Så ankom Karoline, Emilia og Helle endelig til Bali. Hvor var det dejligt at blive samlet igen efter 20 dage med Torben alene i Sanur. Tiden er gået stærkt, men savnet var alligevel stort fra alle sider. Det blev sent inden pigerne kom igennem lufthavnen, og over til Sanur, ca 20km væk, men vi tog direkte ned til den lokale pizzasnedker La Forketta og fik god mad efter indkvarteringen i lejlighed midt i Sanur. Skønt på alle måder! Pigernes tur til Bali gik fint og planmæssigt, men turen er selvfølgelig lang, og jetlaget tager lige et par dage at komme sig over.

De første dage gik med at Torben viste rundt i byen og besøge ynglingsrestauranterne. Torben var også afsted på dykkerture, både for indlæringens skyld og for at hjælpe til i dykkercentret. Pigerne slappede godt af på stranden og hyggede sig med masser af chokoladecroissanter og Balis fantastiske frugtjuicer. Det er også blevet til en biograftur i Icon Bali og vi nyder de balinesiske massageklinikker. De er virkeligt dygtige til det, hernede.

Karoline og Emilia har klaret omstillingen til Østen godt. Her er jo varmt og meget anderledes end derhjemme, men den anderledes mad, kulturforskellene og bare det at være i et tropisk land, er hurtigt blevet hverdag. Indonesien blev også valgt frem for andre vestlige destinationer for at opleve en helt anden del af verden, end det pigerne indtil videre har stiftet bekendtskab med.

En af de første dage vi var samlet, besøgte vi skildpadde sanatorierne på stranden i Sanur. Mod en beskeden donation kan man få lov til at sætte en lille skildpadde i havet. De bliver udklækket under kontrollerede forhold og sættes ud når de er klar. Fantastisk sjov oplevelse.

Vi tog også til Kuta på den vestlige side af det sydlige Bali en dag for at se lidt mere af byerne på Bali. Kuta er kendt for at være mere festlig og med en god strand til surfing. Vi gik en tur på stranden, fik god mad i et storcenter og tog ellers hjem igen. Kuta er den nærmeste by ved lufthavnen, og her har turismen helt overtaget, med hvad det fører med sig. Man kan ikke gå 5m på stranden uden at blive tilbudt noget at drikke, massage, surfskole, liggestole eller andet. Det er ærligt talt ikke specielt charmerende i vores øjne, og sammenholdt med ulidelige trafikale forhold, er det ikke stedet for os. Men stranden er flot og man får lyst til at kaste sig ud i surfing.

Skal vi ikke snart ud og dykke?

… spurgte pigerne. Og jo, det skulle vi, der var bare lidt ventetid. En lille uge efter de var ankommet. Inden da var vi til barbeque fest i dykkercentret, hvor der blev spillet poolvolley og hygget. Det var helt vildt sjovt og hyggeligt, og pigerne blev introduceret til dykkercentret og alle i omgangskredsen. Det var en fantastisk eftermiddag!

Og så oprandt dagen endelig, og pigernes dykkercertificering skulle i gang. Indonesiske Hegi blev valgt som instruktør, da han klart var den mest egnede ift. undervisning af børn. Sprogbarrieren blev overvundet ved, at Torben deltog i pigernes uddannelse som Divemaster, hvilket også er en del af Divemaster uddannelsen. Første dag var pooldag, hvor alle “skills” – øvelser – skulle indlæres. 4,5 time i baljen i dykkercentret med alskens faktisk ret svære øvelser, hvoraf en del var noget grænseoverskridende for specielt Karoline. Men vi kom igennem, og kom meget trætte hjem. Helle deltog i de fleste af øvelserne, og fik derved genopfrisket dykkerfærdighederne. Vi var alle i vandet sammen.

Ud over Hegi, hjalp Matteo fra Italien også med til undervisningen. Matteo er en 22 årig ung, nyuddannet instruktør, men han ville gerne være med for at øve sig og det viste sig, at han var et perfekt match og hjalp pigerne utroligt godt med øvelser og opbakning. Fantastisk flot, under vandet forsvinder alders- og kulturforskelle. Forældrene var noget imponeret over den unge mand.

Så gik det løs i havet. Afsted dagen efter til Padang Bai, 1,5 times kørsel fra Sanur. Ud med en Vaianabåd (longboat) og så ellers i havet. Emilia sprang bare i og dykkede, Karoline var lidt mere skeptisk og nervøs. Men alle øvelser i havet blev gennemført og vi så endda en gigantisk havskildpadde på første dyk!

Dagen efter var det afsted igen, denne gang til Tulamben på nordøst siden af øen, ca 3-4 timer væk i bil. Her blev de sidste 2 dyk til uddannelsen udført på et skibsvrag fra 2. Verdenskrig inklusiv alle de øvelser, der skal til, og så blev pigerne certificerede til stor glæde for alle. De fik en dykker t-shirt og så var lettelsen og stoltheden enorm.

Samtidigt færdiggjorde Torben sin divemasteruddannelse, og det klappede endda sådan, så det skete på hans fødselsdag.

Det eneste malurt i bægeret var, at det så var overstået, og der skulle siges farvel. Pigerne blev meget knyttede til Hegi, og med god grund. Han er med afstand den bedste instruktør og det rareste og sjoveste menneske vi har mødt på vores rejser, og vi håber meget på et gensyn inden vi tager hjem til Danmark om en måneds tid.

Det var også også farvel for denne gang til Sebastian, som Torben boede sammen med i den første tid. Sebastian bliver i dykkercentret og fortsætter sin uddannelse de næste tre uger, men er rejst hjem inden vi når tilbage til Sanur inden vores hjemrejse.

Vores samlede indtryk af Sanur er, at selvom byen er ret turistet, er der fredeligt, hyggeligt og masser at opleve. Kaffen og isen er rigtig god og billig, og vi har godt nok spist mange chokoladecroissanter. Vi har også spist en hel del indonesisk mad, som oftest er ris- eller nuddelretter med kylling, seafood eller svinekød. Det smager fantastisk og passer perfekt her i varmen.

Afstandene i byen er små, men trafikken er tung. Der er myriader af scootere alle steder, men at hyre en chauffør på scooter er klart den hurtigste måde at komme frem.

Stranden er god som badestrand ved højvande, ikke så meget ved lavvande.

Vejret har overrasket. Det har været solrigt nogle dage, regnfuldt andre og der har til tider været en del pålandsvind ude fra havet mellem Bali og Lombok. Temperaturen er selvfølgelig høj, umiddelbart i nærheden af 30 grader, men det er udholdeligt.

Indoneserne er et utroligt venligt og imødekommende folkefærd. Sætter man sig ved siden dem et offentligt sted, falder man i snak. Det er helt vildt hyggeligt, og man finder hurtigt ud af, at på trods af geografiske og religiøse forskelle mellem os og dem, anskuer vi tingene meget ens. Og smiler man, bliver det altid gengældt – uden undtagelse.

Til sidst lidt stemningsbilleder.