Vi er rejst videre fra Ubud op i de køligere bjerge her på Bali. Vi er også kommet lidt væk fra menneskemængderne på det sydlige Bali, og er kommet ud i et noget mere lokalt område på et hotel, hvor der ikke lige er gåafstand til restauranter, caféer og indkøb. Til gengæld er udsigten til bjergsøerne fra hotellet fuldstændig fantastisk og bag os ligger markerne med hortensia og kaffeplantager og alt muligt andet, som dyrkes her.
På turen hertil besøgte vi hindutemplet Ulun Danu Bearatan fra ca. 1634, som ligger i bjergsøen Danau Beratan. Templet er et “must see”, hvis man har lidt interesse i balinesisk kultur og hinduistisk religion. Placeringen i søen, omkranset af blomster, er et ret imponerende syn. Også her er det lavet til en turistattraktion, men der er etableret et stort, yderst velholdt og flot parkanlæg, som vi brugte nogle timer i. Man kan mærke, at der er lidt afstand til det tætpakkede sydlige Bali, så her er god plads til at nyde haverne og stilheden . Pigerne fodrede fisk og krammede Luwak – det der pelsdyr, som spiser kaffebønner og sender dem ud med afføringen, hvorefter bønnerne indsamles og bliver til dyr kaffe. Det er fra naturens side ikke nogle dyr, man vil i nærheden af, men disse tæmmede og godt buttede udgaver, var altså ret så kære.
Vi har brugt tiden her i Munduk på vandring. Her er meget frodigt, og målene for vandreturene er de fantastiske vandfald, som området har masser af. Den første dag ville vi ned til ét, som ligger ca. 4km fra vores hotel, og vi fik at vide, at måden at komme dertil på er med enten bil eller scooter, der var alt for langt at gå… Så vi snørede selvfølgelig vandreskoene og tog på improviseret eventyr. Det blev en tur ned gennem de lokale plantager og tæt skov (mest fordi far-vejviser for vild), hvor vi mødte en masse storsmilende og meget venlige landmænd og -kvinder. Det er helt tydeligt, at de ikke er vandt til at se turister, for de spurgte om de kunne hjælpe med noget og om vi kunne finde vej. Vi havde selvfølgelig undervurderet hvor anstrengende turen var, da terrænet er meget kuperet og nogle steder svært fremkommeligt, men det er den slags oplevelser, der giver de bedste minder. Vi nåede frem til vandfaldene og nød det i fulde drag inden turen gik hjemad. Heldigvis fandt vi en warung ketil, som er en lille restaurant, på vejen. Ellers havde vi lavet en vaskeægte “Harbo” og var draget afsted med alt for lidt proviant.
Der er ikke meget at lave her om aftenen, men man kan leje scootere for næsten ingen penge, så vi lejede en, og så fik pigerne tur rundt i landskabet. Det giver virkelig god mening at have scooter her, det er klart den hurtigste og mest effektive transportform. Balineserne kører nogle gange 3 eller 4 på én scooter! Det tør vi trods alt ikke, men det var sjovt at drøne rundt i bjerglandskabet.
Dagen efter tog vi til Munduk Village for at tage en vandretur, som havde 5 vandfald på ruten. Fantastisk hyggeligt og flot. Vi brugte hele dagen på det, og spiste og drak forfriskninger på små caféer i skoven under vejs. Og igen finder man det mest utrolige veltilberedte mad midt ude i ingenting.
Sidste formiddag vi havde i Munduk brugte vi på, at forsøge at finde et tempel i skoven nær ved vores hotel. Det lykkedes ikke, vi var simpelthen bange for at fare vild i junglen. Stierne var ikke afmærket, var svære at finde og junglen blev hurtigt meget tæt og man mistede helt orienteringen. Der satte vi grænsen for eventyrene, men vi hyggede os, tog det sikre valg og vendte retur efter en god times vandring.
Munduk og området i bjergene mod nord på Bali er meget smukt og frodigt. Et rent slaraffenland for de eventyrlystne, og helt forskelligt fra de sydlige egne. Det er også lidt mere besværligt at rejse her, og man er helt afhængig af balinesernes hjælp. De er heldigvis virkelig venlige, så man skal bare spørge efter hjælp og vejledning – eller simpelthen hyre en guide, så man ikke farer vild i junglen.
Til sidst lidt stemningsbilleder fra Munduk
