Las Vegas, Hoover Dam og Valley of Fire

Efter vores tur i Death Valley, har vi krydset statsgrænsen fra Californien til Nevada for at komme til Las Vegas, se Hoover Dam og Valley of Fire.

Vi startede ved Hoover Dam. Vi kørte direkte dertil fra Shoshone for at opleve den berømte dæmning en god eftermiddags tid.
Vi fik krøllet autocamperen ind på parkeringspladsen (som faktisk ligger i Arizona, Hoover Dam ligger lige ved statsgrænsen) og på rundtur inde i dæmningen. Det er et meget imponerende byggeri, som blev opført i starten af 1930’erne. Dæmningen leverer vand og strøm fra Colorado River til Nevada, Utah, Californien og sikkert en del mere. Det er et meget historisk byggeri fra tiden under The Great Depression og den fik da heller ikke for lidt med hornmusik og amerikansk patriotisme.
Vi kom på en lille rundtur ned at se turbinerummene og indtagene ved bunden af dæmningen. Det var meget spændende.

Hoover Dam – på den side, hvor vandet står højt. Vandet kan nå op til undersiden af de 4 vandindtagssøjler foran dæmningen, når der kommer meget smeltevand i de bagvedliggende bjerge. Det er dog ikke sket siden 1983.
Colorado River
Colorado River bag dæmningen
I bunden af Hoover Dam – et pænt stykke under jorden
På tur i Turbinerummet i dæmningen

Derefter gik turen til Las Vegas!
Det har været ventet med spænding, og vi fik da også en ordentlig omgang oplevelser med i kufferten derfra.
Vi boede på “The Strip” – hovedgaden i Las Vegas, hvor alle de berømte hoteller ligger. Vores lå lidt i den nordlige ende, men der var fine busforbindelser direkte ned i centrum.
Hotellet og kasionet hedder Circus Circus, og var et lidt ældre et af slagsen, men kæmpe stort. Kort opsummeret var der 2 gode senge, fint badeværelse, airconditioning og gratis, overvåget parkeringsplads til autocamperen. Så det var fint. Så må man lige se gennem fingre med, at 0,3l letmælk koster 28kr…
Det er i det hele taget ikke svært at komme af med penge i Las Vegas.

Hovedindgangen til vores hotel

Las Vegas ligger jo i Nevadas ørken, og der var stegende varmt om dagen, når der ikke lige kom en frelsende sky. Hotellet havde lidt poolområder og vandrutsjebaner, som pigerne kølede af i og fornøjede sig med.

Far og tøser på vandrutsjebane

Vi var i centrum 2 aftener og en hel dag, og fik set de meget imponerende hoteller – Bellagio med de smukke springvand og glasmosaikker, Mirage med Circ de Soleil, Luxor med pyramidebygningen, Eiffeltårnet, Ceacars Palace og en del mere.

Vulkanudbrudsshow på Mirage – set fra altanen på Dennys Diner hvor vi spiste god aftensmad.
Imponerende springvand foran Bellagio – springvandet danser til musik, fantastisk flot
Pigerne foran Eiffeltårnet
New York – endnu et Temahotel
Luxor – pigerne kunne ikke lade være med at kravle op på udsmykningen
Italiensk håndblæst glasmosaikloft på Bellagio – uvirkeligt flot lavet.
På besøg hos Harley Davidson i Las Vegas
Arkitektonisk perle på the Strip – det findes også her, midt i al galskaben

Og så blev der fejret et par mærkedage i Las Vegas.
De to rejsende forældre kunne den 22. maj fejrer, at de har været sammen i 25 år, og den 23. maj var det 14. bryllupsdag.

Og det blev fejret!
Vi købte billetter til et Circ de Soleil show på kasinohotellet Mirage. Showet hedder “Love” og er en Beatles opsætning med den originale Beatles musik tilsat dans og vild akrobatik på en 360 graders scene. Det var en helt vild oplevelse både visuelt og lydmæssigt, og kan dårligt nok beskrives. Musikken var utroligt godt gengivet og showet på scenen var sjovt, nogle gange skræmmende, imponerende og meget fantasifuldt på en gang.
Derefter tog vi på Hard Rock Cafe og fejrede med en ordentlig omgang burgere, inden dagen var brugt op.
Det var en fed dag!

Scenen efter endt show – der måtte ikke tages billeder under vejs, hvilket var dejligt.
Så er der mad og smil på læben!
Pigerne sætter uden problemer et helt voksenmåltid i amerikanerstørrelse til livs – hvis bare det er burgere og fritter! De gjorde det 2 aftener i træk – ret imponerende, faktisk. Godt de også bevæger sig en del!

Las Vegas efterlader mange og forskellige indtryk.
Her er nogle steder fantastisk smukt på hotellerne, og deres shows er enestående. Man kan opleve stort set alt her af mere eller mindre obskur eller tvivlsom karakter (både spil og prostitution, rygning og sanseløs druk er lovligt). Men her er også fantastiske og sjove ting, som burde opfylde enhver barndomsdrøm – man kan bare gå ned på gaden og leje en Ferrari, hvis det var det. Det er én stor legeplads for voksne, som en camphost dagen inden vi tog til Vegas udtrykte det.

Samtidigt ligger hjemløse i busskurene, bogstaveligt talt med hovedet på fortovsfliserne og tomme blik rettet ud i intetheden.
Alt er fabrikeret og kopieret et eller andet sted fra – måske lige med undtagelse af “Welcome to Las Vegas” skiltet.
Og man skal ikke tænke for længe over energiforbruget, der må være nødvendigt for at køle Nevadas ørken ned og oplyse den så eksorbitant.

Alligevel er det et dragende sted, og man får lyst til at komme tilbage. Det kunne da være fedt at komme ind på Colosseum og se en yndlingskunstner spille live!

Excaliber – sjovt, skørt, temmelig unødvendigt, stort.

To aftener og en hel dag var nu nok, så tilbage i autocamperen og ud i naturen med os. En times kørsel nordøst fra Las Vegas ligger Valley of Fire, som er en State Park. Det er et dalområde med iøjenfaldende smukke, røde klippeformationer og vi gik en god tur. Mest bemærkelsesværdigt var næsten kontrasten til Las Vegas – knusende stille, varmt, bjergtagende udsigter i naturen. Desværre fik vi undervurderet hvor meget der var at opleve, så må kørte derfra igen efter 3 timer, da vi havde booket en campingsplads yderligere 3 timer væk. Her ville vi ellers gerne være blevet lidt tid, og specielt have oplevet nattehimlen.

Besøgscenter i Valley of Fire
Ud på vandretur – så er vi på hjemmebane igen
Der klatres igen
6000 år gamle indskriptioner fra de første mennekser i området.
Den berømte elefantklippe.

Lige nu er vi i Virgin ved Zion National Park i Utah. Efter køreturen fra Las Vegas og Valley of Fire, tog vi en fridag ved poolen her i Virgin. Desværre har vi været ramt af sygdom, da først Karoline blev fik migræneanfald, Emilia kastede op og har været syg en hel nat og efterfølgende dag, og Helle til sidst måtte tage en dag i sengen med influenzalignende symptomer. Vi ved ikke om de er blevet smittet i poolen – der er der en risiko for – eller om det måske er ren udmattelse. Vi har haft for meget fart på, og sætter farten og ambitionsniveauet for mængden af oplevelser ned. Man kan ikke nå det hele herovre.
Helbreddet er ved at være på plads igen, og vi regner med at tage til Zion National Park i morgen sammen med horder af amerikanere. Det er Memorial Day på mandag, hvilket er en fridag, så alle campingpladser er fyldte og nationparkerne bliver godt besøgt.
Og vi glæder os!

3 tanker om “Las Vegas, Hoover Dam og Valley of Fire”

  1. Sikke en spændende rejse I er på. Så skønt at følge med. Det hele bliver læst. Kæmpe tillykke med bryllupsdagen 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *