I løbet af vores uge i New Orleans var vi på udflugter i oplandet til byen. Det var guidede turer hvor vi blev kørt i bus ud til vådområderne øst for New Orleans og derfra på bådtur, og mod vest til de oprindelige sukkerrørsplantager, hvor man kan komme på besøg i de bevarede plantagebygninger, herunder hovedhusene og slavernes “boliger”.
Vi var først på tur i sumpen øst for New Orleans .

Vi kom ud og sejle i sumpen i en fladbundet båd med plads til ca 20 turister og en guide. Her så vi alligatorer, masser af fugle, vaskebjørne, edderkopper og lidt af hvert andet.

Det var en hyggelig og brandvarm tur. Vi var 2 timer på vandet, og vendte snuden hjemad derefter, og var hjemme så vi lige kunne forkæle ganerne med en omgang seafood og burgere på den lokale restaurant til aften. Skøn dag!

Dagen efter var det afsted på besøg på sukkerrørsplantager.

Laura Plantation og Oak Alley Plantation
Sukkerrørsplantagerne ligger langs Mississippifloden fra Natches i staten Mississppi til New Orleans i Louisiana. Der var oprindelige rigtigt mange plantager, og i dag kan man komme på besøg i enkelte bevarede plantager. Der produceres stadig sukker fra sukkerrør, nutidens marker ejes bare ikke af plantager længere. Det er almindeligt landbrug, og er industrialiseret med knudepunkter ved Mississippifloden. Sukker løber man ikke tør for i New Orleans!

Vi besøgte først Laura Plantation, hvor vi fik en stor rundtur i hovedhuset og efterfølgende blev vist rundt i slavernes bygninger. På Laura Plantation var der meget historie fra tiden ca. 1800 til 1863, hvor The Emancipation Proclamation blev deklareret af Abraham Lincoln og slaverne dermed i princippet blev sat fri, og om tiden efterfølgende (hvor de tidligere slaver, kaldet freedmen, reelt set ikke var meget bedre stillet).

Efter Laura Plantation var det videre til Oak Alley Plantation. Den er berømt for sine egetræsalléer og haver, og er virkelig smuk. Den har også lagt kulisse til mange film og serier. Her måtte vi ikke tage billeder indenfor.

Plantagebygningerne og haverne omkring dem er meget smukke. Her er stille, frodigt og velplejet. Byggerierne er solidt opførte i meget høj kvalitet, gennemtænkte i indretning og temmelig luksuriøse. De gamle egetræer og de franske haver i det frodige landskab giver en fantastisk stemning.
Det står alt sammen i skarp kontrast til det liv, slaverne har levet her, som var så grusomt, som noget kan være. 16, nogle gange 20 timers arbejdsdag, ingen fridage og så den altopslidende hede og luftfugtighed.
Den forventede levealder for slaver var 25-36 år. Hvis de ikke døde af tuberkulose eller anden sygdom, blev bidt af giftslanger i markerne eller anden ulykke, døde de af nyresvigt grundet væskemangel. De boede i 12 mands hytter, hvor de måtte tage sig af hinandens børn, indtil de var gamle nok til at komme i marken som 9-årige.
Da forældrene jo døde tidligt, levede slaverne sammen i hytterne som “mixed families” da de efterladte børn skulle passes af andre familier.
De mandlige plantageejere og familiemedlemmer fik børn med flere af slaverne, og disse børn blev betragtet som slaver, og sendt i marken.
Samtidigt får man ikke indtrykket af, at livet som plantageejer var specielt morsomt. Der var uendeligt mange intriger og slagsmål om penge og arv, indavl da familiemedlemmer giftede sig med hinanden osv.

Oplevelsen af plantagebesøgende er derfor tveægget. Hovedhusene og haverne fremstår så smukke og romantiske som noget kan, og samtidigt er stemningen lidt trykket under besøget, da det nærmest ikke er til at begribe hvilke grusomheder, der er foregået her.
Vi havde alligevel en fantastisk dag, og blev meget klogere på de historiske aspekter af New Orleans og oplandet omkring Mississippi-floden.

Lidt om Hurricane Katrina
Orkanen Katrina ramte Louisiana og New Orleans i slutningen af august 2005. Det er længe siden, og de dele af New Orleans, som besøges af turister, er for længst genopbygget. Det er dog ikke tilfældet i dele af oplandet til New Orleans, og det har haft katastrofale konsekvenser for specielt områderne i det østlige New Orleans. Vores turguider og indbyggerne i New Orleans taler stadig om katastrofen, og den fylder meget i lokalbefolkningens bevidsthed. De fortæller om hændelserne under katastrofen og eftertiden med følgerne.
Da orkanen ramte, blev 80 procent af byen dækket af vand, nogle steder i op til 12 fods højde. De fleste indbyggere flygtede, nogle få blev hvor de var. Orkanen forårsagede i underkanten af 2.000 dødsfald.
Inden orkanen ramte, var det østlige New Orleans det nye, flotte og eftertragtede sted at slå sig ned. Her var nye skoler, hospitaler og generelt gode forhold for indbyggerne og også stedet hvor alle kendisserne slog sig ned. Området, som er stort, blev fuldstændigt raseret under orkanen, og indbyggerne, som var flygtet, vendte simpelthen aldrig tilbage. Det medførte spøgelsesbyer efterfulgt af meget høj kriminalitet. I dag er det så slemt, at det førhen eftertragtede område er så farligt at færdes i, at vores turguide ikke engang turde tanke bussen på tankstationerne langs motorvejen. Supermarkedskæder har efterladt deres store byggerier og parkeringspladser, som nu blot forfalder. Forlystelsesparken Six Flags tegnede inden katastrofen en 70 årig aftale på leje af et større område med forpligtigelse på at levere forlystelser, og her står de gamle rutsjebaner nu som tomme skeletter i horisonten når man suser forbi på afstand på motorvejen.
Hurricane Katrina har efterladt New Orleans med store socialpolitiske problemer, og i betragtning af omfanget af kriminalitet og hvor trøstesløst området øst for New Orleans ser ud i dag, er der stadig lang vej tilbage til tiden før orkanen.
Vi tænker ikke, at fremtiden ser lys ud. Store dele af områderne ligger i niveau under havets overflade, og med klimaforandringer og vandstandsstigninger in mente, må der være risiko for gentagelse af historien, desværre.

The Aints!
En sjov historie vi fik fortalt omhandler NFL holdet fra New Orleans (amerikansk fodbold).
De er meget troende hernede, og deres hold hedder intet mindre end the Saints – Helgende.
Deres sportslige resultater op til midten af firserne var dog så pivringe, at klubbens fans i stedet gav dem øgenavnet The Aints, som på sydstatsamerikansk betyder noget i retning af “dem, der er ikke er noget”. ‘Are not’ trækkes sammen til ain’t.
Det var så grelt, at fansense kom i tanke om at tage brune plastikposer over hovederne, når de var til kamp på stadion. På den måde kunne de ikke genkendes hvis de skulle være så uheldige at blive fanget af kameraet og vist i fjernsynet.
Det må have givet et klart signal til fodboldholdet.

Man var dog urolig for, at man havde forstyrret ånderne under byggeriet af New Orleans’ Superdome, som er hjemmebanen. Man måtte flytte en af byens gravsteder under byggeriet, og måske var hjemmebanen derfor forbandet eller bare hjemsøgt.
Pave John Paul II besøgte New Orleans i 1987 i anden officiel sammenhæng, men da han nu alligevel var i byen, spurgte holdets fans om ikke han kunne smutte forbi og velsigne stadionet – blot for en sikkerheds skyld.
Det gjorde han så.
Den sæson leverede the (S)Aints deres hidtil bedste resultat og kvalificerede sig på mirakuløs vis for første gang til play-off kampene 🙂 .
Vi ved ikke hvor meget fakta, der er i den historie, men den er yndet hernede, og vi fik et godt grin.

Vi havde nogle rigtigt gode og lærerige ture rundt i Louisiana, uden for New Orleans. Guiderne og indbyggerne fortæller meget gerne om deres lokalhistorie, og vi suger indtrykkene til os.
Vi var 8 dage i New Orleans, og føler alligevel, at der var meget vi ikke nåede. Der er i hvert fald masser af oplevelser at komme tilbage til en anden gang, om ikke andet så den fantastiske mad og stemning fra jazzklubberne.