Så nåede vi hjem efter vores USA eventyr. Det var en hård hjemtur med flyvetur over Atlanten over natten, men den fik også en ende.

Pigerne har med det samme arrangeret en masse aftaler med veninder, og vi har nærmest ikke set dem siden 🙂

Tak til vores kære naboer, familie og venner, som har passet på vores hus og have mens vi var væk.
Vi slutter af med lidt facts om turen

• Vi forlod Tranbjerg den 3. maj, og rejste til San Francisco den 4. maj.
  Vi var tilbage i Tranbjerg den 1. august
  Det er 91 dage i alt.
  
• Vi besøgte 12 stater
  Californien, Arizona, Nevada, Utah i autocamperen i maj og juni.
  Louisiana, Mississippi, Alabama, Florida, South Carolina, North Carolina, Tennessee og Georgia i bil fra slutningen af juni til 31. juli.
  
• Vi har boet på 21 forskellige campingpladser
  Skyline RV Park i Napa, Californien
  Indian Flat ved Yosemite, Californien
  Bass Lake National Recreational area, Californien
  KOA Bakersfield, Californien
  Boulder Creek Lone Pine, Californien
  Shoshone RV Park, Californien
  Canyon Trail RV Park i Boulder City ved Las Vegas, Nevada
  Zion River Campground, Utah
  Zion Canyon Campground, Utah
  North Campground NPS Bryce, Utah
  Wahweap Compground ved Lake Powell (National Recreational area), Utah på grænsen til Arizona
  KOA Monument Valley Utah på grænsen til Arizona
  KOA Kingman Arizona
  Black Rock Canyon Campground (NPS) i Joshua Tree, Californien
  KOA Chula Vista, San Diego, Californien
  Campland by the Bay, San Diego, Californien
  Wallnut RV Park, Northridge i Los Angeles, Californien
  Morro Bay State Park Campground (NPS), Californien
  Laguna Seca Campground ved Monterey, Californien
  KOA Moss Landing, Californien
  Dumbarton Quarry Campground ved San Francisco, Californien
  
• Vi har boet i 8 huse, hoteller eller lejligheder på AirBnB (hvoraf 2 ikke levede for til god standard) og Hotels.com
  Hotel Cow Hollow Inn, San Francisco
  Hotel Circus Circus i Las Vegas
  Hotel Bay Landing, San Francisco
  Holiday Inn Express Kenner, New Orleans
  Hus “Shotgun” i New Orleans
  Best Western Oak Manor, Biloxi
  Underetage af et hus i Pensacola
  Quality Inn, Chipley
  Holiday Inn Express, Jacksonville-Mayport/Beach
  Lejlighed i Savannah
  Helt hus i Charleston (også kaldet mug-huset)
  Bjerghytte i Great Smokey Mountains
  “Huset, vi evakuerede os selv fra” i Mableton, Atlanta
  Sonesta ES Suites, Atlanta
  Underetage i et dejligt hus i Kennesaw, Atlanta
  ….
  Og lejlighed i Vandel i Billund 🙂
  
• Den højest målte temperatur er vi lidt usikre på – omkring 45 grader i Death Valley.
  Vi havde det dog varmest i New Orleans. Her var temperaruren små 40 grader, men med meget høj luftfugtighed. Det var svært at klare.
• Den laveste temperatur var et par graders varme en nat i Bryce Canyon. Emilia frøs om natten ude i alkoven i autocamperen og måtte varmes op.
  
• Det højeste punkt må have været 8300 fod eller 2530m i Bryce Canyon
  Det lavest punkt var 282 fod / 83m under havets overflade i Death Valley.
  
• Karoline har burgerrekorden. Hun satte 30 stk. voksenstørrelse burgere til livs, skarpt forfulgt af Emilia ved 28 stk. Forældrene en smule færre.
  
• Bedst og værst
  Det er vi allerede blevet spurgt om mange gange, og vi har ikke svaret. Karoline var vild med byerne San Francisco og Las Vegas, Emilia elskede nationalparkerne Yosemite og Zion, og for forældrene har turen været så fuld af fantastiske og meget forskelligartede indtryk, at vi ikke kan sætte dem i rangorden. Vi var vilde med sydstaterne, der er en helt speciel stemning, kultur og ro, som vi ikke kan sætte ord på. Vi var også meget glade for at møde de amerikanske vennefamilier i Atlanta.
  San Diego ramte vi i dårligt vejr, og er måske den destination vi skulle have brugt mindre tid på. Men det kunne lige så godt have været helt omvendt, og pigerne fik venner på campingpladserne der og havde en fantastisk tid trods vejret.
  
  Det bedste hus vi boede i var bjerghytten i Great Smokey Mountains. Hold da op, den var god!
  
• Jamn, hva’ kosted’ så?
  Selve turen kostede ca. 285.000kr, omtrentligt opdelt således
  – 24.000 til flybilletter inklusiv indenrigsflyvninger
  – 76.000kr til autocamper og billeje
  – 15.000kr til benzin
  – 78.000kr til ophold – campingpladser, hoteller og huse
  – 92.000kr til mad og oplevelse samt mindre anskaffelser
  
  

Vores USA rundrejses sidste destination inden hjemturen er storbyen Atlanta i staten Georgia, og her har vi været i 8 indholdsrige dage. Vi har mødtes med Helles veninder og familie fra tiden som udvekslingsstudent i slutningen af 1990’erne og besøgt nogle af de mest berømte turistattraktioner i byen samt været i national- og stateparks i området omkring byen. Her har været meget varmt, men vi har trodset heden og taget oplevelserne forberedt med masser vand og pauser.
Vi har også haft nogle gevaldige udfordringerne med de steder, vi har valgt at bo i ugen, og det har kostet os en del kræfter og indsats på de forkerte tidspunkter af døgnet.

Atlanta er hjemstavn for Martin Luther King Junior, og der oprettet et stort mindecenter for ham i byen. Her er der store udstillinger om tiden med oprøret mod raceadskillelse i 1960’erne, og vi besøgte hans barndomshjem på en guidet rundtur. Man kan også se Ebenezer Baptist Church, hvor både MLK og hans far prædikede. Det hele ligger inden for kort gåafstand af hinanden.
Martin Luther King og hans hustru er begravet få meter fra barndomshjemmet ved et stort monument sat i et bassin.
Udstillingerne i centret var lærerige, ærlige og ind mellem for uhyggelige for børn. Der er ikke blevet ikke lagt fingre imellem og man bliver ikke skånet for de voldsomme billeder af, hvordan hvide, herunder Ku Klux Klan men bestemt også myndighederne, behandlede den afroamerikanske del af befolkningen. Udstillingen viser opstanden frem til drabet på Martin Luther King i 1968.
Det er svært at forstå, at dette fortsatte helt op i 1960’erne.
Centret drives af NPS. Det er gratis, meget veludført og pigerne fik minsandten endnu et Junior Ranger Program med badges.

Besøget var en rigtig god afslutning på vores tur omkring den afroamerikanske del af den amerikanske kultur. Vi har set meget fra slavetiden, borgerkrigen og nu også den nyere tids historie.

Herefter startede udfordringerne med logi. Det hus vi havde lejet var ikke i den bedste stand, da vi flyttede ind dagen før. Der skulle være 3 værelser i huset, men den ene ende af huset var ikke beboelig, da airconditioningen ikke rigtigt virkede. Der var lavet lappeløsninger med små airconditioning units sat direkte i vinduerne, som så var lappede med pap og tape. Det var ikke specielt betryggende ift. sikkerhed, og det virkede heller ikke.
Da vi kom hjem til vores lejede hus efter turen i besøgscenteret, var airconditioningen i resten af huset gået i stykker, og huset var ubeboeligt. Det medførte, at vi endte på gaden kl. 20 i Atlanta og måtte afsted efter et hotelværelse med det samme. Vi var godt og grundigt sure over, at den slags boliger i så ringe stand bliver lejet ud, for udlejeren var tydeligvis klar over, at det ikke var for godt. Vi fik alle vores penge tilbage med det samme.
Det stillede os i en træls situation, men det lykkedes at finde et egentligt ret ok hotel samme aften. Her holdte den ene nabo så fest den ene nat, og den anden nabo råbte og skændtes af lungers fulde kraft den følgende nat. Suk, det blev ikke til meget søvn.

Dagen efter mødtes vi med Helles veninde Kimberly, hendes mand Randy og deres to piger i Kennesaw, som er en forstad til Atlanta, og hvor de bor. Vi blev budt indenfor af den meget gæstfri familie, og snakken gik med det samme derudaf. Kimberly havde tydeligvis glædet sig meget til, at vi kom, og det var med det samme rigtigt rart. Vi blev vist rundt i huset, inden vi tog en lunch i bedste amerikanske stil – dvs. på restaurant – hvorefter vi kørte til byen Canton, hvor Helle boede som udvekslingsstudent i 1996-97. Vi så huset, som Helle boede i og fik en rundtur på Cherokee High School. Der er normalt ikke adgang for offentligheden på skolerne grundet USA’s sikkerhedsmæssige udfordringer, men Kimberly er typen, der får ting til at lykkes. Et kort øjeblik efter ankomst blev vi vist rundt på hele skolen af en venlig medarbejder. Det var sjovt at gense for Helle og meget spændende for Torben og pigerne at se en amerikansk High School.

Dagen efter brugte pigerne en formiddag i poolen på hotellet mens forældrene brugte tiden på at finde et sted at bo på internettet. Vi fandt en lejlighed i centrum af byen og tog derefter på besøg på Atlantas berømte Coca Cola Museum.
Coca Cola kommer fra Atlanta, og centreret har interaktiv underholdning som viser Coca Colas historie. Derudover er der smagsprøver på alle selskabets læskedrikke, og vi fik vist nok sukker den dag 🙂

Det virkede også lidt som ét stort reklamecenter for Coca Cola, som man betaler for at se, men vi havde det nu rigtigt sjovt.

Den aften viste “kreditkort-spøgelset” sig desværre igen. Vi har et par gange været udfordret af, at amerikanske og europæiske kreditkortsikkerhedssystemer ikke kan arbejde sammen. Det betyder, at der er enkelte hjemmesider, hvor vores europæiske kort ikke fungerer.
Det bookede og allerede betalte lejlighedsophold midt i Atlanta måtte desværre aflyses, da vores kreditkort ikke kunne accepteres til reservation af et lille depositum til den lejlighed, vi skulle bo i. Vi havde udlejeren i telefonen i 4 timer den aften, men måtte give op kl. 01.30 og indse, at vi igen ikke havde noget at bo i dagen efter. Der måtte findes noget andet. Det er utroligt frustrerende og har kostet os meget frustration og usikkerhed. Til gengæld grinte de lidt af os i receptionen på hotellet, da vi dagen efter igen måtte forlænge hotelopholdet.
Til sidst endte vi dog i et meget flot hus i Kennesaw uden for Atlanta, hvor vi havde en underetage. Det var superflot, dejligt og velfungerende, og forældrene kunne sidde ude om aftenen i hængekøjer og fordøje oplevelserne. Så det endte rigtigt godt. Det blev vores sidste bolig i USA.

Men vi var langt fra færdige med oplevelser! Forlystelsesparken Six Flags stod på programmet dagen efter Coca Cola museet og her mødte Kimberly og hendes piger os igen og brugte dagen sammen med os.
Og rutsjebanerne i USA er altså noget vildere end i Danmark – hold da op vi havde det sjovt.
Goliath var den vildeste, og det sortner lidt for øjnene når man ryger afsted.

Da vi skulle flytte fra hotellet inde i byen og til Kennesaw, som ligger en halv times kørsel derfra, tog vi endnu et smut forbi endnu en national park. Catahooche River National Park ligger umiddelbart nord for Atlanta, og forsyner Atlanta med drikkevand. Der er et besøgscenter, en umådeligt snakkesaglig Ranger, Junior Ranger Program og en dejlig vandrerute langs vandet og i skoven.
Vi er ved at været afklimatiseret til varmen igen, og det er flot, at pigerne kan tage sådan en tur i den fugtige hede uden nogen form for beklagelser. De klør bare på, selvom sveden driver af os. Det er virkeligt fedt, og forældrene føler sig heldige over, at Karoline og Emilia bare går til stålet hver gang muligheden byder sig.

Den afgørende årsag til, at vi valgte USA som rejsedestination var, at forældrene i den familie, som Helle boede hos som udvekslingsstudent, er oppe i årene. Faren er gået bort, og moren Flora er på plejehjem. Vi aftalte derfor at mødes på plejehjemmet med Sherri, datteren som gik på High School med Helle. Her hilste vi på moren Flora. Vi brugte en god times tid i samvær med hende, og hun genkendte Helle lige med det samme. Det var et godt besøg, og en Flora kunne fortælle lidt om hvor meget kylling Helle åbenbart kunne sætte til livs i sine unge dage.
Det var selvfølgeligt lidt vemodigt at sige farvel.

Derefter var det på restaurant med Sherris mand Chris og datter Kendall.
Chris er S.W.A.T. betjent og hundefører og kunne fortælle en hulens masse røverhistorier. Vi havde det rigtig godt sammen, og endte hjemme i Sherri og Chris’s hus om aftenen, hvor vi fik Moonshine med hjem (hjemmelavet alkohol) og pigerne legede med deres hunde. Når vi taler med amerikanerne i private sammenhænge, lærer vi også meget om kulturen og dagligdagen i USA. Udfordringer med velfærd, kriminalitet osv., men også om arbejdsmarkedet og det almindelige liv.
Alt i alt gode oplevelser med de meget gæstfri amerikanere.

Nord for Atlanta ligger Kennesaw Mountain, hvor et af de største slag ved borgerkrigen fandt sted i 1864. The Union Army (nordstaterne) sloges med The Confederates (sydstaterne) om den strategisk vigtige bjergtop. Det var et af de sidste slag med den traditionelle soldatermarch på række frem mod fjenden. Våbnene var blevet for effektive, og tabene for store. Ikke desto mindre lykkedes det the Union at fordrive sydstatssoldaterne efter en uges slag, men under enorme tab.
I dag er det et historisk besøgscenter drevet af NPS. Der er endnu et meget fint besøgscenter, en fin vandrerute op af bjerget og et show med kanonaffyring.

Men ingen tur til USA uden baseball! Så vi købte billetter til aftenens kamp Atlanta Braves mod Milwakee Brewers og tog på stadion.
Fantastisk stadion, vidunderlig udsigt og en helt vildt sjov oplevelse. The Braves vandt selvfølgelig, de ligger nummer 1.

Således oprandt vores sidste hele dag på turen til USA. Vi pakkede vores ting om formiddagen og sluttede af med et brag. Vi mødtes med Kimberly, Randy og børnene og tog til Stone Mountain, som ligger en halv times kørsel fra Atlanta. Her tog vi Kimberly og Randys børn med på vandreturen op og ned af bjerget, spiste på restaurant og tog til sidst til lysshow ved bjerget. Der var soulfestival i parken, så vi fik hørt lidt live-musik inden mørket faldt på og lysshowet gik i gang. Det er godt lavet, det lysshow. Det et lavet med lysende droner og laserlys tilsat musikmedley helt tilbage fra Motown op til nutidens musik. Temaet er afro-amerikansk. Det står lidt i kontrast til figurudskæringen i Stone Mountain, som viser tre sydstatsgeneraler fra borgerkrigen. USA’s kontraster er i det hele taget tydelige, og vi fik en fantastisk aften under stjernehimlen i samvær med Kimberlys familie.

Det var de sidste oplevelser inden hjemturen. Vi fik bilen afleveret i lufthavnen og måtte med flyveren hjem over Frankfurt.
Det var lige pludseligt dét, men pigerne har glædet sig så meget til at se deres veninder og familie, at de næsten ikke kunne vente.
Vi afslutter bloggen i næste indlæg med lidt info og facts om turen når vi har samlet alle indtryk.

Lidt stemningsbilleder

Vi er tilbage i USA’s nationalparker og har besøgt Great Smokey Mountains i North Carolina. Nationalparken er et meget stort bjerg- og skovområde nord for storbyen Atlanta, og er USA’s mest besøgte nationalpark.
Vi har boet i en fantastisk skøn bjerghytte med udsigt over bjergene, og har nydt det lidt mere tempererede klima i højderne efter turen i varmen langs østkysten. Vi har slappet af, gået en del ture i skovene og i bjergene og nydt det i fulde drag.

Inden vi nåede så langt skulle vi dog lige dertil fra Charleston, og på vejen fra Charleston til Great Smokey Mountains ville vi lægge vejen forbi Congaree National Park. Desværre blev bilen ramt af en større sten på motorvejen, som knuste forruden på vores dejlige GMC Yukon, og vi blev derfor nødt til at køre forbi AVIS biludlejning og få bilen byttet med det samme.
Det betød, at besøget i Congaree Park blev noget forkortet, men vi fik dog gået lidt i på boardwalken i parken. Congaree National Park er en skov i sumpen, og derfor går man på Boardwalks. Der er varmt, fugtigt, og helt utroligt mange insekter – måske ikke stedet vi ville have tilbragt halve eller hele dage uanset. Men det var fint med den lille tur vi fik, og pigerne gennemførte minsandten også et Junior Ranger Program her, og fik et badge tilføjet til samlingen.

Vi fik bilen byttet til en Chevrolet Tahoe, som bortset fra navnet er fuldstændig magen til den anden vi havde, og kørte til North Carolina og ind i skovene til bjerghytten. Her blev vi med det samme betaget af udsigten fra vores altan, og den nød vi al tiden vi var der.

Bjerghytten ligger inde i et lukket område, og firhjulstræk har været nødvendig for at komme frem og tilbage. Det er grusveje, og indkørslen var stejl. Det gik dog fint, og var faktisk lidt sjovt at køre frem og tilbage.
Ved indgangen til området var der en vagt, som krævede vores opmærksomhed hver gang vi kørte ud og ind.
Ponkey the Donkey blev aget, klappet og kysset af pigerne hver gang vi var forbi, og det var ret hyggeligt at kunne høre skryden i det fjerne fra vores altan når andre kom og gik. Sikke en vagt 😀

Ud over at nyde freden og udsigten i hytten har vi også været på ture i nationalparkens skove. Vi var mest i den sydlige del af Nationalparken, hvor der ikke var så mange turister, og gik nogle gode vandreruter hvor der ikke var ret mange andre.
Vi besøgte et Visitor Center, hvor pigerne deltog i endnu et Junior Ranger Program, og hvorfra vi tog lidt ture.

Great Smokey Mountains ligger ikke i troperne, men er alligevel en regnskov. Vi havde en hel dag med kraftig regn, hvor vi ikke kunne meget andet end af spille spil og se film. Sidst på eftermiddagen tog vi dog en regnvejrstur i skoven alligevel.
Der er mange markerede vandreruter i nationalparken, og vi tog en lille del af Boogerman Trail. Til forskel fra de andre nationalparker, vi har set, er det tydeligt, at der skal en del mere udstyr til for at komme frem her. Der skal krydses floder og vandløb, vejret er fuldstændigt utilregneligt og ruterne er meget lange og ofte mudrede. Det gik nu fint med de småturer vi tog.

I centrum af nationalparken og på statsgrænsen mellem Tennessee og North Carolina ligger det højeste punkt i parken. Her er der i 1959 opført et udsigtstårn, som man gratis kan komme op i, og få et 360 graders fuldt udsyn over hele nationalparken – forudsat, at der ikke er skyet, og det var der.
Det var selvfølgelig uheldigt, men vi fik at vide, at chancen for at ramme en dag med frit udsyn er mindre end for at se udsigtspunktet indhyllet i tåge. Det er en trist udvikling, for de udbredte skyer og tåger er forårsaget af forurening ved afbrænding af forsile brændstoffer i den omkringliggende industri, kulkraftværker og benzinos.
Siden opførelsestidspunktet i 1959 er dagene med frit udsyn om sommeren reduceret med 80% om grundet denne forurening.

Vi gik en vandrerute på ca. 10km i skovene omkring Clingman Dome, og ramte den berømte Appalachian trail på vejen. Vi gik vel ca. 1km af på den del af ruten, så nu mangler vi kun ca. 3.539km.
Ruten går fra fra staten Maine nord for New York og helt til Georgia, syd for Great Smokey Mountains og krydser 14 stater undervejs.

Vi kørte en del i dagene i GSM. Parken er stor, og vi havde 3 kvarters kørsel bare ind til besøgscentret. Man støder på dyrevildt ude på vejen ind i mellem, og så må man bare stoppe op og vente til der er fri bane igen. Elge, kalkuner – og en enkelt gang en sortbjørn.

Den sidste dag i Great Smokey Mountains tog vi ud og så vandfald.
Soco Falls og Mingus Fall er ikke så imponerende som dem, vi så i Yosemite, til gengæld kan man gå ind i dem. Vi besøgte også en del bebyggelser opført af settlerne i området for ca. 120 år siden.
Det var en nogle hyggelige dage, uden de store anstrengelser som i nationalparkerne i det vestlige USA.
Det var Great Smokey Mountains. Vi hyggede os gevaldigt i en fantastisk bjerghytte og med lidt ture ud i skoven. Det var ikke nær så vildt som f.eks. Yosemite eller Zion Nationalpark, men det passer os fint. Vi nød afslapningen.
I mellemtiden er vi taget til Atlanta, turens sidste stop.
Lidt stemningsbilleder fra Great Smokey Mountains.

Vi har nået rejsens østligste punkt og har besøgt Charleston i staten South Carolina.
Vi har været her i 5 dage, og tiden er i vanlig stil gået med en masse oplevelser. Charleston er en by, som indeholder rigtig meget af den amerikanske historie omkring slavetiden og specielt den amerikanske borgerkrig, som startede her i byen. Men vi har også nydt strandende og og naturen her i the Low Country.

Charleston er ligesom Savannah en by uden de store højhuse, og her er hyggeligt og frodigt. Byen er flot, og vi startede med at gå en tur rundt i den historiske del af byen, hvor vi blandt andet så Battery Park med kanonerne mod syd, Rainbow Row med 13 kendetegnende regnbuefarvede huse og en masse kirker og fine bygninger.

Vi har boet i et lille hus ca. 20 minutters kørsel nord for den historiske del af Charleston i byen Charleston North. Herfra er afstand til centrum af byen, strand, seværdigheder, indkøb m.m. meget fin, og der er et meget fint restaurantkvarter i gåafstand herfra. Placeringen er helt fin, når vi nu havde ikke held med at finde lejlighed inde i selve Charleston, som kunne betales med rimelighed. Vi bookede derfor det vi troede var et fint hus, som er turens dyreste ophold udregnet pr. døgn. Vi er derfor blevet noget skuffede over at bo i et sminket, gammel fugtigt hus. Det er lidt surt, og da det var dyrt, betyder det også, at vi tænker lidt mere over, hvordan vi ellers håndtere dagsbudgettet mens vi er her. Øv, men vi har været afsted til mange oplevelser alligevel, så huset her kommer i glemmebogen.

Boone Hall
Dagen efter vi ankom, kørte vi til en plantagen Boone Hall øst for Charleston i Mount Pleasant. Første gang opført i 1680’erne af en engelsk Major Boone, som fik sig ualmindeligt godt gift med en lokal kvinde, og fik et kæmpe landområde i tilgift til opdyrkning.
Det oprindelige hovedhus er i flere omgange for længst brændt og væltet af orkaner. Hovedhuset, der står der i dag, er opført i 1930’erne af en canadisk diplomat, som ejede stedet kortvarigt.
Slavebarakkerne og egetræsalléen er der dog endnu fra oprindelige opførelse.
Her har været produceret ris, bomuld, Indigo (plante man bruger til produktion af den lilla indigofarve), mursten, pecannødder – alt afhængigt af hvad der lige var afsætning på. Slaverne måtte selvfølgelig gøre al arbejdet, og denne plantage har været den med mest fortælling om slavetiden. Vores fornemmelse er, at det ellers ikke er noget, amerikanerne har lyst til at have stort fokus på.
Plantagen har været ca. 5.000 acres stor – ca. 20km² men er i dag ca. 3 km² stor. En georgisk prins, som ejede stedet i 1940’erne, solgte store landområder for at rejse midler til hestesport, som blevet drevet på stedet. For de hestesportsinteresserede er her derfor også stolt hestesportshistorie. Den del sprang vi over, da vi ikke kunne nå det hele.

Der var mange foredrag og ture rundt på Boone Hall, og det var en meget lærerig dag. Vi var der hele dagen, og var godt trætte, da vi kom glade derfra. Det var virkelig en fed dag.

Det var også en varm dag, og varmen tærer på kræfterne. Så vi tog på stranden på Sullivan Island dagen efter, ca. en halv times kørsel fra Charleston.
Charleston ligger på samme måde som Savannah ikke ude langs Atlanterhavskysten, men tilbagetrukket og langs floden, hvor byen i gamle dage var nemmere at forsvare for farer fra søvejen. Derfor er der en lille køretur ud til strandene.

På Sullivan Island ligger også Fort Moultrie og beskytter kysten og indsejlingen til Charleston, og Fortet var også i anvendelse under borgerkrigen. Det blev senest brugt som observationspost under 2. Verdenskrig, men derefter taget ud af brug. Vi brugte 1½ times tid der sidst på eftermiddagen, og pigerne blev Junior Rangers her også. Fort Moultrie drives af NPS – National Park Service, og da vi har NPS årskort efter alle besøgene i nationalparkerne, var besøget gratis for os. Nogle gange er man bare heldig.

Dagen efter var det afsted på sejltur ud til Fort Sumter, som er en af hovedattraktionerne i byen. Den amerikanske borgerkrig startede ved sydstaternes bombardering af Fort Sumter i 1½ døgns tid i 1861, og man kan komme på tur derud med paddlewheeler – hjuldamper – og se ruinerne af fortet. Det gjorde vi selvfølgelig. En halv times sejltur, hvor rangeren på båden fortalte om fortet og den amerikanske borgerkrig.

Det må have været varmt den dag på Fort Sumter, selvom vi ikke synes, at den dag var værre end så mange andre. Men begge forældre kom begge derfra svimle og med hovedpine – tegn på dehydrering og begyndende hedeslag. Da vi kom retur til byen, forsøgte vi at gå en tur gennem en markedsplads i centrum af Charleston, men det gik ikke rigtigt – vi kunne ikke klare mere i varmen. Vi ved ikke rigtigt, hvorfor vi lige skulle rammes den dag, men heldigvis gik børnene fri af hovedpinen.
Vi gjorde det rigtige resten af dagen – ind på en afkølet café og drikke kaffe, milkshake og spise en masse is og så en sen eftermiddagsbadetur i springvandet midt i byen. Det var til gengæld meget hyggeligt, og symptomerne forsvandt heldigvis hurtigt sammen med isen og kaffen. Pigerne legede lidt med alle de andre børn i springvandet, og havde det sjovt.

Den sidste dag i Charleston brugte vi på byens akvarium, som også er et redningscenter for halvskildpadder. Akvariet indeholder et 42fod / 13m højt indendørs bassin med en meget stor havskildpadde, masser af fisk og hajer, barracudaer, moræneål, rokker osv. Mange af dyrene har forældrene set på dykkerrejser rundt i verden, og det var sjovt at udpege alle de forskellige arter, vi kender så godt fra vores ungdom som dykkere.

Der kommer mellem 30 og 50 skildpadder til redningscentret årligt. Skildpadderne har slugt fiskekroge med madding, blevet ramt af en hurtigtgående båd, været fanget i fiskenet eller er bare blevet syge og skyllet op på stranden.
De bliver grundigt undersøgt, opereret og rehabiliteret inden de bliver sat fri igen, men opholdet på centret et mellem 3-5 måneder og flere år afhængigt af hvor slemt de er tilredte.

Der var også alle mulige andre dyr i akvariet – som vel egentligt også var meget andet end et akvarium. Her var alligatorer, slanger, havoddere, fugle osv.
Vi endte med at bruge hele dagen i akvariet, selvom vi nok havde forestillet os kun at bruge formiddagen der. Vi faldt i snak med en masse af de ansatte, og de gav ligefrem hånd og sagde tak for besøget da vi smuttede sidst på eftermiddagen. Men det var nu også et rigtigt spændende sted, og pigerne ville ikke derfra.

Det var Charleston. Vi nåede lige en sen eftermiddagstur på endnu end strand, Folly Beach, en halv time syd for Charleston, og så lige en tur på den lokale mexikanske restaurant.
Vi var her 5 dage, og der var fart på. Byen indeholder dog meget mere, og specielt den historiske del omkring plantager, slavehandel og borgerkrig fylder rigtig meget. Det er spændende, og byens indbyggere deler meget gerne ud af den.

Lidt om egetræerne
Der er altså noget helt særligt over de egetræer her i sydstaterne.
Vi fik fortalt lidt om dem under besøget på Boone Hall Plantation. Sorten hedder “Live Oak”, og der er 88 af dem på alléen her. Der er gået 2 til i løbet af de 350 år, de har stået her – et ved et lynnedslag og et røg i en orkan. De er stedsegrønne og har et rodnet på størrelse med kronen. Rodnettene fra de enkelte træer vokser sammen, og bliver et egetræ ramt af sygdom eller anden ulykke, får det tilsendt næringsstoffer og vand fra de andre træer, og de passer på den måde på hinanden. Derfor overlever de sygdomme og andre naturlige angreb.
Det, der hænger ned fra træerne, kaldes Spanish Moss og er en plante, som udelukkende hænger løst på træet, uden yderligere rodnet. Det er ufarligt for træet, men giver træerne det helt særlige udseende, vi forbinder med træerne i sydstaterne.
Vi er vilde med de egetræer. De er kæmpestore og majestætiske og er blevet et kendetegn for sydstaterne for os ligesom de er det for mange andre. De er svære ikke at blive betaget af.

Lidt stemningsbilleder

Vi er rejst videre ind i landet, og er nu i North Carolina, ved Great Smokey Mountains Naitional Park. Sceneriet er skiftet, vi bor nu i en bjerghytte med udsigt!

Vi har nået målet for vores roadtrip fra New Orleans mod øst og har besøgt Savannah, Georgia.
Det tog ikke lang tid, før vi indså, at Savannah er den fineste og mest romantiske by vi har set på rejsen, og byen samt oplandet hertil, har indfriet alle vores drømme om hvordan The South kan være.
Savannah, som rummer lidt under 150.000 indbyggere, skiller sig ud fra de andre byer vi har besøgt ved, at her ingen højhuse er, og hele centrum af byen består af historiske bygninger i victorianske og italienske byggestile. De meget flotte bygninger ligger på smalle veje, hvor egetræerne rækker ud over gaderne, og hvor den gule aftenbelysning fra gadelamperne sætter byen i en fantastisk kulisse. Dertil er der rigtigt mange små parker, som ligger spredt over hele byen, og der er aldrig langt til en bænk under et træ.

Der er også mange små caféer og kaffebarer. Vi fandt én 5 minutters gang fra vores lejlighed, og her var hyggeligt.

Vi boede i en 2 værelses lejlighed i en gammel victoriansk bygning. Lejligheden var flot, køkkenet var veludstyret, og vi boede i gåafstand fra alt i det historiske kvarter i Savannah samt fra velassorteret indkøb i Kroger, supermarkedskæde i Georgia. Kassedamen kunne vist genkende os til sidst.
Fornemmelsen af Savannah var, at det er meget sikkert at bevæge sig rundt, også efter mørkets frembrud. Alle hilser på hinanden, og der er mange mennesker i parkerne i aftentimerne, når varmen aftager lidt. Så spilles der basketball, tennis, fodbold, køres på rulleskøjter osv.
Vi er vilde med stemningen her.

Vejret er godt her. Solen skinner for det meste fra skyfri himmel, men der kommer en enkelt byge hver eller hver anden dag. Så er det med at komme inden døre, for tordenbygerne giver meget vand på kort tid.
Vi blev fanget af én nede i byen, og valgte at spise frokost på restaurant.
Temperaturen ligger mellem 32 og 35 grader, og luftfugtigheden kan godt blive lidt høj. Her er dog ikke så kvælende varmt som i New Orleans.

Vi er jo fans af Forrest Gump filmen alle 4, og de berømte scener hvor Tom Hanks sidder på bænken og fortæller sin livshistorie er optaget i Savannah, på Chippewa Square. Det var vi selvfølgelig forbi.

Wormsloe State Historic Site
Vi har også været på et par ture uden for byen. Vi besøgte Wormsloe State Site, som er et museum og besøgscenter for den første engelske koloni, som slog sig ned her omkring, og etablerede sig fra 1733 og frem.
Kolonien blev etableret for at stoppe spanierne fra at erobre området, da spanierne på det tidspunkt besad det nuværende Florida. Derudover var kolonien en forsøgskoloni, hvor kolonisterne skulle klare sig uden slaver og kun med et begrænset landområde pr. familie – det skulle være realistisk at dyrke det selv, uden slaver.
Det holdte vist i ca. 20 år, hvorefter slaveriet blev indført.
I dag er området berømt for en smuk egetræsallé fra kolonitiden, og vi gik en lille vandrerute rundt i skoven, hvor man kunne se resterne af den oprindelige koloni, samt lære om kolonitiden.
Der var bestemt ikke mange mennesker, og vi havde nærmest vandreturen for os selv.

Det var fint og hyggeligt i 2-3 timer – og varmt, så vi smuttede til stranden på Tybee Island om eftermiddagen. Savannah ligger ikke helt ude ved kysten, men tæt ved. Byen ligger nærmere hvor floderne indlands mødes inden udløb til havet, strategisk godt i forhold til forsvar af landområderne bag marsken. Der var en halv times kørsel til Tybee Island, og turen var ud over The Low Country- marskområderne.

UGA Marine Education Center and Aquarium
Dagen efter var vi på tur igen til et University of Georgia Marine Education Center and Aquarium. Det var et lille akvarium, med fokus på det lokale liv i vandet i floderne, i brakvandet ved flodernes udløb og langs Georgias kyst.
Udstillingen var sjov nok, og vi har set meget af den slags andre steder. Men vi var så heldige, at de hjælpsomme amerikanere lod os komme med på en “behind the scenes” tur rundt bag i akvariet selvom den vist var udsolgt. Biologerne fortalte om dagligdagen for dyr og medarbejdere og om hvordan de redder specielt havskildpadder til senere udsættelse i det fri. Det var hyggeligt. Derefter fodring og “hands-on” på horseshoe crab, dolkhaler på dansk.

Kirkegårdene
I sydstaterne har de et særligt forhold til de døde og til kirkegårdene. Ud over, at kirkegårdene indeholder meget lokalhistorie om raceadskillelse, borgerkrig, og at en meget vellidt turistattraktion er vandretur med guide som fortæller spøgelseshistorier, fylder kirkegårdene meget i bybilledet. De er på en lidt løjerlig vis både museer og mindesteder. De fremstår som velholdte parker med spredt placerede, gamle gravsten, men sandheden er, at de er propfyldte med gravsteder, og der ikke er mere plads under jorden. Mange af dem er lukkede for yderligere begravelser. Gravstederne er bare ikke alle markerede. En del af den afroamerikanske kultur har været, at man ikke markerede gravstederne, når man blev stedt til hvile.
Så vi besøgte et par stykker. En om aftenen, en i formiddagstimerne. Det var ikke noget vi brugte meget tid på, men det bidrog til forståelsen af byen og dens kultur.

Vi hørte fra alle vi talte med inden Savannah, at “Oh Savannah, you will love Savannah!” Ikke uden grund, og Savannah og the Low Country i Georgia har bidt sig fast i os. Det er måske ikke de mest prangende turistattraktioner, men her er en fantastisk sydstatsstemning og man kommer meget hurtigt til at føle sig hjemme og godt tilpas i byen. Vi undrer os lidt over, at Savannah ikke er en mere omtalt rejsedestination derhjemme, for her er ovenud skønt og relativt tæt på en af USAs største lufthavne i Atlanta, Georgia. Vi kommer i hvert fald gerne tilbage, også for at blive lidt længere næste gang.

Lidt stemningsbilleder.

Vi har startet vores roadtrip fra New Orleans og er kørt i østlig retning over til Atlanterhavskysten i Georgia og South Carolina, hvorefter vi skal ind i landet igen.
Rejsen har den seneste uge forløbet langs kysten ved den mexicanske golf, og vi har besøgt staten Mississippi, kørt gennem Alabama, besøgt Florida og er nu i byen Savannah, Georgia.
Det har igen været begivenhedsrigt med rigtigt gode oplevelser, vi ikke havde forestillet os, at vi skulle få.
Vi afhentede en forudbestilt lejebil i New Orleans, forlod Louisiana, og gjorde holdt lige på den anden side af statsgrænsen til Mississippi.

Ved statsgrænsen lå et besøgscenter, hvor vi fik meget gode anbefalinger om seværdigheder i Mississippi. Vi blev forslået at kigge ind hos NASA, som har et besøgscenter lige ved grænsen mellem Louisiana og Mississippi.
Det kunne vi da ikke sidde overhørigt, og 10 minutter senere var vi hos NASA og se udstilling og rumraket!
Spændende udstilling, som omhandler NASAs aktiviteter i rummet, men også i verdenshavene.

Besøget hos NASA var et stop på vejen mod Biloxi, som var vores bestemmelsessted den første dag på vores Roadtrip. Biloxi er en lille by ved vandkanten mod den Mexicanske Golf i Mississippi, som nok er mest kendt for kasinoer, men også fine strande. Der var ingen strande i New Orleans, så vi trængte til en tur i vandet efter en meget varm uge i byen.
Vi nåede frem sidst på eftermiddagen, og tjekkede ind på et Best Western hotel, som lå i gåafstand til vandet. Hoteller er ikke vores foretrukne overnatningssteder, men nogle gange er det mere praktisk når det er til korte ophold.
Hotelreceptionisten nævnte, at vi kunne gå over på baseballstadionet lige ved siden af, og se resten af en lokal, semiprofessionel baseballkamp. Det gjorde vi så, og fandt ud af, at der var kamp igen dagen efter. Baseball kampe spilles i serier over flere dage, og dagen efter var det sidste kamp, som også er den mest populære.
Da denne kamp skulle spilles den 3. juli, altså dagen før Independence Day, ville der være fyrværkeri som afslutning efter kampen.
På vej over for at købe billetter næste formiddag, kom vi lidt på afveje (det sker ret ofte), og endte i det lokale holds kontor i stedet for billetlugen. Vi må have set forvirrede ud, for straks blev vi mødt af meget venlig mand fra personalet- Chris, som hjalp os på rette vej, og noterede sig, hvor vi skulle sidde henne.
Og så var der Baseball den 3. juli! Det blev skudt i gang med den Amerikanske Nationalsang, og der var en rigtig god stemning på det fyldte stadion.

Under kampen dukkede Chris pludselig op ved vores pladser og forærede os Biloxi kasketter, skjorter og baseballs. Han kom forbi flere gange i løbet af kampen for at sludre, og efter kampen blev vi inviteret ned på banen for lige at få en rundtur og en indføring i baseballbanens indretning og spillets finesser. Vi fik også hilst på greenkeeperen og andre af de tilknyttede til holdet.
Vi ved ikke rigtigt hvorfor vi fik så meget opmærksomhed, men det var en virkelig sjov og meget overraskende oplevelse.

Det lokale hold hedder Biloxi Shuckers. Det betyder noget i retning af Biloxi Østers-åbnerne.
De tabte desværre begge kampe, men det betød ikke så meget – stemningen var god alligevel.

Vi fik også besøgt stranden i Biloxi og den nærliggende by Ocean Springs. Strandene er flotte, og vandet er varmt. Desværre er vandet også brunt, forårsaget af Mississippiflodens og andre vandløbs udløb til den Mexicanske Golf. Vandet er rent, men ikke klart.

Den 4. juli var det så Independence Day – den amerikanske nationaldag. Vi ledte efter et paradeoptog, men kørte forgæves. I stedet fik vi fyrværkeri på stranden om aftenen. Det blev ikke styret fra officiel hånd, det var de civile amerikanere, som skød af. Ingen sikkerhedsbriller, masser af mennesker og krudt, børn der holdte romerlys i hænderne osv. Det virkede lidt vildt, men der skete ikke noget.

Samme aften holdte vi Torbens 45 års fødselsdag på Hard Rock Café i Biloxi, hvor vi fik – ja, burgere, selvfølgelig. Og drinks. Det var en rigtig god Hard Rock Café. De svinger i standard, dette var en af de bedste vi har set.

Videre til Pensacola. Staten Alabama kørte vi igennem på vejen, kun med et frokoststop og et besøg hos Avis biludlejning i en lufthavn.

I Pensacola boede vi i stueetagen af et lille hus midt i byen, 20 minutter fra Pensacola Beach.

Inden vi blev installeret i huset i Pensacola måtte vi have byttet bilen. I New Orleans udleverede de ikke den SUV vi havde bestilt, da de ikke havde den, og vi fik i stedet en van, og besked på, at vi bare kunne bytte den ved et andet AVIS kontor. Vi – specielt Torben – var godt sure over behandlingen, og vi kørte så til 3 forskellige AVIS kontorer på vejen inden vi fik udleveret det, vi havde bestilt. Og lidt til. Vi har fået en full size luksus SUV.

Vi tog til Pensacola for at opleve stranden på Pensacola Beach. Vores forventning var, at strandene i stor udstrækning ville være dækket af hotelkæder og charterturisme af typen, hvor lejede strandstolene står side om side.
Det viste sig heldigvis ikke at være tilfældet. Pensacola Beach er meget besøgt, men den er meget lang, og det lykkedes at finde god plads til både parkering og lejr på stranden. Sandet er kridhvidt, vandet turkisblåt, temperaturen perfekt i både vand og luft. Det er uden sammenligning den bedste strand vi har været på, og vi fik et par afslappende dage i hyggeligt selskab med snakkesaglige amerikanere.

Midt på dagen dukkede et større fly fra luftvåbnet pludseligt op og fløj i meget lav højde og i nogle lidt vilde manøvre hen over stranden – forfulgt af et jagerfly. Vi blev faktisk lidt bekymrede, for det så vildt ud, og alle de andre på stranden rejste sig og der blev meget stille.
Det viste sig dog hurtigt, at det var en opvisning.
I Pensacola har man “The Blue Angels”, som er en flyvebase tilhørende søværnet. De holder opvisning hvert år i weekenden efter Independence Day, og i løbet af eftermiddagen og dagen efter var der meget lavt flyvende jagerfly, større propelfly og opvisningsfly i opvisning hen over stranden.

Vi var i Pensacola i 2 dage, hvilket var for lidt. Stranden er så fantastisk og hyggelig, at man kan bruge sin sommerferie her. Det skriver vi os bag øret, og håber meget på at komme tilbage hertil en anden gang. Men der er langt fra New Orleans til Savannah, så vi fortsatte vores roadtrip. Vi smuttede fra Pensacola Beach sent om eftermiddagen og kørte 2-3 timer mod øst inden vi overnattede på et vaskeægte highway motel og fik aftensmad (altså burgere, forstås) på en traditionel diner. Afsted næste morgen mod næste stop på vejen, som var Jacksonville ved Atlanterhavskysten i Florida.
Her boede vi tæt på stranden på hotel, og kørte med det samme ned til vandet.
Her blev vi ikke skuffede. Atlanterhavskysten i Jacksonville er med brede, hvide sandstrande, dejligt varmt vand og i baglandet umiddelbart bagved er der spækket med caféer, restauranter og hyggelige små butikker.

Vi badede alt det vi kunne langs den Mexicanske Golf og i Jacksonville på vej mod Savannah. Langt de fleste steder, vi besøger, byder på så mange oplevelser, at vi sagtens kunne have brugt meget mere tid, end den vi havde til rådighed. Vi bliver gang på gang overrasket, og sydstaterne har indtil videre været meget indbydende og har givet os lyst til mere.

Lidt flere stemningsbilleder fra turen østover fra New Orleans til Jacksonville

I løbet af vores uge i New Orleans var vi på udflugter i oplandet til byen. Det var guidede turer hvor vi blev kørt i bus ud til vådområderne øst for New Orleans og derfra på bådtur, og mod vest til de oprindelige sukkerrørsplantager, hvor man kan komme på besøg i de bevarede plantagebygninger, herunder hovedhusene og slavernes “boliger”.
Vi var først på tur i sumpen øst for New Orleans .

Vi kom ud og sejle i sumpen i en fladbundet båd med plads til ca 20 turister og en guide. Her så vi alligatorer, masser af fugle, vaskebjørne, edderkopper og lidt af hvert andet.

Det var en hyggelig og brandvarm tur. Vi var 2 timer på vandet, og vendte snuden hjemad derefter, og var hjemme så vi lige kunne forkæle ganerne med en omgang seafood og burgere på den lokale restaurant til aften. Skøn dag!

Dagen efter var det afsted på besøg på sukkerrørsplantager.

Laura Plantation og Oak Alley Plantation
Sukkerrørsplantagerne ligger langs Mississippifloden fra Natches i staten Mississppi til New Orleans i Louisiana. Der var oprindelige rigtigt mange plantager, og i dag kan man komme på besøg i enkelte bevarede plantager. Der produceres stadig sukker fra sukkerrør, nutidens marker ejes bare ikke af plantager længere. Det er almindeligt landbrug, og er industrialiseret med knudepunkter ved Mississippifloden. Sukker løber man ikke tør for i New Orleans!

Vi besøgte først Laura Plantation, hvor vi fik en stor rundtur i hovedhuset og efterfølgende blev vist rundt i slavernes bygninger. På Laura Plantation var der meget historie fra tiden ca. 1800 til 1863, hvor The Emancipation Proclamation blev deklareret af Abraham Lincoln og slaverne dermed i princippet blev sat fri, og om tiden efterfølgende (hvor de tidligere slaver, kaldet freedmen, reelt set ikke var meget bedre stillet).

Efter Laura Plantation var det videre til Oak Alley Plantation. Den er berømt for sine egetræsalléer og haver, og er virkelig smuk. Den har også lagt kulisse til mange film og serier. Her måtte vi ikke tage billeder indenfor.

Plantagebygningerne og haverne omkring dem er meget smukke. Her er stille, frodigt og velplejet. Byggerierne er solidt opførte i meget høj kvalitet, gennemtænkte i indretning og temmelig luksuriøse. De gamle egetræer og de franske haver i det frodige landskab giver en fantastisk stemning.
Det står alt sammen i skarp kontrast til det liv, slaverne har levet her, som var så grusomt, som noget kan være. 16, nogle gange 20 timers arbejdsdag, ingen fridage og så den altopslidende hede og luftfugtighed.
Den forventede levealder for slaver var 25-36 år. Hvis de ikke døde af tuberkulose eller anden sygdom, blev bidt af giftslanger i markerne eller anden ulykke, døde de af nyresvigt grundet væskemangel. De boede i 12 mands hytter, hvor de måtte tage sig af hinandens børn, indtil de var gamle nok til at komme i marken som 9-årige.
Da forældrene jo døde tidligt, levede slaverne sammen i hytterne som “mixed families” da de efterladte børn skulle passes af andre familier.
De mandlige plantageejere og familiemedlemmer fik børn med flere af slaverne, og disse børn blev betragtet som slaver, og sendt i marken.
Samtidigt får man ikke indtrykket af, at livet som plantageejer var specielt morsomt. Der var uendeligt mange intriger og slagsmål om penge og arv, indavl da familiemedlemmer giftede sig med hinanden osv.

Oplevelsen af plantagebesøgende er derfor tveægget. Hovedhusene og haverne fremstår så smukke og romantiske som noget kan, og samtidigt er stemningen lidt trykket under besøget, da det nærmest ikke er til at begribe hvilke grusomheder, der er foregået her.
Vi havde alligevel en fantastisk dag, og blev meget klogere på de historiske aspekter af New Orleans og oplandet omkring Mississippi-floden.

Lidt om Hurricane Katrina
Orkanen Katrina ramte Louisiana og New Orleans i slutningen af august 2005. Det er længe siden, og de dele af New Orleans, som besøges af turister, er for længst genopbygget. Det er dog ikke tilfældet i dele af oplandet til New Orleans, og det har haft katastrofale konsekvenser for specielt områderne i det østlige New Orleans. Vores turguider og indbyggerne i New Orleans taler stadig om katastrofen, og den fylder meget i lokalbefolkningens bevidsthed. De fortæller om hændelserne under katastrofen og eftertiden med følgerne.
Da orkanen ramte, blev 80 procent af byen dækket af vand, nogle steder i op til 12 fods højde. De fleste indbyggere flygtede, nogle få blev hvor de var. Orkanen forårsagede i underkanten af 2.000 dødsfald.
Inden orkanen ramte, var det østlige New Orleans det nye, flotte og eftertragtede sted at slå sig ned. Her var nye skoler, hospitaler og generelt gode forhold for indbyggerne og også stedet hvor alle kendisserne slog sig ned. Området, som er stort, blev fuldstændigt raseret under orkanen, og indbyggerne, som var flygtet, vendte simpelthen aldrig tilbage. Det medførte spøgelsesbyer efterfulgt af meget høj kriminalitet. I dag er det så slemt, at det førhen eftertragtede område er så farligt at færdes i, at vores turguide ikke engang turde tanke bussen på tankstationerne langs motorvejen. Supermarkedskæder har efterladt deres store byggerier og parkeringspladser, som nu blot forfalder. Forlystelsesparken Six Flags tegnede inden katastrofen en 70 årig aftale på leje af et større område med forpligtigelse på at levere forlystelser, og her står de gamle rutsjebaner nu som tomme skeletter i horisonten når man suser forbi på afstand på motorvejen.
Hurricane Katrina har efterladt New Orleans med store socialpolitiske problemer, og i betragtning af omfanget af kriminalitet og hvor trøstesløst området øst for New Orleans ser ud i dag, er der stadig lang vej tilbage til tiden før orkanen.
Vi tænker ikke, at fremtiden ser lys ud. Store dele af områderne ligger i niveau under havets overflade, og med klimaforandringer og vandstandsstigninger in mente, må der være risiko for gentagelse af historien, desværre.

The Aints!
En sjov historie vi fik fortalt omhandler NFL holdet fra New Orleans (amerikansk fodbold).
De er meget troende hernede, og deres hold hedder intet mindre end the Saints – Helgende.
Deres sportslige resultater op til midten af firserne var dog så pivringe, at klubbens fans i stedet gav dem øgenavnet The Aints, som på sydstatsamerikansk betyder noget i retning af “dem, der er ikke er noget”. ‘Are not’ trækkes sammen til ain’t.
Det var så grelt, at fansense kom i tanke om at tage brune plastikposer over hovederne, når de var til kamp på stadion. På den måde kunne de ikke genkendes hvis de skulle være så uheldige at blive fanget af kameraet og vist i fjernsynet.
Det må have givet et klart signal til fodboldholdet.

Man var dog urolig for, at man havde forstyrret ånderne under byggeriet af New Orleans’ Superdome, som er hjemmebanen. Man måtte flytte en af byens gravsteder under byggeriet, og måske var hjemmebanen derfor forbandet eller bare hjemsøgt.
Pave John Paul II besøgte New Orleans i 1987 i anden officiel sammenhæng, men da han nu alligevel var i byen, spurgte holdets fans om ikke han kunne smutte forbi og velsigne stadionet – blot for en sikkerheds skyld.
Det gjorde han så.
Den sæson leverede the (S)Aints deres hidtil bedste resultat og kvalificerede sig på mirakuløs vis for første gang til play-off kampene 🙂 .
Vi ved ikke hvor meget fakta, der er i den historie, men den er yndet hernede, og vi fik et godt grin.

Vi havde nogle rigtigt gode og lærerige ture rundt i Louisiana, uden for New Orleans. Guiderne og indbyggerne fortæller meget gerne om deres lokalhistorie, og vi suger indtrykkene til os.
Vi var 8 dage i New Orleans, og føler alligevel, at der var meget vi ikke nåede. Der er i hvert fald masser af oplevelser at komme tilbage til en anden gang, om ikke andet så den fantastiske mad og stemning fra jazzklubberne.

Vi er ankommet til Sydstaterne og har taget hul på vores anden halvdel af rundrejsen med en uge i billedskønne New Orleans – eller N’Awlins, som de siger hernede. De har været en uge med mange nye indtryk og en omstillingsproces fra turen i autocamper på vestkysten til en helt anden rejsekultur her i “The deep South”.
New Orleans, som ligger i staten Louisiana er bare fantastisk. Vi troede, at vi skulle slappe lidt af her, men byen har så meget at byde på, at oplevelserne har stået i kø, og vi kan åbenbart ikke forholde os i ro, når eventyrene venter lige uden for døren.
Først og fremmest har vi dog måtte omstille os fra den lidt kølige vestkyst med temperaturer i nærheden af små 20 grader til næsten ulidelig hedebølge. Her er 36-38 grader, hvilket nok er ok i sig selv, men med meget høj luftfugtighed giver det varmeindeks til 46-47 grader. Det har været kvælende varmt, og vi har måttet gemme os i airconditioning i mange af dagtimerne.
Men sikke en by og et opland. Det er helt anderledes end alt andet vi har set.

Det mest berømte område i New Orleans er The French Quarter, hvor den gamle franske byggestil er bevaret. Her er spækket med restauranter, caféer, markeder og jazzmusikken driver ud på gaderne fra alle spillestederne. Der er musik på gaden, på barerne, på bådene osv. Det er svært ikke at blive betaget af, og mange, som er rejst hertil, er aldrig kommet videre (De kaldes lokalt “The never-lefts”). Derudover er maden her berømt. Man spiser seafood fra nærliggende vådområder – muslinger, krabber, rejer, crawfish, catfish osv. Vi har fået os nogle gevaldige aha-oplevelser med maden, det smager som intet andet og virkelig godt.
Samtidigt skal man se sig for, for byen er desværre også berygtet for kriminalitet. Der skete os dog ikke noget!

Vi brugte den første dag her på at blive indkvarteret i vores “shotgun” – det hedder hustypen, som vel nærmest er et tyndt paphus klodset op på stolper, og derefter få set det berømte turistcentrum. Efter en tur på 5-6 timer i heden nede i byen, var vi fuldstændig udbrændte, overkogte og færdige for dén dag. Hjem i airconditioning, frem med fjernbetjeningen og se en film. Man skal passe meget på heden, sveden springer af huden så snart man er udenfor.

Vi boede i et område mellem turistcentrum og den største park i New Orleans. Det var meget lokalt, og vi var absolut de eneste hvide turister i kvarteret. Det er ikke i sig selv noget problem, men vi blev lagt mærke til. Det var ikke det bedste kvarter, da det er berygtet for kriminalitet, og fattigdommen her er iøjefaldende. Vi oplevede at blive spurgt om vi havde nogle penge i overskud flere gange, og der kom endda en af de hjemløse op på vores veranda og spurgte om hjælp til overnatning. Samtidigt med det oplever vi endnu større imødekommenhed og hjælpsomhed end de andre steder vi har været hidtil, så det er kontrastfyldt.
Demografien her er også anderledes end i det vestlige USA. New Orleans ligger ved Mississippi flodens udspring, og langs Mississippifloden lå sukkerrørsplantagerne i gamle dage. Den afroamerikanske del af befolkningen er klart i overtal her. Vi kan ikke undgå at bemærke, at det er netop den del af befolkningen, som er fattigere end ellers, og som samtidig er mere imødekommende, venlige og hjælpsomme overfor de til tider vildfarne turister. Det er tankevækkende.

En af aftenerne var vi afsted på Mississippifloden med en hjuldamper på jazzcruise. Der var drinks i baren, og live jazzmusik til en solnedgangssejlads op og ned ad floden fra centrum af byen. Det var helt fantastisk hyggeligt, og det viste sig at være vores udlejer, som spillede trompet og sang i bandet.

New Orleans er også kendt for Mardi Gras, som afholdes i hele byen, og med optog i Garden District. Garden District er den amerikanske del af byen, hvor de store flotte alléer med egetræer og overdådige palælignende huse ligger. Vi gik en tur der en eftermiddag, og fik et indtryk af kvarteret. Der er meget roligt, stort og overdådigt.
Det var også stinkende varmt, så efter en længere tur med trolly (det lokale tog, som kører rundt på de større alléer) og en gåtur i kvarteret måtte vi hjem og frelses af airconditioningen – igen.

Her er mange restauranter og spisesteder. Vi endte på Katie’s to gange – det var så godt, at det måtte vi prøve igen :-D. Et lille lokalt sted, som vi aldrig havde fundet hvis ikke en Uber-chauffør havde nævnt det for os. Seafood mikset med fransk doughnut, ost og mellemamerikanske krydderier lyder mærkeligt, og smager guddommeligt. Man skal bare kaste sig ud i det.
Blandingen af kulturer fra England, Frankrig, Spanien, Afrika, Mellemamerika osv. kaldes creole. Betegnelsen anvendes i forbindelse med musik, mad og alt muligt andet. Pointen er, at det er alt muligt andet end amerikansk. Befolkningen er meget stolt af creole og afkoblingen fra alt amerikansk her i N’awlins, hvilket er lidt sjovt da det jo er i USA…
Det er en smeltedigel af alt muligt, og det er der kommet meget godt ud af.

Den sidste hele dag vi havde i New Orleans brugte vi i parken og på kunstmuseum.
Der var lidt Monét, Picasso, Jackson Pollock, Andy Warhol og moderne kunst. Flot kunstmuseum og virkelig flot park. Det var et afbræk fra de mere overrendte turistattraktioner, selvom her nu ikke har været mange turister. Sæsonen er egentligt fra oktober til april.

Vi har generelt forsøgt os med offentlige transportmidler i New Orleans, med blandet succes. Nogle gange kom bussen, nogle gange gjorde den ikke, og så blev vi stegt i solen mens vi ventede på den næste.
Denne dag stod vi ude på gaden og lignede nok en flok forvildede turister (igen), da en lille familie stoppede op ved siden af vejen og spurgte, hvor vi skulle hen. Efter lidt snak endte vi i deres bil, og blev kørt helt til museet. Det er første gang vi har gjort sådan noget, men hjælpsomheden her i byen er bemærkelsesværdig. Specielt set i lyset af den udbredte fattigdom og demografi som beskrevet tidligere.

Ud over ovenstående har vi i samme uge været på besøg på sukkerrørsplantager og på sejlads i sumpområderne for at se på dyrelivet, heriblandt alligatorerne. Det kommer i eget blogindlæg, for det var nogle lidt anderledes og store oplevelser.

Lidt flere stemningsbilleder

Vi har taget turen op ad Stillehavskysten fra Los Angeles og tilbage til udgangspunktet i San Francisco, hvor autocamperen skal afleveres tilbage efter 1½ måneds rundrejse i det vestlige USA.
Det har været begivenhedsrigt den seneste uge, hvor vi har set Los Angeles, Santa Barbara, Solvang og Monterey – alt sammen på kysten mellem Los Angeles og San Francisco.

Los Angeles
Den generelle konsensus på diverse rejsefora og hos autocamper-rejsende er, at Los Angeles ikke er et sted, der skal prioriteres højt af flere forskellige årsager.
Så vi tog til Los Angeles uden de store forventninger, og have kun planlagt en enkelt dag i byen, inden turen skulle gå videre nordpå.
Vi blev derfor noget overraskede – Los Angeles har taget os med storm! Sikke en fantastisk by fuld af alt fra Hollywood glamour, imponerende shoppinggader, overdådige Beverly Hills og til små hyggelige café miljøer, bjerge i baglandet med masser af vandreruter og fantastiske strande.
Så vi blev lige en dag ekstra 😉

Vi boede på en campingplads i Northridge ca. 25 miles / 40km fra stranden. Det er stadig i Los Angeles, og byen er i det hele taget utrolig stor. Vi kunne ikke tage autocamperen ind til centrum, så vi var afsted med Uber (taxasystemet, hvor man kører med private, civile amerikanere i deres egen bil) frem og tilbage til byen og stranden. Det gik fint, og vi fik snakket en hel masse med mange forskellige mennesker på køreturene.
Første dag tog vi ind til Hollywood Boulevard, Walk of Fame – der hvor alle de kendte har en stjerne indgraveret i fortovet. Der gik vi selvfølgelig en lang tur og genkendte alle vores helte fra film og musikindustrien.

Walk of Fame er centreret omkring Hollywood Highland Mall som er et ret fint og hyggeligt shoppingområde og Chinese Theater, hvor stjernenes hånd- og fodaftryk er afsat i beton på pladsen foran biografen. Vi blev mødt af stor gæstfrihed og hjælp til at finde vej, selvom det er et travlt turistcentrum. Det var en god oplevelse.

Efter at have kigget på stjerner – altså dem i fortovet – tog vi en bustur rundt i Los Angeles for at få et overblik og indtryk af byen. Pigerne sad selvfølgelig forrest.

Dagen efter startede vi i en berømt guitarbutik i Los Angeles – Normans Rare Guitars. Det kunne været blevet et rigtigt dyrt besøg, men der blev ikke investeret i denne omgang. Det var alligevel et sjovt sted at få set.

Derefter var det afsted til stranden og Santa Monica Pier. Pier’en er en træmole ud i havet med restauranter og tivoli, som er godt besøgt. Stranden ved siden af er skøn, så der tog vi en bade-eftermiddag inden vi gik tilbage på land og spiste i det hyggelige område nede ved vandet.

Det var los Angeles. Vi så jo kun en lille del af byen, og her er meget at komme tilbage efter. Man skal dog nok prioritere at bo på hotel midt inde i byen, i stedet for transporten frem og tilbage til.
Vi bed mærke i, at priserne i los Angeles generelt er lavere og mere gennemskuelige end i San Diego. Derudover blev vi mødt af meget stor venlighed og imødekommenhed overalt, og vi blev i det hele taget i meget godt humor af at være i byen.
Så vi beklager, San Diego – men du er slået hjem i ludo!
Der fulgte en rejsedag efter vores visit i Los Angeles, og på denne besøgte vi Santa Barbara og Solvang.

Santa Barbara
Santa Barbara er en lille kystby i spansk kolonistil. Bystyret har sat begrænsninger på højden af byens bygninger, og de er alle sammen sydeuropæisk inspirerede. Byen står i kontrast til trængslen og trafikken i Los Angeles – her er roligt og fredeligt, og så fyldt med en masse små hyggelige restauranter og vinbarer. Meget som i Sydeuropa.
Der er også en Pier ud i havet her, men oplevelsen er en ganske anden end i Los Angeles. Her er ingen larmende musik, eller prædikanter fra diverse religioner med højrøstede budskaber – her er bare roligt og dejligt. Det er også et populært sted at bo, og det forstår vi godt.
Vejret i Santa Barbara var overskyet. De kalder vejret for “June Gloom”, som er en betegnelse for formiddagsskydække, som forsvinder om eftermiddagen. I år har solen desværre haft svært ved at komme igennem skyerne, og vi har oplevet en del overskyede dage langs kysten i Californien.

Solvang
Turen gik videre på køredagen, og vi trillede op igennem det første bjergpas fra kysten og ind til Solvang. Når man krydser det første bjergpas, kommer man fri af skyerne ude fra havet, og så er det pludseligt fuldstændigt skyfrit. Vi har oplevet temperaturforskelle fra 28 grader til 19 grader inden for en kort køretur afhængigt af, om man er “in the valley” lige bag de første småbjerge langs kysten eller ude ved selve kysten.

