Hjemme i Tranbjerg

Så er vi kommet hjem til Tranbjerg efter den sidste køretur 🙂
Pigerne er selvfølgelig meget glade for at være hjemme ved deres ting igen, og genkendelsens glæde var da til at få øje på. Pigerne nåede dårligt nok inden for døren før udklædningstøjet blev fundet frem.

På vej hjem fra Spanien
Træt rejsehold på vej hjem fra Spanien

Tusinde tak til naboer og familie som har hjulpet med både hus og have mens vi har været væk. Det er da virkelig skønt at komme hjem til et rent hus og en velholdt have!

Det har været en lang og lærerig tur. Det er jo ikke første gang de to forældre begiver sig afsted på længere rejser, men denne første gang med børnene har lært os en helt masse nyt om at rejse med de små.
Og selvfølgelig har det været helt fantastisk at få alle de oplevelser vi har i de sidste tre måneder.

Vi slutter bloggen her med lidt fjollede facts om turen

  • Rejselængde: 83 dage
  • Vi har overnattet i 17 forskellige hjem / hoteller/ færger m.m. i Tyskland, Italien, Grækenland (Cypern), Spanien og Frankrig.
  • Passaten har kørt 8.792,9km og har slugt ca 525-550 liter diesel.
  • Passaten har været på værksted 2 gange. Første gang på Sicilien da kabineblæseren gik i stykker og der ikke kom luft ind i kabinen, og anden gang da kølerblæseren  i motorrummet stod af i Barcelonas hede. Det ene sidespejl er stadig limet sammen med mor Helles hobbylim 🙂
    Ærligt talt har vi også brugt den lidt hårdt, vi er ikke stået tilbage for hullede bjergveje, nålesving, Offroad kørsel, og meget tungt læs.
  • Vi har drukket 28 flasker vin! Vi har alle propperne med hjem 🙂
  • Vi har været på 16 forskellige strande, mange af dem flere gange, selvfølgelig.
  • Højdemeter: fra -28m i havet til +2.750 på Etna 🙂
  • Den koldeste registrerede temperatur er 9grader Celcius en morgen i Pyrenæerne.
    Den varmeste er vi i tvivl om. Vi har set 38 graders varme blive målt i San Sebastian, men har på fornemmelsen at den sneg sig længere op.
  • Vi har kørt i 359 tunneller!
  • De bedste oplevelser:
    Der har jo været mange! For Karoline var det den dag hun svingede sig i træerne ved Etna i oplevelsesparken. Emilia var ret vild med at ride på hest og bade i det hele taget.
    De nævner stadig begge huset hos Maurizio og Maria på Sicilien hvor Maurizio lavede aftensmad og vi boede helt vildt godt.
    Forældrene var helt betaget af Pyrenæerne og vandringen der. Derudover tiden på det vestlige Sicilien, som også bød på enestående naturoplevelser. Rom skal vi også tilbage til, Barcelona er vi heller ikke færdige med…
  • De største udfordringer:
    De lange rejsedage har været slemme – specielt de dage vi skulle op mere eller mindre midt om natten for at nå en færge og sejle indtil sent om aftenen. Det var udmagrende, specielt for Karoline.
    Øverst på den liste er dog Tigre-myg. Det er en eller anden invasiv asiatisk skovmyg, som har floreret i nogle egne af Sydeuropa siden slutningen af 2010’erne. Av for den, de kostede meget nattesøvn og meget slemme myggestik – heldigvis gik det ikke så meget ud over børnene.

Ellers håber vi, at I har nydt at følge med på vores tur gennem sydeuropa 🙂

De bedste hilsnerne fra
Karoline, Emilia, Helle og Torben

På vej hjemad

Vi er på vej hjem fra San Sebastian i Nordspanien. I går tog vi en pausedag på rejsen i Troyes i Frankrig. Dagen blev brugt på en tur i en stor naturpark hvor vi gik en lang tur og pigerne badede. Om aftenen tog vi ind til Troyes centrum og fik god fransk cafe mad 🙂 Det var et stort hit og en tiltrængt pause.

Pilskæve bygninger i Troyes. Byen er åbenbart kendt for gamle skæve huse...
Pilskæve bygninger i Troyes. Byen er åbenbart kendt for gamle skæve huse…
Pigerne løber i naturparken nær Troyes
Pigerne løber i naturparken nær Troyes


i dag er vi kørt videre og er i Osnabrück i Tyskland, 550km fra Tranbjerg. Det har været endnu en lang køredag på motorvejene.
Desværre blev Karoline syg sidst på dagen og har kastet op en del gange. Vi håber, at hun er frisk til i morgen så vi kan tage den sidste etape – ellers bliver hjemkomsten udsat en enkelt dag.

San Sebastian

Turens sidste større destination blev som planlagt San Sebastian i Nordspanien ved Biscay bugten, ikke langt fra grænsen til Frankrig.

San Sebastian er en fantastisk by. Den er ikke så stor og er omkranset af mindre bjerge. Byen slutter ud i bystranden La Concha, som er meget besøgt af åbenlyse årsager. Den er børnevenlig, stor og lækker og ligger lige i byen. Spanierne – eller baskerne – kommer her for en eftermiddagsdukkert og bliver der hele dagen i weekenden.

La Concha - stranden i San Sebastian
La Concha – stranden i San Sebastian
Aftensmad på stranden i San Sebastian
Aftensmad på stranden i San Sebastian


Den gamle bydel ligger lige op til stranden, og der er fyldt med restauranter og pinchos barer. Pinchos er den nordspanske udgave af tapas.
Her er fuld af liv, og vi kom lige til starten af sæsonen. Den årlige jazzfestival startede 2 dage før vi måtte videre, desværre uden vi fik hørt meget musik ud over gademusikanter.

Den gamle bydel i San Sebastian
Den gamle bydel i San Sebastian
Pinchos bar i San Sebastian
Pinchos bar i San Sebastian

Her har også været varmt. Vejret har skiftet fra behagelige 23 graders varme til en regulær hedetur i indekanten af 40 grader. Det var voldsomt inde i byen, og stranden var den eneste udvej.
Vi har boet i Sergios lejlighed i udkanten af byen. Hyggeligt lokalområde, vi spiste en del ude på cafeerne om morgen. Busserne gik ind til byen hvert 5. minut, så man er var derinde på 15-20 minutter.

Bananis i sofaen i San Sebastian
Bananis i sofaen i San Sebastian
Karoline laver appelsinjuice i San Sebastian
Karoline laver appelsinjuice i San Sebastian

Vi har også været på ture.
San Sebastian har ligesom Rio en Jesus statue på et bjerg, som våger over byen. Vi gik derop en formiddag i meget høj varme. Udsigten var rigtig god, og udstillingen på toppen om San Sebastians historie var egentlig meget interessant.
Det sejeste var dog, at både Karoline og Emilia trodsede varmen og vandrede de 125 højdemeter op og ned igen ad bjerget uden overhovedet at få hjælp. Det var selv for de voksne en anstrengende tur, og vi må sige, at de to små på det punkt klarer det fantastisk godt.

Far og pigerne fra udsigtspunkt på vej op ad bjerget i San Sebastian
Far og pigerne fra udsigtspunkt på vej op ad bjerget i San Sebastian

Den sidste dag tog vi i Akvariet ved havnen. Det var rigtig spændende. Der var igen hajer og rokker, men denne gang fik pigerne også mulighed for at stikke hænderne ned og røre ved lidt fisk.
Inde i auditoriet kunne både Emilia og Karoline fortælle historier om havets fisk til alle, som ville lytte med 🙂 Lidt om hammerhajer, skildpadder og den slags.

Karoline holder foredrag i akvariet i San Sebastian :-)
Karoline holder foredrag i akvariet i San Sebastian 🙂
Piger i akvariet San Sebastian
Piger i akvariet San Sebastian

Derudover isbarer, pinchosbarer og legepladser – det var hyggeligt i San Sebastian og nu er vi klar til at komme hjem. Vi er kørt til Troyes i Frankring og kører videre til Osnabrück i morgen. Vi rammer Tranbjerg den 25. Juli.

Pyrenæerne

Vores tur i Pyrenæerne har fundet sin afslutning. Vi brugte ialt 6 dage på vandring på forskellige ruter rundt i landskabet i og omkring nationparken ved Boi. Karoline og Emilia var med på mindre ture på op til et par kilometer. Mor og far tog skiftevis på længere ture op til 5 timer ad gangen, mens pigerne restituerede derhjemme.

Vores lejlighedshotel i Boi - typisk Pyrenæ-hus
Vores lejlighedshotel i Boi – typisk Pyrenæ-hus

Vi er blevet meget imponeret over Pyrenæerne. Her er helt fantastisk smukt. Her er vandring i frodig skov og ved store vandfald  og vandring i alpint bjerglandskab med sneklædte toppe her midt i juli.
Vandringen her er meget organiseret og ruterne er vel afmærkede.
Det har været en fantastisk oplevelse, meget forskellig fra det øvrige vi har set på turen.
Her vil vi meget gerne tilbage til. Pyrenæerne er et oplagt mål for enhver vandreinteresseret, og her er nemt at komme til fra Barcelona.

Udsigt fra Refuge i nationalparken
Udsigt fra Refuge i nationalparken
Dæmning fra Helles vandretur på vej ned fra bjergene
Dæmning fra Helles vandretur på vej ned fra bjergene
Skilte til forskellige vandreruter i nationalparken i Pyrenæerne. Der er nok at vælge imellem
Skilte til forskellige vandreruter i nationalparken i Pyrenæerne. Der er nok at vælge imellem

Pigerne har også haft det sjovt. Vi har brugt en del tid på legepladser, og i går tog de en tur på hesteryg. Sjældent har de da været så glade og stolte.

Emilia til hest i Barruera
Emilia til hest i Barruera
Karoline til hest i Barruera
Karoline til hest i Barruera

Lidt billeder fra vandreturen mellem Boi og Erill de Vall

Vi er kørt til San Sebastian. Vejen hertil var på sydsiden af Pyrenæerne og det var en ret flot tur. Her er lidt stemningsbilleder.

Flot udsigt på vej til San Sebastian
Flot udsigt på vej til San Sebastian
Roadtrip på vej til San Sebastian
Roadtrip på vej til San Sebastian

Vi bor nu i en lejlighed i San Sebastian. Vi har ikke planer om ret meget andet end badeferie og vejret skulle da også blive til lige præcis det 😉

Boi i Pyrenæerne

Vi er kommet lidt ind i landet i det nordlige Spanien. Vi er ved en lille by, Boi, og ligger ved nationalparken
“Aigüestortes i Estany de Sant Maurici National Park”…
Langt navn, det er i Pyrenæerne og bjergtoppene ligger i omegnen af 3000m heromkring.

Turen hertil fra Barcelona gik gennem det nordspanske landbrugsland. Der er enorme vidder og virkelig øde. Temperaturen nåede vidst 38 grader inden vi begyndte at kravle lidt op i bjergene.

Bare derudaf i det nordlige Spanien. Her er meget øde
Bare derudaf i det nordlige Spanien. Her er meget øde

Klik på billederne for at se beskrivelse

Vi har indlogeret os i et lejlighedshotel lige på grænsen af ovennævnte Nationpark. Vi er i 1350m højde, og temperaturen her er fra 20 til 28 grader afhængigt af om solen skinner eller om det regner. Det har været bygevejr i dag, så lige nu er her dejligt tempereret.

Udsigten fra vores lejlighedshotel i Boi
Udsigten fra vores lejlighedshotel i Boi
Køkkenet i Boi - vi laver maden selv, og køkkenet er "simpelt"
Køkkenet i Boi – vi laver maden selv, og køkkenet er “simpelt”

Planen i dag var en 8 km lang, men flad vandretur oppe i nationalparken, men vi måtte afbryde pga. dårligt vej. Vi gik i stedet en lang tur i skoven i ca. 1800m højde. Pigerne tog nationalparkstaxaen hjem, Torben tog den ca. 8 km lange vandretur ned fra bjergene, og det var en virkelig smuk tur.
Senere på eftermiddag besøgte vi et andet højtliggende sted ved en dæmning, far og pigerne gik en tur ved dæmning, og mor Helle tog så vandreturen ned derfra 🙂

Vandfald og udsigt fra nationalparken i Vall de Boi.
Vandfald og udsigt fra nationalparken i Vall de Boi.
Vandfald i nationalparken
Vandfald i nationalparken

Her er virkeligt smukt i Pyrenæerne. Flotte bjerge, store vandfald, meget frodige skove og stor vidder.
Vandreruterne er godt afmærkede, og turistinformationerne er nyttige. Der er lette, flader ruter, korte stejlere ruter til udsigtspunkter og nogle virkelig krævende ruter hvor man sagtens kan stige mere end 1000m. Vi nyder det rigtig meget, og det er jo rent mekka for de vandreglade forældre 🙂

Barcelona

Vi er stadig i Barcelona… 😉
Sikke en fantastisk by!
Vi tilbragte 8 dage i en villa ca. en time fra Barcelona som det første vi gjorde her i Spanien. Det var et treplanshus med masser af plads, gode faciliteter,  og en hel masse legetøj da huset tilhører en børnefamilie.

Huset ligger på en bjergside i en lille by, L’ametlla,  nordvest for Barcelona, og der var meget fredeligt. Pigerne badede i den store pool meget af tiden når de da ikke hoppede på trampolinen, og der var god tid til at hygge og afslapning. Det var en rar måde at starte i Spanien på – vi følte os faktisk helt hjemme i huset. vandring i nærområdet var også virkelig lækkert.

Vi var også et par dage inde i Barcelona og en enkelt dag på stranden nord for Barcelona.
I Barcelona var vi i akvariet en dag. Der var alt fra hajer til søpølser. Underlige fisk, pingviner, store bklæksprutter osv. Det var en sjov tur.
For enden af Ramblaen står mimerne, og dem var pigerne ret vilde med. Der blev smidt penge i kassen hos et par stykker af dem.
Ellers masser af is, kaffe, vand og chokoladecroissanter (Ja, sidstnævnte er vidst den nye svaghed), lidt lokale vandreture m.m.

Men helt færdige med Barcelona var vi altså ikke, så vi er flyttet ind til byen og bor mere centralt nu i en lejlighed hos Sergio og hans familie. Det er et rigtig lokalområde her i Barcelona, og vi nyder cafeerne, markederne og legepladserne.

Her er meget (!) varmt i dagstimerne, det er faktisk for varmt. Midt på dagen er vi nødsaget til at fortrække indendøre i airconditioning, og først tage turene sent på eftermiddagen og legepladserne om aftenen.
Dagstimerne kan da heldigvis også bruges på stranden de dage vi vælger det 🙂

Der er også blevet fejret en 38 års fødselsdag. Vi startede morgenen med flere croissanter på tagterrassen ( vi har vores helt egen fuldstændigt vidunderlige tagterrasse) og derefter ind på Hard Rock Cafe for enden af Ramblaen. Pigerne syntes at cafeen var meget spændende og de voksne nød den gode mad og fantastiske stemning.

Vi har også nået forbi Gaudis Park Güell, og den store park Cituadell nede ved zoologisk have nær stranden. Igen meget varmt, så jo hurtigere man finder til stranden jo bedre!

Ellers rejser vi videre i morgen, lørdag – vi tager op i Pyrenæerne i en nationalpark og bliver der en lille uges tid. Der skal vandres og vi glæder os til naturoplevelser i bjergene efter 12 dage i og ved Barcelona. Der skulle også være lidt køligere.
Derefter tager vi til San Sebastian på Spaniens nordkyst for at opleve atlanterhavskysten og den berømte by. Det bliver sidste længere ophold på denne tur, derefter begynder hjemrejsen.