Vi er kommet lidt længere ind i Utah i østlig retning fra udgangspunktet San Francisco på vores rundtur i nationalparkerne. Her i staten Utah ligger nationalparkerne heldigvis lidt tættere på hinanden, og vi har fået oplevet Zion og Bryce Canyon den seneste uges tid.
Det kom lidt skidt fra start, da vi blev ramt af sygdom, hvilket kostede en dags tid i kalenderen og lidt lavt energiniveau umiddelbart efter. Vi havde taget en slap-af dag ved en pool, som vist ikke var så ren, viste det sig dagen efter – og så blev Emilia og Helle nedlagt. Øv.
Det betød også, at vores besøg i en af de mest populære og mest besøgte nationalparker, Zion, kom til at foregå fra lørdag til mandag i den amerikanske højtid, Memorial Day – her har amerikanerne fri om mandagen. Amerikanerne er flittige besøgende i nationalparkerne, og der var virkelig mange mennesker lørdag og søndag i Zion. De skal have den ros, at der var sat store ressourcer af til at styre menneskemængderne, og alt gik fint – der var bare lidt meget kø ved busserne, og der var lidt trangt på vandrestierne.

Vi boede først 4 nætter små 20 miles fra Zion National Park, hvor vi ankom sent om aftenen. Dagen efter slappede vi af ved poolen, hvilket viste sig ikke at være den bedste idé.

Zion
Hovedattraktionen i Zion er dalen mellem bjergene, hvor man tager på vandring. Man kan enten tage de lidt lettere, flade ruter langs floden, eller tage udfordringen op og kravle op af bjergsiderne.
Jo mere indsats vi lægger i at komme op i bjergene, jo sjovere er det. Der var mange mennesker nede i dalen, men det tyndede meget ud i besøgsantallet jo længere man kom op af bjergsiderne.
Det kræver meget forberedelse – masser af medbragt vand og mad, tøj, solcreme og solbriller eller kasket.
Temperaturen var fin – under 30 grader, undtagen om eftermiddagen nede i dalen, men det gav ikke udfordringer.

Vi fik heldigvis disponeret vores vandring i Zion sådan at vi kun endte i ovenstående kø til shuttlebussen én gang. Det tog vel ca. 1,5 time at komme igennem den.
Når først man er kommet på den gratis shuttlebus inde i parken, bliver man kørt til de forskellige stop i dalen, og tilbage til Visitorcenter ved indgangen, når energien er brugt op.

Vi skiftede campingplads midt i Memorial Day ferien. Vi gik ind fra gaden til en campingplads lige ved udgangen af nationalparken, uden de store forhåbninger, men var så heldige at få en plads. De skal ellers normalt bestilles et halvt års tid i forvejen. Dagen efter fik vi vores ophold forlænget. Vi har i det hele taget været meget heldige med finde campingpladser “på dagen”.
Når vi bor i gåafstand fra parkerne, er dagene meget mindre stressede – ingen bøvl med parkering eller medbragt mad og vand. Så er der mere fokus på at opleve.

Zion var fantastisk. Efter Yosemite er det lidt svært at blive imponeret. Men tager vi på eventyr i bjergene, viser nationalparkerne hvad de har at byde på – og så bliver man imponeret. Det kræver blot indsats og modet til at tage de lange ture.
Pigerne klarer det forresten stadig fantastisk.

Bryce Canyon
Efter Zion var det 3-4 timer i autocamper mod Bryce Canyon Nationalpark. Også i Utah.
Her boede vi i skoven på en NPS campingplads – National Park Service. Det er de statsligt administrerede campingpladser, oftest ude i naturen. Der er ingen tilslutning af forsyninger til autocamperen, men vi boede midt i en skov inde i Bryce National Park. På den slags campingpladser er der masser af plads omkring camperen, og pladsen koster næsten ingenting. Det er vi blevet ret vilde med, selv om det er lidt mere simpelt.
De styres lokalt af camphosts (en slags forvaltere), og de er vældig snakkesaglige, så det hygger vi os med. Camphosts er pensionerede frivillige, der lever livet i naturen i deres camper.

Bryce Canyon ligger i ca 2500m højde, og temperaturen nærmere sig 0 om natten, dog uden at det blev frostvejr. Emilia, som ellers sover ovenpå førerhuset, krøb ind til forældrene for at holde varmen om natten, og så var det fint. Karoline sov som en sten.
Om dagen var der vel 20-25 grader, afhængigt af skydækket.

Bryce Canyon er helt anderledes end Yosemite og Zion. Attraktionen er nogle pudsige stensøjler i en dal, som kaldes Hoodoo’er. Skabt af vind, vand og is. Vi tog en meget lang heldags vandretur i dalen, som var hård men vildt flot. Vi havde heldigvis hele dagen, så der var ingen tidspres – vi boede jo i skoven lige ved siden af dalen.
Her vandrede man oppefra og ned, og så op igen. Omvendt ift. alle de andre nationalparker indtil videre.

Bryce var anderledes, og spændende. 1½ dags besøg var passende, og vi er tøffet videre til Monument Valley.
Der var for langt fra Bryce til Monument Valley på én køredag, så vi mellemlandede en enkelt nat ved Lake Powell. Endnu en nationalt styret campingplads, med masser af plads og stjerneklar aften. Skønt!
Vi oplevede ikke seværdighederne ved Lake Powell ud over en tur i poolen på resortet ved siden af campingpladsen. Vildt lækkert, der var vi heldige – det kostede ikke engang noget, og vi blev kørt dertil i gratis shuttlebus.

Videre på køreturen – der skal handles i Walmart, autocamperen skal tankes, frokosten er en varm grillkylling og skårede grønsager på Walmarts parkeringsplads. Og så kører vi afsted, så vi kommer frem i ordentlig tid.

Nu er vi så ankommet til Monument Valley, som er berømt fra alverdens western film og en ikonisk scene fra Forrest Gump.
Vi bliver hentet af en Navajo indianer-guide i morgen tidlig, og så skal vi på tur. Lige nu sidder vi i fuldmånens lys og det er stjerneklart her i ørkenen på grænsen mellem Utah og Arizona.
Det er i øvrigt autocamper-turens østligste punkt.

Lidt stemningsbilleder

Hej med jer! Emilia og jeg (Karoline) har lavet en lille video om vores autocamper, hvor vi giver en lille rundtur! Videoen er filmet over forskellige dage, så vi har forskelligt tøj på i mange af klippene. Vores autocamper er rigtig god og bo i, og den er meget stor af en bil at være. Den er dog ikke så rar at køre i, fordi den larmer og ryster meget. Når vi køre kan vi høre at alle tingene i ALLE skabene vælter rundt. Så når man åbner et skab skal man altid være klar på at få en lavine af tallerkner eller æg i hovedet.

Her er vores video:

Lidt andre facts om autocamperen:
Den er lidt mere end 9m lang, 3,7m høj og 3,2m bred.
Den kan tilsluttes forsyninger – også kaldet Hook Ups – på campingpladser, men kun hvis campingspladsen har tilslutningsmuligheder. I så fald kan der tilsluttes el, vand og afløb.
Ellers kan autocamperen også klare sig selv med vandtank, spildevandstanke, stort batteri og solcelleanlæg.
Skulle vi mangle strøm (til f.eks. kaffemaskinen!) kan vi tænde benzingeneratoren. Det er kun nødvendigt når vi ikke er “hooked up”.
Får vi det for varmt, har autocamperen airconditioning i både førerhus og beboelsesområde.
Der er også 2 fjernsyn – et i stuen og et i soveværelset bagerst.
Komfuret og varmeapparatet i camperen kører på gas, så der er også et meget fint gasanlæg.

Hele herligheden trækkes af en Ford Super Duty motor. Det er en 7,3L V8, og vi kan køre ca. 4km/l benzin. Benzinen koster ca. det halve af derhjemme. Motoren er meget stærk og kører bundsolidt, ligegyldigt hvad vi udsætter den for af varme, bjergkørsel eller andet.
Vi kører maksimalt 65m/h, svarende til 105-110km/t. Ofte langsommere.
Alt i alt en virkelig lækker camper, som er så stor, at vi sagtens kan være her for hinanden.
Eneste hage er, at den er stor at køre med og svær at finde p-pladser til.

… men i forhold til de autocampere og campingvogne, som amerikanerne kører i, er det bare en bette vogn!

Efter vores tur i Death Valley, har vi krydset statsgrænsen fra Californien til Nevada for at komme til Las Vegas, se Hoover Dam og Valley of Fire.

Vi startede ved Hoover Dam. Vi kørte direkte dertil fra Shoshone for at opleve den berømte dæmning en god eftermiddags tid.
Vi fik krøllet autocamperen ind på parkeringspladsen (som faktisk ligger i Arizona, Hoover Dam ligger lige ved statsgrænsen) og på rundtur inde i dæmningen. Det er et meget imponerende byggeri, som blev opført i starten af 1930’erne. Dæmningen leverer vand og strøm fra Colorado River til Nevada, Utah, Californien og sikkert en del mere. Det er et meget historisk byggeri fra tiden under The Great Depression og den fik da heller ikke for lidt med hornmusik og amerikansk patriotisme.
Vi kom på en lille rundtur ned at se turbinerummene og indtagene ved bunden af dæmningen. Det var meget spændende.

Derefter gik turen til Las Vegas!
Det har været ventet med spænding, og vi fik da også en ordentlig omgang oplevelser med i kufferten derfra.
Vi boede på “The Strip” – hovedgaden i Las Vegas, hvor alle de berømte hoteller ligger. Vores lå lidt i den nordlige ende, men der var fine busforbindelser direkte ned i centrum.
Hotellet og kasionet hedder Circus Circus, og var et lidt ældre et af slagsen, men kæmpe stort. Kort opsummeret var der 2 gode senge, fint badeværelse, airconditioning og gratis, overvåget parkeringsplads til autocamperen. Så det var fint. Så må man lige se gennem fingre med, at 0,3l letmælk koster 28kr…
Det er i det hele taget ikke svært at komme af med penge i Las Vegas.

Las Vegas ligger jo i Nevadas ørken, og der var stegende varmt om dagen, når der ikke lige kom en frelsende sky. Hotellet havde lidt poolområder og vandrutsjebaner, som pigerne kølede af i og fornøjede sig med.

Vi var i centrum 2 aftener og en hel dag, og fik set de meget imponerende hoteller – Bellagio med de smukke springvand og glasmosaikker, Mirage med Circ de Soleil, Luxor med pyramidebygningen, Eiffeltårnet, Ceacars Palace og en del mere.

Og så blev der fejret et par mærkedage i Las Vegas.
De to rejsende forældre kunne den 22. maj fejrer, at de har været sammen i 25 år, og den 23. maj var det 14. bryllupsdag.

Og det blev fejret!
Vi købte billetter til et Circ de Soleil show på kasinohotellet Mirage. Showet hedder “Love” og er en Beatles opsætning med den originale Beatles musik tilsat dans og vild akrobatik på en 360 graders scene. Det var en helt vild oplevelse både visuelt og lydmæssigt, og kan dårligt nok beskrives. Musikken var utroligt godt gengivet og showet på scenen var sjovt, nogle gange skræmmende, imponerende og meget fantasifuldt på en gang.
Derefter tog vi på Hard Rock Cafe og fejrede med en ordentlig omgang burgere, inden dagen var brugt op.
Det var en fed dag!

Las Vegas efterlader mange og forskellige indtryk.
Her er nogle steder fantastisk smukt på hotellerne, og deres shows er enestående. Man kan opleve stort set alt her af mere eller mindre obskur eller tvivlsom karakter (både spil og prostitution, rygning og sanseløs druk er lovligt). Men her er også fantastiske og sjove ting, som burde opfylde enhver barndomsdrøm – man kan bare gå ned på gaden og leje en Ferrari, hvis det var det. Det er én stor legeplads for voksne, som en camphost dagen inden vi tog til Vegas udtrykte det.

Samtidigt ligger hjemløse i busskurene, bogstaveligt talt med hovedet på fortovsfliserne og tomme blik rettet ud i intetheden.
Alt er fabrikeret og kopieret et eller andet sted fra – måske lige med undtagelse af “Welcome to Las Vegas” skiltet.
Og man skal ikke tænke for længe over energiforbruget, der må være nødvendigt for at køle Nevadas ørken ned og oplyse den så eksorbitant.

Alligevel er det et dragende sted, og man får lyst til at komme tilbage. Det kunne da være fedt at komme ind på Colosseum og se en yndlingskunstner spille live!

To aftener og en hel dag var nu nok, så tilbage i autocamperen og ud i naturen med os. En times kørsel nordøst fra Las Vegas ligger Valley of Fire, som er en State Park. Det er et dalområde med iøjenfaldende smukke, røde klippeformationer og vi gik en god tur. Mest bemærkelsesværdigt var næsten kontrasten til Las Vegas – knusende stille, varmt, bjergtagende udsigter i naturen. Desværre fik vi undervurderet hvor meget der var at opleve, så må kørte derfra igen efter 3 timer, da vi havde booket en campingsplads yderligere 3 timer væk. Her ville vi ellers gerne være blevet lidt tid, og specielt have oplevet nattehimlen.

