Vi har taget turen op ad Stillehavskysten fra Los Angeles og tilbage til udgangspunktet i San Francisco, hvor autocamperen skal afleveres tilbage efter 1½ måneds rundrejse i det vestlige USA.
Det har været begivenhedsrigt den seneste uge, hvor vi har set Los Angeles, Santa Barbara, Solvang og Monterey – alt sammen på kysten mellem Los Angeles og San Francisco.

Los Angeles
Den generelle konsensus på diverse rejsefora og hos autocamper-rejsende er, at Los Angeles ikke er et sted, der skal prioriteres højt af flere forskellige årsager.
Så vi tog til Los Angeles uden de store forventninger, og have kun planlagt en enkelt dag i byen, inden turen skulle gå videre nordpå.
Vi blev derfor noget overraskede – Los Angeles har taget os med storm! Sikke en fantastisk by fuld af alt fra Hollywood glamour, imponerende shoppinggader, overdådige Beverly Hills og til små hyggelige café miljøer, bjerge i baglandet med masser af vandreruter og fantastiske strande.
Så vi blev lige en dag ekstra 😉

Vi boede på en campingplads i Northridge ca. 25 miles / 40km fra stranden. Det er stadig i Los Angeles, og byen er i det hele taget utrolig stor. Vi kunne ikke tage autocamperen ind til centrum, så vi var afsted med Uber (taxasystemet, hvor man kører med private, civile amerikanere i deres egen bil) frem og tilbage til byen og stranden. Det gik fint, og vi fik snakket en hel masse med mange forskellige mennesker på køreturene.
Første dag tog vi ind til Hollywood Boulevard, Walk of Fame – der hvor alle de kendte har en stjerne indgraveret i fortovet. Der gik vi selvfølgelig en lang tur og genkendte alle vores helte fra film og musikindustrien.

Walk of Fame er centreret omkring Hollywood Highland Mall som er et ret fint og hyggeligt shoppingområde og Chinese Theater, hvor stjernenes hånd- og fodaftryk er afsat i beton på pladsen foran biografen. Vi blev mødt af stor gæstfrihed og hjælp til at finde vej, selvom det er et travlt turistcentrum. Det var en god oplevelse.

Efter at have kigget på stjerner – altså dem i fortovet – tog vi en bustur rundt i Los Angeles for at få et overblik og indtryk af byen. Pigerne sad selvfølgelig forrest.

Dagen efter startede vi i en berømt guitarbutik i Los Angeles – Normans Rare Guitars. Det kunne været blevet et rigtigt dyrt besøg, men der blev ikke investeret i denne omgang. Det var alligevel et sjovt sted at få set.

Derefter var det afsted til stranden og Santa Monica Pier. Pier’en er en træmole ud i havet med restauranter og tivoli, som er godt besøgt. Stranden ved siden af er skøn, så der tog vi en bade-eftermiddag inden vi gik tilbage på land og spiste i det hyggelige område nede ved vandet.

Det var los Angeles. Vi så jo kun en lille del af byen, og her er meget at komme tilbage efter. Man skal dog nok prioritere at bo på hotel midt inde i byen, i stedet for transporten frem og tilbage til.
Vi bed mærke i, at priserne i los Angeles generelt er lavere og mere gennemskuelige end i San Diego. Derudover blev vi mødt af meget stor venlighed og imødekommenhed overalt, og vi blev i det hele taget i meget godt humor af at være i byen.
Så vi beklager, San Diego – men du er slået hjem i ludo!
Der fulgte en rejsedag efter vores visit i Los Angeles, og på denne besøgte vi Santa Barbara og Solvang.

Santa Barbara
Santa Barbara er en lille kystby i spansk kolonistil. Bystyret har sat begrænsninger på højden af byens bygninger, og de er alle sammen sydeuropæisk inspirerede. Byen står i kontrast til trængslen og trafikken i Los Angeles – her er roligt og fredeligt, og så fyldt med en masse små hyggelige restauranter og vinbarer. Meget som i Sydeuropa.
Der er også en Pier ud i havet her, men oplevelsen er en ganske anden end i Los Angeles. Her er ingen larmende musik, eller prædikanter fra diverse religioner med højrøstede budskaber – her er bare roligt og dejligt. Det er også et populært sted at bo, og det forstår vi godt.
Vejret i Santa Barbara var overskyet. De kalder vejret for “June Gloom”, som er en betegnelse for formiddagsskydække, som forsvinder om eftermiddagen. I år har solen desværre haft svært ved at komme igennem skyerne, og vi har oplevet en del overskyede dage langs kysten i Californien.

Solvang
Turen gik videre på køredagen, og vi trillede op igennem det første bjergpas fra kysten og ind til Solvang. Når man krydser det første bjergpas, kommer man fri af skyerne ude fra havet, og så er det pludseligt fuldstændigt skyfrit. Vi har oplevet temperaturforskelle fra 28 grader til 19 grader inden for en kort køretur afhængigt af, om man er “in the valley” lige bag de første småbjerge langs kysten eller ude ved selve kysten.

Så vejret var fantastisk i Solvang.
Solvang er den lille, men berømte dansker-koloni på vejen mellem Los Angeles og San Francisco. Vejnavnene og bagerbutikkerne har danske navne, opkaldt efter de danskere, der oprindeligt bosatte sig her for ca. 100 år siden. Byen minder lidt om den gamle by, bare på en lidt mere amerikansk-turistet måde.
Vi fik både kanelsnegl og æbleskiver, og gik en hyggelig tur.
En amerikansk kvinde overhørte Helle og Torbens samtale i en bagerbutik og var overrasket over at vi talte dansk. Vi forklarede, selvfølgelig meget pædagogisk, at vi skam kommer fra Danmark og bor der. Vi syntes dog selv, at det var temmelig åbenlyst, vores påklædning på dagen i betragtning. Derefter sagde Karoline og Emilia et eller andet til hinanden, hvorefter kvinden højlydt udbrød “WOW – the kids speak Danish too!” Suk. Hun lugtede også lidt af sprut…
Vi mødte dog til vores overraskelse ikke en eneste anden dansktalende i byen. Det er nok ikke sæson for danske turister endnu.

Den lange køredag blev afsluttet med en overnatning i naturen i Morro Bay cirka halvvejs mellem LA og San Francisco. Vi boede i skoven ved kysten, og fik en fantastisk solnedgang over Stillehavet med.

Monterey
Ååhr, Monterey. De skønne steder steder ligger på en perlesnor langs kysten, og Monterey er simpelthen enestående.
Her prioriterede vi to hele dage. En dag i byen og en dag på havet, hvor vi var på hvalsafari. Vi kunne ikke bo inde i byen med autocamperen, så vi boede 8 miles derfra, og tog bare autocamperen ind til byen, hvor der var fine parkeringspladser til “oversized vehicles”.
Vi endte derfor på Laguna Seca Raceway – en meget berømt racerbane, som åbenbart har en campingplads tilknyttet. Der boede vi så med udsigt over banen og de smukke bakker i Monterey og Salinas.

Monterey ligger på en halvø ud i Stillehavet. Der er et flot og meget besøgt havneområde og en hyggelig bymidte.
Der er et fantastisk dyreliv lige nede ved strandene og molerne. Vi så masser af søløver, sæler, pelikaner, havoddere og mange forskellige havfugle. Dyrelivet er lige for næsen, når man går en tur langs kysten eller molen. Man kan ikke lade være med at grine lidt af specielt søløverne, som tager livet meget roligt, mens de snorker på stenene i vandkanten.
Inde i byen er der bare hyggeligt. Masser af små butikker og cafemiljø, og så bliver man gratis kørt rundt af byens shuttle service. Man kan ikke rigtigt bede om mere.

Dagen efter var det afsted på 4 timers hvalsafari ud fra Monterey og ud i Stillehavet. Vi sejlede med en tidligere kystvagt-båd, som var meget sødygtig, og vi var så heldige at se 3 forskellige delfinarter og pukkelhvaler, pelikaner, albatrosser og en enkelt søløve til vands. Delfinerne svømmede langs båden sammen med os, sprang op af havet, og legede. Pukkelhvalerne så vi fra lidt større afstand – de er jo store.

Der var roligt på vandet inde ved Monterey, men længere ude på havet blev det lidt mere vildt, og Karoline fik desværre lidt søsyge. Hun klarede det dog i stiv arm, og fik en god tur ud af det alligevel.

Der var en havbiolog med på turen som guide, som kunne fortælle om alle dyrene. Det var spændende.
Vi så ca. 300 delfiner og 7-8 pukkelhvaler. Det var ret overvældende.

Det eneste malurt i bægeret i Monterey var, at Monterey Fairgrounds var lukket for offentligheden lige i den uge, vi besøgte. Inde bagved hegnet er ellers scenen for den skelsættende 1967 Monterey Popfestival, hvor Jimi Hendrix fik sit amerikanske gennembrud, da han brændte sin guitar på scenen og banede vejen for moderne rockmusik. Scenen er der stadig, og stedet hvor guitaren blev brændt, er i dag markeret med Jimi Hendrix’s signatur. Det ville faderen gerne have set. Det må blive næste gang.

Efter Monterey var det op og aflevere autocamperen i San Francisco. Vi havde en enkelt nat i Moss Landing, og en lidt uden for San Francisco i en nylig anlagt State Park Coyote Hills.

Derefter måtte vi af med autocamperen, og er nu indlogeret på lufthavnshotel og skal flyve i morgen til New Orleans.

Det markerer afslutningen på første del af vores USA rejse. Det har været vildt, det er gået stærkt, vi har fået utroligt mange indtryk, og set mere end vi havde troet. Mødt mange mennesker, spist rigtigt mange burgere :), set en masse campingpladser, storbyer, nationalparker og rigtig meget natur og dyreliv.
Vi har også set en hel masse landevej, der er brugt mange timer på motorveje, landeveje, bjergveje, grusveje osv.
Vi er faktisk lidt mættet af indtryk, men har et par rolige dage inden det går løs på østkysten og sydstaterne.
Det var både godt og skidt at aflevere autocamperen – Torben chauffør orker ikke mere kørsel i den. Det har været hårdt, simpelthen fordi den var så stor og skal håndteres med et øje på hver finger. Omvendt har det været virkelig bekvemt at have alt ved hånden hele tiden.
Vi kørte 3.277 miles i den, eller ca. 5.250km, boede på 21 forskellige campingpladser foruden hotel i San Francisco i starten og slutningen af turen samt i Las Vegas.

Vi flyver til middag i morgen, og ankommer i New Orleans sent i morgen aften. Derefter har vi 8 dage i New Orleans i et lille hus, og vi ser frem til rigtig sydstats afslapning!

Så nåede vi ud til Stillehavskysten igen. Efter et par ret lange dage i autocamperen på landeveje og motorveje, er vi tilbage i Californien og er i San Diego.
På vejen hertil har vi haft et par stop og overnatninger, da afstandene er store. Vi kørte fra Gran Canyon til Kingman af Route 66 og sov der en enkelt nat, og derefter videre til nationalparken Joshua Tree, hvor overnattede en enkelt nat ude under stjernehimlen i ørkenen. Her var bestemt ikke var mange mennesker.

Joshua Tree Nation Park er et ørkenområde, hvor de finurlige træer, som vist ovenfor, befinder sig. Her var ikke mange mennesker, og slet intet kunstigt lys. Samtidigt var det første af natten månefri, så vi fik virkelig set noget stjernehimmel fra taget af autocamperen, eller bare liggende ude på vejen – der kom jo ingen biler.
Nationalparken er forbavsende fuld af liv – småfugle, ørne, alskens firben og egernlignende smådyr, som er overalt. Der er også skildpadder og slanger, men vi var ikke så heldige at møde nogle af dem. Til gengæld så vi Roadrunnere. Mip-Miiip – dog ingen uheldig coyotes 😉

Joshua Tree var fantastisk. Der var måske 22-23 grader, høj sol, smuk og anderledes natur, og virkelig roligt. Her kunne vi godt have brugt en dag mere.
Men vi skulle videre mod San Diego, og vi kørte midt på dagen den følgende dag. Allerede på vejen ind til San Diego blev vi advaret om paradigmeskifte på autocamperturen – nu kom vi til storbyen, og nerverne sad lidt uden på tøjet på motorvejen i tæt trafik og op til 8 spor i hver retning. Vi fik endda forvildet os over i en fast-track vejbane for de hurtigere trafikanter, og pløjede hen over alle dobbeltovertrukne linjer i fuld fart på vejen ud af den igen. Vi kom heldigvis igennem uden uheld, men godt udmattede.

Vi har boet på 2 forskellige campingpladser i San Diego, for at få det til at gå op med bookinger. Først i Chula Vista, hvor vi boede på en KOA plads. Her var swimmingpool, store hoppepuder, film under himlen om aftenen og pigerne havde en fest. Det var tiltrængt, og de legede med en masse amerikanske børn. Området Chula Vista uden for campingpladsen virkede ikke så trygt, specielt ikke efter mørkets frembrud. Så vi var på campingpladsen, eller tog helst en Uber (privat taxasystem herovre) når vi tog ind til byen.
Vi tog en enkelt dag ind til San Diego Down Town, spiste i Little Italy og fik set midtbyen. Det var meget fint.

Vejret er til gengæld ikke noget af prale af. Ca. 18 grader, overskyet og med lidt regn ind i mellem. Om eftermiddagen klarer det lidt op, men det er ikke det vi regnede med. Det er lidt øv.

Efter et par dage flyttede vi så til en anden campingplads ude ved Stillehavskysten her i San Diego. Vi skulle nemlig have surf-undervisning, og så er det bedst ikke at bo alt for langt væk fra stranden.
Man kan ikke køre rundt med autocamperen her i byen og håbe på at finde parkering, så vi måtte med taxa/Uber. Det gik også fint, og var reelt eneste mulighed, da busserne ikke kørte pga. strejker.
Vi fik 1½ times surf-undervisning på stranden og dagen efter kunne vi så leje surfboards og våddragter og prøve lykken selv, uden instruktør. Det er virkelig sjovt, og helt vildt svært. Men det lykkedes alligevel ind i mellem at fange en bølge, komme op og stå og holde balancen .

Man kan slå sig ved surfing, og mor Helle valgte også at tage den lidt med ro og tage billeder i stedet.
Den sidste dag i San Diego brugte vi i Sea World – en forlystelsespark med havets dyr som tema, og med masser af shows. Vi så delfinshow, spækhuggershow, søløver, pingviner, belugahvaler, hajer, agede rokker osv. Det var rigtig sjovt og hyggeligt.

Det var San Diego. I morgen tidlig pakker vi sammen og kører til Los Angeles.
Lidt stemningsbilleder.

Der er noget om det. Det er godt nok stort, her i Grand Canyon.

Vi har forladt Arizonas ørken for en stund og er kommet lidt op i højderne igen for at komme til Grand Canyon. Vi kørte om morgenen i høj sol og varmt vejr, 3 timer senere lige efter indgangen til nationalparken Grand Canyon var der sne og hagl. Det stoppede heldigvis igen.
Vi har været så heldige – igen – at få booket os en plads inde i nationalparken, og har boet lige umiddelbart ved stoppested til de gratis shuttlebusser, som kører turister rundt på South Rim – sydsiden af Grand Canyon.
Billederne nedenfor er taget inden for meget kort tidsrum. Naturen er meget omskiftelig her, afhængigt af højderne man befinder sig i.

Den første dag, vi var var i Grand Canyon, var det lidt småkoldt, og vi havde trøjer og jakker på. Tordenskyerne truede, og der kom lidt vand.
Vi gik nu alligevel en god lang tur langs South Rim. Det er en meget fin sti langs kanten til dalen, hvorfra der er masser af gode udsigter over dalen.

På andendagen var det på med vandretøjet, få pakket mor Helles store og nødvendige madpakker, en masse vand i tasken og så afsted på vandring og eventyr! Vejret var skiftet om til solskin, med behagelige temperaturer på ca. 25 grader.
Fra Grand Canyon Village, som er en lille bebyggelse i nationalparken med lidt restauranter, togstation, visitorcenters og campingpladser, kan man gå direkte af etableret vandrerute ned i Grand Canyon. Det er bestemt ikke alle, som begiver sig ud på sådan noget, mange nøjes med at se det fra oven. Vi tog nu udfordringen op.

Der er selvfølgelig godt styr på turisterne, og man får ikke lov at begive sig længere ud end Park Rangerne giver lov til.
På dette trail var der to resthouses. Et ved ca. 2,5km nede af bjergsiden og et ved 5km nede af bjergsiden. Man får ikke lov at gå længere end dertil, uden forudgående aftalte med Rangerne. Det var også rigeligt, vi gik de 5 km og små 700 højdemeter ned.

Vi var temmelig udmattede, da vi kom retur. Det var en meget sej opstigning, og heldigvis har vi prøvet det før.
Alligevel fik vi kun kradset i overfladen af Grand Canyon, og hvad den har at byde på. Vi nåede ca 1/3 af vejen ned til Colorado River, og det kræver et helt andet udstyrsniveau, overnatninger undervejs og tid at nå helt derned og tilbage igen.
På den måde virkede det en smule uforløst, for vi vil jo helst nå helt i mål, når vi sætter os det for. Det var ikke realistisk her, men der er bestemt noget at komme tilbage efter!
Grand Canyon er simpelthen bare meget større end det andet, vi har set hidtil.

Efter vandreturen var det hjem i bad, og så var der engelsk lektier på campingpladsen. Pigerne udfylder opgavehæfte til deres Junior Ranger Program.

Vi har sovet 2 nætter i Grand Canyon og er kørt videre mod vestkysten. Ruten var af den legendariske Route 66, som jo går fra Chicago til Los Angeles. Vi fik selvfølgelig kun et lille udsnit af den, men vi har da oplevet stemningen alligevel.

Route 66 er altså et pudsigt fænomen. Der står en masse gamle biler, tankstationer, værksteder m.m. i småbyer langs vejen fra 1930’erne og frem. Det bliver ikke vedligeholdt, og meningen er åbenbart, at tingene skal stå og forfalde. Det giver selvfølgelig en meget speciel stemning, men det er nu lidt pudsigt, at alle de fine gamle Cadillacer bare står på flade hjul og ruster op. Det hele er nu meget farverigt, og det var hyggeligt at bruge eftermiddagen på at gå på opdagelse i de gamle ting.

Vi er på vej mod San Diego, som ligger i Californien, nær grænsen til Mexico. Lige nu er vi i Kingman, Arizona. Vi har et par lange køredage foran os, men glæder os til Stillehavskysten.
Lidt stemningsbilleder

I dag har været én af dem med de helt store oplevelser.
Vi er ved Monument Valley på grænsen mellem Arizona og Utah, og bor umiddelbart udenfor et større område, som tilhører Navajo indianerne. Selve området hedder Monument Valley, og er altså ikke en amerikansk nationalpark eller Statepark. Det tilhører Navajo folket, og er navajoernes geografiske centrum.
Området er også berømt for at danne kulisse til rigtigt mange westernfilm, Indiana Jones, Mission Impossible, og Forrest Gump – og sikkert en del mere.
Der er en masse spændende – og blodig – historie fra området, men i dag kan man altså komme på fredelige besøg.

Man kan få lov at køre en tur derind i egen bil på bumlet grusvej, hvor man kan køre en rundtur på 17 miles uden afstikkere. Alternativt kan man hyre en Navajo guide til at vise rundt i en pick up truck.
Vi gjorde det sidste, og det er vi glade for!
Vi blev hentet på campingpladsen her til morgen, og kørt de få miles ind i Valleyen, og fik lige lidt vind i håret – det var på et åbent lad, så vi var glade for det varme vejr!

Vi blev kørt rundt i en terrængående pick up truck. Det var ret sjovt, og man fik da også pulsen op når terrænet var kuperet. Vores guide var tydeligvis ret rutineret og fik os frem de mest uvejsomme steder.

Vores guide på turen var Navajo og hedder Larry Team. En ældre herre, meget hyggelig og grundig.
Vi startede med at se de områder, hvor John Ford og John Wayne optog de første westernfilm i området, og som senere er blevet brugt i alskens westernfilm siden.

Det var interessant nok, men det tog ikke lang tid før vores guide drejede af den almindelige turisttur og tog os med ind i baglandet hvor navajoerne stadig bor. Her er ikke adgang med mindre man er med navajo guide.
Her fortalte Larry os først om navajoernes historie. Både om levevis og om konflikter med os hvide mennesker gennem historien.
Vi fik også lov at besøge en navajokvinde i en hytte, hvor vi fik fortalt om dagligdagen blandt navajo. Hvordan man finder vand og laver mad i ørkenen, hvordan man laver tøj, “går i bad”, passer på børnene og om spirituelle traditioner.
Hytterne er runde. Man går ind, drejer til venstre og går med uret rundt for ikke at forstyrre ånderne, så det gjorde vi så.
Der er ingen moderne forsyninger ind i området. Ingen strøm, vand, afløb eller lignende.

Hytten ovenfor er en beboelseshytte. Der findes også rituelle hytter og renselseshytter.

Efter besøget hos kvinden i hytten, fortalte Larry os om Navajoerne skabelsesberetning, religion og verdensanskuelse. Det var overbevisende jordnært og med forbløffende ligheder til vores Kristendom.
Navajoerne tror på de 4 grundelementer, “Farther Sun” og “Mother Earth”, og at intet liv kan eksistere uden elementerne. De havde ikke noget skriftsprog før 1980erne, og derfor heller ingen pendant til f.eks. Biblen. Men som Larry forklarede, er naturen deres “Bibel”. Man kan jo mærke jorden, regnen, ilden, dyre- og planteliv, høre vinden, se solen osv.

Herefter blev vi kørt til nogle af navajoerne hellige områder i bjerg-egnene. Der blev blandt andet sunget for regn i en enorm kuppelagtig klippeformation, hvor akustikken var som i de store kristne kirker. Det var alt sammen meget imponerende og gjorde store indtryk.
I det hele taget var oplevelsen og fortællingerne meget oprigtige og Larry formidlede det utroligt godt. Det bar præg af, at det ikke var ammestuehistorier, men reel religion, som navajoerne lever efter, også i dag. I den korte tid, vi var på besøg, fik man indtryk af, at religionen og tilhørende ceremonier er kompleks og udspringer af den natur, de lever i.

Larry fortalte os, er der er 390.000 navajos tilbage forruden dem under 18 år, som ikke er optalte. Der er udfordringer med at få de yngre generationer til at lære navajo sproget, desværre. De taler engelsk. De ældre taler navajo som modersmål, heriblandt Larry.

Vi troede, at vi skulle på rundtur og se flot natur og klipper. Det kom vi bestemt også, men fortællingerne om indianernes liv og historie var så spændende, ærligt og godt formidlet, at turen til Monument Valley blev helt utrolig god. Der blev vi positivt overrasket.
Lidt stemningsbilleder fra rundturen nedenfor.

En pudsig historie var navajoernes reaktion på Covid19. Når en navajo generelt bliver syg, isoleres vedkommende i en svedhytte, som lukkes med brandvarme sten i indgangen og varme sten i midten. Der kastes vand på stenene, og den syge bliver så renset i 4 dage, hvor ingen må komme den syge nær. Efter 4 dage kommer vedkommende ud igen, og er renset. Hytten renses derefter med spirituelle urter m.m. for at jage onde ånder væk.
Navajoerne går med andre ord i selvisolation som den største selvfølge, og Covid19 havde derfor ikke rigtigt nogen indvirkning på deres tilværelse. De har endda egen medicin mod Covid19, frembragt af deres viden om planter.

Efter turen rundt i Monument Valley om formiddagen, havde vi lige en lille smuttur ud til et bestemt punkt på de amerikanske landeveje, som er blevet meget berømt fra en scene i filmen Forrest Gump. I scenen ser man Tom Hanks som Forrest Gump løbende ud af landevejen med klippeformationerne fra monument Valley i baggrunden. Det måtte vi simpelthen ud til.

Pigerne har gang i et større restaurant projekt for tiden, og forældrene har fået klippekort til deres Bowle-butik-hik. (Der er en eller anden historie med navnet…)
Hvor er det da skønt at få maden lavet og serveret i autocamperen!

Det var en fantastisk dag. Det var også det østligste punkt på vores tur i autocamperen. Vi startede jo i San Francisco og har siden arbejdet os “indad” i landet mod øst. Nu vender vi om, retter camperen mod Stillehavet igen. Næste punkt på programmet er intet mindre end Gran Canyon.

Vi er kommet lidt længere ind i Utah i østlig retning fra udgangspunktet San Francisco på vores rundtur i nationalparkerne. Her i staten Utah ligger nationalparkerne heldigvis lidt tættere på hinanden, og vi har fået oplevet Zion og Bryce Canyon den seneste uges tid.
Det kom lidt skidt fra start, da vi blev ramt af sygdom, hvilket kostede en dags tid i kalenderen og lidt lavt energiniveau umiddelbart efter. Vi havde taget en slap-af dag ved en pool, som vist ikke var så ren, viste det sig dagen efter – og så blev Emilia og Helle nedlagt. Øv.
Det betød også, at vores besøg i en af de mest populære og mest besøgte nationalparker, Zion, kom til at foregå fra lørdag til mandag i den amerikanske højtid, Memorial Day – her har amerikanerne fri om mandagen. Amerikanerne er flittige besøgende i nationalparkerne, og der var virkelig mange mennesker lørdag og søndag i Zion. De skal have den ros, at der var sat store ressourcer af til at styre menneskemængderne, og alt gik fint – der var bare lidt meget kø ved busserne, og der var lidt trangt på vandrestierne.

Vi boede først 4 nætter små 20 miles fra Zion National Park, hvor vi ankom sent om aftenen. Dagen efter slappede vi af ved poolen, hvilket viste sig ikke at være den bedste idé.

Zion
Hovedattraktionen i Zion er dalen mellem bjergene, hvor man tager på vandring. Man kan enten tage de lidt lettere, flade ruter langs floden, eller tage udfordringen op og kravle op af bjergsiderne.
Jo mere indsats vi lægger i at komme op i bjergene, jo sjovere er det. Der var mange mennesker nede i dalen, men det tyndede meget ud i besøgsantallet jo længere man kom op af bjergsiderne.
Det kræver meget forberedelse – masser af medbragt vand og mad, tøj, solcreme og solbriller eller kasket.
Temperaturen var fin – under 30 grader, undtagen om eftermiddagen nede i dalen, men det gav ikke udfordringer.

Vi fik heldigvis disponeret vores vandring i Zion sådan at vi kun endte i ovenstående kø til shuttlebussen én gang. Det tog vel ca. 1,5 time at komme igennem den.
Når først man er kommet på den gratis shuttlebus inde i parken, bliver man kørt til de forskellige stop i dalen, og tilbage til Visitorcenter ved indgangen, når energien er brugt op.

Vi skiftede campingplads midt i Memorial Day ferien. Vi gik ind fra gaden til en campingplads lige ved udgangen af nationalparken, uden de store forhåbninger, men var så heldige at få en plads. De skal ellers normalt bestilles et halvt års tid i forvejen. Dagen efter fik vi vores ophold forlænget. Vi har i det hele taget været meget heldige med finde campingpladser “på dagen”.
Når vi bor i gåafstand fra parkerne, er dagene meget mindre stressede – ingen bøvl med parkering eller medbragt mad og vand. Så er der mere fokus på at opleve.

Zion var fantastisk. Efter Yosemite er det lidt svært at blive imponeret. Men tager vi på eventyr i bjergene, viser nationalparkerne hvad de har at byde på – og så bliver man imponeret. Det kræver blot indsats og modet til at tage de lange ture.
Pigerne klarer det forresten stadig fantastisk.

Bryce Canyon
Efter Zion var det 3-4 timer i autocamper mod Bryce Canyon Nationalpark. Også i Utah.
Her boede vi i skoven på en NPS campingplads – National Park Service. Det er de statsligt administrerede campingpladser, oftest ude i naturen. Der er ingen tilslutning af forsyninger til autocamperen, men vi boede midt i en skov inde i Bryce National Park. På den slags campingpladser er der masser af plads omkring camperen, og pladsen koster næsten ingenting. Det er vi blevet ret vilde med, selv om det er lidt mere simpelt.
De styres lokalt af camphosts (en slags forvaltere), og de er vældig snakkesaglige, så det hygger vi os med. Camphosts er pensionerede frivillige, der lever livet i naturen i deres camper.

Bryce Canyon ligger i ca 2500m højde, og temperaturen nærmere sig 0 om natten, dog uden at det blev frostvejr. Emilia, som ellers sover ovenpå førerhuset, krøb ind til forældrene for at holde varmen om natten, og så var det fint. Karoline sov som en sten.
Om dagen var der vel 20-25 grader, afhængigt af skydækket.

Bryce Canyon er helt anderledes end Yosemite og Zion. Attraktionen er nogle pudsige stensøjler i en dal, som kaldes Hoodoo’er. Skabt af vind, vand og is. Vi tog en meget lang heldags vandretur i dalen, som var hård men vildt flot. Vi havde heldigvis hele dagen, så der var ingen tidspres – vi boede jo i skoven lige ved siden af dalen.
Her vandrede man oppefra og ned, og så op igen. Omvendt ift. alle de andre nationalparker indtil videre.

Bryce var anderledes, og spændende. 1½ dags besøg var passende, og vi er tøffet videre til Monument Valley.
Der var for langt fra Bryce til Monument Valley på én køredag, så vi mellemlandede en enkelt nat ved Lake Powell. Endnu en nationalt styret campingplads, med masser af plads og stjerneklar aften. Skønt!
Vi oplevede ikke seværdighederne ved Lake Powell ud over en tur i poolen på resortet ved siden af campingpladsen. Vildt lækkert, der var vi heldige – det kostede ikke engang noget, og vi blev kørt dertil i gratis shuttlebus.

Videre på køreturen – der skal handles i Walmart, autocamperen skal tankes, frokosten er en varm grillkylling og skårede grønsager på Walmarts parkeringsplads. Og så kører vi afsted, så vi kommer frem i ordentlig tid.

Nu er vi så ankommet til Monument Valley, som er berømt fra alverdens western film og en ikonisk scene fra Forrest Gump.
Vi bliver hentet af en Navajo indianer-guide i morgen tidlig, og så skal vi på tur. Lige nu sidder vi i fuldmånens lys og det er stjerneklart her i ørkenen på grænsen mellem Utah og Arizona.
Det er i øvrigt autocamper-turens østligste punkt.

Lidt stemningsbilleder

Hej med jer! Emilia og jeg (Karoline) har lavet en lille video om vores autocamper, hvor vi giver en lille rundtur! Videoen er filmet over forskellige dage, så vi har forskelligt tøj på i mange af klippene. Vores autocamper er rigtig god og bo i, og den er meget stor af en bil at være. Den er dog ikke så rar at køre i, fordi den larmer og ryster meget. Når vi køre kan vi høre at alle tingene i ALLE skabene vælter rundt. Så når man åbner et skab skal man altid være klar på at få en lavine af tallerkner eller æg i hovedet.

Her er vores video:

Lidt andre facts om autocamperen:
Den er lidt mere end 9m lang, 3,7m høj og 3,2m bred.
Den kan tilsluttes forsyninger – også kaldet Hook Ups – på campingpladser, men kun hvis campingspladsen har tilslutningsmuligheder. I så fald kan der tilsluttes el, vand og afløb.
Ellers kan autocamperen også klare sig selv med vandtank, spildevandstanke, stort batteri og solcelleanlæg.
Skulle vi mangle strøm (til f.eks. kaffemaskinen!) kan vi tænde benzingeneratoren. Det er kun nødvendigt når vi ikke er “hooked up”.
Får vi det for varmt, har autocamperen airconditioning i både førerhus og beboelsesområde.
Der er også 2 fjernsyn – et i stuen og et i soveværelset bagerst.
Komfuret og varmeapparatet i camperen kører på gas, så der er også et meget fint gasanlæg.

Hele herligheden trækkes af en Ford Super Duty motor. Det er en 7,3L V8, og vi kan køre ca. 4km/l benzin. Benzinen koster ca. det halve af derhjemme. Motoren er meget stærk og kører bundsolidt, ligegyldigt hvad vi udsætter den for af varme, bjergkørsel eller andet.
Vi kører maksimalt 65m/h, svarende til 105-110km/t. Ofte langsommere.
Alt i alt en virkelig lækker camper, som er så stor, at vi sagtens kan være her for hinanden.
Eneste hage er, at den er stor at køre med og svær at finde p-pladser til.

… men i forhold til de autocampere og campingvogne, som amerikanerne kører i, er det bare en bette vogn!