Vi er tilbage i USA’s nationalparker og har besøgt Great Smokey Mountains i North Carolina. Nationalparken er et meget stort bjerg- og skovområde nord for storbyen Atlanta, og er USA’s mest besøgte nationalpark.
Vi har boet i en fantastisk skøn bjerghytte med udsigt over bjergene, og har nydt det lidt mere tempererede klima i højderne efter turen i varmen langs østkysten. Vi har slappet af, gået en del ture i skovene og i bjergene og nydt det i fulde drag.

Inden vi nåede så langt skulle vi dog lige dertil fra Charleston, og på vejen fra Charleston til Great Smokey Mountains ville vi lægge vejen forbi Congaree National Park. Desværre blev bilen ramt af en større sten på motorvejen, som knuste forruden på vores dejlige GMC Yukon, og vi blev derfor nødt til at køre forbi AVIS biludlejning og få bilen byttet med det samme.
Det betød, at besøget i Congaree Park blev noget forkortet, men vi fik dog gået lidt i på boardwalken i parken. Congaree National Park er en skov i sumpen, og derfor går man på Boardwalks. Der er varmt, fugtigt, og helt utroligt mange insekter – måske ikke stedet vi ville have tilbragt halve eller hele dage uanset. Men det var fint med den lille tur vi fik, og pigerne gennemførte minsandten også et Junior Ranger Program her, og fik et badge tilføjet til samlingen.

Vi fik bilen byttet til en Chevrolet Tahoe, som bortset fra navnet er fuldstændig magen til den anden vi havde, og kørte til North Carolina og ind i skovene til bjerghytten. Her blev vi med det samme betaget af udsigten fra vores altan, og den nød vi al tiden vi var der.

Bjerghytten ligger inde i et lukket område, og firhjulstræk har været nødvendig for at komme frem og tilbage. Det er grusveje, og indkørslen var stejl. Det gik dog fint, og var faktisk lidt sjovt at køre frem og tilbage.
Ved indgangen til området var der en vagt, som krævede vores opmærksomhed hver gang vi kørte ud og ind.
Ponkey the Donkey blev aget, klappet og kysset af pigerne hver gang vi var forbi, og det var ret hyggeligt at kunne høre skryden i det fjerne fra vores altan når andre kom og gik. Sikke en vagt 😀

Ud over at nyde freden og udsigten i hytten har vi også været på ture i nationalparkens skove. Vi var mest i den sydlige del af Nationalparken, hvor der ikke var så mange turister, og gik nogle gode vandreruter hvor der ikke var ret mange andre.
Vi besøgte et Visitor Center, hvor pigerne deltog i endnu et Junior Ranger Program, og hvorfra vi tog lidt ture.

Great Smokey Mountains ligger ikke i troperne, men er alligevel en regnskov. Vi havde en hel dag med kraftig regn, hvor vi ikke kunne meget andet end af spille spil og se film. Sidst på eftermiddagen tog vi dog en regnvejrstur i skoven alligevel.
Der er mange markerede vandreruter i nationalparken, og vi tog en lille del af Boogerman Trail. Til forskel fra de andre nationalparker, vi har set, er det tydeligt, at der skal en del mere udstyr til for at komme frem her. Der skal krydses floder og vandløb, vejret er fuldstændigt utilregneligt og ruterne er meget lange og ofte mudrede. Det gik nu fint med de småturer vi tog.

I centrum af nationalparken og på statsgrænsen mellem Tennessee og North Carolina ligger det højeste punkt i parken. Her er der i 1959 opført et udsigtstårn, som man gratis kan komme op i, og få et 360 graders fuldt udsyn over hele nationalparken – forudsat, at der ikke er skyet, og det var der.
Det var selvfølgelig uheldigt, men vi fik at vide, at chancen for at ramme en dag med frit udsyn er mindre end for at se udsigtspunktet indhyllet i tåge. Det er en trist udvikling, for de udbredte skyer og tåger er forårsaget af forurening ved afbrænding af forsile brændstoffer i den omkringliggende industri, kulkraftværker og benzinos.
Siden opførelsestidspunktet i 1959 er dagene med frit udsyn om sommeren reduceret med 80% om grundet denne forurening.

Vi gik en vandrerute på ca. 10km i skovene omkring Clingman Dome, og ramte den berømte Appalachian trail på vejen. Vi gik vel ca. 1km af på den del af ruten, så nu mangler vi kun ca. 3.539km.
Ruten går fra fra staten Maine nord for New York og helt til Georgia, syd for Great Smokey Mountains og krydser 14 stater undervejs.

Vi kørte en del i dagene i GSM. Parken er stor, og vi havde 3 kvarters kørsel bare ind til besøgscentret. Man støder på dyrevildt ude på vejen ind i mellem, og så må man bare stoppe op og vente til der er fri bane igen. Elge, kalkuner – og en enkelt gang en sortbjørn.

Den sidste dag i Great Smokey Mountains tog vi ud og så vandfald.
Soco Falls og Mingus Fall er ikke så imponerende som dem, vi så i Yosemite, til gengæld kan man gå ind i dem. Vi besøgte også en del bebyggelser opført af settlerne i området for ca. 120 år siden.
Det var en nogle hyggelige dage, uden de store anstrengelser som i nationalparkerne i det vestlige USA.
Det var Great Smokey Mountains. Vi hyggede os gevaldigt i en fantastisk bjerghytte og med lidt ture ud i skoven. Det var ikke nær så vildt som f.eks. Yosemite eller Zion Nationalpark, men det passer os fint. Vi nød afslapningen.
I mellemtiden er vi taget til Atlanta, turens sidste stop.
Lidt stemningsbilleder fra Great Smokey Mountains.

Vi har nået rejsens østligste punkt og har besøgt Charleston i staten South Carolina.
Vi har været her i 5 dage, og tiden er i vanlig stil gået med en masse oplevelser. Charleston er en by, som indeholder rigtig meget af den amerikanske historie omkring slavetiden og specielt den amerikanske borgerkrig, som startede her i byen. Men vi har også nydt strandende og og naturen her i the Low Country.

Charleston er ligesom Savannah en by uden de store højhuse, og her er hyggeligt og frodigt. Byen er flot, og vi startede med at gå en tur rundt i den historiske del af byen, hvor vi blandt andet så Battery Park med kanonerne mod syd, Rainbow Row med 13 kendetegnende regnbuefarvede huse og en masse kirker og fine bygninger.

Vi har boet i et lille hus ca. 20 minutters kørsel nord for den historiske del af Charleston i byen Charleston North. Herfra er afstand til centrum af byen, strand, seværdigheder, indkøb m.m. meget fin, og der er et meget fint restaurantkvarter i gåafstand herfra. Placeringen er helt fin, når vi nu havde ikke held med at finde lejlighed inde i selve Charleston, som kunne betales med rimelighed. Vi bookede derfor det vi troede var et fint hus, som er turens dyreste ophold udregnet pr. døgn. Vi er derfor blevet noget skuffede over at bo i et sminket, gammel fugtigt hus. Det er lidt surt, og da det var dyrt, betyder det også, at vi tænker lidt mere over, hvordan vi ellers håndtere dagsbudgettet mens vi er her. Øv, men vi har været afsted til mange oplevelser alligevel, så huset her kommer i glemmebogen.

Boone Hall
Dagen efter vi ankom, kørte vi til en plantagen Boone Hall øst for Charleston i Mount Pleasant. Første gang opført i 1680’erne af en engelsk Major Boone, som fik sig ualmindeligt godt gift med en lokal kvinde, og fik et kæmpe landområde i tilgift til opdyrkning.
Det oprindelige hovedhus er i flere omgange for længst brændt og væltet af orkaner. Hovedhuset, der står der i dag, er opført i 1930’erne af en canadisk diplomat, som ejede stedet kortvarigt.
Slavebarakkerne og egetræsalléen er der dog endnu fra oprindelige opførelse.
Her har været produceret ris, bomuld, Indigo (plante man bruger til produktion af den lilla indigofarve), mursten, pecannødder – alt afhængigt af hvad der lige var afsætning på. Slaverne måtte selvfølgelig gøre al arbejdet, og denne plantage har været den med mest fortælling om slavetiden. Vores fornemmelse er, at det ellers ikke er noget, amerikanerne har lyst til at have stort fokus på.
Plantagen har været ca. 5.000 acres stor – ca. 20km² men er i dag ca. 3 km² stor. En georgisk prins, som ejede stedet i 1940’erne, solgte store landområder for at rejse midler til hestesport, som blevet drevet på stedet. For de hestesportsinteresserede er her derfor også stolt hestesportshistorie. Den del sprang vi over, da vi ikke kunne nå det hele.

Der var mange foredrag og ture rundt på Boone Hall, og det var en meget lærerig dag. Vi var der hele dagen, og var godt trætte, da vi kom glade derfra. Det var virkelig en fed dag.

Det var også en varm dag, og varmen tærer på kræfterne. Så vi tog på stranden på Sullivan Island dagen efter, ca. en halv times kørsel fra Charleston.
Charleston ligger på samme måde som Savannah ikke ude langs Atlanterhavskysten, men tilbagetrukket og langs floden, hvor byen i gamle dage var nemmere at forsvare for farer fra søvejen. Derfor er der en lille køretur ud til strandene.

På Sullivan Island ligger også Fort Moultrie og beskytter kysten og indsejlingen til Charleston, og Fortet var også i anvendelse under borgerkrigen. Det blev senest brugt som observationspost under 2. Verdenskrig, men derefter taget ud af brug. Vi brugte 1½ times tid der sidst på eftermiddagen, og pigerne blev Junior Rangers her også. Fort Moultrie drives af NPS – National Park Service, og da vi har NPS årskort efter alle besøgene i nationalparkerne, var besøget gratis for os. Nogle gange er man bare heldig.

Dagen efter var det afsted på sejltur ud til Fort Sumter, som er en af hovedattraktionerne i byen. Den amerikanske borgerkrig startede ved sydstaternes bombardering af Fort Sumter i 1½ døgns tid i 1861, og man kan komme på tur derud med paddlewheeler – hjuldamper – og se ruinerne af fortet. Det gjorde vi selvfølgelig. En halv times sejltur, hvor rangeren på båden fortalte om fortet og den amerikanske borgerkrig.

Det må have været varmt den dag på Fort Sumter, selvom vi ikke synes, at den dag var værre end så mange andre. Men begge forældre kom begge derfra svimle og med hovedpine – tegn på dehydrering og begyndende hedeslag. Da vi kom retur til byen, forsøgte vi at gå en tur gennem en markedsplads i centrum af Charleston, men det gik ikke rigtigt – vi kunne ikke klare mere i varmen. Vi ved ikke rigtigt, hvorfor vi lige skulle rammes den dag, men heldigvis gik børnene fri af hovedpinen.
Vi gjorde det rigtige resten af dagen – ind på en afkølet café og drikke kaffe, milkshake og spise en masse is og så en sen eftermiddagsbadetur i springvandet midt i byen. Det var til gengæld meget hyggeligt, og symptomerne forsvandt heldigvis hurtigt sammen med isen og kaffen. Pigerne legede lidt med alle de andre børn i springvandet, og havde det sjovt.

Den sidste dag i Charleston brugte vi på byens akvarium, som også er et redningscenter for halvskildpadder. Akvariet indeholder et 42fod / 13m højt indendørs bassin med en meget stor havskildpadde, masser af fisk og hajer, barracudaer, moræneål, rokker osv. Mange af dyrene har forældrene set på dykkerrejser rundt i verden, og det var sjovt at udpege alle de forskellige arter, vi kender så godt fra vores ungdom som dykkere.

Der kommer mellem 30 og 50 skildpadder til redningscentret årligt. Skildpadderne har slugt fiskekroge med madding, blevet ramt af en hurtigtgående båd, været fanget i fiskenet eller er bare blevet syge og skyllet op på stranden.
De bliver grundigt undersøgt, opereret og rehabiliteret inden de bliver sat fri igen, men opholdet på centret et mellem 3-5 måneder og flere år afhængigt af hvor slemt de er tilredte.

Der var også alle mulige andre dyr i akvariet – som vel egentligt også var meget andet end et akvarium. Her var alligatorer, slanger, havoddere, fugle osv.
Vi endte med at bruge hele dagen i akvariet, selvom vi nok havde forestillet os kun at bruge formiddagen der. Vi faldt i snak med en masse af de ansatte, og de gav ligefrem hånd og sagde tak for besøget da vi smuttede sidst på eftermiddagen. Men det var nu også et rigtigt spændende sted, og pigerne ville ikke derfra.

Det var Charleston. Vi nåede lige en sen eftermiddagstur på endnu end strand, Folly Beach, en halv time syd for Charleston, og så lige en tur på den lokale mexikanske restaurant.
Vi var her 5 dage, og der var fart på. Byen indeholder dog meget mere, og specielt den historiske del omkring plantager, slavehandel og borgerkrig fylder rigtig meget. Det er spændende, og byens indbyggere deler meget gerne ud af den.

Lidt om egetræerne
Der er altså noget helt særligt over de egetræer her i sydstaterne.
Vi fik fortalt lidt om dem under besøget på Boone Hall Plantation. Sorten hedder “Live Oak”, og der er 88 af dem på alléen her. Der er gået 2 til i løbet af de 350 år, de har stået her – et ved et lynnedslag og et røg i en orkan. De er stedsegrønne og har et rodnet på størrelse med kronen. Rodnettene fra de enkelte træer vokser sammen, og bliver et egetræ ramt af sygdom eller anden ulykke, får det tilsendt næringsstoffer og vand fra de andre træer, og de passer på den måde på hinanden. Derfor overlever de sygdomme og andre naturlige angreb.
Det, der hænger ned fra træerne, kaldes Spanish Moss og er en plante, som udelukkende hænger løst på træet, uden yderligere rodnet. Det er ufarligt for træet, men giver træerne det helt særlige udseende, vi forbinder med træerne i sydstaterne.
Vi er vilde med de egetræer. De er kæmpestore og majestætiske og er blevet et kendetegn for sydstaterne for os ligesom de er det for mange andre. De er svære ikke at blive betaget af.

Lidt stemningsbilleder

Vi er rejst videre ind i landet, og er nu i North Carolina, ved Great Smokey Mountains Naitional Park. Sceneriet er skiftet, vi bor nu i en bjerghytte med udsigt!

Vi har nået målet for vores roadtrip fra New Orleans mod øst og har besøgt Savannah, Georgia.
Det tog ikke lang tid, før vi indså, at Savannah er den fineste og mest romantiske by vi har set på rejsen, og byen samt oplandet hertil, har indfriet alle vores drømme om hvordan The South kan være.
Savannah, som rummer lidt under 150.000 indbyggere, skiller sig ud fra de andre byer vi har besøgt ved, at her ingen højhuse er, og hele centrum af byen består af historiske bygninger i victorianske og italienske byggestile. De meget flotte bygninger ligger på smalle veje, hvor egetræerne rækker ud over gaderne, og hvor den gule aftenbelysning fra gadelamperne sætter byen i en fantastisk kulisse. Dertil er der rigtigt mange små parker, som ligger spredt over hele byen, og der er aldrig langt til en bænk under et træ.

Der er også mange små caféer og kaffebarer. Vi fandt én 5 minutters gang fra vores lejlighed, og her var hyggeligt.

Vi boede i en 2 værelses lejlighed i en gammel victoriansk bygning. Lejligheden var flot, køkkenet var veludstyret, og vi boede i gåafstand fra alt i det historiske kvarter i Savannah samt fra velassorteret indkøb i Kroger, supermarkedskæde i Georgia. Kassedamen kunne vist genkende os til sidst.
Fornemmelsen af Savannah var, at det er meget sikkert at bevæge sig rundt, også efter mørkets frembrud. Alle hilser på hinanden, og der er mange mennesker i parkerne i aftentimerne, når varmen aftager lidt. Så spilles der basketball, tennis, fodbold, køres på rulleskøjter osv.
Vi er vilde med stemningen her.

Vejret er godt her. Solen skinner for det meste fra skyfri himmel, men der kommer en enkelt byge hver eller hver anden dag. Så er det med at komme inden døre, for tordenbygerne giver meget vand på kort tid.
Vi blev fanget af én nede i byen, og valgte at spise frokost på restaurant.
Temperaturen ligger mellem 32 og 35 grader, og luftfugtigheden kan godt blive lidt høj. Her er dog ikke så kvælende varmt som i New Orleans.

Vi er jo fans af Forrest Gump filmen alle 4, og de berømte scener hvor Tom Hanks sidder på bænken og fortæller sin livshistorie er optaget i Savannah, på Chippewa Square. Det var vi selvfølgelig forbi.

Wormsloe State Historic Site
Vi har også været på et par ture uden for byen. Vi besøgte Wormsloe State Site, som er et museum og besøgscenter for den første engelske koloni, som slog sig ned her omkring, og etablerede sig fra 1733 og frem.
Kolonien blev etableret for at stoppe spanierne fra at erobre området, da spanierne på det tidspunkt besad det nuværende Florida. Derudover var kolonien en forsøgskoloni, hvor kolonisterne skulle klare sig uden slaver og kun med et begrænset landområde pr. familie – det skulle være realistisk at dyrke det selv, uden slaver.
Det holdte vist i ca. 20 år, hvorefter slaveriet blev indført.
I dag er området berømt for en smuk egetræsallé fra kolonitiden, og vi gik en lille vandrerute rundt i skoven, hvor man kunne se resterne af den oprindelige koloni, samt lære om kolonitiden.
Der var bestemt ikke mange mennesker, og vi havde nærmest vandreturen for os selv.

Det var fint og hyggeligt i 2-3 timer – og varmt, så vi smuttede til stranden på Tybee Island om eftermiddagen. Savannah ligger ikke helt ude ved kysten, men tæt ved. Byen ligger nærmere hvor floderne indlands mødes inden udløb til havet, strategisk godt i forhold til forsvar af landområderne bag marsken. Der var en halv times kørsel til Tybee Island, og turen var ud over The Low Country- marskområderne.

UGA Marine Education Center and Aquarium
Dagen efter var vi på tur igen til et University of Georgia Marine Education Center and Aquarium. Det var et lille akvarium, med fokus på det lokale liv i vandet i floderne, i brakvandet ved flodernes udløb og langs Georgias kyst.
Udstillingen var sjov nok, og vi har set meget af den slags andre steder. Men vi var så heldige, at de hjælpsomme amerikanere lod os komme med på en “behind the scenes” tur rundt bag i akvariet selvom den vist var udsolgt. Biologerne fortalte om dagligdagen for dyr og medarbejdere og om hvordan de redder specielt havskildpadder til senere udsættelse i det fri. Det var hyggeligt. Derefter fodring og “hands-on” på horseshoe crab, dolkhaler på dansk.

Kirkegårdene
I sydstaterne har de et særligt forhold til de døde og til kirkegårdene. Ud over, at kirkegårdene indeholder meget lokalhistorie om raceadskillelse, borgerkrig, og at en meget vellidt turistattraktion er vandretur med guide som fortæller spøgelseshistorier, fylder kirkegårdene meget i bybilledet. De er på en lidt løjerlig vis både museer og mindesteder. De fremstår som velholdte parker med spredt placerede, gamle gravsten, men sandheden er, at de er propfyldte med gravsteder, og der ikke er mere plads under jorden. Mange af dem er lukkede for yderligere begravelser. Gravstederne er bare ikke alle markerede. En del af den afroamerikanske kultur har været, at man ikke markerede gravstederne, når man blev stedt til hvile.
Så vi besøgte et par stykker. En om aftenen, en i formiddagstimerne. Det var ikke noget vi brugte meget tid på, men det bidrog til forståelsen af byen og dens kultur.

Vi hørte fra alle vi talte med inden Savannah, at “Oh Savannah, you will love Savannah!” Ikke uden grund, og Savannah og the Low Country i Georgia har bidt sig fast i os. Det er måske ikke de mest prangende turistattraktioner, men her er en fantastisk sydstatsstemning og man kommer meget hurtigt til at føle sig hjemme og godt tilpas i byen. Vi undrer os lidt over, at Savannah ikke er en mere omtalt rejsedestination derhjemme, for her er ovenud skønt og relativt tæt på en af USAs største lufthavne i Atlanta, Georgia. Vi kommer i hvert fald gerne tilbage, også for at blive lidt længere næste gang.

Lidt stemningsbilleder.

Vi har startet vores roadtrip fra New Orleans og er kørt i østlig retning over til Atlanterhavskysten i Georgia og South Carolina, hvorefter vi skal ind i landet igen.
Rejsen har den seneste uge forløbet langs kysten ved den mexicanske golf, og vi har besøgt staten Mississippi, kørt gennem Alabama, besøgt Florida og er nu i byen Savannah, Georgia.
Det har igen været begivenhedsrigt med rigtigt gode oplevelser, vi ikke havde forestillet os, at vi skulle få.
Vi afhentede en forudbestilt lejebil i New Orleans, forlod Louisiana, og gjorde holdt lige på den anden side af statsgrænsen til Mississippi.

Ved statsgrænsen lå et besøgscenter, hvor vi fik meget gode anbefalinger om seværdigheder i Mississippi. Vi blev forslået at kigge ind hos NASA, som har et besøgscenter lige ved grænsen mellem Louisiana og Mississippi.
Det kunne vi da ikke sidde overhørigt, og 10 minutter senere var vi hos NASA og se udstilling og rumraket!
Spændende udstilling, som omhandler NASAs aktiviteter i rummet, men også i verdenshavene.

Besøget hos NASA var et stop på vejen mod Biloxi, som var vores bestemmelsessted den første dag på vores Roadtrip. Biloxi er en lille by ved vandkanten mod den Mexicanske Golf i Mississippi, som nok er mest kendt for kasinoer, men også fine strande. Der var ingen strande i New Orleans, så vi trængte til en tur i vandet efter en meget varm uge i byen.
Vi nåede frem sidst på eftermiddagen, og tjekkede ind på et Best Western hotel, som lå i gåafstand til vandet. Hoteller er ikke vores foretrukne overnatningssteder, men nogle gange er det mere praktisk når det er til korte ophold.
Hotelreceptionisten nævnte, at vi kunne gå over på baseballstadionet lige ved siden af, og se resten af en lokal, semiprofessionel baseballkamp. Det gjorde vi så, og fandt ud af, at der var kamp igen dagen efter. Baseball kampe spilles i serier over flere dage, og dagen efter var det sidste kamp, som også er den mest populære.
Da denne kamp skulle spilles den 3. juli, altså dagen før Independence Day, ville der være fyrværkeri som afslutning efter kampen.
På vej over for at købe billetter næste formiddag, kom vi lidt på afveje (det sker ret ofte), og endte i det lokale holds kontor i stedet for billetlugen. Vi må have set forvirrede ud, for straks blev vi mødt af meget venlig mand fra personalet- Chris, som hjalp os på rette vej, og noterede sig, hvor vi skulle sidde henne.
Og så var der Baseball den 3. juli! Det blev skudt i gang med den Amerikanske Nationalsang, og der var en rigtig god stemning på det fyldte stadion.

Under kampen dukkede Chris pludselig op ved vores pladser og forærede os Biloxi kasketter, skjorter og baseballs. Han kom forbi flere gange i løbet af kampen for at sludre, og efter kampen blev vi inviteret ned på banen for lige at få en rundtur og en indføring i baseballbanens indretning og spillets finesser. Vi fik også hilst på greenkeeperen og andre af de tilknyttede til holdet.
Vi ved ikke rigtigt hvorfor vi fik så meget opmærksomhed, men det var en virkelig sjov og meget overraskende oplevelse.

Det lokale hold hedder Biloxi Shuckers. Det betyder noget i retning af Biloxi Østers-åbnerne.
De tabte desværre begge kampe, men det betød ikke så meget – stemningen var god alligevel.

Vi fik også besøgt stranden i Biloxi og den nærliggende by Ocean Springs. Strandene er flotte, og vandet er varmt. Desværre er vandet også brunt, forårsaget af Mississippiflodens og andre vandløbs udløb til den Mexicanske Golf. Vandet er rent, men ikke klart.

Den 4. juli var det så Independence Day – den amerikanske nationaldag. Vi ledte efter et paradeoptog, men kørte forgæves. I stedet fik vi fyrværkeri på stranden om aftenen. Det blev ikke styret fra officiel hånd, det var de civile amerikanere, som skød af. Ingen sikkerhedsbriller, masser af mennesker og krudt, børn der holdte romerlys i hænderne osv. Det virkede lidt vildt, men der skete ikke noget.

Samme aften holdte vi Torbens 45 års fødselsdag på Hard Rock Café i Biloxi, hvor vi fik – ja, burgere, selvfølgelig. Og drinks. Det var en rigtig god Hard Rock Café. De svinger i standard, dette var en af de bedste vi har set.

Videre til Pensacola. Staten Alabama kørte vi igennem på vejen, kun med et frokoststop og et besøg hos Avis biludlejning i en lufthavn.

I Pensacola boede vi i stueetagen af et lille hus midt i byen, 20 minutter fra Pensacola Beach.

Inden vi blev installeret i huset i Pensacola måtte vi have byttet bilen. I New Orleans udleverede de ikke den SUV vi havde bestilt, da de ikke havde den, og vi fik i stedet en van, og besked på, at vi bare kunne bytte den ved et andet AVIS kontor. Vi – specielt Torben – var godt sure over behandlingen, og vi kørte så til 3 forskellige AVIS kontorer på vejen inden vi fik udleveret det, vi havde bestilt. Og lidt til. Vi har fået en full size luksus SUV.

Vi tog til Pensacola for at opleve stranden på Pensacola Beach. Vores forventning var, at strandene i stor udstrækning ville være dækket af hotelkæder og charterturisme af typen, hvor lejede strandstolene står side om side.
Det viste sig heldigvis ikke at være tilfældet. Pensacola Beach er meget besøgt, men den er meget lang, og det lykkedes at finde god plads til både parkering og lejr på stranden. Sandet er kridhvidt, vandet turkisblåt, temperaturen perfekt i både vand og luft. Det er uden sammenligning den bedste strand vi har været på, og vi fik et par afslappende dage i hyggeligt selskab med snakkesaglige amerikanere.

Midt på dagen dukkede et større fly fra luftvåbnet pludseligt op og fløj i meget lav højde og i nogle lidt vilde manøvre hen over stranden – forfulgt af et jagerfly. Vi blev faktisk lidt bekymrede, for det så vildt ud, og alle de andre på stranden rejste sig og der blev meget stille.
Det viste sig dog hurtigt, at det var en opvisning.
I Pensacola har man “The Blue Angels”, som er en flyvebase tilhørende søværnet. De holder opvisning hvert år i weekenden efter Independence Day, og i løbet af eftermiddagen og dagen efter var der meget lavt flyvende jagerfly, større propelfly og opvisningsfly i opvisning hen over stranden.

Vi var i Pensacola i 2 dage, hvilket var for lidt. Stranden er så fantastisk og hyggelig, at man kan bruge sin sommerferie her. Det skriver vi os bag øret, og håber meget på at komme tilbage hertil en anden gang. Men der er langt fra New Orleans til Savannah, så vi fortsatte vores roadtrip. Vi smuttede fra Pensacola Beach sent om eftermiddagen og kørte 2-3 timer mod øst inden vi overnattede på et vaskeægte highway motel og fik aftensmad (altså burgere, forstås) på en traditionel diner. Afsted næste morgen mod næste stop på vejen, som var Jacksonville ved Atlanterhavskysten i Florida.
Her boede vi tæt på stranden på hotel, og kørte med det samme ned til vandet.
Her blev vi ikke skuffede. Atlanterhavskysten i Jacksonville er med brede, hvide sandstrande, dejligt varmt vand og i baglandet umiddelbart bagved er der spækket med caféer, restauranter og hyggelige små butikker.

Vi badede alt det vi kunne langs den Mexicanske Golf og i Jacksonville på vej mod Savannah. Langt de fleste steder, vi besøger, byder på så mange oplevelser, at vi sagtens kunne have brugt meget mere tid, end den vi havde til rådighed. Vi bliver gang på gang overrasket, og sydstaterne har indtil videre været meget indbydende og har givet os lyst til mere.

Lidt flere stemningsbilleder fra turen østover fra New Orleans til Jacksonville

I løbet af vores uge i New Orleans var vi på udflugter i oplandet til byen. Det var guidede turer hvor vi blev kørt i bus ud til vådområderne øst for New Orleans og derfra på bådtur, og mod vest til de oprindelige sukkerrørsplantager, hvor man kan komme på besøg i de bevarede plantagebygninger, herunder hovedhusene og slavernes “boliger”.
Vi var først på tur i sumpen øst for New Orleans .

Vi kom ud og sejle i sumpen i en fladbundet båd med plads til ca 20 turister og en guide. Her så vi alligatorer, masser af fugle, vaskebjørne, edderkopper og lidt af hvert andet.

Det var en hyggelig og brandvarm tur. Vi var 2 timer på vandet, og vendte snuden hjemad derefter, og var hjemme så vi lige kunne forkæle ganerne med en omgang seafood og burgere på den lokale restaurant til aften. Skøn dag!

Dagen efter var det afsted på besøg på sukkerrørsplantager.

Laura Plantation og Oak Alley Plantation
Sukkerrørsplantagerne ligger langs Mississippifloden fra Natches i staten Mississppi til New Orleans i Louisiana. Der var oprindelige rigtigt mange plantager, og i dag kan man komme på besøg i enkelte bevarede plantager. Der produceres stadig sukker fra sukkerrør, nutidens marker ejes bare ikke af plantager længere. Det er almindeligt landbrug, og er industrialiseret med knudepunkter ved Mississippifloden. Sukker løber man ikke tør for i New Orleans!

Vi besøgte først Laura Plantation, hvor vi fik en stor rundtur i hovedhuset og efterfølgende blev vist rundt i slavernes bygninger. På Laura Plantation var der meget historie fra tiden ca. 1800 til 1863, hvor The Emancipation Proclamation blev deklareret af Abraham Lincoln og slaverne dermed i princippet blev sat fri, og om tiden efterfølgende (hvor de tidligere slaver, kaldet freedmen, reelt set ikke var meget bedre stillet).

Efter Laura Plantation var det videre til Oak Alley Plantation. Den er berømt for sine egetræsalléer og haver, og er virkelig smuk. Den har også lagt kulisse til mange film og serier. Her måtte vi ikke tage billeder indenfor.

Plantagebygningerne og haverne omkring dem er meget smukke. Her er stille, frodigt og velplejet. Byggerierne er solidt opførte i meget høj kvalitet, gennemtænkte i indretning og temmelig luksuriøse. De gamle egetræer og de franske haver i det frodige landskab giver en fantastisk stemning.
Det står alt sammen i skarp kontrast til det liv, slaverne har levet her, som var så grusomt, som noget kan være. 16, nogle gange 20 timers arbejdsdag, ingen fridage og så den altopslidende hede og luftfugtighed.
Den forventede levealder for slaver var 25-36 år. Hvis de ikke døde af tuberkulose eller anden sygdom, blev bidt af giftslanger i markerne eller anden ulykke, døde de af nyresvigt grundet væskemangel. De boede i 12 mands hytter, hvor de måtte tage sig af hinandens børn, indtil de var gamle nok til at komme i marken som 9-årige.
Da forældrene jo døde tidligt, levede slaverne sammen i hytterne som “mixed families” da de efterladte børn skulle passes af andre familier.
De mandlige plantageejere og familiemedlemmer fik børn med flere af slaverne, og disse børn blev betragtet som slaver, og sendt i marken.
Samtidigt får man ikke indtrykket af, at livet som plantageejer var specielt morsomt. Der var uendeligt mange intriger og slagsmål om penge og arv, indavl da familiemedlemmer giftede sig med hinanden osv.

Oplevelsen af plantagebesøgende er derfor tveægget. Hovedhusene og haverne fremstår så smukke og romantiske som noget kan, og samtidigt er stemningen lidt trykket under besøget, da det nærmest ikke er til at begribe hvilke grusomheder, der er foregået her.
Vi havde alligevel en fantastisk dag, og blev meget klogere på de historiske aspekter af New Orleans og oplandet omkring Mississippi-floden.

Lidt om Hurricane Katrina
Orkanen Katrina ramte Louisiana og New Orleans i slutningen af august 2005. Det er længe siden, og de dele af New Orleans, som besøges af turister, er for længst genopbygget. Det er dog ikke tilfældet i dele af oplandet til New Orleans, og det har haft katastrofale konsekvenser for specielt områderne i det østlige New Orleans. Vores turguider og indbyggerne i New Orleans taler stadig om katastrofen, og den fylder meget i lokalbefolkningens bevidsthed. De fortæller om hændelserne under katastrofen og eftertiden med følgerne.
Da orkanen ramte, blev 80 procent af byen dækket af vand, nogle steder i op til 12 fods højde. De fleste indbyggere flygtede, nogle få blev hvor de var. Orkanen forårsagede i underkanten af 2.000 dødsfald.
Inden orkanen ramte, var det østlige New Orleans det nye, flotte og eftertragtede sted at slå sig ned. Her var nye skoler, hospitaler og generelt gode forhold for indbyggerne og også stedet hvor alle kendisserne slog sig ned. Området, som er stort, blev fuldstændigt raseret under orkanen, og indbyggerne, som var flygtet, vendte simpelthen aldrig tilbage. Det medførte spøgelsesbyer efterfulgt af meget høj kriminalitet. I dag er det så slemt, at det førhen eftertragtede område er så farligt at færdes i, at vores turguide ikke engang turde tanke bussen på tankstationerne langs motorvejen. Supermarkedskæder har efterladt deres store byggerier og parkeringspladser, som nu blot forfalder. Forlystelsesparken Six Flags tegnede inden katastrofen en 70 årig aftale på leje af et større område med forpligtigelse på at levere forlystelser, og her står de gamle rutsjebaner nu som tomme skeletter i horisonten når man suser forbi på afstand på motorvejen.
Hurricane Katrina har efterladt New Orleans med store socialpolitiske problemer, og i betragtning af omfanget af kriminalitet og hvor trøstesløst området øst for New Orleans ser ud i dag, er der stadig lang vej tilbage til tiden før orkanen.
Vi tænker ikke, at fremtiden ser lys ud. Store dele af områderne ligger i niveau under havets overflade, og med klimaforandringer og vandstandsstigninger in mente, må der være risiko for gentagelse af historien, desværre.

The Aints!
En sjov historie vi fik fortalt omhandler NFL holdet fra New Orleans (amerikansk fodbold).
De er meget troende hernede, og deres hold hedder intet mindre end the Saints – Helgende.
Deres sportslige resultater op til midten af firserne var dog så pivringe, at klubbens fans i stedet gav dem øgenavnet The Aints, som på sydstatsamerikansk betyder noget i retning af “dem, der er ikke er noget”. ‘Are not’ trækkes sammen til ain’t.
Det var så grelt, at fansense kom i tanke om at tage brune plastikposer over hovederne, når de var til kamp på stadion. På den måde kunne de ikke genkendes hvis de skulle være så uheldige at blive fanget af kameraet og vist i fjernsynet.
Det må have givet et klart signal til fodboldholdet.

Man var dog urolig for, at man havde forstyrret ånderne under byggeriet af New Orleans’ Superdome, som er hjemmebanen. Man måtte flytte en af byens gravsteder under byggeriet, og måske var hjemmebanen derfor forbandet eller bare hjemsøgt.
Pave John Paul II besøgte New Orleans i 1987 i anden officiel sammenhæng, men da han nu alligevel var i byen, spurgte holdets fans om ikke han kunne smutte forbi og velsigne stadionet – blot for en sikkerheds skyld.
Det gjorde han så.
Den sæson leverede the (S)Aints deres hidtil bedste resultat og kvalificerede sig på mirakuløs vis for første gang til play-off kampene 🙂 .
Vi ved ikke hvor meget fakta, der er i den historie, men den er yndet hernede, og vi fik et godt grin.

Vi havde nogle rigtigt gode og lærerige ture rundt i Louisiana, uden for New Orleans. Guiderne og indbyggerne fortæller meget gerne om deres lokalhistorie, og vi suger indtrykkene til os.
Vi var 8 dage i New Orleans, og føler alligevel, at der var meget vi ikke nåede. Der er i hvert fald masser af oplevelser at komme tilbage til en anden gang, om ikke andet så den fantastiske mad og stemning fra jazzklubberne.

Vi er ankommet til Sydstaterne og har taget hul på vores anden halvdel af rundrejsen med en uge i billedskønne New Orleans – eller N’Awlins, som de siger hernede. De har været en uge med mange nye indtryk og en omstillingsproces fra turen i autocamper på vestkysten til en helt anden rejsekultur her i “The deep South”.
New Orleans, som ligger i staten Louisiana er bare fantastisk. Vi troede, at vi skulle slappe lidt af her, men byen har så meget at byde på, at oplevelserne har stået i kø, og vi kan åbenbart ikke forholde os i ro, når eventyrene venter lige uden for døren.
Først og fremmest har vi dog måtte omstille os fra den lidt kølige vestkyst med temperaturer i nærheden af små 20 grader til næsten ulidelig hedebølge. Her er 36-38 grader, hvilket nok er ok i sig selv, men med meget høj luftfugtighed giver det varmeindeks til 46-47 grader. Det har været kvælende varmt, og vi har måttet gemme os i airconditioning i mange af dagtimerne.
Men sikke en by og et opland. Det er helt anderledes end alt andet vi har set.

Det mest berømte område i New Orleans er The French Quarter, hvor den gamle franske byggestil er bevaret. Her er spækket med restauranter, caféer, markeder og jazzmusikken driver ud på gaderne fra alle spillestederne. Der er musik på gaden, på barerne, på bådene osv. Det er svært ikke at blive betaget af, og mange, som er rejst hertil, er aldrig kommet videre (De kaldes lokalt “The never-lefts”). Derudover er maden her berømt. Man spiser seafood fra nærliggende vådområder – muslinger, krabber, rejer, crawfish, catfish osv. Vi har fået os nogle gevaldige aha-oplevelser med maden, det smager som intet andet og virkelig godt.
Samtidigt skal man se sig for, for byen er desværre også berygtet for kriminalitet. Der skete os dog ikke noget!

Vi brugte den første dag her på at blive indkvarteret i vores “shotgun” – det hedder hustypen, som vel nærmest er et tyndt paphus klodset op på stolper, og derefter få set det berømte turistcentrum. Efter en tur på 5-6 timer i heden nede i byen, var vi fuldstændig udbrændte, overkogte og færdige for dén dag. Hjem i airconditioning, frem med fjernbetjeningen og se en film. Man skal passe meget på heden, sveden springer af huden så snart man er udenfor.

Vi boede i et område mellem turistcentrum og den største park i New Orleans. Det var meget lokalt, og vi var absolut de eneste hvide turister i kvarteret. Det er ikke i sig selv noget problem, men vi blev lagt mærke til. Det var ikke det bedste kvarter, da det er berygtet for kriminalitet, og fattigdommen her er iøjefaldende. Vi oplevede at blive spurgt om vi havde nogle penge i overskud flere gange, og der kom endda en af de hjemløse op på vores veranda og spurgte om hjælp til overnatning. Samtidigt med det oplever vi endnu større imødekommenhed og hjælpsomhed end de andre steder vi har været hidtil, så det er kontrastfyldt.
Demografien her er også anderledes end i det vestlige USA. New Orleans ligger ved Mississippi flodens udspring, og langs Mississippifloden lå sukkerrørsplantagerne i gamle dage. Den afroamerikanske del af befolkningen er klart i overtal her. Vi kan ikke undgå at bemærke, at det er netop den del af befolkningen, som er fattigere end ellers, og som samtidig er mere imødekommende, venlige og hjælpsomme overfor de til tider vildfarne turister. Det er tankevækkende.

En af aftenerne var vi afsted på Mississippifloden med en hjuldamper på jazzcruise. Der var drinks i baren, og live jazzmusik til en solnedgangssejlads op og ned ad floden fra centrum af byen. Det var helt fantastisk hyggeligt, og det viste sig at være vores udlejer, som spillede trompet og sang i bandet.

New Orleans er også kendt for Mardi Gras, som afholdes i hele byen, og med optog i Garden District. Garden District er den amerikanske del af byen, hvor de store flotte alléer med egetræer og overdådige palælignende huse ligger. Vi gik en tur der en eftermiddag, og fik et indtryk af kvarteret. Der er meget roligt, stort og overdådigt.
Det var også stinkende varmt, så efter en længere tur med trolly (det lokale tog, som kører rundt på de større alléer) og en gåtur i kvarteret måtte vi hjem og frelses af airconditioningen – igen.

Her er mange restauranter og spisesteder. Vi endte på Katie’s to gange – det var så godt, at det måtte vi prøve igen :-D. Et lille lokalt sted, som vi aldrig havde fundet hvis ikke en Uber-chauffør havde nævnt det for os. Seafood mikset med fransk doughnut, ost og mellemamerikanske krydderier lyder mærkeligt, og smager guddommeligt. Man skal bare kaste sig ud i det.
Blandingen af kulturer fra England, Frankrig, Spanien, Afrika, Mellemamerika osv. kaldes creole. Betegnelsen anvendes i forbindelse med musik, mad og alt muligt andet. Pointen er, at det er alt muligt andet end amerikansk. Befolkningen er meget stolt af creole og afkoblingen fra alt amerikansk her i N’awlins, hvilket er lidt sjovt da det jo er i USA…
Det er en smeltedigel af alt muligt, og det er der kommet meget godt ud af.

Den sidste hele dag vi havde i New Orleans brugte vi i parken og på kunstmuseum.
Der var lidt Monét, Picasso, Jackson Pollock, Andy Warhol og moderne kunst. Flot kunstmuseum og virkelig flot park. Det var et afbræk fra de mere overrendte turistattraktioner, selvom her nu ikke har været mange turister. Sæsonen er egentligt fra oktober til april.

Vi har generelt forsøgt os med offentlige transportmidler i New Orleans, med blandet succes. Nogle gange kom bussen, nogle gange gjorde den ikke, og så blev vi stegt i solen mens vi ventede på den næste.
Denne dag stod vi ude på gaden og lignede nok en flok forvildede turister (igen), da en lille familie stoppede op ved siden af vejen og spurgte, hvor vi skulle hen. Efter lidt snak endte vi i deres bil, og blev kørt helt til museet. Det er første gang vi har gjort sådan noget, men hjælpsomheden her i byen er bemærkelsesværdig. Specielt set i lyset af den udbredte fattigdom og demografi som beskrevet tidligere.

Ud over ovenstående har vi i samme uge været på besøg på sukkerrørsplantager og på sejlads i sumpområderne for at se på dyrelivet, heriblandt alligatorerne. Det kommer i eget blogindlæg, for det var nogle lidt anderledes og store oplevelser.

Lidt flere stemningsbilleder