Alle indlæg af Torben

Hjemme i Tranbjerg

Så er vi kommet hjem til Tranbjerg efter den sidste køretur 🙂
Pigerne er selvfølgelig meget glade for at være hjemme ved deres ting igen, og genkendelsens glæde var da til at få øje på. Pigerne nåede dårligt nok inden for døren før udklædningstøjet blev fundet frem.

På vej hjem fra Spanien
Træt rejsehold på vej hjem fra Spanien

Tusinde tak til naboer og familie som har hjulpet med både hus og have mens vi har været væk. Det er da virkelig skønt at komme hjem til et rent hus og en velholdt have!

Det har været en lang og lærerig tur. Det er jo ikke første gang de to forældre begiver sig afsted på længere rejser, men denne første gang med børnene har lært os en helt masse nyt om at rejse med de små.
Og selvfølgelig har det været helt fantastisk at få alle de oplevelser vi har i de sidste tre måneder.

Vi slutter bloggen her med lidt fjollede facts om turen

  • Rejselængde: 83 dage
  • Vi har overnattet i 17 forskellige hjem / hoteller/ færger m.m. i Tyskland, Italien, Grækenland (Cypern), Spanien og Frankrig.
  • Passaten har kørt 8.792,9km og har slugt ca 525-550 liter diesel.
  • Passaten har været på værksted 2 gange. Første gang på Sicilien da kabineblæseren gik i stykker og der ikke kom luft ind i kabinen, og anden gang da kølerblæseren  i motorrummet stod af i Barcelonas hede. Det ene sidespejl er stadig limet sammen med mor Helles hobbylim 🙂
    Ærligt talt har vi også brugt den lidt hårdt, vi er ikke stået tilbage for hullede bjergveje, nålesving, Offroad kørsel, og meget tungt læs.
  • Vi har drukket 28 flasker vin! Vi har alle propperne med hjem 🙂
  • Vi har været på 16 forskellige strande, mange af dem flere gange, selvfølgelig.
  • Højdemeter: fra -28m i havet til +2.750 på Etna 🙂
  • Den koldeste registrerede temperatur er 9grader Celcius en morgen i Pyrenæerne.
    Den varmeste er vi i tvivl om. Vi har set 38 graders varme blive målt i San Sebastian, men har på fornemmelsen at den sneg sig længere op.
  • Vi har kørt i 359 tunneller!
  • De bedste oplevelser:
    Der har jo været mange! For Karoline var det den dag hun svingede sig i træerne ved Etna i oplevelsesparken. Emilia var ret vild med at ride på hest og bade i det hele taget.
    De nævner stadig begge huset hos Maurizio og Maria på Sicilien hvor Maurizio lavede aftensmad og vi boede helt vildt godt.
    Forældrene var helt betaget af Pyrenæerne og vandringen der. Derudover tiden på det vestlige Sicilien, som også bød på enestående naturoplevelser. Rom skal vi også tilbage til, Barcelona er vi heller ikke færdige med…
  • De største udfordringer:
    De lange rejsedage har været slemme – specielt de dage vi skulle op mere eller mindre midt om natten for at nå en færge og sejle indtil sent om aftenen. Det var udmagrende, specielt for Karoline.
    Øverst på den liste er dog Tigre-myg. Det er en eller anden invasiv asiatisk skovmyg, som har floreret i nogle egne af Sydeuropa siden slutningen af 2010’erne. Av for den, de kostede meget nattesøvn og meget slemme myggestik – heldigvis gik det ikke så meget ud over børnene.

Ellers håber vi, at I har nydt at følge med på vores tur gennem sydeuropa 🙂

De bedste hilsnerne fra
Karoline, Emilia, Helle og Torben

På vej hjemad

Vi er på vej hjem fra San Sebastian i Nordspanien. I går tog vi en pausedag på rejsen i Troyes i Frankrig. Dagen blev brugt på en tur i en stor naturpark hvor vi gik en lang tur og pigerne badede. Om aftenen tog vi ind til Troyes centrum og fik god fransk cafe mad 🙂 Det var et stort hit og en tiltrængt pause.

Pilskæve bygninger i Troyes. Byen er åbenbart kendt for gamle skæve huse...
Pilskæve bygninger i Troyes. Byen er åbenbart kendt for gamle skæve huse…
Pigerne løber i naturparken nær Troyes
Pigerne løber i naturparken nær Troyes


i dag er vi kørt videre og er i Osnabrück i Tyskland, 550km fra Tranbjerg. Det har været endnu en lang køredag på motorvejene.
Desværre blev Karoline syg sidst på dagen og har kastet op en del gange. Vi håber, at hun er frisk til i morgen så vi kan tage den sidste etape – ellers bliver hjemkomsten udsat en enkelt dag.

San Sebastian

Turens sidste større destination blev som planlagt San Sebastian i Nordspanien ved Biscay bugten, ikke langt fra grænsen til Frankrig.

San Sebastian er en fantastisk by. Den er ikke så stor og er omkranset af mindre bjerge. Byen slutter ud i bystranden La Concha, som er meget besøgt af åbenlyse årsager. Den er børnevenlig, stor og lækker og ligger lige i byen. Spanierne – eller baskerne – kommer her for en eftermiddagsdukkert og bliver der hele dagen i weekenden.

La Concha - stranden i San Sebastian
La Concha – stranden i San Sebastian
Aftensmad på stranden i San Sebastian
Aftensmad på stranden i San Sebastian


Den gamle bydel ligger lige op til stranden, og der er fyldt med restauranter og pinchos barer. Pinchos er den nordspanske udgave af tapas.
Her er fuld af liv, og vi kom lige til starten af sæsonen. Den årlige jazzfestival startede 2 dage før vi måtte videre, desværre uden vi fik hørt meget musik ud over gademusikanter.

Den gamle bydel i San Sebastian
Den gamle bydel i San Sebastian
Pinchos bar i San Sebastian
Pinchos bar i San Sebastian

Her har også været varmt. Vejret har skiftet fra behagelige 23 graders varme til en regulær hedetur i indekanten af 40 grader. Det var voldsomt inde i byen, og stranden var den eneste udvej.
Vi har boet i Sergios lejlighed i udkanten af byen. Hyggeligt lokalområde, vi spiste en del ude på cafeerne om morgen. Busserne gik ind til byen hvert 5. minut, så man er var derinde på 15-20 minutter.

Bananis i sofaen i San Sebastian
Bananis i sofaen i San Sebastian
Karoline laver appelsinjuice i San Sebastian
Karoline laver appelsinjuice i San Sebastian

Vi har også været på ture.
San Sebastian har ligesom Rio en Jesus statue på et bjerg, som våger over byen. Vi gik derop en formiddag i meget høj varme. Udsigten var rigtig god, og udstillingen på toppen om San Sebastians historie var egentlig meget interessant.
Det sejeste var dog, at både Karoline og Emilia trodsede varmen og vandrede de 125 højdemeter op og ned igen ad bjerget uden overhovedet at få hjælp. Det var selv for de voksne en anstrengende tur, og vi må sige, at de to små på det punkt klarer det fantastisk godt.

Far og pigerne fra udsigtspunkt på vej op ad bjerget i San Sebastian
Far og pigerne fra udsigtspunkt på vej op ad bjerget i San Sebastian

Den sidste dag tog vi i Akvariet ved havnen. Det var rigtig spændende. Der var igen hajer og rokker, men denne gang fik pigerne også mulighed for at stikke hænderne ned og røre ved lidt fisk.
Inde i auditoriet kunne både Emilia og Karoline fortælle historier om havets fisk til alle, som ville lytte med 🙂 Lidt om hammerhajer, skildpadder og den slags.

Karoline holder foredrag i akvariet i San Sebastian :-)
Karoline holder foredrag i akvariet i San Sebastian 🙂
Piger i akvariet San Sebastian
Piger i akvariet San Sebastian

Derudover isbarer, pinchosbarer og legepladser – det var hyggeligt i San Sebastian og nu er vi klar til at komme hjem. Vi er kørt til Troyes i Frankring og kører videre til Osnabrück i morgen. Vi rammer Tranbjerg den 25. Juli.

Pyrenæerne

Vores tur i Pyrenæerne har fundet sin afslutning. Vi brugte ialt 6 dage på vandring på forskellige ruter rundt i landskabet i og omkring nationparken ved Boi. Karoline og Emilia var med på mindre ture på op til et par kilometer. Mor og far tog skiftevis på længere ture op til 5 timer ad gangen, mens pigerne restituerede derhjemme.

Vores lejlighedshotel i Boi - typisk Pyrenæ-hus
Vores lejlighedshotel i Boi – typisk Pyrenæ-hus

Vi er blevet meget imponeret over Pyrenæerne. Her er helt fantastisk smukt. Her er vandring i frodig skov og ved store vandfald  og vandring i alpint bjerglandskab med sneklædte toppe her midt i juli.
Vandringen her er meget organiseret og ruterne er vel afmærkede.
Det har været en fantastisk oplevelse, meget forskellig fra det øvrige vi har set på turen.
Her vil vi meget gerne tilbage til. Pyrenæerne er et oplagt mål for enhver vandreinteresseret, og her er nemt at komme til fra Barcelona.

Udsigt fra Refuge i nationalparken
Udsigt fra Refuge i nationalparken
Dæmning fra Helles vandretur på vej ned fra bjergene
Dæmning fra Helles vandretur på vej ned fra bjergene
Skilte til forskellige vandreruter i nationalparken i Pyrenæerne. Der er nok at vælge imellem
Skilte til forskellige vandreruter i nationalparken i Pyrenæerne. Der er nok at vælge imellem

Pigerne har også haft det sjovt. Vi har brugt en del tid på legepladser, og i går tog de en tur på hesteryg. Sjældent har de da været så glade og stolte.

Emilia til hest i Barruera
Emilia til hest i Barruera
Karoline til hest i Barruera
Karoline til hest i Barruera

Lidt billeder fra vandreturen mellem Boi og Erill de Vall

Vi er kørt til San Sebastian. Vejen hertil var på sydsiden af Pyrenæerne og det var en ret flot tur. Her er lidt stemningsbilleder.

Flot udsigt på vej til San Sebastian
Flot udsigt på vej til San Sebastian
Roadtrip på vej til San Sebastian
Roadtrip på vej til San Sebastian

Vi bor nu i en lejlighed i San Sebastian. Vi har ikke planer om ret meget andet end badeferie og vejret skulle da også blive til lige præcis det 😉

Boi i Pyrenæerne

Vi er kommet lidt ind i landet i det nordlige Spanien. Vi er ved en lille by, Boi, og ligger ved nationalparken
“Aigüestortes i Estany de Sant Maurici National Park”…
Langt navn, det er i Pyrenæerne og bjergtoppene ligger i omegnen af 3000m heromkring.

Turen hertil fra Barcelona gik gennem det nordspanske landbrugsland. Der er enorme vidder og virkelig øde. Temperaturen nåede vidst 38 grader inden vi begyndte at kravle lidt op i bjergene.

Bare derudaf i det nordlige Spanien. Her er meget øde
Bare derudaf i det nordlige Spanien. Her er meget øde

Klik på billederne for at se beskrivelse

Vi har indlogeret os i et lejlighedshotel lige på grænsen af ovennævnte Nationpark. Vi er i 1350m højde, og temperaturen her er fra 20 til 28 grader afhængigt af om solen skinner eller om det regner. Det har været bygevejr i dag, så lige nu er her dejligt tempereret.

Udsigten fra vores lejlighedshotel i Boi
Udsigten fra vores lejlighedshotel i Boi
Køkkenet i Boi - vi laver maden selv, og køkkenet er "simpelt"
Køkkenet i Boi – vi laver maden selv, og køkkenet er “simpelt”

Planen i dag var en 8 km lang, men flad vandretur oppe i nationalparken, men vi måtte afbryde pga. dårligt vej. Vi gik i stedet en lang tur i skoven i ca. 1800m højde. Pigerne tog nationalparkstaxaen hjem, Torben tog den ca. 8 km lange vandretur ned fra bjergene, og det var en virkelig smuk tur.
Senere på eftermiddag besøgte vi et andet højtliggende sted ved en dæmning, far og pigerne gik en tur ved dæmning, og mor Helle tog så vandreturen ned derfra 🙂

Vandfald og udsigt fra nationalparken i Vall de Boi.
Vandfald og udsigt fra nationalparken i Vall de Boi.
Vandfald i nationalparken
Vandfald i nationalparken

Her er virkeligt smukt i Pyrenæerne. Flotte bjerge, store vandfald, meget frodige skove og stor vidder.
Vandreruterne er godt afmærkede, og turistinformationerne er nyttige. Der er lette, flader ruter, korte stejlere ruter til udsigtspunkter og nogle virkelig krævende ruter hvor man sagtens kan stige mere end 1000m. Vi nyder det rigtig meget, og det er jo rent mekka for de vandreglade forældre 🙂

Barcelona

Vi er stadig i Barcelona… 😉
Sikke en fantastisk by!
Vi tilbragte 8 dage i en villa ca. en time fra Barcelona som det første vi gjorde her i Spanien. Det var et treplanshus med masser af plads, gode faciliteter,  og en hel masse legetøj da huset tilhører en børnefamilie.

Huset ligger på en bjergside i en lille by, L’ametlla,  nordvest for Barcelona, og der var meget fredeligt. Pigerne badede i den store pool meget af tiden når de da ikke hoppede på trampolinen, og der var god tid til at hygge og afslapning. Det var en rar måde at starte i Spanien på – vi følte os faktisk helt hjemme i huset. vandring i nærområdet var også virkelig lækkert.

Vi var også et par dage inde i Barcelona og en enkelt dag på stranden nord for Barcelona.
I Barcelona var vi i akvariet en dag. Der var alt fra hajer til søpølser. Underlige fisk, pingviner, store bklæksprutter osv. Det var en sjov tur.
For enden af Ramblaen står mimerne, og dem var pigerne ret vilde med. Der blev smidt penge i kassen hos et par stykker af dem.
Ellers masser af is, kaffe, vand og chokoladecroissanter (Ja, sidstnævnte er vidst den nye svaghed), lidt lokale vandreture m.m.

Men helt færdige med Barcelona var vi altså ikke, så vi er flyttet ind til byen og bor mere centralt nu i en lejlighed hos Sergio og hans familie. Det er et rigtig lokalområde her i Barcelona, og vi nyder cafeerne, markederne og legepladserne.

Her er meget (!) varmt i dagstimerne, det er faktisk for varmt. Midt på dagen er vi nødsaget til at fortrække indendøre i airconditioning, og først tage turene sent på eftermiddagen og legepladserne om aftenen.
Dagstimerne kan da heldigvis også bruges på stranden de dage vi vælger det 🙂

Der er også blevet fejret en 38 års fødselsdag. Vi startede morgenen med flere croissanter på tagterrassen ( vi har vores helt egen fuldstændigt vidunderlige tagterrasse) og derefter ind på Hard Rock Cafe for enden af Ramblaen. Pigerne syntes at cafeen var meget spændende og de voksne nød den gode mad og fantastiske stemning.

Vi har også nået forbi Gaudis Park Güell, og den store park Cituadell nede ved zoologisk have nær stranden. Igen meget varmt, så jo hurtigere man finder til stranden jo bedre!

Ellers rejser vi videre i morgen, lørdag – vi tager op i Pyrenæerne i en nationalpark og bliver der en lille uges tid. Der skal vandres og vi glæder os til naturoplevelser i bjergene efter 12 dage i og ved Barcelona. Der skulle også være lidt køligere.
Derefter tager vi til San Sebastian på Spaniens nordkyst for at opleve atlanterhavskysten og den berømte by. Det bliver sidste længere ophold på denne tur, derefter begynder hjemrejsen.

Stintino på Sardinien

Sidste stop på vores Italiensrundtur har været Stintino, som ligger i det nordvestlige Sardinen. Det er en lille sejlerby omkranset af de smukkeste strande og en stor nationalpark på en ø nærved. Det er bestemt ikke noget dårligt sted at slutte, her har været rigtig dejligt. Pigerne har badet, vi har hygget os i byen (og spist temmelig meget is), været en hel dag i nationalparken og så en smule dykning.
Rejseselskabet blev udvidet til 5, da morfar kom forbi på visit i tre dage.


