San Diego og Joshua Tree

Så nåede vi ud til Stillehavskysten igen. Efter et par ret lange dage i autocamperen på landeveje og motorveje, er vi tilbage i Californien og er i San Diego.
På vejen hertil har vi haft et par stop og overnatninger, da afstandene er store. Vi kørte fra Gran Canyon til Kingman af Route 66 og sov der en enkelt nat, og derefter videre til nationalparken Joshua Tree, hvor overnattede en enkelt nat ude under stjernehimlen i ørkenen. Her var bestemt ikke var mange mennesker.

Joshue Tree National Park – og det dér er så de omtalte Joshua Trees.
Joshua Tree National Park – og kolossen / autocamperen.

Joshua Tree Nation Park er et ørkenområde, hvor de finurlige træer, som vist ovenfor, befinder sig. Her var ikke mange mennesker, og slet intet kunstigt lys. Samtidigt var det første af natten månefri, så vi fik virkelig set noget stjernehimmel fra taget af autocamperen, eller bare liggende ude på vejen – der kom jo ingen biler.
Nationalparken er forbavsende fuld af liv – småfugle, ørne, alskens firben og egernlignende smådyr, som er overalt. Der er også skildpadder og slanger, men vi var ikke så heldige at møde nogle af dem. Til gengæld så vi Roadrunnere. Mip-Miiip – dog ingen uheldig coyotes 😉

Vi tog en mindre vandretur på et par timer, inden autocamperen blev rettet mod San Diego.
Aftenbål foran camperen. Det var en NPS campground, så ingen hook-ups og masser af natur.

Joshua Tree var fantastisk. Der var måske 22-23 grader, høj sol, smuk og anderledes natur, og virkelig roligt. Her kunne vi godt have brugt en dag mere.
Men vi skulle videre mod San Diego, og vi kørte midt på dagen den følgende dag. Allerede på vejen ind til San Diego blev vi advaret om paradigmeskifte på autocamperturen – nu kom vi til storbyen, og nerverne sad lidt uden på tøjet på motorvejen i tæt trafik og op til 8 spor i hver retning. Vi fik endda forvildet os over i en fast-track vejbane for de hurtigere trafikanter, og pløjede hen over alle dobbeltovertrukne linjer i fuld fart på vejen ud af den igen. Vi kom heldigvis igennem uden uheld, men godt udmattede.

Håndbold på campingpladsen i Chula Vista, San Diego.

Vi har boet på 2 forskellige campingpladser i San Diego, for at få det til at gå op med bookinger. Først i Chula Vista, hvor vi boede på en KOA plads. Her var swimmingpool, store hoppepuder, film under himlen om aftenen og pigerne havde en fest. Det var tiltrængt, og de legede med en masse amerikanske børn. Området Chula Vista uden for campingpladsen virkede ikke så trygt, specielt ikke efter mørkets frembrud. Så vi var på campingpladsen, eller tog helst en Uber (privat taxasystem herovre) når vi tog ind til byen.
Vi tog en enkelt dag ind til San Diego Down Town, spiste i Little Italy og fik set midtbyen. Det var meget fint.

Little Italy, San Diego
Havnepromenaden i San Diego. Hangarskivet Midway fra Stillehavskrigen mod Japan ligger i baggrunden og er museum i dag.
Downtown San Diego
Togtur på campingpladsen – pigerne hyggede sig.
Film om aftenen på campingpladsen

Vejret er til gengæld ikke noget af prale af. Ca. 18 grader, overskyet og med lidt regn ind i mellem. Om eftermiddagen klarer det lidt op, men det er ikke det vi regnede med. Det er lidt øv.

Efter et par dage flyttede vi så til en anden campingplads ude ved Stillehavskysten her i San Diego. Vi skulle nemlig have surf-undervisning, og så er det bedst ikke at bo alt for langt væk fra stranden.
Man kan ikke køre rundt med autocamperen her i byen og håbe på at finde parkering, så vi måtte med taxa/Uber. Det gik også fint, og var reelt eneste mulighed, da busserne ikke kørte pga. strejker.
Vi fik 1½ times surf-undervisning på stranden og dagen efter kunne vi så leje surfboards og våddragter og prøve lykken selv, uden instruktør. Det er virkelig sjovt, og helt vildt svært. Men det lykkedes alligevel ind i mellem at fange en bølge, komme op og stå og holde balancen .

Yderst sjældent billede af faderen med begge ben på surfbrættet og i oprejst tilstand. Det meste af tiden foregår under vand og på hovedet. Man ser også de utroligt store bølger, man surfer på når man er på vores niveau… Men det er virkeligt sjovt!
Karoline har fanget en bølge og er kommet hele vejen ind på stranden på boardet – virkelig flot!
Det lykkes for Emilia! Klik på videoen.

Man kan slå sig ved surfing, og mor Helle valgte også at tage den lidt med ro og tage billeder i stedet.
Den sidste dag i San Diego brugte vi i Sea World – en forlystelsespark med havets dyr som tema, og med masser af shows. Vi så delfinshow, spækhuggershow, søløver, pingviner, belugahvaler, hajer, agede rokker osv. Det var rigtig sjovt og hyggeligt.

Delfinshow
Spækhuggere.
Og sjove rutsjebaner, som pigerne fik lokket forældrene i.
All Inclusive i Seaworld – dvs. masser af colaer, burgere, fritter, cheesecake og den slags sund mad. Selv Karoline fik nok af det, så det må have været slemt 😉
Campingplads i San Diego ved kysten. Det naturskønne er skiftet ud med tæt campering og mange køretøjer. Klientellet er også skiftet fra naturinteresserede til ret støjende, dovne campister. Der spilles høj musik uden hensyn til naboer, og man orker ikke at gå 100m til baren – man tager den medbragte golfcart, sætter hele familien på, skruer helt op for musikken og drøner igennem campingpladsen.
Vi bor heldigvis fredeligt, og har været heldige at få en god plads. Kl 23 skal alt slukkes, og så er her helt ro.

Det var San Diego. I morgen tidlig pakker vi sammen og kører til Los Angeles.
Lidt stemningsbilleder.

“Girls are strong” – vores 2 klarer det i hvert fald virkeligt godt!
Route 66 på vej fra Kingman til Joshua Tree
Igennem Mojave Dessert på vej til Joshua Tree – her vokser ikke mange planter
Endeløse tog. Tre lokomotiver forrest og uendeligt mange togvogne med gods. Vi bliver forbavset hver gang, de er nok over en kilometer lange. Dette var i Arizona.
Joshua Tree – er der sten, må der klatres.
På molen i San Diego. Der var delfiner i vandet nær ved kysten, som vi stod og kiggede på et stykke tid.
KOA campingsplads i Kingman, Arizona. Byen så vi ikke meget af, men campingpladsen var meget fin. Masser af plads, ro, swimmingpool, minigolf og full hook up.
Morgenmad på vores patio
Og en tur i swimmingpool
Root Beer er en slags sodavand, de drikker herovre. Det smager af tyggegummi, og er ret lækkert! På Route 66 har de selvfølgelig opfundet “Route” beer i stedet – same thing.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *