
Vi er rejst videre fra bjergene i den nordlige del af Bali til Balis nordvestlige kyst. Her ligger den stille by Pemutaren, som ligger utroligt smukt mellem Balis nordkyst og de bagvedliggende bjerge, som er i gåafstand fra byen. Et rigtig lille smørhul, og så kommer man her for at dykke. Ikke langt herfra ligger øen Menjangan, som er en nationalpark omgivet af fantastiske koralrev. Her findes Balis bedste dykning, og det er også derfor, vi er taget hertil. Her er også en virkelig lækker strand, og man kan snorkle og dykke fra stranden direkte ud til de nærmeste koralreve. Rent slaraffenland for de dykkerglade.



Vi har boet i et hyggeligt guesthouse hos Made, som har taget sig rigtig godt af os i en uges tid. Sammen med hendes hold af søde kvinder, som vimser rundt, sørger hun for, at vores værelser er i fineste stand, laver morgenmad og endda gratis aftensmad en af dagene og hjælper os med scooterleje og alt muligt andet. Hun har været skøn.


Vi har været afsted på en del dykkerture. Da dykkerstederne ligger tæt ved – nogle af dem 3 minutter i båd fra kysten – er dykkerdagene meget mere overkommelige end da vi dykkede fra Sanur. Ingen lange transportdage i trafik, ingen store afstande. Det har vi været glade for. Og dykningen er god. Vi har set skildpadder, hajer, makrelstimer, tun, alskens koralfisk, sågar delfiner en dag fra båden. Det er teknisk meget let dykning. Her er ingen bølger, ingen strøm og sigtbarheden er god. Det kan ikke blive meget nemmere.





Der er flot i bjergene lige bag ved byen, og der er flere udsigtspunkter til havet og solnedgang. Vi tog en tur op til et af dem lige bag ved Mades bungalows. Man kan se vulkanerne på naboøen Java derfra.





Vi har været ramt af sygdom. Det var blæsevejr et par dage, og blæsten fra de bagvedliggende bjerge førte noget influenzalignende med sig. Vi troede ikke rigtigt på det til at starte med, men indoneserne, inklusiv lægen, siger alle det samme. Først Helle, så Emilia, så Karoline. Til sidst fik Emilia ondt i ørene og lægen sagde, at hun har fået en infektion i det ydre øre fra dykning. Det har forsinket os en del, og det betyder, at vi ikke når alt det, vi havde tænkt os. Lombok og Gili øerne må vi tage en anden gang. Til gengæld har vi det jo rigtig godt her i Pemuteran, og vi nyder den smukke natur i bjergene og havet. Efter vores ophold hos Made måtte vi flytte hotel og er lidt tilfældigt landet på et vildt luksus resort. Pigerne nyder det, og forældrene holder en pause.








En lille detalje, man skal være opmærksom på, er at restauranterne ikke alle er lige gearede til mange gæster. Der lader til, at der ofte kun er en kok, og bestiller man 4 forskellige retter – ja, så kommer de én ad gangen i takt med at kokken bliver færdig. Vi har næsten ondt af den af os, der får maden sidst. Når man så har ventet i over en time på en hurtig ret, bestiller man altså ikke lige 4 forskellige desserter… vi griner lidt af det, når blodsukkeret er kommet op igen.
Derudover skal man lige vende sig til støjniveauet om natten. Enhver indoneser med respekt for sig selv, har tilsyneladende en hane i haven, og sammen med moskeernes morgenbøn kl 04.45 bliver den omgang en virkelig speciel kakofoni. Det, der kommer fra moskeerne lyder ærligt talt en smule spøjst og anstrengt i de højere toneregistre og hanerne i haverne omkring holder sig bestemt ikke tilbage for at deltage i festen. Man vågner om natten, bliver lidt småirriteret samtidig med at man ikke helt kan lade være med at grine lidt – for det er godt nok uskønt.
Vi rejser videre til Java. Vi tager en uge med lidt vulkanvandring, vandfald og hvad der ellers dukker op. Vi har hyret en chauffør, og skæbnen ville, at vi er rendt ind i en vi kender. Rosi blev uddannet som divemaster samme sted som Torben, og ved et helt vildt sammentræf er han endt som vores guide og chauffør på Java. Det glæder vi os til. Vi har været ude og besøge hans familie inden afrejsen, hvilket var en af de supergode og meget private oplevelser, man får, når man viser, at man gerne vil lokalbefolkningen.

Til sidst lidt stemningsbilleder

















Flotte billeder – synes, at der er mange burgere og pomfritter på menuen