Så vejret var fantastisk i Solvang.
Solvang er den lille, men berømte dansker-koloni på vejen mellem Los Angeles og San Francisco. Vejnavnene og bagerbutikkerne har danske navne, opkaldt efter de danskere, der oprindeligt bosatte sig her for ca. 100 år siden. Byen minder lidt om den gamle by, bare på en lidt mere amerikansk-turistet måde.
Vi fik både kanelsnegl og æbleskiver, og gik en hyggelig tur.
En amerikansk kvinde overhørte Helle og Torbens samtale i en bagerbutik og var overrasket over at vi talte dansk. Vi forklarede, selvfølgelig meget pædagogisk, at vi skam kommer fra Danmark og bor der. Vi syntes dog selv, at det var temmelig åbenlyst, vores påklædning på dagen i betragtning. Derefter sagde Karoline og Emilia et eller andet til hinanden, hvorefter kvinden højlydt udbrød “WOW – the kids speak Danish too!” Suk. Hun lugtede også lidt af sprut…
Vi mødte dog til vores overraskelse ikke en eneste anden dansktalende i byen. Det er nok ikke sæson for danske turister endnu.

Den lange køredag blev afsluttet med en overnatning i naturen i Morro Bay cirka halvvejs mellem LA og San Francisco. Vi boede i skoven ved kysten, og fik en fantastisk solnedgang over Stillehavet med.

Monterey
Ååhr, Monterey. De skønne steder steder ligger på en perlesnor langs kysten, og Monterey er simpelthen enestående.
Her prioriterede vi to hele dage. En dag i byen og en dag på havet, hvor vi var på hvalsafari. Vi kunne ikke bo inde i byen med autocamperen, så vi boede 8 miles derfra, og tog bare autocamperen ind til byen, hvor der var fine parkeringspladser til “oversized vehicles”.
Vi endte derfor på Laguna Seca Raceway – en meget berømt racerbane, som åbenbart har en campingplads tilknyttet. Der boede vi så med udsigt over banen og de smukke bakker i Monterey og Salinas.

Monterey ligger på en halvø ud i Stillehavet. Der er et flot og meget besøgt havneområde og en hyggelig bymidte.
Der er et fantastisk dyreliv lige nede ved strandene og molerne. Vi så masser af søløver, sæler, pelikaner, havoddere og mange forskellige havfugle. Dyrelivet er lige for næsen, når man går en tur langs kysten eller molen. Man kan ikke lade være med at grine lidt af specielt søløverne, som tager livet meget roligt, mens de snorker på stenene i vandkanten.
Inde i byen er der bare hyggeligt. Masser af små butikker og cafemiljø, og så bliver man gratis kørt rundt af byens shuttle service. Man kan ikke rigtigt bede om mere.

Dagen efter var det afsted på 4 timers hvalsafari ud fra Monterey og ud i Stillehavet. Vi sejlede med en tidligere kystvagt-båd, som var meget sødygtig, og vi var så heldige at se 3 forskellige delfinarter og pukkelhvaler, pelikaner, albatrosser og en enkelt søløve til vands. Delfinerne svømmede langs båden sammen med os, sprang op af havet, og legede. Pukkelhvalerne så vi fra lidt større afstand – de er jo store.

Der var roligt på vandet inde ved Monterey, men længere ude på havet blev det lidt mere vildt, og Karoline fik desværre lidt søsyge. Hun klarede det dog i stiv arm, og fik en god tur ud af det alligevel.

Der var en havbiolog med på turen som guide, som kunne fortælle om alle dyrene. Det var spændende.
Vi så ca. 300 delfiner og 7-8 pukkelhvaler. Det var ret overvældende.

Det eneste malurt i bægeret i Monterey var, at Monterey Fairgrounds var lukket for offentligheden lige i den uge, vi besøgte. Inde bagved hegnet er ellers scenen for den skelsættende 1967 Monterey Popfestival, hvor Jimi Hendrix fik sit amerikanske gennembrud, da han brændte sin guitar på scenen og banede vejen for moderne rockmusik. Scenen er der stadig, og stedet hvor guitaren blev brændt, er i dag markeret med Jimi Hendrix’s signatur. Det ville faderen gerne have set. Det må blive næste gang.

Efter Monterey var det op og aflevere autocamperen i San Francisco. Vi havde en enkelt nat i Moss Landing, og en lidt uden for San Francisco i en nylig anlagt State Park Coyote Hills.

Derefter måtte vi af med autocamperen, og er nu indlogeret på lufthavnshotel og skal flyve i morgen til New Orleans.

Det markerer afslutningen på første del af vores USA rejse. Det har været vildt, det er gået stærkt, vi har fået utroligt mange indtryk, og set mere end vi havde troet. Mødt mange mennesker, spist rigtigt mange burgere :), set en masse campingpladser, storbyer, nationalparker og rigtig meget natur og dyreliv.
Vi har også set en hel masse landevej, der er brugt mange timer på motorveje, landeveje, bjergveje, grusveje osv.
Vi er faktisk lidt mættet af indtryk, men har et par rolige dage inden det går løs på østkysten og sydstaterne.
Det var både godt og skidt at aflevere autocamperen – Torben chauffør orker ikke mere kørsel i den. Det har været hårdt, simpelthen fordi den var så stor og skal håndteres med et øje på hver finger. Omvendt har det været virkelig bekvemt at have alt ved hånden hele tiden.
Vi kørte 3.277 miles i den, eller ca. 5.250km, boede på 21 forskellige campingpladser foruden hotel i San Francisco i starten og slutningen af turen samt i Las Vegas.

Vi flyver til middag i morgen, og ankommer i New Orleans sent i morgen aften. Derefter har vi 8 dage i New Orleans i et lille hus, og vi ser frem til rigtig sydstats afslapning!

Så nåede vi ud til Stillehavskysten igen. Efter et par ret lange dage i autocamperen på landeveje og motorveje, er vi tilbage i Californien og er i San Diego.
På vejen hertil har vi haft et par stop og overnatninger, da afstandene er store. Vi kørte fra Gran Canyon til Kingman af Route 66 og sov der en enkelt nat, og derefter videre til nationalparken Joshua Tree, hvor overnattede en enkelt nat ude under stjernehimlen i ørkenen. Her var bestemt ikke var mange mennesker.

Joshua Tree Nation Park er et ørkenområde, hvor de finurlige træer, som vist ovenfor, befinder sig. Her var ikke mange mennesker, og slet intet kunstigt lys. Samtidigt var det første af natten månefri, så vi fik virkelig set noget stjernehimmel fra taget af autocamperen, eller bare liggende ude på vejen – der kom jo ingen biler.
Nationalparken er forbavsende fuld af liv – småfugle, ørne, alskens firben og egernlignende smådyr, som er overalt. Der er også skildpadder og slanger, men vi var ikke så heldige at møde nogle af dem. Til gengæld så vi Roadrunnere. Mip-Miiip – dog ingen uheldig coyotes 😉

Joshua Tree var fantastisk. Der var måske 22-23 grader, høj sol, smuk og anderledes natur, og virkelig roligt. Her kunne vi godt have brugt en dag mere.
Men vi skulle videre mod San Diego, og vi kørte midt på dagen den følgende dag. Allerede på vejen ind til San Diego blev vi advaret om paradigmeskifte på autocamperturen – nu kom vi til storbyen, og nerverne sad lidt uden på tøjet på motorvejen i tæt trafik og op til 8 spor i hver retning. Vi fik endda forvildet os over i en fast-track vejbane for de hurtigere trafikanter, og pløjede hen over alle dobbeltovertrukne linjer i fuld fart på vejen ud af den igen. Vi kom heldigvis igennem uden uheld, men godt udmattede.

Vi har boet på 2 forskellige campingpladser i San Diego, for at få det til at gå op med bookinger. Først i Chula Vista, hvor vi boede på en KOA plads. Her var swimmingpool, store hoppepuder, film under himlen om aftenen og pigerne havde en fest. Det var tiltrængt, og de legede med en masse amerikanske børn. Området Chula Vista uden for campingpladsen virkede ikke så trygt, specielt ikke efter mørkets frembrud. Så vi var på campingpladsen, eller tog helst en Uber (privat taxasystem herovre) når vi tog ind til byen.
Vi tog en enkelt dag ind til San Diego Down Town, spiste i Little Italy og fik set midtbyen. Det var meget fint.

Vejret er til gengæld ikke noget af prale af. Ca. 18 grader, overskyet og med lidt regn ind i mellem. Om eftermiddagen klarer det lidt op, men det er ikke det vi regnede med. Det er lidt øv.

Efter et par dage flyttede vi så til en anden campingplads ude ved Stillehavskysten her i San Diego. Vi skulle nemlig have surf-undervisning, og så er det bedst ikke at bo alt for langt væk fra stranden.
Man kan ikke køre rundt med autocamperen her i byen og håbe på at finde parkering, så vi måtte med taxa/Uber. Det gik også fint, og var reelt eneste mulighed, da busserne ikke kørte pga. strejker.
Vi fik 1½ times surf-undervisning på stranden og dagen efter kunne vi så leje surfboards og våddragter og prøve lykken selv, uden instruktør. Det er virkelig sjovt, og helt vildt svært. Men det lykkedes alligevel ind i mellem at fange en bølge, komme op og stå og holde balancen .

Man kan slå sig ved surfing, og mor Helle valgte også at tage den lidt med ro og tage billeder i stedet.
Den sidste dag i San Diego brugte vi i Sea World – en forlystelsespark med havets dyr som tema, og med masser af shows. Vi så delfinshow, spækhuggershow, søløver, pingviner, belugahvaler, hajer, agede rokker osv. Det var rigtig sjovt og hyggeligt.

Det var San Diego. I morgen tidlig pakker vi sammen og kører til Los Angeles.
Lidt stemningsbilleder.