Vi er kommet lidt længere ind i Utah i østlig retning fra udgangspunktet San Francisco på vores rundtur i nationalparkerne. Her i staten Utah ligger nationalparkerne heldigvis lidt tættere på hinanden, og vi har fået oplevet Zion og Bryce Canyon den seneste uges tid.
Det kom lidt skidt fra start, da vi blev ramt af sygdom, hvilket kostede en dags tid i kalenderen og lidt lavt energiniveau umiddelbart efter. Vi havde taget en slap-af dag ved en pool, som vist ikke var så ren, viste det sig dagen efter – og så blev Emilia og Helle nedlagt. Øv.
Det betød også, at vores besøg i en af de mest populære og mest besøgte nationalparker, Zion, kom til at foregå fra lørdag til mandag i den amerikanske højtid, Memorial Day – her har amerikanerne fri om mandagen. Amerikanerne er flittige besøgende i nationalparkerne, og der var virkelig mange mennesker lørdag og søndag i Zion. De skal have den ros, at der var sat store ressourcer af til at styre menneskemængderne, og alt gik fint – der var bare lidt meget kø ved busserne, og der var lidt trangt på vandrestierne.

Vi boede først 4 nætter små 20 miles fra Zion National Park, hvor vi ankom sent om aftenen. Dagen efter slappede vi af ved poolen, hvilket viste sig ikke at være den bedste idé.

Zion
Hovedattraktionen i Zion er dalen mellem bjergene, hvor man tager på vandring. Man kan enten tage de lidt lettere, flade ruter langs floden, eller tage udfordringen op og kravle op af bjergsiderne.
Jo mere indsats vi lægger i at komme op i bjergene, jo sjovere er det. Der var mange mennesker nede i dalen, men det tyndede meget ud i besøgsantallet jo længere man kom op af bjergsiderne.
Det kræver meget forberedelse – masser af medbragt vand og mad, tøj, solcreme og solbriller eller kasket.
Temperaturen var fin – under 30 grader, undtagen om eftermiddagen nede i dalen, men det gav ikke udfordringer.

Vi fik heldigvis disponeret vores vandring i Zion sådan at vi kun endte i ovenstående kø til shuttlebussen én gang. Det tog vel ca. 1,5 time at komme igennem den.
Når først man er kommet på den gratis shuttlebus inde i parken, bliver man kørt til de forskellige stop i dalen, og tilbage til Visitorcenter ved indgangen, når energien er brugt op.

Vi skiftede campingplads midt i Memorial Day ferien. Vi gik ind fra gaden til en campingplads lige ved udgangen af nationalparken, uden de store forhåbninger, men var så heldige at få en plads. De skal ellers normalt bestilles et halvt års tid i forvejen. Dagen efter fik vi vores ophold forlænget. Vi har i det hele taget været meget heldige med finde campingpladser “på dagen”.
Når vi bor i gåafstand fra parkerne, er dagene meget mindre stressede – ingen bøvl med parkering eller medbragt mad og vand. Så er der mere fokus på at opleve.

Zion var fantastisk. Efter Yosemite er det lidt svært at blive imponeret. Men tager vi på eventyr i bjergene, viser nationalparkerne hvad de har at byde på – og så bliver man imponeret. Det kræver blot indsats og modet til at tage de lange ture.
Pigerne klarer det forresten stadig fantastisk.

Bryce Canyon
Efter Zion var det 3-4 timer i autocamper mod Bryce Canyon Nationalpark. Også i Utah.
Her boede vi i skoven på en NPS campingplads – National Park Service. Det er de statsligt administrerede campingpladser, oftest ude i naturen. Der er ingen tilslutning af forsyninger til autocamperen, men vi boede midt i en skov inde i Bryce National Park. På den slags campingpladser er der masser af plads omkring camperen, og pladsen koster næsten ingenting. Det er vi blevet ret vilde med, selv om det er lidt mere simpelt.
De styres lokalt af camphosts (en slags forvaltere), og de er vældig snakkesaglige, så det hygger vi os med. Camphosts er pensionerede frivillige, der lever livet i naturen i deres camper.

Bryce Canyon ligger i ca 2500m højde, og temperaturen nærmere sig 0 om natten, dog uden at det blev frostvejr. Emilia, som ellers sover ovenpå førerhuset, krøb ind til forældrene for at holde varmen om natten, og så var det fint. Karoline sov som en sten.
Om dagen var der vel 20-25 grader, afhængigt af skydækket.

Bryce Canyon er helt anderledes end Yosemite og Zion. Attraktionen er nogle pudsige stensøjler i en dal, som kaldes Hoodoo’er. Skabt af vind, vand og is. Vi tog en meget lang heldags vandretur i dalen, som var hård men vildt flot. Vi havde heldigvis hele dagen, så der var ingen tidspres – vi boede jo i skoven lige ved siden af dalen.
Her vandrede man oppefra og ned, og så op igen. Omvendt ift. alle de andre nationalparker indtil videre.

Bryce var anderledes, og spændende. 1½ dags besøg var passende, og vi er tøffet videre til Monument Valley.
Der var for langt fra Bryce til Monument Valley på én køredag, så vi mellemlandede en enkelt nat ved Lake Powell. Endnu en nationalt styret campingplads, med masser af plads og stjerneklar aften. Skønt!
Vi oplevede ikke seværdighederne ved Lake Powell ud over en tur i poolen på resortet ved siden af campingpladsen. Vildt lækkert, der var vi heldige – det kostede ikke engang noget, og vi blev kørt dertil i gratis shuttlebus.

Videre på køreturen – der skal handles i Walmart, autocamperen skal tankes, frokosten er en varm grillkylling og skårede grønsager på Walmarts parkeringsplads. Og så kører vi afsted, så vi kommer frem i ordentlig tid.

Nu er vi så ankommet til Monument Valley, som er berømt fra alverdens western film og en ikonisk scene fra Forrest Gump.
Vi bliver hentet af en Navajo indianer-guide i morgen tidlig, og så skal vi på tur. Lige nu sidder vi i fuldmånens lys og det er stjerneklart her i ørkenen på grænsen mellem Utah og Arizona.
Det er i øvrigt autocamper-turens østligste punkt.

Lidt stemningsbilleder