San Francisco

Så kom vi ordentligt i gang med vores 3 måneders rejse til USA. Vi måtte op kl. 03.45 og afsted fra vores hotelværelse i Vandel for at nå til Billund Lufthavn i god tid inden afgang kl. 6.20. Der var lidt tjek-in udfordringer, som gav lidt koldsved allerede inden vi var afsted, men problemerne blev løst og vi kom fint afsted.
Afsted fra Billund til Frankfurt, derefter Frankfurt til San Francisco i en 11 timers flyvetur. Den var lidt hård. Forbi immigrationen til USA, med en Uber / taxa ind til byen og blive installeret på hotel. Kl 18.30 gik lyset ud på hele familien – men der var klokken jo også 03.30 dansk tid.

Det var rejsen herover. Siden har der været fuld fart på oplevelserne i SF, og byen er helt fantastisk. Vi starter morgenerne med hjemmefra-bragt havregryn på hotelværelset ved vinduet med udsigt til Golden Gate Bridge. Derefter er det ud i byen og opleve det hele.

Udsigten fra hotelværelset om morgenen til solbeskinnet Golden Gate Bridge

Vi har boet på Lombard Street, ikke langt fra den nordlige ende af SF. Her er et meget fint lokalområde med masser af små restauranter ud til gaden. Der er også legepladser, og der ligger en stor skole et stenkast herfra. Pier 39, som er et meget berømt og turistet område, ligger ikke langt herfra. Vi kan enten gå derind, eller tage bussen, hvilket er meget nemt.

Vi har spist ude 2 gange om dagen, da indkøb i selve byen har vist sig praktisk umuligt. Priserne i supermarkederne er astronomiske, til gengæld er maden i alle de små take away restauranter virkelig god! Bemærkelsesværdigt nok har vi ikke set en eneste McDonalds, KFC, Burger King eller tilsvarende. De er simpelthen ikke ret meget i byen.

Vi har set Lombard Streets berømte snoede, stejle vej i SF. Der er meget kuperet her i SF, og da amerikanerne jo skal kunne køre i bil til alt, er vejene indrettet efter forholdene. Lombard Street er rigtig flot.

Her er også de berømte sporvogne, som vi har været på tur med. Vi troede, at det var en rundtur – det var det så ikke, det var en envejsbillet til den anden ende af banen, og så strandede vi der med meget sultne børn og voksne. Typisk eksempel på planlægning af forældrene, men China Town var ikke langt væk, så vi gik derop og spiste kinesisk til “frokost” (kl 15.30, alle fuldstændigt sukkerkolde…)


Fishermans Warf er et berømt og lidt turistet havneområde i nordenden af byen. Der er hyggeligt med mange små og store restauranter. I forbindelse hertil ligger Pier 39 og her ligger søløverne og daser på flydende pontoner. De har overtaget en lille del af havneområdet, og da reglerne i Californien er indrettet sådan, at dyrelivet har “første-ret”, er den lille del af havneområdet ikke længere tilladt at lægge til ved med båd. Søløverne er meget fine, dovne, tykke og i øvrigt helt ligeglade med tilskuerne.


Vi har også været på vandretur over Golden Gate Bridge. Den er virkelig flot, og det har været en stor oplevelse af se og være på den.
Vandreturen over broen var ret lang. Vi vandrede til en by på den anden side, Sausalito. Herfra sejlede vi hjem til San Francisco Pier 39 – og gik hjem derfra… Vi får i det hele taget gået utroligt meget hver dag, men pigerne klarer det til UG. Vi sover godt om natten!
Golden Gate er på alle måder et besøg værd, trods trafikstøj og blæst! Sikke et varetegn for byen.

Ude i bugten ligger Alcatraz, det berømte og berygtede fængsel. Vi havde en dagsudflugt dertil, og er glade for, at vi ikke bor på hotel dér. Det er meget kummerlige forhold, men den arrangerede rundtur derude med audiotur gennem fængselsgangene var rigtig god. Pigerne syntes, at det var meget spændende og også en smule uhyggeligt. Hotellet lukkede dog i 1963 efter Frank Morris’s berømte flugt.

Derudover har vi været på besøg i Golden Gate Park, som er en større bypark, hvor pigerne gav den gas på legepladsen, og forældrene slappede lidt af. Vi har også nået et udsigtstårnet Coit midt i byen, set en del pladser og den slags. Vi har i det hele taget haft rigtig meget på programmet.
Vejret i byen har været svingende. Nogle morgener har det regnet, andre har solen stået fra skyfri himmel. 13-18 graders varme i dagtimerne, nogle dage noget blæsende.

Nu er vi taget fra San Francisco, har hentet en gigantisk autocamper og er kørt til Napa mod nord! Mere herom senere.
Nedenfor lidt stemningsbilleder fra San Francisco. Der vil vi gerne tilbage til!

Kinesisk pølsevogn – gå aldrig hen til sådan én, om man så er ved at omkomme af sult! Lesson learned.
Lombard Street
Fishermans Warf, berømt havneområde i den nordlige ende af byen
Coit Tower midt i byen med fantastisk udsigt over byen, Alcatraz, Golden Gate og Bay Bridge

2 tanker om “San Francisco”

  1. Vi savner dig så meget vi syntes der er får lang tid til at du kommer hjem og vi sender de gladeste ønsker om at du får en god rejse

  2. Hvor ser det bare skønt ud.
    Dejligt at følge lidt med.
    Nyd det til fulde.
    Kh fam Thuesen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *