Hjemme igen

Så nåede vi hjem efter vores USA eventyr. Det var en hård hjemtur med flyvetur over Atlanten over natten, men den fik også en ende.

Pigerne har med det samme arrangeret en masse aftaler med veninder, og vi har nærmest ikke set dem siden 🙂

Tak til vores kære naboer, familie og venner, som har passet på vores hus og have mens vi var væk.
Vi slutter af med lidt facts om turen

  • Vi forlod Tranbjerg den 3. maj, og rejste til San Francisco den 4. maj.
    Vi var tilbage i Tranbjerg den 1. august
    Det er 91 dage i alt.
  • Vi besøgte 12 stater
    Californien, Arizona, Nevada, Utah i autocamperen i maj og juni.
    Louisiana, Mississippi, Alabama, Florida, South Carolina, North Carolina, Tennessee og Georgia i bil fra slutningen af juni til 31. juli.
  • Vi har boet på 21 forskellige campingpladser
    Skyline RV Park i Napa, Californien
    Indian Flat ved Yosemite, Californien
    Bass Lake National Recreational area, Californien
    KOA Bakersfield, Californien
    Boulder Creek Lone Pine, Californien
    Shoshone RV Park, Californien
    Canyon Trail RV Park i Boulder City ved Las Vegas, Nevada
    Zion River Campground, Utah
    Zion Canyon Campground, Utah
    North Campground NPS Bryce, Utah
    Wahweap Compground ved Lake Powell (National Recreational area), Utah på grænsen til Arizona
    KOA Monument Valley Utah på grænsen til Arizona
    KOA Kingman Arizona
    Black Rock Canyon Campground (NPS) i Joshua Tree, Californien
    KOA Chula Vista, San Diego, Californien
    Campland by the Bay, San Diego, Californien
    Wallnut RV Park, Northridge i Los Angeles, Californien
    Morro Bay State Park Campground (NPS), Californien
    Laguna Seca Campground ved Monterey, Californien
    KOA Moss Landing, Californien
    Dumbarton Quarry Campground ved San Francisco, Californien
  • Vi har boet i 8 huse, hoteller eller lejligheder på AirBnB (hvoraf 2 ikke levede for til god standard) og Hotels.com
    Hotel Cow Hollow Inn, San Francisco
    Hotel Circus Circus i Las Vegas
    Hotel Bay Landing, San Francisco
    Holiday Inn Express Kenner, New Orleans
    Hus “Shotgun” i New Orleans
    Best Western Oak Manor, Biloxi
    Underetage af et hus i Pensacola
    Quality Inn, Chipley
    Holiday Inn Express, Jacksonville-Mayport/Beach
    Lejlighed i Savannah
    Helt hus i Charleston (også kaldet mug-huset)
    Bjerghytte i Great Smokey Mountains
    “Huset, vi evakuerede os selv fra” i Mableton, Atlanta
    Sonesta ES Suites, Atlanta
    Underetage i et dejligt hus i Kennesaw, Atlanta
    ….
    Og lejlighed i Vandel i Billund 🙂
  • Den højest målte temperatur er vi lidt usikre på – omkring 45 grader i Death Valley.
    Vi havde det dog varmest i New Orleans. Her var temperaruren små 40 grader, men med meget høj luftfugtighed. Det var svært at klare.
  • Den laveste temperatur var et par graders varme en nat i Bryce Canyon. Emilia frøs om natten ude i alkoven i autocamperen og måtte varmes op.
  • Det højeste punkt må have været 8300 fod eller 2530m i Bryce Canyon
    Det lavest punkt var 282 fod / 83m under havets overflade i Death Valley.
  • Karoline har burgerrekorden. Hun satte 30 stk. voksenstørrelse burgere til livs, skarpt forfulgt af Emilia ved 28 stk. Forældrene en smule færre.
  • Bedst og værst
    Det er vi allerede blevet spurgt om mange gange, og vi har ikke svaret. Karoline var vild med byerne San Francisco og Las Vegas, Emilia elskede nationalparkerne Yosemite og Zion, og for forældrene har turen været så fuld af fantastiske og meget forskelligartede indtryk, at vi ikke kan sætte dem i rangorden. Vi var vilde med sydstaterne, der er en helt speciel stemning, kultur og ro, som vi ikke kan sætte ord på. Vi var også meget glade for at møde de amerikanske vennefamilier i Atlanta.
    San Diego ramte vi i dårligt vejr, og er måske den destination vi skulle have brugt mindre tid på. Men det kunne lige så godt have været helt omvendt, og pigerne fik venner på campingpladserne der og havde en fantastisk tid trods vejret.

    Det bedste hus vi boede i var bjerghytten i Great Smokey Mountains. Hold da op, den var god!
  • Jamn, hva’ kosted’ så?
    Selve turen kostede ca. 285.000kr, omtrentligt opdelt således
    – 24.000 til flybilletter inklusiv indenrigsflyvninger
    – 76.000kr til autocamper og billeje
    – 15.000kr til benzin
    – 78.000kr til ophold – campingpladser, hoteller og huse
    – 92.000kr til mad og oplevelse samt mindre anskaffelser

Lufthavnen i Atlanta.
Vi er klar til at tage afsted igen!

Atlanta

Vores USA rundrejses sidste destination inden hjemturen er storbyen Atlanta i staten Georgia, og her har vi været i 8 indholdsrige dage. Vi har mødtes med Helles veninder og familie fra tiden som udvekslingsstudent i slutningen af 1990’erne og besøgt nogle af de mest berømte turistattraktioner i byen samt været i national- og stateparks i området omkring byen. Her har været meget varmt, men vi har trodset heden og taget oplevelserne forberedt med masser vand og pauser.
Vi har også haft nogle gevaldige udfordringerne med de steder, vi har valgt at bo i ugen, og det har kostet os en del kræfter og indsats på de forkerte tidspunkter af døgnet.

Atlanta er hjemstavn for Martin Luther King Junior, og der oprettet et stort mindecenter for ham i byen. Her er der store udstillinger om tiden med oprøret mod raceadskillelse i 1960’erne, og vi besøgte hans barndomshjem på en guidet rundtur. Man kan også se Ebenezer Baptist Church, hvor både MLK og hans far prædikede. Det hele ligger inden for kort gåafstand af hinanden.
Martin Luther King og hans hustru er begravet få meter fra barndomshjemmet ved et stort monument sat i et bassin.
Udstillingerne i centret var lærerige, ærlige og ind mellem for uhyggelige for børn. Der er ikke blevet ikke lagt fingre imellem og man bliver ikke skånet for de voldsomme billeder af, hvordan hvide, herunder Ku Klux Klan men bestemt også myndighederne, behandlede den afroamerikanske del af befolkningen. Udstillingen viser opstanden frem til drabet på Martin Luther King i 1968.
Det er svært at forstå, at dette fortsatte helt op i 1960’erne.
Centret drives af NPS. Det er gratis, meget veludført og pigerne fik minsandten endnu et Junior Ranger Program med badges.

Visitor Center midt i Atlanta
Martin Luther King Junior og hustruens gravsted
Martin Luther Kings barndomshjem. Man måtte ikke tage billeder indenfor. Men vi fik en masse røverhistorier af Rangeren, som viste rundt. Det handlede om livet i 1930’erne og 1940’erne og om hvordan Martin Luther King ikke var et hak bedre end alle andre raske drenge som barn 🙂
Principperne for Non-violent opstand er gengivet ved besøgscentret. Martin Luther King var kraftigt inspireret af Mahatma Gandhi og der er en rød tråd fra Gandhis indsats direkte til Martin Luther Kings.
Frokosten blev indtaget på et af de bedste Street Food Markets i Atlanta – Krog Street Market. Det minder meget om Street Food i Aarhus og maden var lækker!

Besøget var en rigtig god afslutning på vores tur omkring den afroamerikanske del af den amerikanske kultur. Vi har set meget fra slavetiden, borgerkrigen og nu også den nyere tids historie.

Herefter startede udfordringerne med logi. Det hus vi havde lejet var ikke i den bedste stand, da vi flyttede ind dagen før. Der skulle være 3 værelser i huset, men den ene ende af huset var ikke beboelig, da airconditioningen ikke rigtigt virkede. Der var lavet lappeløsninger med små airconditioning units sat direkte i vinduerne, som så var lappede med pap og tape. Det var ikke specielt betryggende ift. sikkerhed, og det virkede heller ikke.
Da vi kom hjem til vores lejede hus efter turen i besøgscenteret, var airconditioningen i resten af huset gået i stykker, og huset var ubeboeligt. Det medførte, at vi endte på gaden kl. 20 i Atlanta og måtte afsted efter et hotelværelse med det samme. Vi var godt og grundigt sure over, at den slags boliger i så ringe stand bliver lejet ud, for udlejeren var tydeligvis klar over, at det ikke var for godt. Vi fik alle vores penge tilbage med det samme.
Det stillede os i en træls situation, men det lykkedes at finde et egentligt ret ok hotel samme aften. Her holdte den ene nabo så fest den ene nat, og den anden nabo råbte og skændtes af lungers fulde kraft den følgende nat. Suk, det blev ikke til meget søvn.

Dagen efter mødtes vi med Helles veninde Kimberly, hendes mand Randy og deres to piger i Kennesaw, som er en forstad til Atlanta, og hvor de bor. Vi blev budt indenfor af den meget gæstfri familie, og snakken gik med det samme derudaf. Kimberly havde tydeligvis glædet sig meget til, at vi kom, og det var med det samme rigtigt rart. Vi blev vist rundt i huset, inden vi tog en lunch i bedste amerikanske stil – dvs. på restaurant – hvorefter vi kørte til byen Canton, hvor Helle boede som udvekslingsstudent i 1996-97. Vi så huset, som Helle boede i og fik en rundtur på Cherokee High School. Der er normalt ikke adgang for offentligheden på skolerne grundet USA’s sikkerhedsmæssige udfordringer, men Kimberly er typen, der får ting til at lykkes. Et kort øjeblik efter ankomst blev vi vist rundt på hele skolen af en venlig medarbejder. Det var sjovt at gense for Helle og meget spændende for Torben og pigerne at se en amerikansk High School.

Cherokee High School
Cherokee High School – hovedindgang
Cherokee High School – gangende som så ud på samme måde som for 25 år siden.

Dagen efter brugte pigerne en formiddag i poolen på hotellet mens forældrene brugte tiden på at finde et sted at bo på internettet. Vi fandt en lejlighed i centrum af byen og tog derefter på besøg på Atlantas berømte Coca Cola Museum.
Coca Cola kommer fra Atlanta, og centreret har interaktiv underholdning som viser Coca Colas historie. Derudover er der smagsprøver på alle selskabets læskedrikke, og vi fik vist nok sukker den dag 🙂

Coca Cola Museum midt i Atlanta
Skål og bøvs!

Det virkede også lidt som ét stort reklamecenter for Coca Cola, som man betaler for at se, men vi havde det nu rigtigt sjovt.

Den aften viste “kreditkort-spøgelset” sig desværre igen. Vi har et par gange været udfordret af, at amerikanske og europæiske kreditkortsikkerhedssystemer ikke kan arbejde sammen. Det betyder, at der er enkelte hjemmesider, hvor vores europæiske kort ikke fungerer.
Det bookede og allerede betalte lejlighedsophold midt i Atlanta måtte desværre aflyses, da vores kreditkort ikke kunne accepteres til reservation af et lille depositum til den lejlighed, vi skulle bo i. Vi havde udlejeren i telefonen i 4 timer den aften, men måtte give op kl. 01.30 og indse, at vi igen ikke havde noget at bo i dagen efter. Der måtte findes noget andet. Det er utroligt frustrerende og har kostet os meget frustration og usikkerhed. Til gengæld grinte de lidt af os i receptionen på hotellet, da vi dagen efter igen måtte forlænge hotelopholdet.
Til sidst endte vi dog i et meget flot hus i Kennesaw uden for Atlanta, hvor vi havde en underetage. Det var superflot, dejligt og velfungerende, og forældrene kunne sidde ude om aftenen i hængekøjer og fordøje oplevelserne. Så det endte rigtigt godt. Det blev vores sidste bolig i USA.

Men vi var langt fra færdige med oplevelser! Forlystelsesparken Six Flags stod på programmet dagen efter Coca Cola museet og her mødte Kimberly og hendes piger os igen og brugte dagen sammen med os.
Og rutsjebanerne i USA er altså noget vildere end i Danmark – hold da op vi havde det sjovt.
Goliath var den vildeste, og det sortner lidt for øjnene når man ryger afsted.

Zoe og Maya sammen med vores piger. De blev rigtigt gode venner, og havde det sjovt hver gang vi mødtes.
American Scream Machine – 50 år gammel rutsjebane af træ i baggrunden. Den knagede og bragede så man skulle tro, at den faldt sammen mens man fløj afsted. Den var virkelig sjov.
Sådan en har vi ikke i Tivoli Friheden.
Sjovt og fuldstændigt vildt!

Da vi skulle flytte fra hotellet inde i byen og til Kennesaw, som ligger en halv times kørsel derfra, tog vi endnu et smut forbi endnu en national park. Catahooche River National Park ligger umiddelbart nord for Atlanta, og forsyner Atlanta med drikkevand. Der er et besøgscenter, en umådeligt snakkesaglig Ranger, Junior Ranger Program og en dejlig vandrerute langs vandet og i skoven.
Vi er ved at været afklimatiseret til varmen igen, og det er flot, at pigerne kan tage sådan en tur i den fugtige hede uden nogen form for beklagelser. De klør bare på, selvom sveden driver af os. Det er virkeligt fedt, og forældrene føler sig heldige over, at Karoline og Emilia bare går til stålet hver gang muligheden byder sig.

Catahooche River
Brandvarm og fugtig vandretur i skoven

Den afgørende årsag til, at vi valgte USA som rejsedestination var, at forældrene i den familie, som Helle boede hos som udvekslingsstudent, er oppe i årene. Faren er gået bort, og moren Flora er på plejehjem. Vi aftalte derfor at mødes på plejehjemmet med Sherri, datteren som gik på High School med Helle. Her hilste vi på moren Flora. Vi brugte en god times tid i samvær med hende, og hun genkendte Helle lige med det samme. Det var et godt besøg, og en Flora kunne fortælle lidt om hvor meget kylling Helle åbenbart kunne sætte til livs i sine unge dage.
Det var selvfølgeligt lidt vemodigt at sige farvel.

Derefter var det på restaurant med Sherris mand Chris og datter Kendall.
Chris er S.W.A.T. betjent og hundefører og kunne fortælle en hulens masse røverhistorier. Vi havde det rigtig godt sammen, og endte hjemme i Sherri og Chris’s hus om aftenen, hvor vi fik Moonshine med hjem (hjemmelavet alkohol) og pigerne legede med deres hunde. Når vi taler med amerikanerne i private sammenhænge, lærer vi også meget om kulturen og dagligdagen i USA. Udfordringer med velfærd, kriminalitet osv., men også om arbejdsmarkedet og det almindelige liv.
Alt i alt gode oplevelser med de meget gæstfri amerikanere.

På mexikansk restaurant med Sherris familie
Pigerne og politihunden. Den var meget rolig, sød og velopdraget. Den bliver en anden slags hund, når Chris tager uniformen på, hvilket næsten ikke var til at tro.

Nord for Atlanta ligger Kennesaw Mountain, hvor et af de største slag ved borgerkrigen fandt sted i 1864. The Union Army (nordstaterne) sloges med The Confederates (sydstaterne) om den strategisk vigtige bjergtop. Det var et af de sidste slag med den traditionelle soldatermarch på række frem mod fjenden. Våbnene var blevet for effektive, og tabene for store. Ikke desto mindre lykkedes det the Union at fordrive sydstatssoldaterne efter en uges slag, men under enorme tab.
I dag er det et historisk besøgscenter drevet af NPS. Der er endnu et meget fint besøgscenter, en fin vandrerute op af bjerget og et show med kanonaffyring.

Frivillig, som fortæller om krigen og her specifikt anvendte kanoner og ammunition.
På toppen af Kennesaw Mountain
Kanonaffyring uden projektil og med halv ladning. Det larmede helt vildt.

Men ingen tur til USA uden baseball! Så vi købte billetter til aftenens kamp Atlanta Braves mod Milwakee Brewers og tog på stadion.
Fantastisk stadion, vidunderlig udsigt og en helt vildt sjov oplevelse. The Braves vandt selvfølgelig, de ligger nummer 1.

Udsigten fra vores pladser. Det kunne ikke være bedre. Pladserne var ret dyre, hvilket undrede os indtil vi fandt ud af, at vi var kommet til at købe pladser med adgang for handicappede. Hovsa, men udsigten var altså i top.
Torben og Emilia købte Braves kasketter
Vi sad i skyggen og havde lidt ondt af dem i solen. Der er varmt i Atlanta, vi blev kogte selv i skyggen.

Således oprandt vores sidste hele dag på turen til USA. Vi pakkede vores ting om formiddagen og sluttede af med et brag. Vi mødtes med Kimberly, Randy og børnene og tog til Stone Mountain, som ligger en halv times kørsel fra Atlanta. Her tog vi Kimberly og Randys børn med på vandreturen op og ned af bjerget, spiste på restaurant og tog til sidst til lysshow ved bjerget. Der var soulfestival i parken, så vi fik hørt lidt live-musik inden mørket faldt på og lysshowet gik i gang. Det er godt lavet, det lysshow. Det et lavet med lysende droner og laserlys tilsat musikmedley helt tilbage fra Motown op til nutidens musik. Temaet er afro-amerikansk. Det står lidt i kontrast til figurudskæringen i Stone Mountain, som viser tre sydstatsgeneraler fra borgerkrigen. USA’s kontraster er i det hele taget tydelige, og vi fik en fantastisk aften under stjernehimlen i samvær med Kimberlys familie.

På vej ned af Stone
Stone Mountain med relieffet af de tre sydstatsgeneraler og live musik fra scenen.
Lysshow og musikmedley efter solnedgang.
I bedste amerikanske stil afsluttes der med fyrværkeri.

Det var de sidste oplevelser inden hjemturen. Vi fik bilen afleveret i lufthavnen og måtte med flyveren hjem over Frankfurt.
Det var lige pludseligt dét, men pigerne har glædet sig så meget til at se deres veninder og familie, at de næsten ikke kunne vente.
Vi afslutter bloggen i næste indlæg med lidt info og facts om turen når vi har samlet alle indtryk.

Hjemturen

Lidt stemningsbilleder

Martin Luther Kings gravsted
Martin Luther Kings barndomshjem
Gymnastiksalen på Cherokee High School
Kantinen på Cherokee High School.
Wheel chair pladser. Fed udsigt. Vi kom tidligt og fik en fed oplevelse.
Pandekager med flødeskum, skumfiduser og chokoladeknapper til morgenmad på hotellet… Den gik kun én gang.
Frokost ude foran Martin Luther King Center – medbragt brød og frugt.
Brandstationen ved siden af Martin Luther Kings hjem. Den første til at have en afro amerikansk chef.
Gåtur i Atlanta. Flot tur, og der er varmt i byen. Man søger skyggen.
Efter en hel dag i Six Flags. Det var hylemorsomt, og også en meget varm dag.
Downtown Canton, nord for Atlanta hvor Helle boede som udvekslingsstudent
Helle ved sit skab på Cherokee High School
Da vi var på tur med Kimberly, besøgte vi også Kimberlys mor langt ude midt i ingenting, hvor der var en indendørs pool i laden. Her var der badedragter til pigerne, og så fik den gas.
Huset i Canton, hvor Helle boede ved værtsfamilie i 1996-97
Vandretur på Stone Mountain
Vores hjem i Kennesaw
Vores terrasse med hængekøjer i Kennesaw
Når man er træt i lufthavnen i Frankfurt efter en søvnløs nat i flyvemaskine

Great Smokey Mountains

Vi er tilbage i USA’s nationalparker og har besøgt Great Smokey Mountains i North Carolina. Nationalparken er et meget stort bjerg- og skovområde nord for storbyen Atlanta, og er USA’s mest besøgte nationalpark.
Vi har boet i en fantastisk skøn bjerghytte med udsigt over bjergene, og har nydt det lidt mere tempererede klima i højderne efter turen i varmen langs østkysten. Vi har slappet af, gået en del ture i skovene og i bjergene og nydt det i fulde drag.

Vores bjerghytte i Great Smokey Mountains – fantastisk hytte og utrolig udsigt.

Inden vi nåede så langt skulle vi dog lige dertil fra Charleston, og på vejen fra Charleston til Great Smokey Mountains ville vi lægge vejen forbi Congaree National Park. Desværre blev bilen ramt af en større sten på motorvejen, som knuste forruden på vores dejlige GMC Yukon, og vi blev derfor nødt til at køre forbi AVIS biludlejning og få bilen byttet med det samme.
Det betød, at besøget i Congaree Park blev noget forkortet, men vi fik dog gået lidt i på boardwalken i parken. Congaree National Park er en skov i sumpen, og derfor går man på Boardwalks. Der er varmt, fugtigt, og helt utroligt mange insekter – måske ikke stedet vi ville have tilbragt halve eller hele dage uanset. Men det var fint med den lille tur vi fik, og pigerne gennemførte minsandten også et Junior Ranger Program her, og fik et badge tilføjet til samlingen.

Pigerne på boardwalk i Congaree National Park.
Sump og myggerede – det var et specielt sted.

Vi fik bilen byttet til en Chevrolet Tahoe, som bortset fra navnet er fuldstændig magen til den anden vi havde, og kørte til North Carolina og ind i skovene til bjerghytten. Her blev vi med det samme betaget af udsigten fra vores altan, og den nød vi al tiden vi var der.

Udsigten fra vores altan, hvor vi kunne kigge på stjerner og lytte til dyrelivet om aftenen og natten, og bare nyde udsigten om dagen
Great Smokey Mountains har fået sit navn grundet skyerne, som driver ind mellem bjergene – deraf Smokey – og udsigten forandrer sig hele tiden.
Bjerghytten, som vi boede i. Vi kunne ikke ønske os mere.
Mor Helle har ønsket sig et tilsvarende udekøkken derhjemme i Tranbjerg. Ikke selve grillen, men udsigten.

Bjerghytten ligger inde i et lukket område, og firhjulstræk har været nødvendig for at komme frem og tilbage. Det er grusveje, og indkørslen var stejl. Det gik dog fint, og var faktisk lidt sjovt at køre frem og tilbage.
Ved indgangen til området var der en vagt, som krævede vores opmærksomhed hver gang vi kørte ud og ind.
Ponkey the Donkey blev aget, klappet og kysset af pigerne hver gang vi var forbi, og det var ret hyggeligt at kunne høre skryden i det fjerne fra vores altan når andre kom og gik. Sikke en vagt 😀

Ponkey the Donkey – måske det mest kyssede æsel i North Carolina. Pigerne gjorde i hvert fald deres for, at det skulle være sådan. Han var nu kær.
Og han nød opmærksomheden.

Ud over at nyde freden og udsigten i hytten har vi også været på ture i nationalparkens skove. Vi var mest i den sydlige del af Nationalparken, hvor der ikke var så mange turister, og gik nogle gode vandreruter hvor der ikke var ret mange andre.
Vi besøgte et Visitor Center, hvor pigerne deltog i endnu et Junior Ranger Program, og hvorfra vi tog lidt ture.

Visitor Center ved Cherokee i den sydlige del af nationalparken. Centrene ligger altid godt placeret, og er drevet af ildsjæle – rangere og pensionerede frivillige. Det er virkeligt godt, og NPS har i det hele taget været en rigtig god oplevelse her i USA.
Afsted på vandring
Målet for første dags lille vandretur var byen Cherokee, som er en hyggelig lille landsby med masser af craftshops – lædervarebutikker, hattebutikker, små caféer osv.
Vi blev heldigvis fanget af et regnvejr, så vi endte på en hyggelig kaffebar indtil regnen drev over. Tempoet var i det hele taget ikke ret højt i vores tid i The Smokeys.

Great Smokey Mountains ligger ikke i troperne, men er alligevel en regnskov. Vi havde en hel dag med kraftig regn, hvor vi ikke kunne meget andet end af spille spil og se film. Sidst på eftermiddagen tog vi dog en regnvejrstur i skoven alligevel.
Der er mange markerede vandreruter i nationalparken, og vi tog en lille del af Boogerman Trail. Til forskel fra de andre nationalparker, vi har set, er det tydeligt, at der skal en del mere udstyr til for at komme frem her. Der skal krydses floder og vandløb, vejret er fuldstændigt utilregneligt og ruterne er meget lange og ofte mudrede. Det gik nu fint med de småturer vi tog.

Indgangen til Boogerman trail i regnvejr.

I centrum af nationalparken og på statsgrænsen mellem Tennessee og North Carolina ligger det højeste punkt i parken. Her er der i 1959 opført et udsigtstårn, som man gratis kan komme op i, og få et 360 graders fuldt udsyn over hele nationalparken – forudsat, at der ikke er skyet, og det var der.
Det var selvfølgelig uheldigt, men vi fik at vide, at chancen for at ramme en dag med frit udsyn er mindre end for at se udsigtspunktet indhyllet i tåge. Det er en trist udvikling, for de udbredte skyer og tåger er forårsaget af forurening ved afbrænding af forsile brændstoffer i den omkringliggende industri, kulkraftværker og benzinos.
Siden opførelsestidspunktet i 1959 er dagene med frit udsyn om sommeren reduceret med 80% om grundet denne forurening.

Udstigten op til Clingmans Dome fra stien dertil – man kunne knapt nok se udsigtspunktet
Fra udsigtspunktet kunne man overhovedet ikke se noget – vi var der to gange i løbet af dagen, men med samme resultat.

Vi gik en vandrerute på ca. 10km i skovene omkring Clingman Dome, og ramte den berømte Appalachian trail på vejen. Vi gik vel ca. 1km af på den del af ruten, så nu mangler vi kun ca. 3.539km.
Ruten går fra fra staten Maine nord for New York og helt til Georgia, syd for Great Smokey Mountains og krydser 14 stater undervejs.

Pigerne lavede en aftale om, at Appalachian Trail skal gennemføres, når de bliver voksne!

Vi kørte en del i dagene i GSM. Parken er stor, og vi havde 3 kvarters kørsel bare ind til besøgscentret. Man støder på dyrevildt ude på vejen ind i mellem, og så må man bare stoppe op og vente til der er fri bane igen. Elge, kalkuner – og en enkelt gang en sortbjørn.

Elgene står helt ud til vejene, og er ligeglade med de besøgende turister. Denne måtte råbes op med et ordentligt MUUH! før den overhovedet reagerede og kiggede op.
De største vejer over 400kg, og er meget flotte.
Den lille fyr her stoppede trafikken op til Clingmans Dome
Det er en sortbjørneunge. Den var kær, men mor var nok ikke langt væk, og hun er ikke til at spøge med.
Sortbjørne er normalt bange for mennesker, og smutter når de bemærker os. Alligevel har der de sidste 100 år gennemsnitligt været ét dødsfald hvert andet år grundet mødet med sådan en fætter. De vejer op til 300 kg, og man skal holde sig langt fra dem. Bjørnene har været vores største bekymring under vandreture, men vi har ikke set nogen andet end denne – fra bilen.

Den sidste dag i Great Smokey Mountains tog vi ud og så vandfald.
Soco Falls og Mingus Fall er ikke så imponerende som dem, vi så i Yosemite, til gengæld kan man gå ind i dem. Vi besøgte også en del bebyggelser opført af settlerne i området for ca. 120 år siden.
Det var en nogle hyggelige dage, uden de store anstrengelser som i nationalparkerne i det vestlige USA.
Det var Great Smokey Mountains. Vi hyggede os gevaldigt i en fantastisk bjerghytte og med lidt ture ud i skoven. Det var ikke nær så vildt som f.eks. Yosemite eller Zion Nationalpark, men det passer os fint. Vi nød afslapningen.
I mellemtiden er vi taget til Atlanta, turens sidste stop.
Lidt stemningsbilleder fra Great Smokey Mountains.

Soco Falls
Soco Falls
Mingus Fall
Af med skoene og ud i vandet
Tøser på tur i Mingus Fall – med Junior Ranger Badges!
Bålhygge om aftenen ved bjerghytten
Vi var lige ovre grænsen til Tennessee inde i nationalparken.
New Found Gap Road er den scenerige vej gennem Great Smokey Mountains, hvor der er mange stop med udsigtspunkter under vejs.
Skov og lave bjerge så langt øjet rækker.
Udsigt ved aftentid fra vores hytte.
Settlerskole – midt ude i skoven
Tilbage på skolebænken med de to!
På vej til Andrews Bald, som er en lysning i området omkring Clingmans Dome
Andrews Bald
Junior Rangers – nu i klip-klappere!
Efter udflugter står den på mad i hytte. Det har været skønt!
Smores: Honningkiks, Nutella og ristet skumfidus – det er The American Way.
Appalachian trail – for de vandrelystne.

Amerikansk campingturisme – et tre-akslet motorhome, der trækker en pick-up truck med en golf cart på ladet… Den var nok ikke gået derhjemme. Amerikanerne går heller ingen steder – de kører. Vi kunne ikke afholde os fra at tage et billede – nogle gange er det altså bare skørt herovre.

Charleston

Vi har nået rejsens østligste punkt og har besøgt Charleston i staten South Carolina.
Vi har været her i 5 dage, og tiden er i vanlig stil gået med en masse oplevelser. Charleston er en by, som indeholder rigtig meget af den amerikanske historie omkring slavetiden og specielt den amerikanske borgerkrig, som startede her i byen. Men vi har også nydt strandende og og naturen her i the Low Country.

Charleston er ligesom Savannah en by uden de store højhuse, og her er hyggeligt og frodigt. Byen er flot, og vi startede med at gå en tur rundt i den historiske del af byen, hvor vi blandt andet så Battery Park med kanonerne mod syd, Rainbow Row med 13 kendetegnende regnbuefarvede huse og en masse kirker og fine bygninger.

Rainbow Row – de 13 forskelligt pastelfarvede huse, som er meget populære at gå en tur langs og opleve.
Park i byen
De flotte gader i Charleston.

Vi har boet i et lille hus ca. 20 minutters kørsel nord for den historiske del af Charleston i byen Charleston North. Herfra er afstand til centrum af byen, strand, seværdigheder, indkøb m.m. meget fin, og der er et meget fint restaurantkvarter i gåafstand herfra. Placeringen er helt fin, når vi nu havde ikke held med at finde lejlighed inde i selve Charleston, som kunne betales med rimelighed. Vi bookede derfor det vi troede var et fint hus, som er turens dyreste ophold udregnet pr. døgn. Vi er derfor blevet noget skuffede over at bo i et sminket, gammel fugtigt hus. Det er lidt surt, og da det var dyrt, betyder det også, at vi tænker lidt mere over, hvordan vi ellers håndtere dagsbudgettet mens vi er her. Øv, men vi har været afsted til mange oplevelser alligevel, så huset her kommer i glemmebogen.

Bolig i North Charleston – fint så det ud, men fugtigt og ildelugtende, specielt udenfor.
Men der var gryder og pander nok, og så lavede vi krig og grinte lidt af det i stedet.

Boone Hall
Dagen efter vi ankom, kørte vi til en plantagen Boone Hall øst for Charleston i Mount Pleasant. Første gang opført i 1680’erne af en engelsk Major Boone, som fik sig ualmindeligt godt gift med en lokal kvinde, og fik et kæmpe landområde i tilgift til opdyrkning.
Det oprindelige hovedhus er i flere omgange for længst brændt og væltet af orkaner. Hovedhuset, der står der i dag, er opført i 1930’erne af en canadisk diplomat, som ejede stedet kortvarigt.
Slavebarakkerne og egetræsalléen er der dog endnu fra oprindelige opførelse.
Her har været produceret ris, bomuld, Indigo (plante man bruger til produktion af den lilla indigofarve), mursten, pecannødder – alt afhængigt af hvad der lige var afsætning på. Slaverne måtte selvfølgelig gøre al arbejdet, og denne plantage har været den med mest fortælling om slavetiden. Vores fornemmelse er, at det ellers ikke er noget, amerikanerne har lyst til at have stort fokus på.
Plantagen har været ca. 5.000 acres stor – ca. 20km2 men er i dag ca. 3 km2 stor. En georgisk prins, som ejede stedet i 1940’erne, solgte store landområder for at rejse midler til hestesport, som blevet drevet på stedet. For de hestesportsinteresserede er her derfor også stolt hestesportshistorie. Den del sprang vi over, da vi ikke kunne nå det hele.

Hovedhuset ved Boone hall fra 1930’erne. Stadig ejet privat i dag, men man kan komme på besøg.
Egetræsalléen med 270 år gamle træer ved Boone Hall. Den var meget imponerende.
De 9 slavebarakker. Disse opført i mursten, som blev produceret på plantagen. Barakkerne anvendtes til husslaverne. De lidt mere uheldige markslaver boede i træhytter ude ved markerne. Inde i barakkerne var der interaktive udstillinger om slavernes dagligdag.

Der var mange foredrag og ture rundt på Boone Hall, og det var en meget lærerig dag. Vi var der hele dagen, og var godt trætte, da vi kom glade derfra. Det var virkelig en fed dag.

Rundtur ved hovedhuset, som er ejet privat i dag. Man måtte komme ind og se stueplanen, men ikke taget billeder indenfor.
Gulla Geechee foredrag. Gullah Geechee er betegnelsen for de lokale afro amerikanskes kultur, som nedstammer direkte fra slavetiden. Vi lærte om Gulla Geechee’ernes sprog, religion, madkultur osv. Det var meget spændende, og man skulle spidse ørerne. Sproget er en afart af engelsk, udtalt i meget højt tempo. Foredragsholderen var selvfølgelig Gulla Geechee.
På traktor tur rundt på Boone Hall
Der er smukt på plantagens arealer, men pas lige på alligatorerne under vandoverfladen… og slangerne i skoven. Og pumaen, som en sjælden gang er set her. Måske også bjørne, men så er det vist også det 🙂
Udstillet salgsopslag i én af slavebarakkerne. På Boone Hall var der lidt mere fortælling om slavetiden, men generelt er det ikke noget, der fortælles meget om. Det er ikke en del af historien, som amerikanerne er stolte af, det er ret tydeligt.

Det var også en varm dag, og varmen tærer på kræfterne. Så vi tog på stranden på Sullivan Island dagen efter, ca. en halv times kørsel fra Charleston.
Charleston ligger på samme måde som Savannah ikke ude langs Atlanterhavskysten, men tilbagetrukket og langs floden, hvor byen i gamle dage var nemmere at forsvare for farer fra søvejen. Derfor er der en lille køretur ud til strandene.

Sullivan Island Beach – strand ved Atlanterhavskysten. Masser af strand, plads, og lunt badevand.
Afkøling. Det er varmt i Charleston, varmere end i Savannah. Dog ikke så voldsomt som i New Orleans, heldigvis.

På Sullivan Island ligger også Fort Moultrie og beskytter kysten og indsejlingen til Charleston, og Fortet var også i anvendelse under borgerkrigen. Det blev senest brugt som observationspost under 2. Verdenskrig, men derefter taget ud af brug. Vi brugte 1½ times tid der sidst på eftermiddagen, og pigerne blev Junior Rangers her også. Fort Moultrie drives af NPS – National Park Service, og da vi har NPS årskort efter alle besøgene i nationalparkerne, var besøget gratis for os. Nogle gange er man bare heldig.

Fort Moultrie på Sullivan Island. Der var et fint besøgscenter og en hyggelig rundtur, som snildt klares på en times tid. I varmen er det også rigeligt.
Masser af kanoner fra forskellige tidsaldre. Pigerne gennemførte Junior Ranger programmet efter at have været på opdagelse på fortet og løst opgaverne.

Dagen efter var det afsted på sejltur ud til Fort Sumter, som er en af hovedattraktionerne i byen. Den amerikanske borgerkrig startede ved sydstaternes bombardering af Fort Sumter i 1½ døgns tid i 1861, og man kan komme på tur derud med paddlewheeler – hjuldamper – og se ruinerne af fortet. Det gjorde vi selvfølgelig. En halv times sejltur, hvor rangeren på båden fortalte om fortet og den amerikanske borgerkrig.

Paddlewheeler til Fort Sumter. Fortet ligger på en kunstig ø af granitblokke ud for Charleston. Fortet er i øvrigt opført mursten produceret på blandt andet Boone Hall Plantation, som vi besøgte et par dage forinden.
Frokost på båden – hjemmelavet pastasalat serveret i plastikpose. Det kan være i tasken, og hjælper lige på den værste sult når vi er afsted. Der er ikke mad på båden eller Fort Sumter.
Resterne af Fort Sumter på den kunstige ø. Der er ca. en etage tilbage, men fortet har været 3 etager højt.
Indendørs museum med airconditioning! Vi havde kun en time på øen, hvilket ikke var nok til at læse alt i udstillingerne, men det var meget spændende for både forældre og børn.
Kanoner på Fort Sumter. Pigerne udfylder Junior Ranger bøger. Her skal svares på spørgsmål om fortet, og svarene skal findes inde på fortet. Der sidder granater fra borgerkrigen i murværket flere steder på fortet, som et bevis på fuldtræffere under bombardering.
Pigerne leder efter ledetråde og svar i de gamle bygninger og ruiner. Man kan finde granatnedslag, fingeraftryk i mursten osv.

Det må have været varmt den dag på Fort Sumter, selvom vi ikke synes, at den dag var værre end så mange andre. Men begge forældre kom begge derfra svimle og med hovedpine – tegn på dehydrering og begyndende hedeslag. Da vi kom retur til byen, forsøgte vi at gå en tur gennem en markedsplads i centrum af Charleston, men det gik ikke rigtigt – vi kunne ikke klare mere i varmen. Vi ved ikke rigtigt, hvorfor vi lige skulle rammes den dag, men heldigvis gik børnene fri af hovedpinen.
Vi gjorde det rigtige resten af dagen – ind på en afkølet café og drikke kaffe, milkshake og spise en masse is og så en sen eftermiddagsbadetur i springvandet midt i byen. Det var til gengæld meget hyggeligt, og symptomerne forsvandt heldigvis hurtigt sammen med isen og kaffen. Pigerne legede lidt med alle de andre børn i springvandet, og havde det sjovt.

Markedsplads i byen. Velbesøgt og temmelig varmt hvor der ikke var airconditioning.
Ind på en tempereret café og blive kølet ned med god is og virkelig lækker milkshake, som man hurtigt kunne blive afhængig af. Vi fik det straks bedre efter en lille lærestreg i vigtigheden skygge og afkøling i de varme sydstater.
Vi havde heldigvis badetøjet med i bilen, så tøserne endte i springvandet sammen med de andre lokale børn.
Sen eftermiddagssol i Charleston. Dejligt med en tur under vandet. Der var varmt i Charleston, og afkøling er vigtig.

Den sidste dag i Charleston brugte vi på byens akvarium, som også er et redningscenter for halvskildpadder. Akvariet indeholder et 42fod / 13m højt indendørs bassin med en meget stor havskildpadde, masser af fisk og hajer, barracudaer, moræneål, rokker osv. Mange af dyrene har forældrene set på dykkerrejser rundt i verden, og det var sjovt at udpege alle de forskellige arter, vi kender så godt fra vores ungdom som dykkere.

Bassinet i akvariet spænder over 2 etager i bygningen. Superflot og det største vi har set til dato. En dykker fortæller inde fra akvariet.
Masser af foredrag og underholdning.

Der kommer mellem 30 og 50 skildpadder til redningscentret årligt. Skildpadderne har slugt fiskekroge med madding, blevet ramt af en hurtigtgående båd, været fanget i fiskenet eller er bare blevet syge og skyllet op på stranden.
De bliver grundigt undersøgt, opereret og rehabiliteret inden de bliver sat fri igen, men opholdet på centret et mellem 3-5 måneder og flere år afhængigt af hvor slemt de er tilredte.

Skildpadder i bedring i centret – de er alle indleveret af frivillige redningskorps i hele staten South Carolina.

Der var også alle mulige andre dyr i akvariet – som vel egentligt også var meget andet end et akvarium. Her var alligatorer, slanger, havoddere, fugle osv.
Vi endte med at bruge hele dagen i akvariet, selvom vi nok havde forestillet os kun at bruge formiddagen der. Vi faldt i snak med en masse af de ansatte, og de gav ligefrem hånd og sagde tak for besøget da vi smuttede sidst på eftermiddagen. Men det var nu også et rigtigt spændende sted, og pigerne ville ikke derfra.

Alligator-klapning. En hidsig lille fætter, men man kunne få lov at røre halen!
Rokke-klapning. Sjove skabninger. Stikker man fingrene i bassinet og holder dem i ro, kommer rokkerne hen og vil ages på ryggen. De er i familie med hajer, men fredelige og ret sjove. I akvariet har de fået klippet spidsen af halen af, så de er helt uskadelige.
Rokkernes forsvarsmekanisme er at stikke med halen, hvis de bliver truet, og stikket indeholder gift og skulle være yderst smertefuldt.
Det sker vist kun hvis man kommer til at træde på dem, og det er trods alt sjældent. Dog døde Steve Erwin, den australske naturfredningsforsker og tv-vært, af et uheldigt i hjertet stik fra sådan en i 2006, hvilket vi husker tydeligt fra vores besøg i Australia Zoo i 2009.
Bald Eagle, som er den amerikanske national fugl. Denne her hedder meget passende Liberty, og kan ikke flyve mere, efter den ramte en højspændingsledning. Den lever et fredeligt og godt liv med daglige aktiviteter i Charleston Zoo efter at være blevet reddet af en lokal indbygger. Den er kæmpestor.

Det var Charleston. Vi nåede lige en sen eftermiddagstur på endnu end strand, Folly Beach, en halv time syd for Charleston, og så lige en tur på den lokale mexikanske restaurant.
Vi var her 5 dage, og der var fart på. Byen indeholder dog meget mere, og specielt den historiske del omkring plantager, slavehandel og borgerkrig fylder rigtig meget. Det er spændende, og byens indbyggere deler meget gerne ud af den.

Folly Beach. Strandene ligner efterhånden hinanden, men i varmen og efter alle indtrykkene med de andre oplevelser, er det kærkomment at komme ud til vandet og slappe af.
Afkøling – dette var den sidste tur i havet på vores USA rundrejse.
Yderst sjældent billede af pigerne på restaurant, hvor de IKKE fik burgere!

Lidt om egetræerne
Der er altså noget helt særligt over de egetræer her i sydstaterne.
Vi fik fortalt lidt om dem under besøget på Boone Hall Plantation. Sorten hedder “Live Oak”, og der er 88 af dem på alléen her. Der er gået 2 til i løbet af de 350 år, de har stået her – et ved et lynnedslag og et røg i en orkan. De er stedsegrønne og har et rodnet på størrelse med kronen. Rodnettene fra de enkelte træer vokser sammen, og bliver et egetræ ramt af sygdom eller anden ulykke, får det tilsendt næringsstoffer og vand fra de andre træer, og de passer på den måde på hinanden. Derfor overlever de sygdomme og andre naturlige angreb.
Det, der hænger ned fra træerne, kaldes Spanish Moss og er en plante, som udelukkende hænger løst på træet, uden yderligere rodnet. Det er ufarligt for træet, men giver træerne det helt særlige udseende, vi forbinder med træerne i sydstaterne.
Vi er vilde med de egetræer. De er kæmpestore og majestætiske og er blevet et kendetegn for sydstaterne for os ligesom de er det for mange andre. De er svære ikke at blive betaget af.

Live Oak – kunne vi lave sådan en allé derhjemme?
Egetræsgrenene rækker langt ud, og når de rammer jorden, dannes der nyt rodnet på grenen, og et nyt træ skyder op.
Det ældste egetræ på Boone Hall – vurderet til 650 år gammelt, dvs. 120-130 gammelt, da Columbus opdagede Amerika. Man måtte ikke kravle i det, hvilket Emilia ikke var helt tilfreds med 🙂

Lidt stemningsbilleder

South Carolinas flag i Indigo blå / lilla med Palmetto træet og halvmåne som symboler. Palmettotræerne ligner almindelige palmer og står overalt langs veje og i naturen. Farven udvindes af indigobusken, og blev produceret på Boone Hall til eksport til England.
Springvand i Charleston – både ti pynt og gavn, man må gerne bade i dem i heden.
Promenaden ud til floden i Charleston. Her var nu flot.
Havneområde i Charleston
Smukke haver i Boone Hall
Optegnelse af slaveskibe anløbet i Charleston. Skibets navn, antallet af medbragte slaver, og til sidst antallet af overlevede slaver efter sejlturen. Ikke rar læsning.
Boone Hall, og stedet hvor filmen The Note Book blev optaget. Ifølge moderen et meget vigtigt nedslag i filmhistorien. Scener i serien “Nord og Syd” blev også optaget her.
Jamen altså, de egetræer!
Haven i Boone Hall
Pigerne sidder i vanlig stil forrest, når vi er på tur
Boone Hall
Fort Moultrie, underjordiske gange i fortet
Junior Rangers efter besøg på Fort Sumter. Pigerne har efterhånden samlet mange badgets.
Akvarium og havskildpadde-redningscenter i Charleston
Skildpadde i akvariet.
Karoline fodrer rokker
Akvariet i Charleston
Stars and Stripes i Charleston. Flaget hænger generelt rigtig mange steder, på offentlige steder, i private huse, på biler, verandaer osv.

Vi er rejst videre ind i landet, og er nu i North Carolina, ved Great Smokey Mountains Naitional Park. Sceneriet er skiftet, vi bor nu i en bjerghytte med udsigt!

Vores hjem for nuværende. Mere herom i næste blog indlæg.

Savannah

Vi har nået målet for vores roadtrip fra New Orleans mod øst og har besøgt Savannah, Georgia.
Det tog ikke lang tid, før vi indså, at Savannah er den fineste og mest romantiske by vi har set på rejsen, og byen samt oplandet hertil, har indfriet alle vores drømme om hvordan The South kan være.
Savannah, som rummer lidt under 150.000 indbyggere, skiller sig ud fra de andre byer vi har besøgt ved, at her ingen højhuse er, og hele centrum af byen består af historiske bygninger i victorianske og italienske byggestile. De meget flotte bygninger ligger på smalle veje, hvor egetræerne rækker ud over gaderne, og hvor den gule aftenbelysning fra gadelamperne sætter byen i en fantastisk kulisse. Dertil er der rigtigt mange små parker, som ligger spredt over hele byen, og der er aldrig langt til en bænk under et træ.

Forsyth Park, som er byens store Park. Den lå 5 minutters gang fra vores lejlighed, og vi gik tur der hver dag.
Parken i aftensolen
Forsyth Park om aftenen
Gaderne i Savannah
Man kan bruge lang tid på bare at gå rundt i kvartererne. Her er meget smukt og frodigt.

Der er også mange små caféer og kaffebarer. Vi fandt én 5 minutters gang fra vores lejlighed, og her var hyggeligt.

Vores morgenmadscafe.
Hvor man får rigtigt brød, som vi kan lide det i Danmark – og god kaffe og kage
Savannah har mange af den slags caféer og de er meget hyggelige
Den historiske bydel i Savannah ligger ned til Savannah River. Her er mere turistet.
Centrum nede langs floden

Vi boede i en 2 værelses lejlighed i en gammel victoriansk bygning. Lejligheden var flot, køkkenet var veludstyret, og vi boede i gåafstand fra alt i det historiske kvarter i Savannah samt fra velassorteret indkøb i Kroger, supermarkedskæde i Georgia. Kassedamen kunne vist genkende os til sidst.
Fornemmelsen af Savannah var, at det er meget sikkert at bevæge sig rundt, også efter mørkets frembrud. Alle hilser på hinanden, og der er mange mennesker i parkerne i aftentimerne, når varmen aftager lidt. Så spilles der basketball, tennis, fodbold, køres på rulleskøjter osv.
Vi er vilde med stemningen her.

Bliver det for varmt i løbet af dagen, går man bare en tur i springvandet. Skønt, tøjet er tørt i løbet af kort tid.
Vi boede i lejlighed i stuen på hjørnet.
Pigerne havde eget værelse og egen seng, og nød det rigtig meget. Lejligheden var lækker med højt til loftet og godt indeklima, hvilket ikke er en selvfølgelighed.
Pigerne har lavet aftensmad, da vi endelig havde en ordentligt køkken igen.
De unge mødes og giver den gas i parkernes sportsanlæg.

Vejret er godt her. Solen skinner for det meste fra skyfri himmel, men der kommer en enkelt byge hver eller hver anden dag. Så er det med at komme inden døre, for tordenbygerne giver meget vand på kort tid.
Vi blev fanget af én nede i byen, og valgte at spise frokost på restaurant.
Temperaturen ligger mellem 32 og 35 grader, og luftfugtigheden kan godt blive lidt høj. Her er dog ikke så kvælende varmt som i New Orleans.

Fanget af regnvejr – så må man finde ly, og restauranterne er et hyggeligt tilflugtssted.
Det regner voldsomt, når tordenvejret kommer forbi, men solen er fremme igen en halv time senere.

Vi er jo fans af Forrest Gump filmen alle 4, og de berømte scener hvor Tom Hanks sidder på bænken og fortæller sin livshistorie er optaget i Savannah, på Chippewa Square. Det var vi selvfølgelig forbi.

Chippewa Square, hvor Forest Gump / Tom Hanks sad på bænken og spiste chokolade. Bænken er der ikke mere, og stedet har ændret sig lidt.
Forest Gump – stedet ser ikke helt sådan ud mere, men det var sjovt at være der.

Wormsloe State Historic Site
Vi har også været på et par ture uden for byen. Vi besøgte Wormsloe State Site, som er et museum og besøgscenter for den første engelske koloni, som slog sig ned her omkring, og etablerede sig fra 1733 og frem.
Kolonien blev etableret for at stoppe spanierne fra at erobre området, da spanierne på det tidspunkt besad det nuværende Florida. Derudover var kolonien en forsøgskoloni, hvor kolonisterne skulle klare sig uden slaver og kun med et begrænset landområde pr. familie – det skulle være realistisk at dyrke det selv, uden slaver.
Det holdte vist i ca. 20 år, hvorefter slaveriet blev indført.
I dag er området berømt for en smuk egetræsallé fra kolonitiden, og vi gik en lille vandrerute rundt i skoven, hvor man kunne se resterne af den oprindelige koloni, samt lære om kolonitiden.
Der var bestemt ikke mange mennesker, og vi havde nærmest vandreturen for os selv.

Egetræsallé ved Wormsloe med næsten 400 egetræer plantet i 1730’erne
Indgangen ved Wormsloe
Ruinerne fra den oprindelige koloni. Bygget af brændte muslingeskaller, sand, vand, og noget organiske materiale fra marksområderne
Emilia på vandrerute lige ud til marsken. Her smukt og varmt.
The Low Country – marsk område, som står under vand. Der er fuld af liv – muslinger, rejer fugle m.m. Man kan høre stempelrejer “klikke” med en underlige kaldelyd over det hele. Meget specielt sted.
En frivillig guide fortalte os lidt om kolonisternes køkkenhave med bønner, majs, agurker, auberginer m.m.
Ørn i skoven – den var ligeglad med gæsterne, så vi fik lidt billeder med derfra.
Til sidst blev pigerne sværget ind som Junior Rangers i besøgscentret

Det var fint og hyggeligt i 2-3 timer – og varmt, så vi smuttede til stranden på Tybee Island om eftermiddagen. Savannah ligger ikke helt ude ved kysten, men tæt ved. Byen ligger nærmere hvor floderne indlands mødes inden udløb til havet, strategisk godt i forhold til forsvar af landområderne bag marsken. Der var en halv times kørsel til Tybee Island, og turen var ud over The Low Country- marskområderne.

The Low Country – her er fladt og der står vand på begge sider af vejen. Det er smukt på sin egen måde, og i eftermiddagssolen er her en helt speciel, rolig stemning.
Low Country. Vandstanden skifter med tidevandet. Nogle gange er det mudder, andre gange dækket af vand.
Tybee Island Beach. Temmelig overrendt, hvilket overraskede os. Men det var fint alligevel. Stranden var god, vandet meget varmt.
Pigerne kom slet ikke ud af vandet i de timer, vi var der. De trængte til afkøling.

UGA Marine Education Center and Aquarium
Dagen efter var vi på tur igen til et University of Georgia Marine Education Center and Aquarium. Det var et lille akvarium, med fokus på det lokale liv i vandet i floderne, i brakvandet ved flodernes udløb og langs Georgias kyst.
Udstillingen var sjov nok, og vi har set meget af den slags andre steder. Men vi var så heldige, at de hjælpsomme amerikanere lod os komme med på en “behind the scenes” tur rundt bag i akvariet selvom den vist var udsolgt. Biologerne fortalte om dagligdagen for dyr og medarbejdere og om hvordan de redder specielt havskildpadder til senere udsættelse i det fri. Det var hyggeligt. Derefter fodring og “hands-on” på horseshoe crab, dolkhaler på dansk.

Bagom akvariet på tur
Havskildpadder. Moderen graver æggene ned i skildpaddehuler på stranden, æggene klækkes 60 dage senere, og skildpaddeungerne tager flugten ned over stranden og i havet. Nogle skildpaddeunger bliver dog begravet levende i hulerne, og er dødsdømte hvis ikke det var fordi, at biologerne efterfølgende graver hulerne fri og redder de ellers chanceløse unger. De bliver så opdrattet på akvariet, får sporingsmærker på, og bliver sat fri, når de er tre år gamle. I mellemtiden lever de og studeres på universitet.
Emilia og far holder hver en dolkhale. Datteren noget mere tryg ved situationen end faderen.
Horseshoe crab / dolkhale på hovedet. Lidt af en moppedreng at have i hænderne, men ganske ufarlig. De skal fodres lidt midt i munden, hvilket vi så gjorde. De ligner noget fra en gyserfilm, men er fuldstændigt harmløse.
Frokost i parken tilknyttet Universitetsakvariet. Vi havde det nærmest for os selv.
Indbydende vandrerute – og eftermiddagens tordenvejr på vej i horisonten. Det kommer hurtigt, så man skal være beredt.
Boardwalk ud i vandet.
Påfyldning af vand i varmen. Man skal være opmærksom på at få drukket rigeligt – vi har haft udfordringer med hovedpine og sløjhed grundet dehydrering.
Georgia – stedet hvor man kan lægge sig på en egetræsstamme over vandet, nyde naturen i fulde drag og tage en slapper.

Kirkegårdene
I sydstaterne har de et særligt forhold til de døde og til kirkegårdene. Ud over, at kirkegårdene indeholder meget lokalhistorie om raceadskillelse, borgerkrig, og at en meget vellidt turistattraktion er vandretur med guide som fortæller spøgelseshistorier, fylder kirkegårdene meget i bybilledet. De er på en lidt løjerlig vis både museer og mindesteder. De fremstår som velholdte parker med spredt placerede, gamle gravsten, men sandheden er, at de er propfyldte med gravsteder, og der ikke er mere plads under jorden. Mange af dem er lukkede for yderligere begravelser. Gravstederne er bare ikke alle markerede. En del af den afroamerikanske kultur har været, at man ikke markerede gravstederne, når man blev stedt til hvile.
Så vi besøgte et par stykker. En om aftenen, en i formiddagstimerne. Det var ikke noget vi brugte meget tid på, men det bidrog til forståelsen af byen og dens kultur.

Colonial Park Cemetery midt i byen
Colonial Park Cemetery
Laurel Grove South Cemetery
Laurel GroveSouth Cemetery

Vi hørte fra alle vi talte med inden Savannah, at “Oh Savannah, you will love Savannah!” Ikke uden grund, og Savannah og the Low Country i Georgia har bidt sig fast i os. Det er måske ikke de mest prangende turistattraktioner, men her er en fantastisk sydstatsstemning og man kommer meget hurtigt til at føle sig hjemme og godt tilpas i byen. Vi undrer os lidt over, at Savannah ikke er en mere omtalt rejsedestination derhjemme, for her er ovenud skønt og relativt tæt på en af USAs største lufthavne i Atlanta, Georgia. Vi kommer i hvert fald gerne tilbage, også for at blive lidt længere næste gang.

Lidt stemningsbilleder.

Emilia ved akvariet
Besøg på rådhuset i Savannah. Vi stod og hev i den låste fordør indtil en uniformeret betjent kom og kikkede ud og spurgte hvad vi ville 🙂 Vi fik lov at komme ind og kigge lidt rundt, og smuttede så igen.
De der egetræer – dem bliver vi vist aldrig trætte af. Wormsloe Plantation.
Frokost i byen
Marsklandskab
Afkøling på Tybee Island
Forsyth Park om aftenen
Kage til frokost…
Karoline har fisket en basse op af bassinet
Emilia spiser morgenmad på den overdækkede terrasse ud mod områdets fælleshave.
Solnedgang over kirkegård.
Vi fortsætter lidt endnu

Sydstaterne langs den mexicanske golf

Vi har startet vores roadtrip fra New Orleans og er kørt i østlig retning over til Atlanterhavskysten i Georgia og South Carolina, hvorefter vi skal ind i landet igen.
Rejsen har den seneste uge forløbet langs kysten ved den mexicanske golf, og vi har besøgt staten Mississippi, kørt gennem Alabama, besøgt Florida og er nu i byen Savannah, Georgia.
Det har igen været begivenhedsrigt med rigtigt gode oplevelser, vi ikke havde forestillet os, at vi skulle få.
Vi afhentede en forudbestilt lejebil i New Orleans, forlod Louisiana, og gjorde holdt lige på den anden side af statsgrænsen til Mississippi.

Skilt ved statsgrænsen. Skiltene er ved alle grænsestederne, de står i vejkanten. Der er ingen grænsekontroller eller andet ud over skiltene, der afslører, at man krydser en statsgrænse, men skiltene er sjove at holde udkig efter og alle forskellige. De beskriver den aktuelle stats varetegn – Mississippis er musik.

Ved statsgrænsen lå et besøgscenter, hvor vi fik meget gode anbefalinger om seværdigheder i Mississippi. Vi blev forslået at kigge ind hos NASA, som har et besøgscenter lige ved grænsen mellem Louisiana og Mississippi.
Det kunne vi da ikke sidde overhørigt, og 10 minutter senere var vi hos NASA og se udstilling og rumraket!
Spændende udstilling, som omhandler NASAs aktiviteter i rummet, men også i verdenshavene.

Saturn V booster raket som brugt til Apollo missionerne. Det er en ordentlig basse!
Inde i NASA Infinity Center.
Emilia er inde i en dybhavsubåd, med interaktiv underholdning. Man skulle styre ubåden på havets bund. Det var sjovt.
Måske en af fremtidens astronauter.
… Den var altså stor, den løfteraket. Denne var den sidste, der blev produceret, og har ikke været opsendt.

Besøget hos NASA var et stop på vejen mod Biloxi, som var vores bestemmelsessted den første dag på vores Roadtrip. Biloxi er en lille by ved vandkanten mod den Mexicanske Golf i Mississippi, som nok er mest kendt for kasinoer, men også fine strande. Der var ingen strande i New Orleans, så vi trængte til en tur i vandet efter en meget varm uge i byen.
Vi nåede frem sidst på eftermiddagen, og tjekkede ind på et Best Western hotel, som lå i gåafstand til vandet. Hoteller er ikke vores foretrukne overnatningssteder, men nogle gange er det mere praktisk når det er til korte ophold.
Hotelreceptionisten nævnte, at vi kunne gå over på baseballstadionet lige ved siden af, og se resten af en lokal, semiprofessionel baseballkamp. Det gjorde vi så, og fandt ud af, at der var kamp igen dagen efter. Baseball kampe spilles i serier over flere dage, og dagen efter var det sidste kamp, som også er den mest populære.
Da denne kamp skulle spilles den 3. juli, altså dagen før Independence Day, ville der være fyrværkeri som afslutning efter kampen.
På vej over for at købe billetter næste formiddag, kom vi lidt på afveje (det sker ret ofte), og endte i det lokale holds kontor i stedet for billetlugen. Vi må have set forvirrede ud, for straks blev vi mødt af meget venlig mand fra personalet- Chris, som hjalp os på rette vej, og noterede sig, hvor vi skulle sidde henne.
Og så var der Baseball den 3. juli! Det blev skudt i gang med den Amerikanske Nationalsang, og der var en rigtig god stemning på det fyldte stadion.

Fyldt stadion til Baseball

Under kampen dukkede Chris pludselig op ved vores pladser og forærede os Biloxi kasketter, skjorter og baseballs. Han kom forbi flere gange i løbet af kampen for at sludre, og efter kampen blev vi inviteret ned på banen for lige at få en rundtur og en indføring i baseballbanens indretning og spillets finesser. Vi fik også hilst på greenkeeperen og andre af de tilknyttede til holdet.
Vi ved ikke rigtigt hvorfor vi fik så meget opmærksomhed, men det var en virkelig sjov og meget overraskende oplevelse.

Chris ved siden af Emilia. Vi er alle udstyret med hjemmeholdets caps og pigerne fik skjorter.
Chris kom også forbi med baseballs
Det lovede fyrværkeri efter kampen. Det blev så vildt, at der gik ild i den trailer, som fyrværkeriet blev kørt ind på til de hujende amerikaneres store begejstring. Personalet måtte ile til med brandslukker til endnu mere hujen og begejstring. Vi kunne ikke undgå at blive revet med at stemningen.
Burgere, colaer og bajere på stadion i bedste amerikanske stil. Det var altså en virkelig god aften.
Efter kampen fik alle børnene lov at løbe en tur rundt om alle baserne. Karoline og Emilia var selvfølgelig med.
Efter kampen fik vi rundtur på banen efter de andre tilskuere var taget hjem.

Det lokale hold hedder Biloxi Shuckers. Det betyder noget i retning af Biloxi Østers-åbnerne.
De tabte desværre begge kampe, men det betød ikke så meget – stemningen var god alligevel.

Biloxi Shuckers…Navnet har været til afstemning i byen, og de andre forslag må godt nok have været sløje 🙂

Vi fik også besøgt stranden i Biloxi og den nærliggende by Ocean Springs. Strandene er flotte, og vandet er varmt. Desværre er vandet også brunt, forårsaget af Mississippiflodens og andre vandløbs udløb til den Mexicanske Golf. Vandet er rent, men ikke klart.

Stranden i Biloxi med kasinohotel i baggrunden
Stranden i Biloxi. Vandet var lidt grønligt, men ellers fint.
Ocean Springs – den nærliggende hyggelige by.
Stranden i Ocean Springs – det så godt ud, men vandet var lidt plumret.

Den 4. juli var det så Independence Day – den amerikanske nationaldag. Vi ledte efter et paradeoptog, men kørte forgæves. I stedet fik vi fyrværkeri på stranden om aftenen. Det blev ikke styret fra officiel hånd, det var de civile amerikanere, som skød af. Ingen sikkerhedsbriller, masser af mennesker og krudt, børn der holdte romerlys i hænderne osv. Det virkede lidt vildt, men der skete ikke noget.

Independence Day fyrværkeri
Fyrværkeri på stranden – man skulle da lige se sig over skulderen.
Vi overlevede.

Samme aften holdte vi Torbens 45 års fødselsdag på Hard Rock Café i Biloxi, hvor vi fik – ja, burgere, selvfølgelig. Og drinks. Det var en rigtig god Hard Rock Café. De svinger i standard, dette var en af de bedste vi har set.

Klædt på til hyggelig restaurantbesøg
Hard Rock Café med “memorabilia” på væggene. Kendte musikeres tøj, instrumenter, guld- og platinplader, som alt sammen er doneret til Hard Rock Café. Det er sjovt at gå på opdagelse i, og her i Biloxi er der virkelig meget.
Stranden og fyrtårnet ved Biloxi efter solnedgang. Her var nu flot.

Videre til Pensacola. Staten Alabama kørte vi igennem på vejen, kun med et frokoststop og et besøg hos Avis biludlejning i en lufthavn.

Pensacola Beach. Vi kørte derud om aftenen så snart vi kom til byen, og her var som man kun kan drømme om. Vi forlod straks strandhåndklæderne og sprang i havet!

I Pensacola boede vi i stueetagen af et lille hus midt i byen, 20 minutter fra Pensacola Beach.

Huset i Pensacola, hvor vi boede i suteetagen og luksuslineren af en bil, vi har fået byttet os til hos Avis.
Ikke det største hus, men pigerne havde hver deres seng. Nogle gange sover de i samme Queensize seng, men det er bedre når vi kan få en bolig med en seng til dem hver.

Inden vi blev installeret i huset i Pensacola måtte vi have byttet bilen. I New Orleans udleverede de ikke den SUV vi havde bestilt, da de ikke havde den, og vi fik i stedet en van, og besked på, at vi bare kunne bytte den ved et andet AVIS kontor. Vi – specielt Torben – var godt sure over behandlingen, og vi kørte så til 3 forskellige AVIS kontorer på vejen inden vi fik udleveret det, vi havde bestilt. Og lidt til. Vi har fået en full size luksus SUV.

GMC Yukon Denali med alt tænkeligt i udstyr og masser af plads. Der er endda airconditioning i sæderne. Den er kæmpestor, trækkes af en 6,3L V8, kører som en drøm og er fuldstændig lydløs. Fantastisk bil, så det endte godt. Der er endda trappetrin til indstigning! Den er bare skøn.

Vi tog til Pensacola for at opleve stranden på Pensacola Beach. Vores forventning var, at strandene i stor udstrækning ville være dækket af hotelkæder og charterturisme af typen, hvor lejede strandstolene står side om side.
Det viste sig heldigvis ikke at være tilfældet. Pensacola Beach er meget besøgt, men den er meget lang, og det lykkedes at finde god plads til både parkering og lejr på stranden. Sandet er kridhvidt, vandet turkisblåt, temperaturen perfekt i både vand og luft. Det er uden sammenligning den bedste strand vi har været på, og vi fik et par afslappende dage i hyggeligt selskab med snakkesaglige amerikanere.

Pigerne i vandet, forældrene slapper af, når de ikke bliver trukket med ud at lege i det skønne vand.
Udsigten når man ligger fladt i sandet.
Klart, lunt badevand.

Midt på dagen dukkede et større fly fra luftvåbnet pludseligt op og fløj i meget lav højde og i nogle lidt vilde manøvre hen over stranden – forfulgt af et jagerfly. Vi blev faktisk lidt bekymrede, for det så vildt ud, og alle de andre på stranden rejste sig og der blev meget stille.
Det viste sig dog hurtigt, at det var en opvisning.
I Pensacola har man “The Blue Angels”, som er en flyvebase tilhørende søværnet. De holder opvisning hvert år i weekenden efter Independence Day, og i løbet af eftermiddagen og dagen efter var der meget lavt flyvende jagerfly, større propelfly og opvisningsfly i opvisning hen over stranden.

Det så altså lidt vildt ud, men var bare opvisning.
Jagerfly hen over hovederne på de badende gæster nede på stranden.
Lille video af overflyvning hen over havet nær stranden

Vi var i Pensacola i 2 dage, hvilket var for lidt. Stranden er så fantastisk og hyggelig, at man kan bruge sin sommerferie her. Det skriver vi os bag øret, og håber meget på at komme tilbage hertil en anden gang. Men der er langt fra New Orleans til Savannah, så vi fortsatte vores roadtrip. Vi smuttede fra Pensacola Beach sent om eftermiddagen og kørte 2-3 timer mod øst inden vi overnattede på et vaskeægte highway motel og fik aftensmad (altså burgere, forstås) på en traditionel diner. Afsted næste morgen mod næste stop på vejen, som var Jacksonville ved Atlanterhavskysten i Florida.
Her boede vi tæt på stranden på hotel, og kørte med det samme ned til vandet.
Her blev vi ikke skuffede. Atlanterhavskysten i Jacksonville er med brede, hvide sandstrande, dejligt varmt vand og i baglandet umiddelbart bagved er der spækket med caféer, restauranter og hyggelige små butikker.

Masser af strand, og mange livreddere i Jacksonville.
Sonedgang i Jacksonville
Strandpromenaden ved Neptune Beach i Jacksonville. Her kunne vi også sagtens have brugt flere dage.

Vi badede alt det vi kunne langs den Mexicanske Golf og i Jacksonville på vej mod Savannah. Langt de fleste steder, vi besøger, byder på så mange oplevelser, at vi sagtens kunne have brugt meget mere tid, end den vi havde til rådighed. Vi bliver gang på gang overrasket, og sydstaterne har indtil videre været meget indbydende og har givet os lyst til mere.

Lidt flere stemningsbilleder fra turen østover fra New Orleans til Jacksonville

Rumkapsel NASA Infinity Center
Fyrværkerikaos i Biloxi
Boardwalk ud over vandet i Biloxi
Vi bliver aldrig trætte af burgere, siger pigerne. Hard Rock Café, Biloxi
Biloxi Shuckers maskot.
Pensacola Beach om aftenen
Magiske Pensacola Beach omkring solnedgangstid.
45 års fødselsdag – morgenmad i Pensacola.
Aftensmad på Waffle House i Chiply på vejen mellem Pensacola og Jacksonville. Waffle House er en budget-diner men maden var nu ganske god og frisk.
Pizza på restaurant i Jacksonville. Der var så meget, at vi kunne bruge resterne til aftensmad dagen efter.
Om eftermiddagen kommer der tit en tordenbyger forbi, som er ovre efter en halv times tid. Derefter kommer solskinnet igen, men det regner meget voldsomt den halve time. Så er det med at være indendørs. Her er det i Mobile, Alabama, som vi kun kørte igennem og fik lidt frokost i på vejen.

Louisiana – Sukkerrørsplantager og vådområder

I løbet af vores uge i New Orleans var vi på udflugter i oplandet til byen. Det var guidede turer hvor vi blev kørt i bus ud til vådområderne øst for New Orleans og derfra på bådtur, og mod vest til de oprindelige sukkerrørsplantager, hvor man kan komme på besøg i de bevarede plantagebygninger, herunder hovedhusene og slavernes “boliger”.
Vi var først på tur i sumpen øst for New Orleans .

Sumpområder i Louisiana. Når det er skov dækket vand, hedder det sump. Når det er græsområder dækket af vand, hedder det marsk. Så lærte vi det. Vi var afsted på sumpturen.
Afsted i hurtigtgående fladbundet båd. Det gik stærkt ind i mellem, og var sjovt.

Vi kom ud og sejle i sumpen i en fladbundet båd med plads til ca 20 turister og en guide. Her så vi alligatorer, masser af fugle, vaskebjørne, edderkopper og lidt af hvert andet.

Guiden Captain Everett fortæller. En alligator er på vej vandet.
Alligator hilser på ved siden af båden. De ved godt, at de bliver fodret, så de kommer automatisk. De største var vist 12 fod, eller ca. 3,5m. De er store, og man skulle holde hænderne inden for rælingen.
Vaskebjørn – den er godt gemt 🙂 Emilia ville have den med hjem…
Wally! Det hedder alle alligatorerne. Amerikansk humor.
Afsted på rigtig hyggelig guidet tur.

Ud og lede efter slanger i det høje græs. Vi fandt ikke nogen – vi savnede dem heller ikke.
Længere ind i sumpen og lede efter wildlife!
Forældre på tur med vind i håret.

Det var en hyggelig og brandvarm tur. Vi var 2 timer på vandet, og vendte snuden hjemad derefter, og var hjemme så vi lige kunne forkæle ganerne med en omgang seafood og burgere på den lokale restaurant til aften. Skøn dag!

Dagen efter var det afsted på besøg på sukkerrørsplantager.

Laura Plantation og Oak Alley Plantation
Sukkerrørsplantagerne ligger langs Mississippifloden fra Natches i staten Mississppi til New Orleans i Louisiana. Der var oprindelige rigtigt mange plantager, og i dag kan man komme på besøg i enkelte bevarede plantager. Der produceres stadig sukker fra sukkerrør, nutidens marker ejes bare ikke af plantager længere. Det er almindeligt landbrug, og er industrialiseret med knudepunkter ved Mississippifloden. Sukker løber man ikke tør for i New Orleans!

Vi besøgte først Laura Plantation, hvor vi fik en stor rundtur i hovedhuset og efterfølgende blev vist rundt i slavernes bygninger. På Laura Plantation var der meget historie fra tiden ca. 1800 til 1863, hvor The Emancipation Proclamation blev deklareret af Abraham Lincoln og slaverne dermed i princippet blev sat fri, og om tiden efterfølgende (hvor de tidligere slaver, kaldet freedmen, reelt set ikke var meget bedre stillet).

Facaden på Laura Plantation. Der er mange åbninger i facaderne, og husene står på søjler. Dette for at få lidt gennemtræk i heden og for at undgå grundfugt. Huset ligger i niveau med Mississippifloden, og den er vel ca. 200m væk. Byggeriet er meget smukt og imponerende.
Baghaven. Her er meget frodigt i den høje luftfugtighed og varme.
De store egetræer præger haverne og alléerne.
På guidet rundtur – her i spisestuen på Laura Plantation
Vi blev vist rundt i hele huset og fik historier af guiden.
Udsigt fra hovedhuset ned til slavernes kvartere. Slavernes indkvartering var knapt så luksuriøs.
Baghaven ned mod sukkerrørsmarkerne.
Slavernes bolig. her boede op til 12 af gangen, de sov på gulvet.
Meget simpelt byggeri til slavernes indkvartering.

Efter Laura Plantation var det videre til Oak Alley Plantation. Den er berømt for sine egetræsalléer og haver, og er virkelig smuk. Den har også lagt kulisse til mange film og serier. Her måtte vi ikke tage billeder indenfor.

Oak Alley Plantation, opført i ca. 1800.
Oak Alley fra altangangen på plantagebygningen. Ikke nogen dårlig udsigt at stå op til.
Velplejede franskinspirerede haver
Familien på verandaen.
Byggeri i en blanding af fransk og græsk byggestil. Det kunne vi da godt have nøjedes med derhjemme.

Plantagebygningerne og haverne omkring dem er meget smukke. Her er stille, frodigt og velplejet. Byggerierne er solidt opførte i meget høj kvalitet, gennemtænkte i indretning og temmelig luksuriøse. De gamle egetræer og de franske haver i det frodige landskab giver en fantastisk stemning.
Det står alt sammen i skarp kontrast til det liv, slaverne har levet her, som var så grusomt, som noget kan være. 16, nogle gange 20 timers arbejdsdag, ingen fridage og så den altopslidende hede og luftfugtighed.
Den forventede levealder for slaver var 25-36 år. Hvis de ikke døde af tuberkulose eller anden sygdom, blev bidt af giftslanger i markerne eller anden ulykke, døde de af nyresvigt grundet væskemangel. De boede i 12 mands hytter, hvor de måtte tage sig af hinandens børn, indtil de var gamle nok til at komme i marken som 9-årige.
Da forældrene jo døde tidligt, levede slaverne sammen i hytterne som “mixed families” da de efterladte børn skulle passes af andre familier.
De mandlige plantageejere og familiemedlemmer fik børn med flere af slaverne, og disse børn blev betragtet som slaver, og sendt i marken.
Samtidigt får man ikke indtrykket af, at livet som plantageejer var specielt morsomt. Der var uendeligt mange intriger og slagsmål om penge og arv, indavl da familiemedlemmer giftede sig med hinanden osv.

Oplevelsen af plantagebesøgende er derfor tveægget. Hovedhusene og haverne fremstår så smukke og romantiske som noget kan, og samtidigt er stemningen lidt trykket under besøget, da det nærmest ikke er til at begribe hvilke grusomheder, der er foregået her.
Vi havde alligevel en fantastisk dag, og blev meget klogere på de historiske aspekter af New Orleans og oplandet omkring Mississippi-floden.

På vej ned til slavernes indkvartering.
Frokostpause inden rundtur på Oak Alley Plantation
Kælderen – eller retter området under det hævede hus – på Laura Plantation.
Oak Alleys Pergola i haven. Sådan en kunne vi da godt bygge i haven i Tranbjerg.
Transporten rundt var i bus – af slagsen med airconditioning, så vi fik et par pauser fra heden.

Lidt om Hurricane Katrina
Orkanen Katrina ramte Louisiana og New Orleans i slutningen af august 2005. Det er længe siden, og de dele af New Orleans, som besøges af turister, er for længst genopbygget. Det er dog ikke tilfældet i dele af oplandet til New Orleans, og det har haft katastrofale konsekvenser for specielt områderne i det østlige New Orleans. Vores turguider og indbyggerne i New Orleans taler stadig om katastrofen, og den fylder meget i lokalbefolkningens bevidsthed. De fortæller om hændelserne under katastrofen og eftertiden med følgerne.
Da orkanen ramte, blev 80 procent af byen dækket af vand, nogle steder i op til 12 fods højde. De fleste indbyggere flygtede, nogle få blev hvor de var. Orkanen forårsagede i underkanten af 2.000 dødsfald.
Inden orkanen ramte, var det østlige New Orleans det nye, flotte og eftertragtede sted at slå sig ned. Her var nye skoler, hospitaler og generelt gode forhold for indbyggerne og også stedet hvor alle kendisserne slog sig ned. Området, som er stort, blev fuldstændigt raseret under orkanen, og indbyggerne, som var flygtet, vendte simpelthen aldrig tilbage. Det medførte spøgelsesbyer efterfulgt af meget høj kriminalitet. I dag er det så slemt, at det førhen eftertragtede område er så farligt at færdes i, at vores turguide ikke engang turde tanke bussen på tankstationerne langs motorvejen. Supermarkedskæder har efterladt deres store byggerier og parkeringspladser, som nu blot forfalder. Forlystelsesparken Six Flags tegnede inden katastrofen en 70 årig aftale på leje af et større område med forpligtigelse på at levere forlystelser, og her står de gamle rutsjebaner nu som tomme skeletter i horisonten når man suser forbi på afstand på motorvejen.
Hurricane Katrina har efterladt New Orleans med store socialpolitiske problemer, og i betragtning af omfanget af kriminalitet og hvor trøstesløst området øst for New Orleans ser ud i dag, er der stadig lang vej tilbage til tiden før orkanen.
Vi tænker ikke, at fremtiden ser lys ud. Store dele af områderne ligger i niveau under havets overflade, og med klimaforandringer og vandstandsstigninger in mente, må der være risiko for gentagelse af historien, desværre.

Et stykke af en vejbro, som er strandet ude i sumpen efter orkanen i 2005. Ingen ved hvor det kommer fra, det hører naturligvis ikke til her. Her er ingen veje.

The Aints!
En sjov historie vi fik fortalt omhandler NFL holdet fra New Orleans (amerikansk fodbold).
De er meget troende hernede, og deres hold hedder intet mindre end the Saints – Helgende.
Deres sportslige resultater op til midten af firserne var dog så pivringe, at klubbens fans i stedet gav dem øgenavnet The Aints, som på sydstatsamerikansk betyder noget i retning af “dem, der er ikke er noget”. ‘Are not’ trækkes sammen til ain’t.
Det var så grelt, at fansense kom i tanke om at tage brune plastikposer over hovederne, når de var til kamp på stadion. På den måde kunne de ikke genkendes hvis de skulle være så uheldige at blive fanget af kameraet og vist i fjernsynet.
Det må have givet et klart signal til fodboldholdet.

Man var dog urolig for, at man havde forstyrret ånderne under byggeriet af New Orleans’ Superdome, som er hjemmebanen. Man måtte flytte en af byens gravsteder under byggeriet, og måske var hjemmebanen derfor forbandet eller bare hjemsøgt.
Pave John Paul II besøgte New Orleans i 1987 i anden officiel sammenhæng, men da han nu alligevel var i byen, spurgte holdets fans om ikke han kunne smutte forbi og velsigne stadionet – blot for en sikkerheds skyld.
Det gjorde han så.
Den sæson leverede the (S)Aints deres hidtil bedste resultat og kvalificerede sig på mirakuløs vis for første gang til play-off kampene 🙂 .
Vi ved ikke hvor meget fakta, der er i den historie, men den er yndet hernede, og vi fik et godt grin.

Vi havde nogle rigtigt gode og lærerige ture rundt i Louisiana, uden for New Orleans. Guiderne og indbyggerne fortæller meget gerne om deres lokalhistorie, og vi suger indtrykkene til os.
Vi var 8 dage i New Orleans, og føler alligevel, at der var meget vi ikke nåede. Der er i hvert fald masser af oplevelser at komme tilbage til en anden gang, om ikke andet så den fantastiske mad og stemning fra jazzklubberne.

New Orleans

Vi er ankommet til Sydstaterne og har taget hul på vores anden halvdel af rundrejsen med en uge i billedskønne New Orleans – eller N’Awlins, som de siger hernede. De har været en uge med mange nye indtryk og en omstillingsproces fra turen i autocamper på vestkysten til en helt anden rejsekultur her i “The deep South”.
New Orleans, som ligger i staten Louisiana er bare fantastisk. Vi troede, at vi skulle slappe lidt af her, men byen har så meget at byde på, at oplevelserne har stået i kø, og vi kan åbenbart ikke forholde os i ro, når eventyrene venter lige uden for døren.
Først og fremmest har vi dog måtte omstille os fra den lidt kølige vestkyst med temperaturer i nærheden af små 20 grader til næsten ulidelig hedebølge. Her er 36-38 grader, hvilket nok er ok i sig selv, men med meget høj luftfugtighed giver det varmeindeks til 46-47 grader. Det har været kvælende varmt, og vi har måttet gemme os i airconditioning i mange af dagtimerne.
Men sikke en by og et opland. Det er helt anderledes end alt andet vi har set.

The French Quarter
Jackson Square
Typisk gade i French Quarter

Det mest berømte område i New Orleans er The French Quarter, hvor den gamle franske byggestil er bevaret. Her er spækket med restauranter, caféer, markeder og jazzmusikken driver ud på gaderne fra alle spillestederne. Der er musik på gaden, på barerne, på bådene osv. Det er svært ikke at blive betaget af, og mange, som er rejst hertil, er aldrig kommet videre (De kaldes lokalt “The never-lefts”). Derudover er maden her berømt. Man spiser seafood fra nærliggende vådområder – muslinger, krabber, rejer, crawfish, catfish osv. Vi har fået os nogle gevaldige aha-oplevelser med maden, det smager som intet andet og virkelig godt.
Samtidigt skal man se sig for, for byen er desværre også berygtet for kriminalitet. Der skete os dog ikke noget!

Beignet på Cafe Du Monde. En slags fransk doughnut, som spises med store mængder flormelis.
Og det smager godt!
Man holder sig i skyggen så meget man kan!

Vi brugte den første dag her på at blive indkvarteret i vores “shotgun” – det hedder hustypen, som vel nærmest er et tyndt paphus klodset op på stolper, og derefter få set det berømte turistcentrum. Efter en tur på 5-6 timer i heden nede i byen, var vi fuldstændig udbrændte, overkogte og færdige for dén dag. Hjem i airconditioning, frem med fjernbetjeningen og se en film. Man skal passe meget på heden, sveden springer af huden så snart man er udenfor.

Saint Louis Katedralen på Jackson Square, midt i byen.
Riverwalk langs Mississippi floden nede ved centrum. Mississippi hjuldamperne lægger til her.
Vores “Shotgun”. Vi boede i halvdelen til højre.
Vores “hus”, hyggeligt og flot – og med airconditioning!
Morgenmad og afslapning i baghaven – vi havde også en veranda omme bagved

Vi boede i et område mellem turistcentrum og den største park i New Orleans. Det var meget lokalt, og vi var absolut de eneste hvide turister i kvarteret. Det er ikke i sig selv noget problem, men vi blev lagt mærke til. Det var ikke det bedste kvarter, da det er berygtet for kriminalitet, og fattigdommen her er iøjefaldende. Vi oplevede at blive spurgt om vi havde nogle penge i overskud flere gange, og der kom endda en af de hjemløse op på vores veranda og spurgte om hjælp til overnatning. Samtidigt med det oplever vi endnu større imødekommenhed og hjælpsomhed end de andre steder vi har været hidtil, så det er kontrastfyldt.
Demografien her er også anderledes end i det vestlige USA. New Orleans ligger ved Mississippi flodens udspring, og langs Mississippifloden lå sukkerrørsplantagerne i gamle dage. Den afroamerikanske del af befolkningen er klart i overtal her. Vi kan ikke undgå at bemærke, at det er netop den del af befolkningen, som er fattigere end ellers, og som samtidig er mere imødekommende, venlige og hjælpsomme overfor de til tider vildfarne turister. Det er tankevækkende.

Vejen lige ud for vores hus. Flot med egetræer langs vejen, men ikke et sted man bevægede sig ud i efter mørkets frembrud.

En af aftenerne var vi afsted på Mississippifloden med en hjuldamper på jazzcruise. Der var drinks i baren, og live jazzmusik til en solnedgangssejlads op og ned ad floden fra centrum af byen. Det var helt fantastisk hyggeligt, og det viste sig at være vores udlejer, som spillede trompet og sang i bandet.

Hjuldamper. Dette er dog den anden båd end den vi var med. De er næsten ens, og superhyggelige
Jazz på dækket – Mike sidder i midten og spiller trompet.
New Orleans ude fra Mississippifloden. Byen er også moderne med klassisk amerikansk business centrum, og kontrasterne er store,
Tøser på dæk!

New Orleans er også kendt for Mardi Gras, som afholdes i hele byen, og med optog i Garden District. Garden District er den amerikanske del af byen, hvor de store flotte alléer med egetræer og overdådige palælignende huse ligger. Vi gik en tur der en eftermiddag, og fik et indtryk af kvarteret. Der er meget roligt, stort og overdådigt.
Det var også stinkende varmt, så efter en længere tur med trolly (det lokale tog, som kører rundt på de større alléer) og en gåtur i kvarteret måtte vi hjem og frelses af airconditioningen – igen.

Her er mange restauranter og spisesteder. Vi endte på Katie’s to gange – det var så godt, at det måtte vi prøve igen :-D. Et lille lokalt sted, som vi aldrig havde fundet hvis ikke en Uber-chauffør havde nævnt det for os. Seafood mikset med fransk doughnut, ost og mellemamerikanske krydderier lyder mærkeligt, og smager guddommeligt. Man skal bare kaste sig ud i det.
Blandingen af kulturer fra England, Frankrig, Spanien, Afrika, Mellemamerika osv. kaldes creole. Betegnelsen anvendes i forbindelse med musik, mad og alt muligt andet. Pointen er, at det er alt muligt andet end amerikansk. Befolkningen er meget stolt af creole og afkoblingen fra alt amerikansk her i N’awlins, hvilket er lidt sjovt da det jo er i USA…
Det er en smeltedigel af alt muligt, og det er der kommet meget godt ud af.

Katie’s familiedrevede restaurant i Mid-city, uden for turistcentrum. I Mid-city findes fantastisk mad uden turist-prisskiltet. Man skal bare finde de rigtige restauranter
Baseball i fjernsynet, mad og drikke – så går aftenen godt.

Den sidste hele dag vi havde i New Orleans brugte vi i parken og på kunstmuseum.
Der var lidt Monét, Picasso, Jackson Pollock, Andy Warhol og moderne kunst. Flot kunstmuseum og virkelig flot park. Det var et afbræk fra de mere overrendte turistattraktioner, selvom her nu ikke har været mange turister. Sæsonen er egentligt fra oktober til april.

Vi har generelt forsøgt os med offentlige transportmidler i New Orleans, med blandet succes. Nogle gange kom bussen, nogle gange gjorde den ikke, og så blev vi stegt i solen mens vi ventede på den næste.
Denne dag stod vi ude på gaden og lignede nok en flok forvildede turister (igen), da en lille familie stoppede op ved siden af vejen og spurgte, hvor vi skulle hen. Efter lidt snak endte vi i deres bil, og blev kørt helt til museet. Det er første gang vi har gjort sådan noget, men hjælpsomheden her i byen er bemærkelsesværdig. Specielt set i lyset af den udbredte fattigdom og demografi som beskrevet tidligere.

NOMA – New Orleans Louisiana Art Museum
Pigerne var ville med palæstilen – de har set for meget Disney prinsesse tegnefilm.
Parken i New Orleans
Vi kan altså godt lide de egetræer. Dette står i parken.
Parken i byen

Ud over ovenstående har vi i samme uge været på besøg på sukkerrørsplantager og på sejlads i sumpområderne for at se på dyrelivet, heriblandt alligatorerne. Det kommer i eget blogindlæg, for det var nogle lidt anderledes og store oplevelser.

Lidt flere stemningsbilleder

Mad på markedspladsen
Trolley – sporvognene i NOLA
Kinesisk mad og masser af drikkevand i heden. Mississippifloden og broen over den i baggrunden
Canal Street, som deler New Orleans i amerikansk og fransk inspireret bydel.
Mississippifloden ved solnedgang
Vi klør på!

Los Angeles og vestkysten

Vi har taget turen op ad Stillehavskysten fra Los Angeles og tilbage til udgangspunktet i San Francisco, hvor autocamperen skal afleveres tilbage efter 1½ måneds rundrejse i det vestlige USA.
Det har været begivenhedsrigt den seneste uge, hvor vi har set Los Angeles, Santa Barbara, Solvang og Monterey – alt sammen på kysten mellem Los Angeles og San Francisco.

Los Angeles
Den generelle konsensus på diverse rejsefora og hos autocamper-rejsende er, at Los Angeles ikke er et sted, der skal prioriteres højt af flere forskellige årsager.
Så vi tog til Los Angeles uden de store forventninger, og have kun planlagt en enkelt dag i byen, inden turen skulle gå videre nordpå.
Vi blev derfor noget overraskede – Los Angeles har taget os med storm! Sikke en fantastisk by fuld af alt fra Hollywood glamour, imponerende shoppinggader, overdådige Beverly Hills og til små hyggelige café miljøer, bjerge i baglandet med masser af vandreruter og fantastiske strande.
Så vi blev lige en dag ekstra 😉

Vi boede på en campingplads i Northridge ca. 25 miles / 40km fra stranden. Det er stadig i Los Angeles, og byen er i det hele taget utrolig stor. Vi kunne ikke tage autocamperen ind til centrum, så vi var afsted med Uber (taxasystemet, hvor man kører med private, civile amerikanere i deres egen bil) frem og tilbage til byen og stranden. Det gik fint, og vi fik snakket en hel masse med mange forskellige mennesker på køreturene.
Første dag tog vi ind til Hollywood Boulevard, Walk of Fame – der hvor alle de kendte har en stjerne indgraveret i fortovet. Der gik vi selvfølgelig en lang tur og genkendte alle vores helte fra film og musikindustrien.

Vi er vilde med filmen Forrest Gump, hvor Tom Hanks spiller hovedrollen

Walk of Fame er centreret omkring Hollywood Highland Mall som er et ret fint og hyggeligt shoppingområde og Chinese Theater, hvor stjernenes hånd- og fodaftryk er afsat i beton på pladsen foran biografen. Vi blev mødt af stor gæstfrihed og hjælp til at finde vej, selvom det er et travlt turistcentrum. Det var en god oplevelse.

Hollywood walk of Fame
Hop on – Hop off bussen
Hollywood Highland Mall, hvor man bare kunne sætte sig og nyde vejret og området.
Clint Eastwoods hænder og fødder foreviget sammen med et berømt filmcitat

Efter at have kigget på stjerner – altså dem i fortovet – tog vi en bustur rundt i Los Angeles for at få et overblik og indtryk af byen. Pigerne sad selvfølgelig forrest.

Karoline og Emilia på tur i bus!
Beverly Hills – her bliver haverne og fællesarealerne holdt minutiøst! Meget flot, og de fornemme huse ligger godt gemt bagved.
Gaderne i Los Angeles – mange biler, men meget hyggeligt.
Forældrene på turisttur – vi nød et roligt øjeblik, hvor vi ikke skulle håndtere trafikken!

Dagen efter startede vi i en berømt guitarbutik i Los Angeles – Normans Rare Guitars. Det kunne været blevet et rigtigt dyrt besøg, men der blev ikke investeret i denne omgang. Det var alligevel et sjovt sted at få set.

Normans Rare Guitars. Der var instrumenter nok, men vi fik ikke nogen med derfra i denne omgang
En lille butik, men berømt for at have handlet vintage guitars i mange afskygninger.

Derefter var det afsted til stranden og Santa Monica Pier. Pier’en er en træmole ud i havet med restauranter og tivoli, som er godt besøgt. Stranden ved siden af er skøn, så der tog vi en bade-eftermiddag inden vi gik tilbage på land og spiste i det hyggelige område nede ved vandet.

Santa Monica Pier.
Santa Monica Pier – masser af fest og farver, musik, larm og løjer. Vældig sjovt, faktisk.
Kyststrækningen set ude fra Pier’en.
Santa Monica Pier om aftenen. Tivoli på stranden.
Så er det bare i baljen! Stillehavet var skønt at bade i.

Det var los Angeles. Vi så jo kun en lille del af byen, og her er meget at komme tilbage efter. Man skal dog nok prioritere at bo på hotel midt inde i byen, i stedet for transporten frem og tilbage til.
Vi bed mærke i, at priserne i los Angeles generelt er lavere og mere gennemskuelige end i San Diego. Derudover blev vi mødt af meget stor venlighed og imødekommenhed overalt, og vi blev i det hele taget i meget godt humor af at være i byen.
Så vi beklager, San Diego – men du er slået hjem i ludo!
Der fulgte en rejsedag efter vores visit i Los Angeles, og på denne besøgte vi Santa Barbara og Solvang.

Santa Barbara

Santa Barbara er en lille kystby i spansk kolonistil. Bystyret har sat begrænsninger på højden af byens bygninger, og de er alle sammen sydeuropæisk inspirerede. Byen står i kontrast til trængslen og trafikken i Los Angeles – her er roligt og fredeligt, og så fyldt med en masse små hyggelige restauranter og vinbarer. Meget som i Sydeuropa.
Der er også en Pier ud i havet her, men oplevelsen er en ganske anden end i Los Angeles. Her er ingen larmende musik, eller prædikanter fra diverse religioner med højrøstede budskaber – her er bare roligt og dejligt. Det er også et populært sted at bo, og det forstår vi godt.
Vejret i Santa Barbara var overskyet. De kalder vejret for “June Gloom”, som er en betegnelse for formiddagsskydække, som forsvinder om eftermiddagen. I år har solen desværre haft svært ved at komme igennem skyerne, og vi har oplevet en del overskyede dage langs kysten i Californien.

Santa Barbara
Pier’en i Santa Barbara.
Der er kunstmarked om søndagen nede ved kystvejen. Det er simpelthen hyggeligt.
Gaderne i Santa Barbara. Her kunne man godt bruge et par slap-af dage.

Solvang
Turen gik videre på køredagen, og vi trillede op igennem det første bjergpas fra kysten og ind til Solvang. Når man krydser det første bjergpas, kommer man fri af skyerne ude fra havet, og så er det pludseligt fuldstændigt skyfrit. Vi har oplevet temperaturforskelle fra 28 grader til 19 grader inden for en kort køretur afhængigt af, om man er “in the valley” lige bag de første småbjerge langs kysten eller ude ved selve kysten.

Op over de første bjerge – så skinner solen!

Så vejret var fantastisk i Solvang.
Solvang er den lille, men berømte dansker-koloni på vejen mellem Los Angeles og San Francisco. Vejnavnene og bagerbutikkerne har danske navne, opkaldt efter de danskere, der oprindeligt bosatte sig her for ca. 100 år siden. Byen minder lidt om den gamle by, bare på en lidt mere amerikansk-turistet måde.
Vi fik både kanelsnegl og æbleskiver, og gik en hyggelig tur.
En amerikansk kvinde overhørte Helle og Torbens samtale i en bagerbutik og var overrasket over at vi talte dansk. Vi forklarede, selvfølgelig meget pædagogisk, at vi skam kommer fra Danmark og bor der. Vi syntes dog selv, at det var temmelig åbenlyst, vores påklædning på dagen i betragtning. Derefter sagde Karoline og Emilia et eller andet til hinanden, hvorefter kvinden højlydt udbrød “WOW – the kids speak Danish too!” Suk. Hun lugtede også lidt af sprut…
Vi mødte dog til vores overraskelse ikke en eneste anden dansktalende i byen. Det er nok ikke sæson for danske turister endnu.

