Efter vores tur til Java, hvor oplevelserne af forskellig karakter havde udmattet os en del, besluttede vi os for at den sidste del af rejsen skulle nydes på Bali.
Det føltes nærmest som at komme hjem, da færgen lagde til i den nordvestlige del af øen, og vi kunne køre afsted.
Vi havde allerede været i byen Pemuteran, men vi besluttede os for at tage tilbage dertil. Både fordi byen ligger i kort afstand fra færgen til Java og fordi Pemuteran tidligere havde vist sig af være et rigtigt dejligt sted at være . Vi blev da også straks genkendt på vores go-to frokostrestaurant, og smilende var store hos restaurantens ejere, da de så os igen. Det var en rigtig god oplevelse.
Vi skulle dog også have et sted at bo, og her syntes vi, at vi tog lidt af en chance. Vi bookede en villa, som lå afsides fra byen, ca. en kilometer fra hovedvejen og i et område, hvor der ikke er restauranter, muligheder for indkøb eller andet.
Og vi ramte fuldstændig plet.

Vi flyttede ind i en 200m² stor virkelig lækker villa, som ligger i et aflukket område, som bedst kan beskrives som en botanisk have med stor swimmingpool, træningsfaciliteter, ret luksuriøst udekøkken, fællesområde osv. Der var et hel hold af ansatte bare til at lave morgenmad og holde tingene pæne omkring opholdsområderne, og så vimsede der gartnere rundt hele dagen og vandede og passede haverne.
Det var et meget stille og roligt område, og vi havde det nærmest for os selv.
Vi nød freden og naturen i fulde drag, og vi havde også brug for restitution efter turen til Java.
Ananda Villas, som stedet hedder, viste sig også at have privat område nede ved stranden, hvor der var strandsenge, eget bad med varmt vand og omklædning – og selvfølgelig også en pool nede ved stranden. Lidt overdrevet, men vildt skønt.

Tiden blev brugt på afslapning, læsning, snorkling, gå ture i haven og se til stedets egne høns og kaniner.

Vi konstaterede, at Bali viste sig fra en ny side for os, og opholdet i Ananda Villas var turens højdepunkt ift. de steder, vi boede.

Vi havde dog sammenlagt brugt meget tid i Pemuteran, og vi besluttede derfor at bruge de sidste 4 dage hos et dykkerresort i byen Kubu.
Kubu ligger også på nordsøtsiden af Bali, og området er kendt for god dykning, specielt ved skibsvraget USAT Liberty, som vi også havde besøgt før.
Vi flyttede ind hos det dansk ejede AB Wonderdive, som ligger lige ned til kysten og med vulkanen Gunung Agung i baggrunden.
Vi fik en bungalow med udsigt til havet, og der var fantastisk smukt.

Vi mødte dykkerinstruktøren Lisa fra Tyskland, som er ansat hos ABW. Hun tog os med ud og dykke, og var virkelig dygtig til at vise os alle sammen rundt under havoverfladen. Lisa er uddannet havbiolog, hvilket var tydeligt i hendes mere modne tilgang til havet og naturen. Det var en fornøjelse. Lisa tog også lidt billeder af os under dykningen.

Efter nogle dages dykning og afslapning, tog vi afsted mod Kuta, hvor lufthavnen ligger. Her brugte vi den sidste aften på solnedgangen på stranden og lækker mad på italiensk restaurant. Vi tog kun til Kuta for bo tæt på lufthavnen, da vi skulle hjemad dagen efter.
Men solnedgangen på stranden var fantastisk.

Hjemturen havde vi besluttet af dele i 2. Vi brugte en eftermiddag og aften i Doha, Qatar, for ikke at komme helt udmattede hjem. Doha er en fantastisk by fyldt med venlige og meget hjælpsomme mennesker. Vi var på nationalmuseum, aftenmarked og hyrede en taxachauffør til at vise os lidt af byen.
Fantastisk hyggeligt, og meget varmt.
Doha kan bestemt anbefales at besøge, og der tager vi gerne en transit igen en anden gang.

Vi har været en tur på øen Java, som ligger lige umiddelbart vest for Bali. Der er kun en times sejlads mellem Java og Bali, så der var ikke langt over fra vores udgangspunkt i Pemuteran i det nordvestlige Bali. Java er kæmpestor, og vi har været på roadtrip med vores chauffør Rosi, som vi også kendte fra tiden i dykkercentret i Sanur. Vi havde 4 destinationer, som vi gerne ville besøge, alt sammen på den østlige del af øen. Storbyen Malang, et meget stort vandfald ved Tumpac Sewu, vulkanen Bromo og den blå ild og sulfat søen ved Ijen, som også er en vulkan. Emilia ridsede den samlede tur meget præcist op – det har været lort og lagkage. Noget har været helt skidt, noget har været fantastisk. Overordnet har naturen på Java og storbyen Malang været utrolig spændende og har budt på helt enestående oplevelser. Det har været noget af det mest imponerende og særegne vi nogensinde har oplevet. Køreturene, hotellerne og maden har i flere tilfælde været fuldstændig skrækkelig. Så galt, at vi har forladt både restauranter og hoteller i ren protest, og på en af køreturene gik så galt, at vi måtte ud og gå i bælgragende mørke på et bjerg, mens bilen måtte kæmpe sig hen over meget uvejsomt terræn. Det har været helt tosset. Faren har til tider været en mellemting mellem stiktosset og skræmt fra vid og sans på familiens vegne.

Malang

Byen Malang var turens vestlige punkt, længst væk fra Bali. Vi valgte at se byen først, da Emilia har haft lidt problemer med ørene, og det derfor var bedst at besøge bjergene til sidst. Der er ca. 7 timers kørsel fra Bali til Malang, hvilket blev til 14 timer, når trafikken går i stå på grund af – ja, Guderne må vide hvad det var denne gang. Skovbrande, væltede overlæssede lastbiler, køretøjer, som går i stå og skal repareres midt på vejen, kollapsede vejstrækninger. Vi opgiver at holde styr på det. Der er altid en forklaring, resultatet er det samme. Afvikling af trafik er meget ineffektiv og langsom med mindre man er på en scooter.

Malang er til gengæld turen værd. Det er by på ca. 800.000 indbyggere, som byder på alt, hvad man kan ønske sig. Vi besøgte Colorful City, som er et tidligere slumområde. I stedet for at rive hele området ned, besluttede man sig for at vise det frem. Bydelen blev simpelthen malet i regnbuens farver og gjort til en turistattraktion. Et meget specielt sted. Flot på sin helt egen måde, og man får indblik i hvordan de lokales boliger ser ud.

Vi besøgte også byens hollandske bydel, som er bevaret fra kolonitiden fra ca. 1870. Et byområde med en masse små gader og hyggelige huse. Om aftenen var vi til en lokal byfest med en hel masse mennesker. Der er i det hele taget mange mennesker i Malang og på Java i almindelighed, og man blender mere ind med lokalbefolkningen her end på Bali. Det er faktisk helt rart.

En nat mere på hotellet, afsted til Tumpac Sewu

Tumpac Sewu

2 timers kørsel sydøst for Malang ligger vandfaldet Tumpac Sewu. Et stort vandfald ude i junglen, som man besøger en halv dags tid. Der er selve vandfaldet og så er der turen bagom ud i grotterne. 99% af turisterne ser kun vandfaldet – vi tilhører selvfølgelig den sidste 1% og kom på noget af en tur gennem små vandfald og vandløb. Vi havde en guide med og det var super fedt. Helle og Torben tog en lidt skør beslutning om at tage turen i bare tæer i et forsøg på at holde fodtøjet lidt tørt til den kommende bjergtur. Ikke super smart, men vi klarede det og turen bød på fantastiske udsigter og en hel masse vand.

Fantastisk sted og gode oplevelser. Videre til Mt. Bromo samme dag.

Mount Bromo

Mount Bromo, som er en aktiv vulkan, besøges ved at man ser solopgangen tidligt om morgenen fra de nærvedliggende højder, og derefter tager hen og ser vulkanen. På turen dertil begyndte problemerne dog. Vores chauffør Rosi valgte af en eller anden grund at tage bagvejen hen over et andet bjerg på vej dertil, i stedet for at tage hovedvejen. Det var en meget skidt beslutning. Vi blev stoppet undervejs midt ude i ingenting af en flok lidt for smarte fyre, som måtte betales for, at vi kunne komme videre. Så faldt mørket på, asfaltvej blev til betonvej , betonvej blev til fuldstændig uvejsom stenvej. Det blev bælgragende mørkt, og vi endte med at måtte gå foran bilen i sandaler midt ude i bjeregnene uden at ane hvordan og om vi ville nå frem. Fuldstændig vanvittigt.

Vi slap dog igennem, mange timer forsinket. Aftensmad på en Warung af yderst tvivlsom kvalitet, indkvartering på et ikke færdigbygget homestay, som ikke engang havde en håndvask eller varmt vand. Nattesøvn kunne det heller ikke blive til, motorcykler og jeeps drønede frem og tilbage på vejen lige ud for vores senge.

Vi var hårdt prøvede. Sultne og udmattede. Op kl 02.20 og afsted med jeep til Bromo. Adrenalinen må have sat ind, for det var vildt sjovt og vi suste gennem mørket sammen med 1.000 andre jeeps mod bjerget. Det var rigtig terrænkørsel, og vi sad på række bagi og syntes det var vildt sjovt.

Først så vi solopgangen kl. 05.45. Den var meget flot, og der var rigtigt mange mennesker, som syntes det samme.

Derefter var det afsted for at bestige Bromo. Vi kørte derhen i jeepen over en stor sandslette, og herfra kunne man gå op af trapper og se ned i den aktive vulkan. Det var selvfølgelig en stor oplevelse. Man kunne se ned til bunden, og sikkerhed på vulkankanten, var der ikke meget af. Man skal passe på sig selv.

Derefter skulle vi være blevet på føromtalte “hotel” en ekstra nat for at restituere, men her trak Torben “Fanme nej”-kortet. Afsted med det samme, hotellet var ikke beboeligt. Så vi valgte at køre hele vejen tilbage til kystbyen Banyuwangi lige ved siden af Bali. Vi var fremme ved 18-tiden, så det blev en meget lang dag. Hotellet lå i et område, hvor vi ikke kunne være i fred for indonesere, som ville filme eller tage billeder af os, og det var ikke for godt eller rart efter mørkets frembrud. Vi blev dog indlogeret og fik sovet.

Ijen

Man tager til Banyuwangi for at se vulkanen Ijen, som har den berømte blå ild, sulfatminerne og verdens mest syrlige sø som hoved attraktioner. Man bestiger normalt Ijen om natten for at se solopgangen og den blå ild i nattemørket, men her måtte vi give fortabt. Vi besluttede at lave det til en dagstur i stedet, hvilket viste sig at være godt. Det var skyet og regnfuldt om natten, så der var ingen blå ild eller solopgang alligevel. Til gengæld havde vi stort set hele bjerget for os selv i dagstimerne sammen med guiden Pur, som var helt fantastisk. Pur er tidligere minearbejder fra bjerget og kunne fortælle alverdens historier om hvordan minearbejderne slæber op mod 95kg sulfatsten ned af bjerget af gangen på skuldrene. Og så endda i sulfatdampene fra bjerget. Det er ikke et job, man kunne ønske sig.

Turen dertil foregår med jeep, og derefter ca. 4km vandring op af bjerget til krateret. Vandringen er gennem skov og senere over trægrænsen på bjerget. Vi havde desværre ikke udsigt til de nærvedliggende vulkaner, men det var en helt speciel tur alligevel. En kæmpe oplevelse for hele familien.

Herefter var det tilbage til hotellet for at slappe af inden rejsen tilbage til Bali. Hotellets morgenmad var så ringe, at førnævnte “F… nej”-kort blev taget i anvendelse igen, og vi kørte i stedet til en morgenmadsrestaurant i byen. Her var maden lodret uspiselig, samme kort kom i anvendelse igen-igen og vi endte med at spise morgenmad på McDonald’s. Det var helt tosset, men til sidst måtte vi simpelthen bare grine af det. Der var ikke andet for. Det bliver ikke mere skørt.

Det var afslutningen på vores tur til Java. Vores chauffør Rosi stod for alle ture, mad og logi, hvilket var en noget blandet oplevelse. Han ville os det bedste, det er der ingen tvivl om. Helle havde lidt ondt af ham, da der skulle ombookes og gøres ved under vejs, hvilket nok kostede ham lidt penge på ombookninger. Torben var nok tættere på at kyle ham ud over den første og bedste bjergskråning, men i bakspejlet kan vi i hvert fald konstatere, at det var en begivenhedsrig tur. Lidt på afstand af turen griner vi nok mest af det hele, men under vejs var det ikke altid lige sjovt.

Til sidst lidt stemningsbilleder.