Efter vores tur til Java, hvor oplevelserne af forskellig karakter havde udmattet os en del, besluttede vi os for at den sidste del af rejsen skulle nydes på Bali.
Det føltes nærmest som at komme hjem, da færgen lagde til i den nordvestlige del af øen, og vi kunne køre afsted.
Vi havde allerede været i byen Pemuteran, men vi besluttede os for at tage tilbage dertil. Både fordi byen ligger i kort afstand fra færgen til Java og fordi Pemuteran tidligere havde vist sig af være et rigtigt dejligt sted at være . Vi blev da også straks genkendt på vores go-to frokostrestaurant, og smilende var store hos restaurantens ejere, da de så os igen. Det var en rigtig god oplevelse.
Vi skulle dog også have et sted at bo, og her syntes vi, at vi tog lidt af en chance. Vi bookede en villa, som lå afsides fra byen, ca. en kilometer fra hovedvejen og i et område, hvor der ikke er restauranter, muligheder for indkøb eller andet.
Og vi ramte fuldstændig plet.

Vi flyttede ind i en 200m² stor virkelig lækker villa, som ligger i et aflukket område, som bedst kan beskrives som en botanisk have med stor swimmingpool, træningsfaciliteter, ret luksuriøst udekøkken, fællesområde osv. Der var et hel hold af ansatte bare til at lave morgenmad og holde tingene pæne omkring opholdsområderne, og så vimsede der gartnere rundt hele dagen og vandede og passede haverne.
Det var et meget stille og roligt område, og vi havde det nærmest for os selv.
Vi nød freden og naturen i fulde drag, og vi havde også brug for restitution efter turen til Java.
Ananda Villas, som stedet hedder, viste sig også at have privat område nede ved stranden, hvor der var strandsenge, eget bad med varmt vand og omklædning – og selvfølgelig også en pool nede ved stranden. Lidt overdrevet, men vildt skønt.

Tiden blev brugt på afslapning, læsning, snorkling, gå ture i haven og se til stedets egne høns og kaniner.

Vi konstaterede, at Bali viste sig fra en ny side for os, og opholdet i Ananda Villas var turens højdepunkt ift. de steder, vi boede.

Vi havde dog sammenlagt brugt meget tid i Pemuteran, og vi besluttede derfor at bruge de sidste 4 dage hos et dykkerresort i byen Kubu.
Kubu ligger også på nordsøtsiden af Bali, og området er kendt for god dykning, specielt ved skibsvraget USAT Liberty, som vi også havde besøgt før.
Vi flyttede ind hos det dansk ejede AB Wonderdive, som ligger lige ned til kysten og med vulkanen Gunung Agung i baggrunden.
Vi fik en bungalow med udsigt til havet, og der var fantastisk smukt.

Vi mødte dykkerinstruktøren Lisa fra Tyskland, som er ansat hos ABW. Hun tog os med ud og dykke, og var virkelig dygtig til at vise os alle sammen rundt under havoverfladen. Lisa er uddannet havbiolog, hvilket var tydeligt i hendes mere modne tilgang til havet og naturen. Det var en fornøjelse. Lisa tog også lidt billeder af os under dykningen.

Efter nogle dages dykning og afslapning, tog vi afsted mod Kuta, hvor lufthavnen ligger. Her brugte vi den sidste aften på solnedgangen på stranden og lækker mad på italiensk restaurant. Vi tog kun til Kuta for bo tæt på lufthavnen, da vi skulle hjemad dagen efter.
Men solnedgangen på stranden var fantastisk.

Hjemturen havde vi besluttet af dele i 2. Vi brugte en eftermiddag og aften i Doha, Qatar, for ikke at komme helt udmattede hjem. Doha er en fantastisk by fyldt med venlige og meget hjælpsomme mennesker. Vi var på nationalmuseum, aftenmarked og hyrede en taxachauffør til at vise os lidt af byen.
Fantastisk hyggeligt, og meget varmt.
Doha kan bestemt anbefales at besøge, og der tager vi gerne en transit igen en anden gang.

Vi har været en tur på øen Java, som ligger lige umiddelbart vest for Bali. Der er kun en times sejlads mellem Java og Bali, så der var ikke langt over fra vores udgangspunkt i Pemuteran i det nordvestlige Bali. Java er kæmpestor, og vi har været på roadtrip med vores chauffør Rosi, som vi også kendte fra tiden i dykkercentret i Sanur. Vi havde 4 destinationer, som vi gerne ville besøge, alt sammen på den østlige del af øen. Storbyen Malang, et meget stort vandfald ved Tumpac Sewu, vulkanen Bromo og den blå ild og sulfat søen ved Ijen, som også er en vulkan. Emilia ridsede den samlede tur meget præcist op – det har været lort og lagkage. Noget har været helt skidt, noget har været fantastisk. Overordnet har naturen på Java og storbyen Malang været utrolig spændende og har budt på helt enestående oplevelser. Det har været noget af det mest imponerende og særegne vi nogensinde har oplevet. Køreturene, hotellerne og maden har i flere tilfælde været fuldstændig skrækkelig. Så galt, at vi har forladt både restauranter og hoteller i ren protest, og på en af køreturene gik så galt, at vi måtte ud og gå i bælgragende mørke på et bjerg, mens bilen måtte kæmpe sig hen over meget uvejsomt terræn. Det har været helt tosset. Faren har til tider været en mellemting mellem stiktosset og skræmt fra vid og sans på familiens vegne.

Malang

Byen Malang var turens vestlige punkt, længst væk fra Bali. Vi valgte at se byen først, da Emilia har haft lidt problemer med ørene, og det derfor var bedst at besøge bjergene til sidst. Der er ca. 7 timers kørsel fra Bali til Malang, hvilket blev til 14 timer, når trafikken går i stå på grund af – ja, Guderne må vide hvad det var denne gang. Skovbrande, væltede overlæssede lastbiler, køretøjer, som går i stå og skal repareres midt på vejen, kollapsede vejstrækninger. Vi opgiver at holde styr på det. Der er altid en forklaring, resultatet er det samme. Afvikling af trafik er meget ineffektiv og langsom med mindre man er på en scooter.

Malang er til gengæld turen værd. Det er by på ca. 800.000 indbyggere, som byder på alt, hvad man kan ønske sig. Vi besøgte Colorful City, som er et tidligere slumområde. I stedet for at rive hele området ned, besluttede man sig for at vise det frem. Bydelen blev simpelthen malet i regnbuens farver og gjort til en turistattraktion. Et meget specielt sted. Flot på sin helt egen måde, og man får indblik i hvordan de lokales boliger ser ud.

Vi besøgte også byens hollandske bydel, som er bevaret fra kolonitiden fra ca. 1870. Et byområde med en masse små gader og hyggelige huse. Om aftenen var vi til en lokal byfest med en hel masse mennesker. Der er i det hele taget mange mennesker i Malang og på Java i almindelighed, og man blender mere ind med lokalbefolkningen her end på Bali. Det er faktisk helt rart.

En nat mere på hotellet, afsted til Tumpac Sewu

Tumpac Sewu

2 timers kørsel sydøst for Malang ligger vandfaldet Tumpac Sewu. Et stort vandfald ude i junglen, som man besøger en halv dags tid. Der er selve vandfaldet og så er der turen bagom ud i grotterne. 99% af turisterne ser kun vandfaldet – vi tilhører selvfølgelig den sidste 1% og kom på noget af en tur gennem små vandfald og vandløb. Vi havde en guide med og det var super fedt. Helle og Torben tog en lidt skør beslutning om at tage turen i bare tæer i et forsøg på at holde fodtøjet lidt tørt til den kommende bjergtur. Ikke super smart, men vi klarede det og turen bød på fantastiske udsigter og en hel masse vand.

Fantastisk sted og gode oplevelser. Videre til Mt. Bromo samme dag.

Mount Bromo

Mount Bromo, som er en aktiv vulkan, besøges ved at man ser solopgangen tidligt om morgenen fra de nærvedliggende højder, og derefter tager hen og ser vulkanen. På turen dertil begyndte problemerne dog. Vores chauffør Rosi valgte af en eller anden grund at tage bagvejen hen over et andet bjerg på vej dertil, i stedet for at tage hovedvejen. Det var en meget skidt beslutning. Vi blev stoppet undervejs midt ude i ingenting af en flok lidt for smarte fyre, som måtte betales for, at vi kunne komme videre. Så faldt mørket på, asfaltvej blev til betonvej , betonvej blev til fuldstændig uvejsom stenvej. Det blev bælgragende mørkt, og vi endte med at måtte gå foran bilen i sandaler midt ude i bjeregnene uden at ane hvordan og om vi ville nå frem. Fuldstændig vanvittigt.

Vi slap dog igennem, mange timer forsinket. Aftensmad på en Warung af yderst tvivlsom kvalitet, indkvartering på et ikke færdigbygget homestay, som ikke engang havde en håndvask eller varmt vand. Nattesøvn kunne det heller ikke blive til, motorcykler og jeeps drønede frem og tilbage på vejen lige ud for vores senge.

Vi var hårdt prøvede. Sultne og udmattede. Op kl 02.20 og afsted med jeep til Bromo. Adrenalinen må have sat ind, for det var vildt sjovt og vi suste gennem mørket sammen med 1.000 andre jeeps mod bjerget. Det var rigtig terrænkørsel, og vi sad på række bagi og syntes det var vildt sjovt.

Først så vi solopgangen kl. 05.45. Den var meget flot, og der var rigtigt mange mennesker, som syntes det samme.

Derefter var det afsted for at bestige Bromo. Vi kørte derhen i jeepen over en stor sandslette, og herfra kunne man gå op af trapper og se ned i den aktive vulkan. Det var selvfølgelig en stor oplevelse. Man kunne se ned til bunden, og sikkerhed på vulkankanten, var der ikke meget af. Man skal passe på sig selv.

Derefter skulle vi være blevet på føromtalte “hotel” en ekstra nat for at restituere, men her trak Torben “Fanme nej”-kortet. Afsted med det samme, hotellet var ikke beboeligt. Så vi valgte at køre hele vejen tilbage til kystbyen Banyuwangi lige ved siden af Bali. Vi var fremme ved 18-tiden, så det blev en meget lang dag. Hotellet lå i et område, hvor vi ikke kunne være i fred for indonesere, som ville filme eller tage billeder af os, og det var ikke for godt eller rart efter mørkets frembrud. Vi blev dog indlogeret og fik sovet.

Ijen

Man tager til Banyuwangi for at se vulkanen Ijen, som har den berømte blå ild, sulfatminerne og verdens mest syrlige sø som hoved attraktioner. Man bestiger normalt Ijen om natten for at se solopgangen og den blå ild i nattemørket, men her måtte vi give fortabt. Vi besluttede at lave det til en dagstur i stedet, hvilket viste sig at være godt. Det var skyet og regnfuldt om natten, så der var ingen blå ild eller solopgang alligevel. Til gengæld havde vi stort set hele bjerget for os selv i dagstimerne sammen med guiden Pur, som var helt fantastisk. Pur er tidligere minearbejder fra bjerget og kunne fortælle alverdens historier om hvordan minearbejderne slæber op mod 95kg sulfatsten ned af bjerget af gangen på skuldrene. Og så endda i sulfatdampene fra bjerget. Det er ikke et job, man kunne ønske sig.

Turen dertil foregår med jeep, og derefter ca. 4km vandring op af bjerget til krateret. Vandringen er gennem skov og senere over trægrænsen på bjerget. Vi havde desværre ikke udsigt til de nærvedliggende vulkaner, men det var en helt speciel tur alligevel. En kæmpe oplevelse for hele familien.

Herefter var det tilbage til hotellet for at slappe af inden rejsen tilbage til Bali. Hotellets morgenmad var så ringe, at førnævnte “F… nej”-kort blev taget i anvendelse igen, og vi kørte i stedet til en morgenmadsrestaurant i byen. Her var maden lodret uspiselig, samme kort kom i anvendelse igen-igen og vi endte med at spise morgenmad på McDonald’s. Det var helt tosset, men til sidst måtte vi simpelthen bare grine af det. Der var ikke andet for. Det bliver ikke mere skørt.

Det var afslutningen på vores tur til Java. Vores chauffør Rosi stod for alle ture, mad og logi, hvilket var en noget blandet oplevelse. Han ville os det bedste, det er der ingen tvivl om. Helle havde lidt ondt af ham, da der skulle ombookes og gøres ved under vejs, hvilket nok kostede ham lidt penge på ombookninger. Torben var nok tættere på at kyle ham ud over den første og bedste bjergskråning, men i bakspejlet kan vi i hvert fald konstatere, at det var en begivenhedsrig tur. Lidt på afstand af turen griner vi nok mest af det hele, men under vejs var det ikke altid lige sjovt.

Til sidst lidt stemningsbilleder.

Vi er rejst videre fra bjergene i den nordlige del af Bali til Balis nordvestlige kyst. Her ligger den stille by Pemutaren, som ligger utroligt smukt mellem Balis nordkyst og de bagvedliggende bjerge, som er i gåafstand fra byen. Et rigtig lille smørhul, og så kommer man her for at dykke. Ikke langt herfra ligger øen Menjangan, som er en nationalpark omgivet af fantastiske koralrev. Her findes Balis bedste dykning, og det er også derfor, vi er taget hertil. Her er også en virkelig lækker strand, og man kan snorkle og dykke fra stranden direkte ud til de nærmeste koralreve. Rent slaraffenland for de dykkerglade.

Vi har boet i et hyggeligt guesthouse hos Made, som har taget sig rigtig godt af os i en uges tid. Sammen med hendes hold af søde kvinder, som vimser rundt, sørger hun for, at vores værelser er i fineste stand, laver morgenmad og endda gratis aftensmad en af dagene og hjælper os med scooterleje og alt muligt andet. Hun har været skøn.

Vi har været afsted på en del dykkerture. Da dykkerstederne ligger tæt ved – nogle af dem 3 minutter i båd fra kysten – er dykkerdagene meget mere overkommelige end da vi dykkede fra Sanur. Ingen lange transportdage i trafik, ingen store afstande. Det har vi været glade for. Og dykningen er god. Vi har set skildpadder, hajer, makrelstimer, tun, alskens koralfisk, sågar delfiner en dag fra båden. Det er teknisk meget let dykning. Her er ingen bølger, ingen strøm og sigtbarheden er god. Det kan ikke blive meget nemmere.

Der er flot i bjergene lige bag ved byen, og der er flere udsigtspunkter til havet og solnedgang. Vi tog en tur op til et af dem lige bag ved Mades bungalows. Man kan se vulkanerne på naboøen Java derfra.

Vi har været ramt af sygdom. Det var blæsevejr et par dage, og blæsten fra de bagvedliggende bjerge førte noget influenzalignende med sig. Vi troede ikke rigtigt på det til at starte med, men indoneserne, inklusiv lægen, siger alle det samme. Først Helle, så Emilia, så Karoline. Til sidst fik Emilia ondt i ørene og lægen sagde, at hun har fået en infektion i det ydre øre fra dykning. Det har forsinket os en del, og det betyder, at vi ikke når alt det, vi havde tænkt os. Lombok og Gili øerne må vi tage en anden gang. Til gengæld har vi det jo rigtig godt her i Pemuteran, og vi nyder den smukke natur i bjergene og havet. Efter vores ophold hos Made måtte vi flytte hotel og er lidt tilfældigt landet på et vildt luksus resort. Pigerne nyder det, og forældrene holder en pause.

En lille detalje, man skal være opmærksom på, er at restauranterne ikke alle er lige gearede til mange gæster. Der lader til, at der ofte kun er en kok, og bestiller man 4 forskellige retter – ja, så kommer de én ad gangen i takt med at kokken bliver færdig. Vi har næsten ondt af den af os, der får maden sidst. Når man så har ventet i over en time på en hurtig ret, bestiller man altså ikke lige 4 forskellige desserter… vi griner lidt af det, når blodsukkeret er kommet op igen.

Derudover skal man lige vende sig til støjniveauet om natten. Enhver indoneser med respekt for sig selv, har tilsyneladende en hane i haven, og sammen med moskeernes morgenbøn kl 04.45 bliver den omgang en virkelig speciel kakofoni. Det, der kommer fra moskeerne lyder ærligt talt en smule spøjst og anstrengt i de højere toneregistre og hanerne i haverne omkring holder sig bestemt ikke tilbage for at deltage i festen. Man vågner om natten, bliver lidt småirriteret samtidig med at man ikke helt kan lade være med at grine lidt – for det er godt nok uskønt.

Vi rejser videre til Java. Vi tager en uge med lidt vulkanvandring, vandfald og hvad der ellers dukker op. Vi har hyret en chauffør, og skæbnen ville, at vi er rendt ind i en vi kender. Rosi blev uddannet som divemaster samme sted som Torben, og ved et helt vildt sammentræf er han endt som vores guide og chauffør på Java. Det glæder vi os til. Vi har været ude og besøge hans familie inden afrejsen, hvilket var en af de supergode og meget private oplevelser, man får, når man viser, at man gerne vil lokalbefolkningen.

Til sidst lidt stemningsbilleder

Vi er rejst videre fra Ubud op i de køligere bjerge her på Bali. Vi er også kommet lidt væk fra menneskemængderne på det sydlige Bali, og er kommet ud i et noget mere lokalt område på et hotel, hvor der ikke lige er gåafstand til restauranter, caféer og indkøb. Til gengæld er udsigten til bjergsøerne fra hotellet fuldstændig fantastisk og bag os ligger markerne med hortensia og kaffeplantager og alt muligt andet, som dyrkes her.

På turen hertil besøgte vi hindutemplet Ulun Danu Bearatan fra ca. 1634, som ligger i bjergsøen Danau Beratan. Templet er et “must see”, hvis man har lidt interesse i balinesisk kultur og hinduistisk religion. Placeringen i søen, omkranset af blomster, er et ret imponerende syn. Også her er det lavet til en turistattraktion, men der er etableret et stort, yderst velholdt og flot parkanlæg, som vi brugte nogle timer i. Man kan mærke, at der er lidt afstand til det tætpakkede sydlige Bali, så her er god plads til at nyde haverne og stilheden . Pigerne fodrede fisk og krammede Luwak – det der pelsdyr, som spiser kaffebønner og sender dem ud med afføringen, hvorefter bønnerne indsamles og bliver til dyr kaffe. Det er fra naturens side ikke nogle dyr, man vil i nærheden af, men disse tæmmede og godt buttede udgaver, var altså ret så kære.

Vi har brugt tiden her i Munduk på vandring. Her er meget frodigt, og målene for vandreturene er de fantastiske vandfald, som området har masser af. Den første dag ville vi ned til ét, som ligger ca. 4km fra vores hotel, og vi fik at vide, at måden at komme dertil på er med enten bil eller scooter, der var alt for langt at gå… Så vi snørede selvfølgelig vandreskoene og tog på improviseret eventyr. Det blev en tur ned gennem de lokale plantager og tæt skov (mest fordi far-vejviser for vild), hvor vi mødte en masse storsmilende og meget venlige landmænd og -kvinder. Det er helt tydeligt, at de ikke er vandt til at se turister, for de spurgte om de kunne hjælpe med noget og om vi kunne finde vej. Vi havde selvfølgelig undervurderet hvor anstrengende turen var, da terrænet er meget kuperet og nogle steder svært fremkommeligt, men det er den slags oplevelser, der giver de bedste minder. Vi nåede frem til vandfaldene og nød det i fulde drag inden turen gik hjemad. Heldigvis fandt vi en warung ketil, som er en lille restaurant, på vejen. Ellers havde vi lavet en vaskeægte “Harbo” og var draget afsted med alt for lidt proviant.

Der er ikke meget at lave her om aftenen, men man kan leje scootere for næsten ingen penge, så vi lejede en, og så fik pigerne tur rundt i landskabet. Det giver virkelig god mening at have scooter her, det er klart den hurtigste og mest effektive transportform. Balineserne kører nogle gange 3 eller 4 på én scooter! Det tør vi trods alt ikke, men det var sjovt at drøne rundt i bjerglandskabet.

Dagen efter tog vi til Munduk Village for at tage en vandretur, som havde 5 vandfald på ruten. Fantastisk hyggeligt og flot. Vi brugte hele dagen på det, og spiste og drak forfriskninger på små caféer i skoven under vejs. Og igen finder man det mest utrolige veltilberedte mad midt ude i ingenting.

Sidste formiddag vi havde i Munduk brugte vi på, at forsøge at finde et tempel i skoven nær ved vores hotel. Det lykkedes ikke, vi var simpelthen bange for at fare vild i junglen. Stierne var ikke afmærket, var svære at finde og junglen blev hurtigt meget tæt og man mistede helt orienteringen. Der satte vi grænsen for eventyrene, men vi hyggede os, tog det sikre valg og vendte retur efter en god times vandring.

Munduk og området i bjergene mod nord på Bali er meget smukt og frodigt. Et rent slaraffenland for de eventyrlystne, og helt forskelligt fra de sydlige egne. Det er også lidt mere besværligt at rejse her, og man er helt afhængig af balinesernes hjælp. De er heldigvis virkelig venlige, så man skal bare spørge efter hjælp og vejledning – eller simpelthen hyre en guide, så man ikke farer vild i junglen.

Til sidst lidt stemningsbilleder fra Munduk

Vi har skiftet Sanur ud med Ubud, som er en by lidt længere oppe fra sydkysten og inde i landet. Indkvarteringen er et traditionelt indonesisk hus, hvor vi har et temmelig stort hovedhus med 2 soveværelser, køkken, kæmpe fællesområde og bad til rådighed. Det er virkeligt et flot byggeri, som ligger 3-4 km fra centrum.

Der ligger en masse restauranter i lokalområdet, og alt er inden for gåafstand. Undtagen selve Ubud, her skal man have hyret en taxa / Gojek for at komme ned.

Selve Ubud har overrasket os. Vi har hørt og læst mange steder, at Ubud er den kulturelle hovedstad på Bali, hvilket sikkert er rigtig nok, men den er helt utroligt turistet. Første aften vi tog til centrum for at se paladset, kunne vi bogstaveligt talt ikke være på fortovet for turister. Man bliver mødt af kæmpe skærme på torve og pladser og gaderne er spækket med moderne, vestlige butikker. Vi havde forventet at komme lidt mere ud til noget originalt balinesisk, men det har vi ikke fundet her. Her er dog nogle flotte, hinduistiske templer og paladser, som vi har nydt at besøge. Derudover Monkey Forest, som er et lille skovområde i den sydlige ende af byen, hvor aber bliver fodret og passet og lever frit. Igen en lidt turistet oplevelse, men ellers meget sjovt.

Vi valgte en af dagene at tage en vandretur fra Ubud centrum og op til en lille by ca. 3km nord for Ubud, som skulle være kendt for at vise det lidt mere landlige Bali, selvom det er i gåafstand fra centrum.

Efter 10 minutters gang var vi pludseligt helt ude af byen og ude mellem rismarker og skovområder. Det var en fantastisk flot og hyggelig tur på små stier, hvor man møder kunstnere og lokalbefolkning under vejs. Frokost spiste vi på en fantastisk god lokal japansk restaurant ude på landet, hvor man sidder på gulvet og nyder freden ude i naturen. Og som sædvanligt var maden forbløffende god og lavet ude i køkkenet på helt friske ingredienser. 140kr for 4 personer, og så var vi videre, retur til Ubud og scooterkaos.

Vi har haft lidt svært ved at få arrangeret ture ud til oplevelser, simpelthen fordi vi har svært ved at komme rundt uden at være helt afhængige af andres hjælp. Vi har ikke lejet bil selv, og scooterkørsel på egen scooter i byerne er ikke så fristende. Derfor kontaktede vi ejeren af det hus, vi bor i, og bad hende arrangere en tur rundt til forskellige interessante attraktioner med egen chauffør hele dagen. Det er tilsyneladende måden at gøre det på, og dagen efter besøgte vi en kaffeplantage, rismarkerne i UNESCO verdensarv området i Jatiluwih, verdensarvs templet i Taman Ayon, som er et vandpalads og et fint vandfald Tegenungan Waterfall.

Det blev en lang dag fuld af oplevelser. Afsted fra morgenstunden og vi var først hjemme efter mørkets frembrud. Heldigvis ligger de gode restauranter jo kun 50m fra vores hus, så det var fint.

Det samlede indtryk af Ubud og områderne deromkring er, at selve byen er tætpakket med turisme, men man skal ikke ret langt væk for at slippe væk fra horderne af turister, backpackere, hippier, gadesælgere, scootere og helt utolig meget kø i traffiken osv. Vi har på fornemmelsen, at vi kun fik kradset i overfladen af hvad byen har at byde på, og at vores indtryk af byen nok ikke helt yder den retfærdighed. Andre bliver her i månedsvis, mens vi er tilfredse med at drage videre mod nord til mindre turistede områder.

Lidt stemningsbilleder

Det er altså ikke alt, vi tager lige seriøst, og det bliver til et grineflip midt i de helligste templer engang i mellem, men vi er da ikke blevet smidt ud af landet endnu

Så ankom Karoline, Emilia og Helle endelig til Bali. Hvor var det dejligt at blive samlet igen efter 20 dage med Torben alene i Sanur. Tiden er gået stærkt, men savnet var alligevel stort fra alle sider. Det blev sent inden pigerne kom igennem lufthavnen, og over til Sanur, ca 20km væk, men vi tog direkte ned til den lokale pizzasnedker La Forketta og fik god mad efter indkvarteringen i lejlighed midt i Sanur. Skønt på alle måder! Pigernes tur til Bali gik fint og planmæssigt, men turen er selvfølgelig lang, og jetlaget tager lige et par dage at komme sig over.

De første dage gik med at Torben viste rundt i byen og besøge ynglingsrestauranterne. Torben var også afsted på dykkerture, både for indlæringens skyld og for at hjælpe til i dykkercentret. Pigerne slappede godt af på stranden og hyggede sig med masser af chokoladecroissanter og Balis fantastiske frugtjuicer. Det er også blevet til en biograftur i Icon Bali og vi nyder de balinesiske massageklinikker. De er virkeligt dygtige til det, hernede.

Karoline og Emilia har klaret omstillingen til Østen godt. Her er jo varmt og meget anderledes end derhjemme, men den anderledes mad, kulturforskellene og bare det at være i et tropisk land, er hurtigt blevet hverdag. Indonesien blev også valgt frem for andre vestlige destinationer for at opleve en helt anden del af verden, end det pigerne indtil videre har stiftet bekendtskab med.

En af de første dage vi var samlet, besøgte vi skildpadde sanatorierne på stranden i Sanur. Mod en beskeden donation kan man få lov til at sætte en lille skildpadde i havet. De bliver udklækket under kontrollerede forhold og sættes ud når de er klar. Fantastisk sjov oplevelse.

Vi tog også til Kuta på den vestlige side af det sydlige Bali en dag for at se lidt mere af byerne på Bali. Kuta er kendt for at være mere festlig og med en god strand til surfing. Vi gik en tur på stranden, fik god mad i et storcenter og tog ellers hjem igen. Kuta er den nærmeste by ved lufthavnen, og her har turismen helt overtaget, med hvad det fører med sig. Man kan ikke gå 5m på stranden uden at blive tilbudt noget at drikke, massage, surfskole, liggestole eller andet. Det er ærligt talt ikke specielt charmerende i vores øjne, og sammenholdt med ulidelige trafikale forhold, er det ikke stedet for os. Men stranden er flot og man får lyst til at kaste sig ud i surfing.

Skal vi ikke snart ud og dykke?

… spurgte pigerne. Og jo, det skulle vi, der var bare lidt ventetid. En lille uge efter de var ankommet. Inden da var vi til barbeque fest i dykkercentret, hvor der blev spillet poolvolley og hygget. Det var helt vildt sjovt og hyggeligt, og pigerne blev introduceret til dykkercentret og alle i omgangskredsen. Det var en fantastisk eftermiddag!

Og så oprandt dagen endelig, og pigernes dykkercertificering skulle i gang. Indonesiske Hegi blev valgt som instruktør, da han klart var den mest egnede ift. undervisning af børn. Sprogbarrieren blev overvundet ved, at Torben deltog i pigernes uddannelse som Divemaster, hvilket også er en del af Divemaster uddannelsen. Første dag var pooldag, hvor alle “skills” – øvelser – skulle indlæres. 4,5 time i baljen i dykkercentret med alskens faktisk ret svære øvelser, hvoraf en del var noget grænseoverskridende for specielt Karoline. Men vi kom igennem, og kom meget trætte hjem. Helle deltog i de fleste af øvelserne, og fik derved genopfrisket dykkerfærdighederne. Vi var alle i vandet sammen.

Ud over Hegi, hjalp Matteo fra Italien også med til undervisningen. Matteo er en 22 årig ung, nyuddannet instruktør, men han ville gerne være med for at øve sig og det viste sig, at han var et perfekt match og hjalp pigerne utroligt godt med øvelser og opbakning. Fantastisk flot, under vandet forsvinder alders- og kulturforskelle. Forældrene var noget imponeret over den unge mand.

Så gik det løs i havet. Afsted dagen efter til Padang Bai, 1,5 times kørsel fra Sanur. Ud med en Vaianabåd (longboat) og så ellers i havet. Emilia sprang bare i og dykkede, Karoline var lidt mere skeptisk og nervøs. Men alle øvelser i havet blev gennemført og vi så endda en gigantisk havskildpadde på første dyk!

Dagen efter var det afsted igen, denne gang til Tulamben på nordøst siden af øen, ca 3-4 timer væk i bil. Her blev de sidste 2 dyk til uddannelsen udført på et skibsvrag fra 2. Verdenskrig inklusiv alle de øvelser, der skal til, og så blev pigerne certificerede til stor glæde for alle. De fik en dykker t-shirt og så var lettelsen og stoltheden enorm.

Samtidigt færdiggjorde Torben sin divemasteruddannelse, og det klappede endda sådan, så det skete på hans fødselsdag.

Det eneste malurt i bægeret var, at det så var overstået, og der skulle siges farvel. Pigerne blev meget knyttede til Hegi, og med god grund. Han er med afstand den bedste instruktør og det rareste og sjoveste menneske vi har mødt på vores rejser, og vi håber meget på et gensyn inden vi tager hjem til Danmark om en måneds tid.

Det var også også farvel for denne gang til Sebastian, som Torben boede sammen med i den første tid. Sebastian bliver i dykkercentret og fortsætter sin uddannelse de næste tre uger, men er rejst hjem inden vi når tilbage til Sanur inden vores hjemrejse.

Vores samlede indtryk af Sanur er, at selvom byen er ret turistet, er der fredeligt, hyggeligt og masser at opleve. Kaffen og isen er rigtig god og billig, og vi har godt nok spist mange chokoladecroissanter. Vi har også spist en hel del indonesisk mad, som oftest er ris- eller nuddelretter med kylling, seafood eller svinekød. Det smager fantastisk og passer perfekt her i varmen.

Afstandene i byen er små, men trafikken er tung. Der er myriader af scootere alle steder, men at hyre en chauffør på scooter er klart den hurtigste måde at komme frem.

Stranden er god som badestrand ved højvande, ikke så meget ved lavvande.

Vejret har overrasket. Det har været solrigt nogle dage, regnfuldt andre og der har til tider været en del pålandsvind ude fra havet mellem Bali og Lombok. Temperaturen er selvfølgelig høj, umiddelbart i nærheden af 30 grader, men det er udholdeligt.

Indoneserne er et utroligt venligt og imødekommende folkefærd. Sætter man sig ved siden dem et offentligt sted, falder man i snak. Det er helt vildt hyggeligt, og man finder hurtigt ud af, at på trods af geografiske og religiøse forskelle mellem os og dem, anskuer vi tingene meget ens. Og smiler man, bliver det altid gengældt – uden undtagelse.

Til sidst lidt stemningsbilleder.

Denne rejse starter lidt anderledes end de øvrige vi har været på, da Torben er rejst i forvejen for at starte sin Divemaster /dykkerlederuddannelse og komme så langt som muligt med den, inden resten af familien ankommer.

Ankomst er forløbet som planlagt til Bali og Torben er – helt efter planen – straks gået i gang med Divemaster uddannelsen. Uddannelsen er det første skridt ind i den professionelle del af rekreationel dykning, og kvalificerer til at planlægge, lede og gennemføre dykkerturer for andre certificerede dykkere, assistere i forbindelse med uddannelse af dykkere og indeholder selvfølgelig grundig uddannelse i sikkerhedsprocedurer i forbindelse med dykning. Det er en meget spændende og udviklende uddannelse.

Helle, Karoline og Emilia ankommer 18 dage senere, så det passer bedre med skolernes ferie. I mellemtiden står den på intensiv uddannelse under vandet i det dansk ejede dykkercenter Crystal Divers.

Turen herover var ok, uden at være mere end det. Det var meget svært for alle at tage afsked hjemmefra, og turen var selvfølgelig lang og med turbulens hen over Indien og havene i sydøstasien.

Men ankomst gik som det skulle, og så var det ellers i gang. Opstarten med velkomst og generelle anvisninger foregik på ankomstdagen, derefter en enkelt hviledag til at komme over sig over jetlaget, og så ellers i gang.

Fysiske prøver med 400 og 800 meter svømning på tid, træde vande i et kvarter med hænderne over vand de sidste minutter, bugsering af dykker på tid osv. – opstarten var benhård og ærligt talt noget hårdere end forventet – ferie var det i hvert fald ikke.

Indkvarteringen var i Divemasterhuset i Sanur, i den sydlige ende af Bali. Da ankomsten var lidt kaotisk, var det virkeligt rart at møde Sebastian, en anden dansk fyr i dykkercenteret, som har været utroligt hjælpsom med at få alle de praktiske ting til at fungere, og vise rundt til restauranter, barer, tøjvask osv. En uvurderlig hjælp. Tingene faldte lidt til ro, og de første indtryk af byen og Bali kunne indtages. Her er smukt ved kysten, og meget præget af turisme i byområderne.

Icon Bali ovenfor, som er et stort, moderne indkøbscenter i Sanur, ud med stranden.

Stranden i Sanur

Sanur er generelt set et meget udviklet byområde – efter sydøstasiatiske standarder, selvfølgelig, og her er alt fra indkøbscentre, restauranter, barer, hoteller, alskens småbutikker, massagekliniker osv. Byen er delt af den 4 sporede vej “The Bypass” og det mest turistede ligger mellem Bypass og stranden. Afstandene er små her i byen. Der er ca. 2 km fra den ene ende til den anden, men man kører oftest på scooter. Man lejer simpelthen en scooter med chauffør på en app -Gojek – og så bliver man fragtet gennem trafikken for 5-10 kr. Smart. Man skal dog lige kigge sig for inden man går over vejen, for scooterne suser rundt på alle sider – og til tider imod kørselsretningen. Det virker kaotisk, men det fungerer, når man vænner sig til det.

Strandpromenaden om aftenen. Helt forladt, og meget skønt sted at restituere efter lange dage.

Gaden i Sanur, hvor alle restauranter, barer osv. ligger. Det ligner ikke noget vi har derhjemme, men man vænner sig hurtigt til det, og her er alt, man behøver for at få en almindelig dagligdag til at fungere.

Vejret er generelt godt. Solen skinner, temperaturen er vel lidt over 30 grader uden at man bliver helt stegt. Det er sommertid, hvilket betyder tørvejr, men en enkelt dag var der dagsregn. Og det regnede helt vildt.

Dykkeruddannelsen er forløbet planmæssigt. Det har dog været en hel del hårdere end forventet på flere parametre. Dagene er meget lange – start kl 6.30 i dykkercentret, lange køreture og sejlture, 3 dyk om dagen, hjem til centret nogen gange først 18.30- 19.00 og starte rengøring af udstyr, så det hele er klar igen til dagen efter. Andre dage er det teori og øvelser i pool, hvilket selvfølgelig er lidt kortere dage, men øvelserne, som skal bestås efter pointsystem, er fysisk krævende.
Dykkene foregår oftes enten på nordsiden af øen, 3-4 timer væk afhængigt af trafik, eller øvre ved nogle af de nærvedliggende øer.
Man skal huske at nyde omgivelserne midt i travlheden.

Udmattede dykkere på Divemaster uddannelsen på vej hjem i bussen fra endnu en dagsrejse med dykning og indlæring.

Livet hernede er ungdomslivet (Det der, der skete inden man fik børn).
Der er et stort socialt netværk tilknyttet dykkercentret, og man mødes på kryds og tværs og møder en masse nye mennesker hele tiden. Gerne over en øl.
Om fredagen er der “Free Flow” på Casablanca, en af de lokale barer. Her er billig – og nogle gange gratis øl – i en times tid.
Her mødes alle, og så får den fuld gas et par timer.
Kl. 22.30 fiser gassen af ballonen, alle er udmattede og de fleste trisser hjem i seng. Det er vældig sjovt, men det tossede, til tider noget ansvarsløse ungdomsliv, er faren nok blevet for gammel til. Det kastede dog nogle gevaldige fester og gode grin af sig, og så tager man den oplevelse med.

På et tidspunkt blev det dog for meget med det simple liv i Divemasterhuset, hvor forholdene kunnes ønskes en smule mere hygiejniske og mindre støjende.
En sen aften, på vej hjem fra 2 dages dykning på nordsiden af Bali, flød bægeret over. Helle blev sat på opgaven at finde nyt logi med det samme, og Divemasterhuset blev skiftet ud med et roligt guesthouse.
Det var den rigtige beslutning, selvom det blev meget sent, den dag/nat.

Der er også tydelig forskel på indoneserne og europæerne, som er tilknyttet centret. Europæerne lever “det frie liv”, med hvad det nu fører med sig.

Indoneserne er meget professionelle, dygtige og tålmodige, og ynglingsinstruktøren er Hegi, en 26 årig gut fra Sumatra med fantastisk humør, stor tålmodighed og fuld af gode historier. Hegi har været instruktør på uddannelsens 5 specialefag; Vragdyk, strømdyk, dybdedyk, dykning med beriget luft og Peak Performance Boyancy – optimering af dykkerteknik og luft/gasforbrug.
Hegi har været et fast ankerpunkt, når tingene er begyndt at blive på grænsen til svært overkommelige grundet det pressede uddannelsesforløb og den generelle udmattelse.
Tingene bliver – på indonesisk vis – taget med stoisk ro, man øver sig indtil man har opnået indlæringsmålet.
Fantastisk indsats af den unge mand.

Overordnet har de forløbne 2,5 uge været meget travle, helt udmattende, yderst lærerige, vildt frustrerende og samtidigt fantastisk sjove til tider.
Der er blevet knyttet mange gode venskaber.
Savnet af familien har fyldt, men heldigvis har vi været i daglig kontakt over Whats App, hvor vi har snakket over video.

Til sidst lidt stemningsbilleder

Morgenmad i solopgangen i Tulamben på nordsiden af øen. Fantastisk.

Så er vi ved at være klar til familiens næste større rejse.
Denne gang drager vi af til Indonesien. Valget faldt på de tropiske øer i sydøst Asien, da Helle i det danske vintermørke sagde “Jeg trænger til at se noget azurblåt vand”.
Så blev det sådan.

Det bliver en lidt anderledes rejse med dykning som fokus.
Karoline og Emilia er blevet hjemmeundervist i dykkerteori, som skal skal udmønte sig i deres første dykkercertifikater og Torben tager den første af de professionelle dykkeruddannelser.
Foråret er gået bag skærmen med læsning og eksaminer.

Helle er allerede godt uddannet, så vi alle 4 kan nyde livet under vandoverfladen sammen.

Da Torben uddannelse er lidt langvarig, tager han afsted 2,5 uge inden resten af familien og gennemgår intensiv dykkerundervisning på Bali.
Resten af familien slutter til i slutningen af juni, og så starter vores fælles eventyr.

Ud over dykning skal vi også rundt og se vulkaner, regnskov, kultur og alt det andet, som Indonesien byder på, og vi glæder os meget!

Blokken bliver opdateret i vanlig stil, når der er tilpas meget nyt at berette.