Danmarkstrøjerne blev fundet frem til lejligheden.
Kanelsnegl fra bageriet. De var ok, men der er langt fra amerikansk til dansk bagerbrød. Det er danskerne bedre til.
Æbleskiver i juni – det er vist første gang 🙂
Vældig fint og hyggeligt i Solvang. Hestevogne og vindmøller og bindingsværk. Der er endda en 1/3 størrelse kopi af rundetårn i byen.

Den lange køredag blev afsluttet med en overnatning i naturen i Morro Bay cirka halvvejs mellem LA og San Francisco. Vi boede i skoven ved kysten, og fik en fantastisk solnedgang over Stillehavet med.

Stillehavs solnedgang i Morro Bay

Monterey
Ååhr, Monterey. De skønne steder steder ligger på en perlesnor langs kysten, og Monterey er simpelthen enestående.
Her prioriterede vi to hele dage. En dag i byen og en dag på havet, hvor vi var på hvalsafari. Vi kunne ikke bo inde i byen med autocamperen, så vi boede 8 miles derfra, og tog bare autocamperen ind til byen, hvor der var fine parkeringspladser til “oversized vehicles”.
Vi endte derfor på Laguna Seca Raceway – en meget berømt racerbane, som åbenbart har en campingplads tilknyttet. Der boede vi så med udsigt over banen og de smukke bakker i Monterey og Salinas.

Salinasdalen fra campingpladsen. Nok bedst beskrevet af John Steinbeck, så bogen “Øst for Paradis” får lige en anbefaling herfra.
Racerbane i baghaven! Ingen løb mens vi var der, men så havde vi nok heller ikke fået plads. Til gengæld kunne man gå en tur derned.

Monterey ligger på en halvø ud i Stillehavet. Der er et flot og meget besøgt havneområde og en hyggelig bymidte.
Der er et fantastisk dyreliv lige nede ved strandene og molerne. Vi så masser af søløver, sæler, pelikaner, havoddere og mange forskellige havfugle. Dyrelivet er lige for næsen, når man går en tur langs kysten eller molen. Man kan ikke lade være med at grine lidt af specielt søløverne, som tager livet meget roligt, mens de snorker på stenene i vandkanten.
Inde i byen er der bare hyggeligt. Masser af små butikker og cafemiljø, og så bliver man gratis kørt rundt af byens shuttle service. Man kan ikke rigtigt bede om mere.

Gaderne i Monterey
Mole og marina i Monterey
Bystrand – når solen skinnede, var der tilpas varmt.
Molen i Monterey
Ret afslappede søløver – de lægger ikke meget mærke til tilskuerne.
De er ret søde, de søløver.
Gratis shuttle bus i byen, går hvert kvarter
Mor og Emilia i shuttlebus
Mindeplads for John Steinbeck inde i byen

Dagen efter var det afsted på 4 timers hvalsafari ud fra Monterey og ud i Stillehavet. Vi sejlede med en tidligere kystvagt-båd, som var meget sødygtig, og vi var så heldige at se 3 forskellige delfinarter og pukkelhvaler, pelikaner, albatrosser og en enkelt søløve til vands. Delfinerne svømmede langs båden sammen med os, sprang op af havet, og legede. Pukkelhvalerne så vi fra lidt større afstand – de er jo store.

Der var roligt på vandet inde ved Monterey, men længere ude på havet blev det lidt mere vildt, og Karoline fik desværre lidt søsyge. Hun klarede det dog i stiv arm, og fik en god tur ud af det alligevel.

Hvalsafari butik og båden på molen.
Pigerne afsted på hvalsafari. Der var køligt på vandet, så det var på med varmt tøj.
Masser af delfiner – det var kropumuligt at tage ordentlige billeder, båden rokkede en del, og vi hang ud over rælingen.
Delfiner lige under båden
Pukkelhvaler

Der var en havbiolog med på turen som guide, som kunne fortælle om alle dyrene. Det var spændende.
Vi så ca. 300 delfiner og 7-8 pukkelhvaler. Det var ret overvældende.

På vej tilbage til molen – havneområdet er fuld af liv.
Der er en stor legeplads i byen, og så fik den gas.

Det eneste malurt i bægeret i Monterey var, at Monterey Fairgrounds var lukket for offentligheden lige i den uge, vi besøgte. Inde bagved hegnet er ellers scenen for den skelsættende 1967 Monterey Popfestival, hvor Jimi Hendrix fik sit amerikanske gennembrud, da han brændte sin guitar på scenen og banede vejen for moderne rockmusik. Scenen er der stadig, og stedet hvor guitaren blev brændt, er i dag markeret med Jimi Hendrix’s signatur. Det ville faderen gerne have set. Det må blive næste gang.

Solnedgang fra Campingpladsen ved Laguna Seca i Monterey.

Efter Monterey var det op og aflevere autocamperen i San Francisco. Vi havde en enkelt nat i Moss Landing, og en lidt uden for San Francisco i en nylig anlagt State Park Coyote Hills.

Coyote Hills syd for San Francisco
Vi var lige en tur i vandreskoene en sidste gang inden aflevering af autocamperen.

Derefter måtte vi af med autocamperen, og er nu indlogeret på lufthavnshotel og skal flyve i morgen til New Orleans.

Det markerer afslutningen på første del af vores USA rejse. Det har været vildt, det er gået stærkt, vi har fået utroligt mange indtryk, og set mere end vi havde troet. Mødt mange mennesker, spist rigtigt mange burgere :), set en masse campingpladser, storbyer, nationalparker og rigtig meget natur og dyreliv.
Vi har også set en hel masse landevej, der er brugt mange timer på motorveje, landeveje, bjergveje, grusveje osv.
Vi er faktisk lidt mættet af indtryk, men har et par rolige dage inden det går løs på østkysten og sydstaterne.
Det var både godt og skidt at aflevere autocamperen – Torben chauffør orker ikke mere kørsel i den. Det har været hårdt, simpelthen fordi den var så stor og skal håndteres med et øje på hver finger. Omvendt har det været virkelig bekvemt at have alt ved hånden hele tiden.
Vi kørte 3.277 miles i den, eller ca. 5.250km, boede på 21 forskellige campingpladser foruden hotel i San Francisco i starten og slutningen af turen samt i Las Vegas.

Farvel og tak til autocamperen – der skal lige gå lidt tid inden faderen sætter sig bag rattet i sådan en igen, men samtidigt snakker vi da om hvor vi skal køre hen i den næste gang 🙂
Lidt vemodigt, men som George Harrisson passende sang i hotellobbyens musikanlæg her til eftermiddag – All Things Must Pass.
Lufthavnshotel i San Francisco – sådan et med rigtigt bad og morgenmadsbuffet! Det er alligevel længe siden, vi har prøvet det.
Vi klør på! Rejsen fortsætter, men på en ny måde.

Vi flyver til middag i morgen, og ankommer i New Orleans sent i morgen aften. Derefter har vi 8 dage i New Orleans i et lille hus, og vi ser frem til rigtig sydstats afslapning!

San Diego og Joshua Tree

Så nåede vi ud til Stillehavskysten igen. Efter et par ret lange dage i autocamperen på landeveje og motorveje, er vi tilbage i Californien og er i San Diego.
På vejen hertil har vi haft et par stop og overnatninger, da afstandene er store. Vi kørte fra Gran Canyon til Kingman af Route 66 og sov der en enkelt nat, og derefter videre til nationalparken Joshua Tree, hvor overnattede en enkelt nat ude under stjernehimlen i ørkenen. Her var bestemt ikke var mange mennesker.

Joshue Tree National Park – og det dér er så de omtalte Joshua Trees.
Joshua Tree National Park – og kolossen / autocamperen.

Joshua Tree Nation Park er et ørkenområde, hvor de finurlige træer, som vist ovenfor, befinder sig. Her var ikke mange mennesker, og slet intet kunstigt lys. Samtidigt var det første af natten månefri, så vi fik virkelig set noget stjernehimmel fra taget af autocamperen, eller bare liggende ude på vejen – der kom jo ingen biler.
Nationalparken er forbavsende fuld af liv – småfugle, ørne, alskens firben og egernlignende smådyr, som er overalt. Der er også skildpadder og slanger, men vi var ikke så heldige at møde nogle af dem. Til gengæld så vi Roadrunnere. Mip-Miiip – dog ingen uheldig coyotes 😉

Vi tog en mindre vandretur på et par timer, inden autocamperen blev rettet mod San Diego.
Aftenbål foran camperen. Det var en NPS campground, så ingen hook-ups og masser af natur.

Joshua Tree var fantastisk. Der var måske 22-23 grader, høj sol, smuk og anderledes natur, og virkelig roligt. Her kunne vi godt have brugt en dag mere.
Men vi skulle videre mod San Diego, og vi kørte midt på dagen den følgende dag. Allerede på vejen ind til San Diego blev vi advaret om paradigmeskifte på autocamperturen – nu kom vi til storbyen, og nerverne sad lidt uden på tøjet på motorvejen i tæt trafik og op til 8 spor i hver retning. Vi fik endda forvildet os over i en fast-track vejbane for de hurtigere trafikanter, og pløjede hen over alle dobbeltovertrukne linjer i fuld fart på vejen ud af den igen. Vi kom heldigvis igennem uden uheld, men godt udmattede.

Håndbold på campingpladsen i Chula Vista, San Diego.

Vi har boet på 2 forskellige campingpladser i San Diego, for at få det til at gå op med bookinger. Først i Chula Vista, hvor vi boede på en KOA plads. Her var swimmingpool, store hoppepuder, film under himlen om aftenen og pigerne havde en fest. Det var tiltrængt, og de legede med en masse amerikanske børn. Området Chula Vista uden for campingpladsen virkede ikke så trygt, specielt ikke efter mørkets frembrud. Så vi var på campingpladsen, eller tog helst en Uber (privat taxasystem herovre) når vi tog ind til byen.
Vi tog en enkelt dag ind til San Diego Down Town, spiste i Little Italy og fik set midtbyen. Det var meget fint.

Little Italy, San Diego
Havnepromenaden i San Diego. Hangarskivet Midway fra Stillehavskrigen mod Japan ligger i baggrunden og er museum i dag.
Downtown San Diego
Togtur på campingpladsen – pigerne hyggede sig.
Film om aftenen på campingpladsen

Vejret er til gengæld ikke noget af prale af. Ca. 18 grader, overskyet og med lidt regn ind i mellem. Om eftermiddagen klarer det lidt op, men det er ikke det vi regnede med. Det er lidt øv.

Efter et par dage flyttede vi så til en anden campingplads ude ved Stillehavskysten her i San Diego. Vi skulle nemlig have surf-undervisning, og så er det bedst ikke at bo alt for langt væk fra stranden.
Man kan ikke køre rundt med autocamperen her i byen og håbe på at finde parkering, så vi måtte med taxa/Uber. Det gik også fint, og var reelt eneste mulighed, da busserne ikke kørte pga. strejker.
Vi fik 1½ times surf-undervisning på stranden og dagen efter kunne vi så leje surfboards og våddragter og prøve lykken selv, uden instruktør. Det er virkelig sjovt, og helt vildt svært. Men det lykkedes alligevel ind i mellem at fange en bølge, komme op og stå og holde balancen .

Yderst sjældent billede af faderen med begge ben på surfbrættet og i oprejst tilstand. Det meste af tiden foregår under vand og på hovedet. Man ser også de utroligt store bølger, man surfer på når man er på vores niveau… Men det er virkeligt sjovt!
Karoline har fanget en bølge og er kommet hele vejen ind på stranden på boardet – virkelig flot!
Det lykkes for Emilia! Klik på videoen.

Man kan slå sig ved surfing, og mor Helle valgte også at tage den lidt med ro og tage billeder i stedet.
Den sidste dag i San Diego brugte vi i Sea World – en forlystelsespark med havets dyr som tema, og med masser af shows. Vi så delfinshow, spækhuggershow, søløver, pingviner, belugahvaler, hajer, agede rokker osv. Det var rigtig sjovt og hyggeligt.

Delfinshow
Spækhuggere.
Og sjove rutsjebaner, som pigerne fik lokket forældrene i.
All Inclusive i Seaworld – dvs. masser af colaer, burgere, fritter, cheesecake og den slags sund mad. Selv Karoline fik nok af det, så det må have været slemt 😉
Campingplads i San Diego ved kysten. Det naturskønne er skiftet ud med tæt campering og mange køretøjer. Klientellet er også skiftet fra naturinteresserede til ret støjende, dovne campister. Der spilles høj musik uden hensyn til naboer, og man orker ikke at gå 100m til baren – man tager den medbragte golfcart, sætter hele familien på, skruer helt op for musikken og drøner igennem campingpladsen.
Vi bor heldigvis fredeligt, og har været heldige at få en god plads. Kl 23 skal alt slukkes, og så er her helt ro.

Det var San Diego. I morgen tidlig pakker vi sammen og kører til Los Angeles.
Lidt stemningsbilleder.

“Girls are strong” – vores 2 klarer det i hvert fald virkeligt godt!
Route 66 på vej fra Kingman til Joshua Tree
Igennem Mojave Dessert på vej til Joshua Tree – her vokser ikke mange planter
Endeløse tog. Tre lokomotiver forrest og uendeligt mange togvogne med gods. Vi bliver forbavset hver gang, de er nok over en kilometer lange. Dette var i Arizona.
Joshua Tree – er der sten, må der klatres.
På molen i San Diego. Der var delfiner i vandet nær ved kysten, som vi stod og kiggede på et stykke tid.
KOA campingsplads i Kingman, Arizona. Byen så vi ikke meget af, men campingpladsen var meget fin. Masser af plads, ro, swimmingpool, minigolf og full hook up.
Morgenmad på vores patio
Og en tur i swimmingpool
Root Beer er en slags sodavand, de drikker herovre. Det smager af tyggegummi, og er ret lækkert! På Route 66 har de selvfølgelig opfundet “Route” beer i stedet – same thing.