New Orleans

Vi er ankommet til Sydstaterne og har taget hul på vores anden halvdel af rundrejsen med en uge i billedskønne New Orleans – eller N’Awlins, som de siger hernede. De har været en uge med mange nye indtryk og en omstillingsproces fra turen i autocamper på vestkysten til en helt anden rejsekultur her i “The deep South”.
New Orleans, som ligger i staten Louisiana er bare fantastisk. Vi troede, at vi skulle slappe lidt af her, men byen har så meget at byde på, at oplevelserne har stået i kø, og vi kan åbenbart ikke forholde os i ro, når eventyrene venter lige uden for døren.
Først og fremmest har vi dog måtte omstille os fra den lidt kølige vestkyst med temperaturer i nærheden af små 20 grader til næsten ulidelig hedebølge. Her er 36-38 grader, hvilket nok er ok i sig selv, men med meget høj luftfugtighed giver det varmeindeks til 46-47 grader. Det har været kvælende varmt, og vi har måttet gemme os i airconditioning i mange af dagtimerne.
Men sikke en by og et opland. Det er helt anderledes end alt andet vi har set.

The French Quarter
Jackson Square
Typisk gade i French Quarter

Det mest berømte område i New Orleans er The French Quarter, hvor den gamle franske byggestil er bevaret. Her er spækket med restauranter, caféer, markeder og jazzmusikken driver ud på gaderne fra alle spillestederne. Der er musik på gaden, på barerne, på bådene osv. Det er svært ikke at blive betaget af, og mange, som er rejst hertil, er aldrig kommet videre (De kaldes lokalt “The never-lefts”). Derudover er maden her berømt. Man spiser seafood fra nærliggende vådområder – muslinger, krabber, rejer, crawfish, catfish osv. Vi har fået os nogle gevaldige aha-oplevelser med maden, det smager som intet andet og virkelig godt.
Samtidigt skal man se sig for, for byen er desværre også berygtet for kriminalitet. Der skete os dog ikke noget!

Beignet på Cafe Du Monde. En slags fransk doughnut, som spises med store mængder flormelis.
Og det smager godt!
Man holder sig i skyggen så meget man kan!

Vi brugte den første dag her på at blive indkvarteret i vores “shotgun” – det hedder hustypen, som vel nærmest er et tyndt paphus klodset op på stolper, og derefter få set det berømte turistcentrum. Efter en tur på 5-6 timer i heden nede i byen, var vi fuldstændig udbrændte, overkogte og færdige for dén dag. Hjem i airconditioning, frem med fjernbetjeningen og se en film. Man skal passe meget på heden, sveden springer af huden så snart man er udenfor.

Saint Louis Katedralen på Jackson Square, midt i byen.
Riverwalk langs Mississippi floden nede ved centrum. Mississippi hjuldamperne lægger til her.
Vores “Shotgun”. Vi boede i halvdelen til højre.
Vores “hus”, hyggeligt og flot – og med airconditioning!
Morgenmad og afslapning i baghaven – vi havde også en veranda omme bagved

Vi boede i et område mellem turistcentrum og den største park i New Orleans. Det var meget lokalt, og vi var absolut de eneste hvide turister i kvarteret. Det er ikke i sig selv noget problem, men vi blev lagt mærke til. Det var ikke det bedste kvarter, da det er berygtet for kriminalitet, og fattigdommen her er iøjefaldende. Vi oplevede at blive spurgt om vi havde nogle penge i overskud flere gange, og der kom endda en af de hjemløse op på vores veranda og spurgte om hjælp til overnatning. Samtidigt med det oplever vi endnu større imødekommenhed og hjælpsomhed end de andre steder vi har været hidtil, så det er kontrastfyldt.
Demografien her er også anderledes end i det vestlige USA. New Orleans ligger ved Mississippi flodens udspring, og langs Mississippifloden lå sukkerrørsplantagerne i gamle dage. Den afroamerikanske del af befolkningen er klart i overtal her. Vi kan ikke undgå at bemærke, at det er netop den del af befolkningen, som er fattigere end ellers, og som samtidig er mere imødekommende, venlige og hjælpsomme overfor de til tider vildfarne turister. Det er tankevækkende.

Vejen lige ud for vores hus. Flot med egetræer langs vejen, men ikke et sted man bevægede sig ud i efter mørkets frembrud.

En af aftenerne var vi afsted på Mississippifloden med en hjuldamper på jazzcruise. Der var drinks i baren, og live jazzmusik til en solnedgangssejlads op og ned ad floden fra centrum af byen. Det var helt fantastisk hyggeligt, og det viste sig at være vores udlejer, som spillede trompet og sang i bandet.

Hjuldamper. Dette er dog den anden båd end den vi var med. De er næsten ens, og superhyggelige
Jazz på dækket – Mike sidder i midten og spiller trompet.
New Orleans ude fra Mississippifloden. Byen er også moderne med klassisk amerikansk business centrum, og kontrasterne er store,
Tøser på dæk!

New Orleans er også kendt for Mardi Gras, som afholdes i hele byen, og med optog i Garden District. Garden District er den amerikanske del af byen, hvor de store flotte alléer med egetræer og overdådige palælignende huse ligger. Vi gik en tur der en eftermiddag, og fik et indtryk af kvarteret. Der er meget roligt, stort og overdådigt.
Det var også stinkende varmt, så efter en længere tur med trolly (det lokale tog, som kører rundt på de større alléer) og en gåtur i kvarteret måtte vi hjem og frelses af airconditioningen – igen.

Her er mange restauranter og spisesteder. Vi endte på Katie’s to gange – det var så godt, at det måtte vi prøve igen :-D. Et lille lokalt sted, som vi aldrig havde fundet hvis ikke en Uber-chauffør havde nævnt det for os. Seafood mikset med fransk doughnut, ost og mellemamerikanske krydderier lyder mærkeligt, og smager guddommeligt. Man skal bare kaste sig ud i det.
Blandingen af kulturer fra England, Frankrig, Spanien, Afrika, Mellemamerika osv. kaldes creole. Betegnelsen anvendes i forbindelse med musik, mad og alt muligt andet. Pointen er, at det er alt muligt andet end amerikansk. Befolkningen er meget stolt af creole og afkoblingen fra alt amerikansk her i N’awlins, hvilket er lidt sjovt da det jo er i USA…
Det er en smeltedigel af alt muligt, og det er der kommet meget godt ud af.

Katie’s familiedrevede restaurant i Mid-city, uden for turistcentrum. I Mid-city findes fantastisk mad uden turist-prisskiltet. Man skal bare finde de rigtige restauranter
Baseball i fjernsynet, mad og drikke – så går aftenen godt.

Den sidste hele dag vi havde i New Orleans brugte vi i parken og på kunstmuseum.
Der var lidt Monét, Picasso, Jackson Pollock, Andy Warhol og moderne kunst. Flot kunstmuseum og virkelig flot park. Det var et afbræk fra de mere overrendte turistattraktioner, selvom her nu ikke har været mange turister. Sæsonen er egentligt fra oktober til april.

Vi har generelt forsøgt os med offentlige transportmidler i New Orleans, med blandet succes. Nogle gange kom bussen, nogle gange gjorde den ikke, og så blev vi stegt i solen mens vi ventede på den næste.
Denne dag stod vi ude på gaden og lignede nok en flok forvildede turister (igen), da en lille familie stoppede op ved siden af vejen og spurgte, hvor vi skulle hen. Efter lidt snak endte vi i deres bil, og blev kørt helt til museet. Det er første gang vi har gjort sådan noget, men hjælpsomheden her i byen er bemærkelsesværdig. Specielt set i lyset af den udbredte fattigdom og demografi som beskrevet tidligere.

NOMA – New Orleans Louisiana Art Museum
Pigerne var ville med palæstilen – de har set for meget Disney prinsesse tegnefilm.
Parken i New Orleans
Vi kan altså godt lide de egetræer. Dette står i parken.
Parken i byen

Ud over ovenstående har vi i samme uge været på besøg på sukkerrørsplantager og på sejlads i sumpområderne for at se på dyrelivet, heriblandt alligatorerne. Det kommer i eget blogindlæg, for det var nogle lidt anderledes og store oplevelser.

Lidt flere stemningsbilleder

Mad på markedspladsen
Trolley – sporvognene i NOLA
Kinesisk mad og masser af drikkevand i heden. Mississippifloden og broen over den i baggrunden
Canal Street, som deler New Orleans i amerikansk og fransk inspireret bydel.
Mississippifloden ved solnedgang
Vi klør på!

En tanke om “New Orleans”

  1. Elsker at følge jer! Er tit inde for lige at kigge om der er kommet noget nyt og det var der idag!! Det ser så fedt ud og må være nogle oplevelser I kan tage med jer for livet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *