni. Det, der kommer fra moskeerne lyder ærligt talt en smule spøjst og anstrengt i de højere toneregistre og hanerne i haverne omkring holder sig bestemt ikke tilbage for at deltage i festen. Man vågner om natten, bliver lidt småirriteret samtidig med at man ikke helt kan lade være med at grine lidt – for det er godt nok uskønt.

Vi rejser videre til Java. Vi tager en uge med lidt vulkanvandring, vandfald og hvad der ellers dukker op. Vi har hyret en chauffør, og skæbnen ville, at vi er rendt ind i en vi kender. Rosi blev uddannet som divemaster samme sted som Torben, og ved et helt vildt sammentræf er han endt som vores guide og chauffør på Java. Det glæder vi os til. Vi har været ude og besøge hans familie inden afrejsen, hvilket var en af de supergode og meget private oplevelser, man får, når man viser, at man gerne vil lokalbefolkningen.

Til sidst lidt stemningsbilleder

Vi er rejst videre fra Ubud op i de køligere bjerge her på Bali. Vi er også kommet lidt væk fra menneskemængderne på det sydlige Bali, og er kommet ud i et noget mere lokalt område på et hotel, hvor der ikke lige er gåafstand til restauranter, caféer og indkøb. Til gengæld er udsigten til bjergsøerne fra hotellet fuldstændig fantastisk og bag os ligger markerne med hortensia og kaffeplantager og alt muligt andet, som dyrkes her.

På turen hertil besøgte vi hindutemplet Ulun Danu Bearatan fra ca. 1634, som ligger i bjergsøen Danau Beratan. Templet er et “must see”, hvis man har lidt interesse i balinesisk kultur og hinduistisk religion. Placeringen i søen, omkranset af blomster, er et ret imponerende syn. Også her er det lavet til en turistattraktion, men der er etableret et stort, yderst velholdt og flot parkanlæg, som vi brugte nogle timer i. Man kan mærke, at der er lidt afstand til det tætpakkede sydlige Bali, så her er god plads til at nyde haverne og stilheden . Pigerne fodrede fisk og krammede Luwak – det der pelsdyr, som spiser kaffebønner og sender dem ud med afføringen, hvorefter bønnerne indsamles og bliver til dyr kaffe. Det er fra naturens side ikke nogle dyr, man vil i nærheden af, men disse tæmmede og godt buttede udgaver, var altså ret så kære.

Vi har brugt tiden her i Munduk på vandring. Her er meget frodigt, og målene for vandreturene er de fantastiske vandfald, som området har masser af. Den første dag ville vi ned til ét, som ligger ca. 4km fra vores hotel, og vi fik at vide, at måden at komme dertil på er med enten bil eller scooter, der var alt for langt at gå… Så vi snørede selvfølgelig vandreskoene og tog på improviseret eventyr. Det blev en tur ned gennem de lokale plantager og tæt skov (mest fordi far-vejviser for vild), hvor vi mødte en masse storsmilende og meget venlige landmænd og -kvinder. Det er helt tydeligt, at de ikke er vandt til at se turister, for de spurgte om de kunne hjælpe med noget og om vi kunne finde vej. Vi havde selvfølgelig undervurderet hvor anstrengende turen var, da terrænet er meget kuperet og nogle steder svært fremkommeligt, men det er den slags oplevelser, der giver de bedste minder. Vi nåede frem til vandfaldene og nød det i fulde drag inden turen gik hjemad. Heldigvis fandt vi en warung ketil, som er en lille restaurant, på vejen. Ellers havde vi lavet en vaskeægte “Harbo” og var draget afsted med alt for lidt proviant.

Der er ikke meget at lave her om aftenen, men man kan leje scootere for næsten ingen penge, så vi lejede en, og så fik pigerne tur rundt i landskabet. Det giver virkelig god mening at have scooter her, det er klart den hurtigste og mest effektive transportform. Balineserne kører nogle gange 3 eller 4 på én scooter! Det tør vi trods alt ikke, men det var sjovt at drøne rundt i bjerglandskabet.

Dagen efter tog vi til Munduk Village for at tage en vandretur, som havde 5 vandfald på ruten. Fantastisk hyggeligt og flot. Vi brugte hele dagen på det, og spiste og drak forfriskninger på små caféer i skoven under vejs. Og igen finder man det mest utrolige veltilberedte mad midt ude i ingenting.

Sidste formiddag vi havde i Munduk brugte vi på, at forsøge at finde et tempel i skoven nær ved vores hotel. Det lykkedes ikke, vi var simpelthen bange for at fare vild i junglen. Stierne var ikke afmærket, var svære at finde og junglen blev hurtigt meget tæt og man mistede helt orienteringen. Der satte vi grænsen for eventyrene, men vi hyggede os, tog det sikre valg og vendte retur efter en god times vandring.

Munduk og området i bjergene mod nord på Bali er meget smukt og frodigt. Et rent slaraffenland for de eventyrlystne, og helt forskelligt fra de sydlige egne. Det er også lidt mere besværligt at rejse her, og man er helt afhængig af balinesernes hjælp. De er heldigvis virkelig venlige, så man skal bare spørge efter hjælp og vejledning – eller simpelthen hyre en guide, så man ikke farer vild i junglen.

Til sidst lidt stemningsbilleder fra Munduk

Vi har skiftet Sanur ud med Ubud, som er en by lidt længere oppe fra sydkysten og inde i landet. Indkvarteringen er et traditionelt indonesisk hus, hvor vi har et temmelig stort hovedhus med 2 soveværelser, køkken, kæmpe fællesområde og bad til rådighed. Det er virkeligt et flot byggeri, som ligger 3-4 km fra centrum.

Der ligger en masse restauranter i lokalområdet, og alt er inden for gåafstand. Undtagen selve Ubud, her skal man have hyret en taxa / Gojek for at komme ned.

Selve Ubud har overrasket os. Vi har hørt og læst mange steder, at Ubud er den kulturelle hovedstad på Bali, hvilket sikkert er rigtig nok, men den er helt utroligt turistet. Første aften vi tog til centrum for at se paladset, kunne vi bogstaveligt talt ikke være på fortovet for turister. Man bliver mødt af kæmpe skærme på torve og pladser og gaderne er spækket med moderne, vestlige butikker. Vi havde forventet at komme lidt mere ud til noget originalt balinesisk, men det har vi ikke fundet her. Her er dog nogle flotte, hinduistiske templer og paladser, som vi har nydt at besøge. Derudover Monkey Forest, som er et lille skovområde i den sydlige ende af byen, hvor aber bliver fodret og passet og lever frit. Igen en lidt turistet oplevelse, men ellers meget sjovt.

Vi valgte en af dagene at tage en vandretur fra Ubud centrum og op til en lille by ca. 3km nord for Ubud, som skulle være kendt for at vise det lidt mere landlige Bali, selvom det er i gåafstand fra centrum.

Efter 10 minutters gang var vi pludseligt helt ude af byen og ude mellem rismarker og skovområder. Det var en fantastisk flot og hyggelig tur på små stier, hvor man møder kunstnere og lokalbefolkning under vejs. Frokost spiste vi på en fantastisk god lokal japansk restaurant ude på landet, hvor man sidder på gulvet og nyder freden ude i naturen. Og som sædvanligt var maden forbløffende god og lavet ude i køkkenet på helt friske ingredienser. 140kr for 4 personer, og så var vi videre, retur til Ubud og scooterkaos.

Vi har haft lidt svært ved at få arrangeret ture ud til oplevelser, simpelthen fordi vi har svært ved at komme rundt uden at være helt afhængige af andres hjælp. Vi har ikke lejet bil selv, og scooterkørsel på egen scooter i byerne er ikke så fristende. Derfor kontaktede vi ejeren af det hus, vi bor i, og bad hende arrangere en tur rundt til forskellige interessante attraktioner med egen chauffør hele dagen. Det er tilsyneladende måden at gøre det på, og dagen efter besøgte vi en kaffeplantage, rismarkerne i UNESCO verdensarv området i Jatiluwih, verdensarvs templet i Taman Ayon, som er et vandpalads og et fint vandfald Tegenungan Waterfall.

Det blev en lang dag fuld af oplevelser. Afsted fra morgenstunden og vi var først hjemme efter mørkets frembrud. Heldigvis ligger de gode restauranter jo kun 50m fra vores hus, så det var fint.

Det samlede indtryk af Ubud og områderne deromkring er, at selve byen er tætpakket med turisme, men man skal ikke ret langt væk for at slippe væk fra horderne af turister, backpackere, hippier, gadesælgere, scootere og helt utolig meget kø i traffiken osv. Vi har på fornemmelsen, at vi kun fik kradset i overfladen af hvad byen har at byde på, og at vores indtryk af byen nok ikke helt yder den retfærdighed. Andre bliver her i månedsvis, mens vi er tilfredse med at drage videre mod nord til mindre turistede områder.

Lidt stemningsbilleder

Det er altså ikke alt, vi tager lige seriøst, og det bliver til et grineflip midt i de helligste templer engang i mellem, men vi er da ikke blevet smidt ud af landet endnu

Så ankom Karoline, Emilia og Helle endelig til Bali. Hvor var det dejligt at blive samlet igen efter 20 dage med Torben alene i Sanur. Tiden er gået stærkt, men savnet var alligevel stort fra alle sider. Det blev sent inden pigerne kom igennem lufthavnen, og over til Sanur, ca 20km væk, men vi tog direkte ned til den lokale pizzasnedker La Forketta og fik god mad efter indkvarteringen i lejlighed midt i Sanur. Skønt på alle måder! Pigernes tur til Bali gik fint og planmæssigt, men turen er selvfølgelig lang, og jetlaget tager lige et par dage at komme sig over.

De første dage gik med at Torben viste rundt i byen og besøge ynglingsrestauranterne. Torben var også afsted på dykkerture, både for indlæringens skyld og for at hjælpe til i dykkercentret. Pigerne slappede godt af på stranden og hyggede sig med masser af chokoladecroissanter og Balis fantastiske frugtjuicer. Det er også blevet til en biograftur i Icon Bali og vi nyder de balinesiske massageklinikker. De er virkeligt dygtige til det, hernede.

Karoline og Emilia har klaret omstillingen til Østen godt. Her er jo varmt og meget anderledes end derhjemme, men den anderledes mad, kulturforskellene og bare det at være i et tropisk land, er hurtigt blevet hverdag. Indonesien blev også valgt frem for andre vestlige destinationer for at opleve en helt anden del af verden, end det pigerne indtil videre har stiftet bekendtskab med.

En af de første dage vi var samlet, besøgte vi skildpadde sanatorierne på stranden i Sanur. Mod en beskeden donation kan man få lov til at sætte en lille skildpadde i havet. De bliver udklækket under kontrollerede forhold og sættes ud når de er klar. Fantastisk sjov oplevelse.

Vi tog også til Kuta på den vestlige side af det sydlige Bali en dag for at se lidt mere af byerne på Bali. Kuta er kendt for at være mere festlig og med en god strand til surfing. Vi gik en tur på stranden, fik god mad i et storcenter og tog ellers hjem igen. Kuta er den nærmeste by ved lufthavnen, og her har turismen helt overtaget, med hvad det fører med sig. Man kan ikke gå 5m på stranden uden at blive tilbudt noget at drikke, massage, surfskole, liggestole eller andet. Det er ærligt talt ikke specielt charmerende i vores øjne, og sammenholdt med ulidelige trafikale forhold, er det ikke stedet for os. Men stranden er flot og man får lyst til at kaste sig ud i surfing.

Skal vi ikke snart ud og dykke?

… spurgte pigerne. Og jo, det skulle vi, der var bare lidt ventetid. En lille uge efter de var ankommet. Inden da var vi til barbeque fest i dykkercentret, hvor der blev spillet poolvolley og hygget. Det var helt vildt sjovt og hyggeligt, og pigerne blev introduceret til dykkercentret og alle i omgangskredsen. Det var en fantastisk eftermiddag!

Og så oprandt dagen endelig, og pigernes dykkercertificering skulle i gang. Indonesiske Hegi blev valgt som instruktør, da han klart var den mest egnede ift. undervisning af børn. Sprogbarrieren blev overvundet ved, at Torben deltog i pigernes uddannelse som Divemaster, hvilket også er en del af Divemaster uddannelsen. Første dag var pooldag, hvor alle “skills” – øvelser – skulle indlæres. 4,5 time i baljen i dykkercentret med alskens faktisk ret svære øvelser, hvoraf en del var noget grænseoverskridende for specielt Karoline. Men vi kom igennem, og kom meget trætte hjem. Helle deltog i de fleste af øvelserne, og fik derved genopfrisket dykkerfærdighederne. Vi var alle i vandet sammen.

Ud over Hegi, hjalp Matteo fra Italien også med til undervisningen. Matteo er en 22 årig ung, nyuddannet instruktør, men han ville gerne være med for at øve sig og det viste sig, at han var et perfekt match og hjalp pigerne utroligt godt med øvelser og opbakning. Fantastisk flot, under vandet forsvinder alders- og kulturforskelle. Forældrene var noget imponeret over den unge mand.

Så gik det løs i havet. Afsted dagen efter til Padang Bai, 1,5 times kørsel fra Sanur. Ud med en Vaianabåd (longboat) og så ellers i havet. Emilia sprang bare i og dykkede, Karoline var lidt mere skeptisk og nervøs. Men alle øvelser i havet blev gennemført og vi så endda en gigantisk havskildpadde på første dyk!

Dagen efter var det afsted igen, denne gang til Tulamben på nordøst siden af øen, ca 3-4 timer væk i bil. Her blev de sidste 2 dyk til uddannelsen udført på et skibsvrag fra 2. Verdenskrig inklusiv alle de øvelser, der skal til, og så blev pigerne certificerede til stor glæde for alle. De fik en dykker t-shirt og så var lettelsen og stoltheden enorm.

Samtidigt færdiggjorde Torben sin divemasteruddannelse, og det klappede endda sådan, så det skete på hans fødselsdag.

Det eneste malurt i bægeret var, at det så var overstået, og der skulle siges farvel. Pigerne blev meget knyttede til Hegi, og med god grund. Han er med afstand den bedste instruktør og det rareste og sjoveste menneske vi har mødt på vores rejser, og vi håber meget på et gensyn inden vi tager hjem til Danmark om en måneds tid.

Det var også også farvel for denne gang til Sebastian, som Torben boede sammen med i den første tid. Sebastian bliver i dykkercentret og fortsætter sin uddannelse de næste tre uger, men er rejst hjem inden vi når tilbage til Sanur inden vores hjemrejse.

Vores samlede indtryk af Sanur er, at selvom byen er ret turistet, er der fredeligt, hyggeligt og masser at opleve. Kaffen og isen er rigtig god og billig, og vi har godt nok spist mange chokoladecroissanter. Vi har også spist en hel del indonesisk mad, som oftest er ris- eller nuddelretter med kylling, seafood eller svinekød. Det smager fantastisk og passer perfekt her i varmen.

Afstandene i byen er små, men trafikken er tung. Der er myriader af scootere alle steder, men at hyre en chauffør på scooter er klart den hurtigste måde at komme frem.

Stranden er god som badestrand ved højvande, ikke så meget ved lavvande.

Vejret har overrasket. Det har været solrigt nogle dage, regnfuldt andre og der har til tider været en del pålandsvind ude fra havet mellem Bali og Lombok. Temperaturen er selvfølgelig høj, umiddelbart i nærheden af 30 grader, men det er udholdeligt.

Indoneserne er et utroligt venligt og imødekommende folkefærd. Sætter man sig ved siden dem et offentligt sted, falder man i snak. Det er helt vildt hyggeligt, og man finder hurtigt ud af, at på trods af geografiske og religiøse forskelle mellem os og dem, anskuer vi tingene meget ens. Og smiler man, bliver det altid gengældt – uden undtagelse.

Til sidst lidt stemningsbilleder.