Der er noget om det. Det er godt nok stort, her i Grand Canyon.
Vi har forladt Arizonas ørken for en stund og er kommet lidt op i højderne igen for at komme til Grand Canyon. Vi kørte om morgenen i høj sol og varmt vejr, 3 timer senere lige efter indgangen til nationalparken Grand Canyon var der sne og hagl. Det stoppede heldigvis igen.
Vi har været så heldige – igen – at få booket os en plads inde i nationalparken, og har boet lige umiddelbart ved stoppested til de gratis shuttlebusser, som kører turister rundt på South Rim – sydsiden af Grand Canyon.
Billederne nedenfor er taget inden for meget kort tidsrum. Naturen er meget omskiftelig her, afhængigt af højderne man befinder sig i.
Den første dag, vi var var i Grand Canyon, var det lidt småkoldt, og vi havde trøjer og jakker på. Tordenskyerne truede, og der kom lidt vand.
Vi gik nu alligevel en god lang tur langs South Rim. Det er en meget fin sti langs kanten til dalen, hvorfra der er masser af gode udsigter over dalen.
På andendagen var det på med vandretøjet, få pakket mor Helles store og nødvendige madpakker, en masse vand i tasken og så afsted på vandring og eventyr! Vejret var skiftet om til solskin, med behagelige temperaturer på ca. 25 grader.
Fra Grand Canyon Village, som er en lille bebyggelse i nationalparken med lidt restauranter, togstation, visitorcenters og campingpladser, kan man gå direkte af etableret vandrerute ned i Grand Canyon. Det er bestemt ikke alle, som begiver sig ud på sådan noget, mange nøjes med at se det fra oven. Vi tog nu udfordringen op.
Der er selvfølgelig godt styr på turisterne, og man får ikke lov at begive sig længere ud end Park Rangerne giver lov til.
På dette trail var der to resthouses. Et ved ca. 2,5km nede af bjergsiden og et ved 5km nede af bjergsiden. Man får ikke lov at gå længere end dertil, uden forudgående aftalte med Rangerne. Det var også rigeligt, vi gik de 5 km og små 700 højdemeter ned.
Vi var temmelig udmattede, da vi kom retur. Det var en meget sej opstigning, og heldigvis har vi prøvet det før.
Alligevel fik vi kun kradset i overfladen af Grand Canyon, og hvad den har at byde på. Vi nåede ca 1/3 af vejen ned til Colorado River, og det kræver et helt andet udstyrsniveau, overnatninger undervejs og tid at nå helt derned og tilbage igen.
På den måde virkede det en smule uforløst, for vi vil jo helst nå helt i mål, når vi sætter os det for. Det var ikke realistisk her, men der er bestemt noget at komme tilbage efter!
Grand Canyon er simpelthen bare meget større end det andet, vi har set hidtil.
Efter vandreturen var det hjem i bad, og så var der engelsk lektier på campingpladsen. Pigerne udfylder opgavehæfte til deres Junior Ranger Program.
Vi har sovet 2 nætter i Grand Canyon og er kørt videre mod vestkysten. Ruten var af den legendariske Route 66, som jo går fra Chicago til Los Angeles. Vi fik selvfølgelig kun et lille udsnit af den, men vi har da oplevet stemningen alligevel.
Route 66 er altså et pudsigt fænomen. Der står en masse gamle biler, tankstationer, værksteder m.m. i småbyer langs vejen fra 1930’erne og frem. Det bliver ikke vedligeholdt, og meningen er åbenbart, at tingene skal stå og forfalde. Det giver selvfølgelig en meget speciel stemning, men det er nu lidt pudsigt, at alle de fine gamle Cadillacer bare står på flade hjul og ruster op. Det hele er nu meget farverigt, og det var hyggeligt at bruge eftermiddagen på at gå på opdagelse i de gamle ting.
Vi er på vej mod San Diego, som ligger i Californien, nær grænsen til Mexico. Lige nu er vi i Kingman, Arizona. Vi har et par lange køredage foran os, men glæder os til Stillehavskysten.
Lidt stemningsbilleder