Vi har boet i en lejlighed hos Andrea, og der var tre soveværelser, så det var fint.
Vi hyggede os alle sammen med udsigten fra terrassen ud over lystbådehavnen. Pigerne var meget glad for at få besøg, de vidste ikke at morfar kom.

En af dagene var vi i Asinara Nationpark. Parken er en hel ø på på vel 30km fra den ene ende til den anden. Øen har været brugt som fængselsø indtil 1997, hvor mordere, terrorister og mafiabosser blev indkvarteret i etværelseslejligheder uden håndtag. Vi var rundt og se det lukkede fængsel, og det var ikke et sted man ville ønske sig ophold.


Efter rundtur på øen i minitog blev turen afsluttet med badning og snorkling på øen. Da det jo er en nationalpark, og fiskeri er forbudt, var dyrelivet under overfladen ret imponerende.
Karoline lærte af snorkle sammen med mor, og hun så krabber, småfisk og søpølser. Hun var meget stolt, og det var ret imponerende at hun kunne.
Emilia er også godt i gang med at lære det. Masken på, snorklen i munden og så hovedet direkte ned i vandet – det er ikke modet der mangler!

En ekstra sidste is, postkort hjem til børnehaven, og så var vi klar til at tage til Spanien.
Vi startede lige færgeturen med de efterhånden sædvanlige forsinkelser og lange rejsedage.

Det var sidste stop i Italien.
Nedenfor er et lille kort over vores rute igennem det italienske. Og punkterne på kortet er vores stop
1: Scopello, Sicilien
2: Taormina, Sicilien
3: Palinuro
4: Rom -også en smuttur til Cypern, og så tilbage til Rom
5: Olbia, Sardinen
6: Stintino, Sardinen
7: Barcelona, hvor vi er nu

italien

Til sidst lidt stemningsbilleder fra slap-af-dag i Barcelona, hvor vi bor i Lucias rigtigt dejlige hus.

Vi er i Barcelona en uges tid, hvor vi nyder det spanske.

Olbia på Sardinien

Den lille rejsende familie befinder sig på Sardinen. Her har vi været siden den 10. juni. Vi rejste herover efter Rom med en færge tidligt om morgenen. Turen var hård pga. manglende søvn og mange oplevelser, og Karoline blev syg. Det tog en dags tid at komme ovenpå igen, og så var alt godt. Heldigvis har vi sat tempoet ned siden.

Hård rejsedag
Hård rejsedag

Vi har boet fra den 10. til den 20. juni i oplandet til en mindre by, Olbia. Vi boede hos Alfiero, en enlig, ældre italiensk mand, som havde indrettet halvdelen af sit hus til rejsende. Det var rigtig fint. Hans have var ganske imponerende med blomster og buske i alle afskygninger. Huset ligger på en bjergside, så udsigten var såmænd også ok 😉 Det ligger landligt, så myrer og slanger (!) var også en del af pakken.
Desværre snakkede Alfiero ikke engelsk, men vi forstod nu hinanden rimelig godt alligevel. Gæstfriheden fejlede bestemt ikke noget, og vi hyggede os gevaldigt.

Klik på billeder for at se galleri

Olbia ligger ved Costa Esmarelda. Man kommer her for strandens skyld, og her er kridhvide sandstrande i massevis, omkranset af bjerge og klipper. Det er virkelig smukt, og turisterne indefinder sig ikke før juli og august. En dag lejede vi en båd og sejlede en tur. Pigerne synes det var helt fantastisk, jo vildere i bølgerne jo bedre!

Vi har også oplevet naturfænomener i form af Mistral vind, som bogstaveligt talt blæste tingene om kuld i tre dage. I de dage kunne vi ikke meget, men vi fik besøgt byen Olbia og kom på legeplads, og shoppede lidt. Vi troede jo, at solen skindede hele tiden, men så lærte vi det 🙂 En enkelt eftermiddag ved regnvejr blev det også til, den blev brugt til regnvejrsdans!

På nordsiden af Sicilien ligger Capo Testa. Det er en lille ø kun forbundet til Sicilien med en bro, og der er ikke andet end kæmpe store stenformationer, som er blevet slebet runde af vinden. Vi har været på ekskursion deroppe en dag, og landskabet var virkeligt imponerende. Store runde klipper, vige med turkisblåt vand… Der er alle muligheder for god vandring og klatring, og vi tog alle 4 en lang dag rundt på øen. Vi kravlede alle rundt i klipper, op til udsigtspunkter, ned til vandet. Pigerne knoklede rundt hele dagen, og vi havde alle en helt fantastisk dag.

Torben har fået gang i dykningen. Der er blevet dykket ud fra 3 forskellige områder i det nordlige Sicilen. Der er utroligt meget liv under vandet her. Små og store fisk i alle afskygninger, store blæksprutter, kæmpe ål, barracuda, grubere, hummere osv. En enkelt dag var der endda delfiner på hjemturen! Vandet er dog koldt. 1,5 time under overfladen i 16 grader varmt vand er en udfordring.
Det er gået rigtig godt i langt det meste af tiden. Dykkerfirmaerne er meget professionelle, udstyret er godt og man er i gode hænder. Desværre med en enkelt hård oplevelse idet et ildebefindende satte ind bogstaveligt talt på havets bund efter de første dyk her på øen. Det endte i et slemt migræneanfald med alt hvad det fører med sig, og det var ikke rart. Ufarligt, men ubehageligt. Heldigvis er der taget revanche siden, og dykningen hernede har været overraskende god. Helt klart noget at vende tilbage efter.

Lige nu er vi i Stintino på nordvestsiden af øen. Mere herom i næste indlæg, som kommer snarest.

Og så rejser vi videre til Barcelona med færgen i overmorgen 🙂

 

Roma

Tilbage til Italiensk is, italiensk kaffe og “Prego” – vi har været i Rom.

Vi ankom til Ciampino lufthavn i Rom efter en dejlig uge på Cypern og følte nærmest at vi kom hjem da vi satte os ind i bilen igen. Vi er tilbage i rejsegearet efter en uges afslapning på Cypern.

Køkkenet i Rom
Køkkenet i Rom
Italiensk pizza i lejligheden
Italiensk pizza i lejligheden
Mor og far i Rom
Mor og far i Rom

Vi fandt en ca 90 kvartratmeter stor lejlighed i et lokalt område lidt uden for de centrale Rom. Vi boede i Federicos lejlighed, og blev igen mødt af enorm hjælpsomhed og gæstfrihed.
2 værelses lejlighed med godt køkken – pigerne havde et børneværelse, et godt soveværelse til de voksne og et fint køkken/allerum. Vi boede lokalt, og fik oplevelsen af lokalsamfundet i Rom på en anden måde end inde i det antikke Rom. Det passede os rigtig godt, og det er helt klart et sted vi gerne vil tilbage til.

Pandekager i luften i Rom!
Pandekager i luften i Rom!
Pigerne på hovedet i sofaen i lejligheden i Rom
Pigerne på hovedet i sofaen i lejligheden i Rom

image

LEGO i lejligheden
LEGO i lejligheden

Men Rom er jo også seværdig! Vi fik set et par af de store attraktioner – Venedig pladsen, den spanske trappe, Skt Peters Kirken m.m. Karoline og far tog på udflugt ind til Coloseum en dag da Emilia trængte til en pause. Det antikke Rom er heller ikke så interessant for børn, ærligt talt, så der var ingen grund til at slæbe den mindste ind i kedlen i det centrale Rom for at kigge på bunker af gamle sten 😉

Trevi fontænen
Trevi fontænen
Trevi fontænen
Trevi fontænen – vi smed mønter i vandet med håbet om at vende tilbage til Rom
Venedig pladsen
Venedig pladsen
Collosseum
Coloseum
Far og Karoline på tur til Colosseum
Far og Karoline på tur til Colosseum
Colosseum
Coloseum
Colosseum
Colosseum

Vi så Skt Peters kirken i torsdags. Pigerne klarede køen rigtig godt, og vi brugte en halv dag på udflugten.
Det sjaskregnede da vi tog afsted, men da regnen stoppede blev temperaturen nede på et udholdeligt niveau – det var en god dag! Lidt italiensk kaffe og noget chokoladekager på hjemvejen, ja, så er lykken jo gjort.

Sagt om kirken:
“Det er altså ikke som jeg forestillede mig. Hvorfor er der ingen lysekroner?” Karoline havde nok mere et slot i tankerne.
“Der er jo ikke noget guld herinde”, sagde Emilia, tydeligt skuffet.

Skt Peters kirken - den uden guld og lysekroner!
Skt Peters kirken – den uden guld og lysekroner!
Far og piger bliver frelst i kirken - eller noget...
Far og piger bliver frelst i kirken – eller noget…
Karoline og Emilia undrer sig over schweizer gardisternes klovneuniform - det gjorde alle andre vidst også
Karoline og Emilia undrer sig over schweizer gardisternes klovneuniform – det gjorde alle andre vidst også
Kan man styre de to på så stor en plads?
Kan man styre de to på så stor en plads? Nej… De jagtede duer, det var mere interessant 🙂
Kø til Skt Peter
Kø til Skt Peter
Beninis plads foran Skt Peters kirken
Beninis plads foran Skt Peters kirken

Peterskirken var selvfølgelig imponerende som alt det andet hernede.

I lokalområdet fandt vi en rigtig god legeplads. Dem har der ellers ikke været for mange af hernede, så vi blev positivt overrasket. Alt i alt var vi rigtig godt tilfredse med at bo i et lokalområde lidt væk fra de største turistattraktioner.

Legeplads i Rom
Legeplads i Rom
På legeplads i Rom
På legeplads i Rom

4 dage i Rom – det er ikke nok, men vi er alligevel glade for at komme videre. Rom er helt fantastisk, og bestemt et sted der skal udforskes. Men måske uden børn, og helt afgjort på et tidspunkt hvor temperaturen er mere menneskelig når solen skinner. Selv Federico beklagede sig over varmen den dag det var varmest 😉

Vi er nu på Sardinien. Vi bor i et hus hos Alfierdo på den nordøstlige kyst. Lidt nord for Olbia, ved Costa Smeralda. Kridhvide strande, fred og ro og en have til børnene. Vi bliver her i 10 dage og nyder det lidt.

Ayia Napa – Cypern

Sikke en dejlig uge vi har haft på Cypern. Vi fløj fra Rom til Cypern, lejede en bil og mødtes med en del af familien i Ayia Napa hvor vi alle boede på hotel sammen. Mormor havde inviteret for at fejre 60 års fødselsdag, og det var jo helt skønt!
Fantastisk sted, og børnene legede og badede alle sammen hele ugen – altså når vi ikke lige sad og spiste i restauranten 😉
Der var rigtig gode børnepools, fin strand og dejligt vejr.

"Jeg kan ikke nåååå!" - Emilia på legeplads
“Jeg kan ikke nåååå!” – Emilia på legeplads, hun nød det
Karoline og kusine Sofie på legeplads på Cypern
Karoline og kusine Sofie på legeplads på Cypern. Karoline ville meget gerne tage sig af Sofie, og de brugt en masse tid sammen.
Børneklub på Cypern - bamse får krammere
Børneklub på Cypern – bamse får krammere
Storsmilende Emilia til børneklub på Cypern
Storsmilende Emilia til børneklub på Cypern
Emilia spiser "appeltroner"...
Emilia spiser “appeltroner” i restauranten…

Vi fik vidst ikke set det store ud over hotellet og den nærvedliggende strand, men en enkelt tur ind til byen blev det da til.
Mormor var med, da vi tog afsted for at købe badedyr!

Den lille familie på stranden efter besøg i Aiya Napa
Den lille familie på stranden efter besøg i Aiya Napa

Ellers lider man ingen nød ved poolen. Vandet var godt, udsigten endnu bedre. Tilsat fri bar – så går det jo fint 😉
(Vi drak spandevis af kaffe og cola)

Afslapning ved poolen på Cypern
Afslapning ved poolen på Cypern
Opladning ved poolen på Cypern
Opladning ved poolen på Cypern

På hotellet var der masse af krydderurter rundt omkring i området, som man kunne gå på opdagelse i. Emilia hyggede sig som sædvanligt med at plukke blomster.

Hva sir løven? Emilia forklarer hvad Løvemonsterblomster siger (Løvemund)
Hva sir løven?
Emilia forklarer hvad Løvemonsterblomster (Løvemund) siger

Tennis blev det også til – og Karoline var med. Vi havde ikke problemer med at holde varmen. 3 kvarter med det, og så var det direkte i vandet for at blive kølet af.

Tennis på Cypern - Karoline prøvede også lidt
Tennis på Cypern – Karoline prøvede også lidt

En af dagene blev pigerne passet af mormor, så mor og far kunne bruge en formiddag på en vandretur. Kommer man lidt væk fra turistcentrum er der mange smukke områder, og vi fik udforsket lidt.

Vandretur for mor og far på østsiden af Cypern
Vandretur for mor og far på østsiden af Cypern

Vandsport er der også masser af. Torben fik gang i dykningen igen efter 7 års pause, og var afsted på 2 dyk. Der er stor sigtbarhed og roligt, men også lidt køligt vand på Cypern. Et af dykkene var et grottedyk med en imponerende 30m lang undersøisk grotte som dykket gik igennem. Lidt klaustrofobisk, men meget spændende.

Karoline kiggede lidt på de større børn, og efter meget kort tid kunne hun dykke hele hovedet under vand. Derefter smed hun svømmevingerne og svømmede rundt med dykkerbriller og snorkel.

Karoline gør klar til at dykke!
Karoline gør klar til at dykke!
Og så dykker hun!
Og så dykker hun!
Karoline svømmer uden svømmevinger, men med snorkel
Karoline svømmer uden svømmevinger, men med snorkel
Emilia bader og bader - helst hele dagen lang
Emilia bader og bader – helst hele dagen lang

Moster Lotte spurgte om ikke mor Helle skulle luftes i en faldskærm, og sådan en opfordring siger man jo ikke nej til. Men Karoline var åbenbart også stor og modig nok til at tage med, så de tre tog en paraglidetur – altså en faldskærm trukket efter en motorbåd. Karoline var pavestolt bagefter, men det var altså også ret modigt!

Karoline, mor og moster klar til paraglider-tur på havet. Altså op i en faldskærm og efter en motorbåd
Karoline, mor og moster klar til paraglider-tur på havet. Altså op i en faldskærm og efter en motorbåd
Karoline, mor og moster på vej op i faldskærmen
Karoline, mor og moster på vej op i faldskærmen
Karoline, mor og moster laaangt oppe i faldskærmen
Karoline, mor og moster laaangt oppe i faldskærmen
Overstået tur i faldskærm - Karoline ville afsted straks igen
Overstået tur i faldskærm – Karoline ville afsted straks igen

Vi sluttede ugen med fælles restaurant besøg. Det var meget hyggeligt, og maden var fantastisk. Vi var også enige om, at efter en uge med all inclusive, har vi vidst fået nok at spise 😉

Hele rejseselskabet på Cypern
Hele rejseselskabet på Cypern
Mormor og børnebørn
Mormor og børnebørn

Og så med flyveren tilbage til Rom, hvor bilen med det meste af vores oppakning stod på en aflåst parkeringsplads.
Rejsedagene – altså de dage hvor vi skal fra A til B – er helt klart de mest opslidende. Transfer ud og ind af hoteller, byer, lufthavne, mange timer på motorvejene osv. er ikke det sjoveste, og arbejdet i den forbindelse er stort med så meget udstyr og store afstande. Men pigerne holder flot ud, og vi tager den med ro dagen efter.

På vej tilbage til Rom efter en dejlig uge på Cypern
På vej tilbage til Rom efter en dejlig uge på Cypern
Rejsedag - pigerne ser IPad på flyveren tilbage til Rom
Rejsedag – pigerne ser IPad på flyveren tilbage til Rom

Nu bliver vi i Rom i nogle dage, og ser lidt på byen. Det har vi glædet os til. Vi bor hos Federico i en lejlighed i et beboelsesområde ikke langt fra centrum.