Lige nu er vi i Virgin ved Zion National Park i Utah. Efter køreturen fra Las Vegas og Valley of Fire, tog vi en fridag ved poolen her i Virgin. Desværre har vi været ramt af sygdom, da først Karoline blev fik migræneanfald, Emilia kastede op og har været syg en hel nat og efterfølgende dag, og Helle til sidst måtte tage en dag i sengen med influenzalignende symptomer. Vi ved ikke om de er blevet smittet i poolen – der er der en risiko for – eller om det måske er ren udmattelse. Vi har haft for meget fart på, og sætter farten og ambitionsniveauet for mængden af oplevelser ned. Man kan ikke nå det hele herovre.
Helbreddet er ved at være på plads igen, og vi regner med at tage til Zion National Park i morgen sammen med horder af amerikanere. Det er Memorial Day på mandag, hvilket er en fridag, så alle campingpladser er fyldte og nationparkerne bliver godt besøgt.
Og vi glæder os!

Tak for kaffe, det var en varm omgang inde i dødens dal!

Inden vi tog vores tur i Death Valley, har vi været et par dage i Lone Pine, som ligger på østsiden af Sierra Nevada, umiddelbart vest for Death Valley. Der var et godt stykke vej op til Lone Pine, og det var vel reelt set noget af en omvej på vejen til Las Vegas, men vi er igen blevet overrasket over fantastisk natur, lokalhistorie og en masse rare mennesker (og golden retriever) på campingpladsen.

Campingpladsen ligger umiddelbart et temmeligt gudsforladt sted op ad en Highway langs Sierra Nevada bjergene, men vi har haft det virkelig sjovt og godt.
I Lone Pine, den nærliggende by, og i Alabama Hills, den nærliggende State Park, er der fra 1919 frem til 1960’erne optaget et hav af westernfilm. Sceneriet er virkelig barsk her med Sierra Nevada bjergene i baggrunden og godt boulderlandskab i Alabama Hills. Så vi har været på vandring i Alabama Hills og derefter på Western Museum, hvor der var alt muligt sjovt westernfilm produktionerne gennem de seneste 100 år.

Derefter kom turen til Death Valley. Kort fortalt er Death Valley en dal mellem to bjergkæder, hvor det ikke regner så tit, der er stinkende varmt og dalen er dækket med saltsøer. Vi havde overvejet at sove derinde en enkelt nat og satse på aircon’en i autocamperen, men det viste sig hurtigt urealistisk. Der er simpelthen ubarmhjertigt varmt, og det var der ingen grund til at forsøge sig med.
I stedet besøgte vi Visitor Center i Furnace Creek (meget sigende stednavn), tog op til en udkigspost med flot udsigt over dalen (Zabriskie Point) , gik en tur i sandklitterne og lavede sidste stop ved Badwater – det laveste punkt i dalen, som ligger 84m under havets overflade.

Torben tog en 1½ times vandretur op i en dal, da pigerne trængte til en pause under autocamperens frelsende aircondition.
Av for den, kl 16 i Death Valley er nok ikke det rigtige tidspunkt at tage på sådan en udflugt, og der var da heller ikke mange andre, der fik den ide, men det gik alt sammen. Turen var flot.

Nu er vi taget ud af dalen igen, og bor i en lille flække, der hedder Shoshone. Her er vældigt fint, med swimmingpool opvarmet af naturlige kilder og hyggelige amerikanere.
Vi forsøger at få kølet autocamperen ned, for den er blevet brandvarm fra yderst til inderst efter dagen i Death Valley. Men den har klaret turen op og ned af bjerge i heden helt uden at give tegn på ophedning – ret imponerende, faktisk.
I morgen er det over mod Hoover Dam ved Las Vegas!

Den lille rejsende familie er rejst fra Napa nord for San Francisco og indad i landet til Sierra Nevada bjergkæden, hvor nationalparkerne Yosemite, Kings Canyon og Sequoia ligger. Vi har været 2½ dage i Yosemite og en enkelt eftermiddag i Kings Canyon.
Yosemite er et meget stort område med både højt beliggende bjergområder og dale. Det har været en hård vinter med meget sne i USA, og derfor er de øvre dele af nationalparken stadig lukket pga. snemængderne. Så vi har været 2½ dag i Yosemite Valley, som er en dal i bjergkæden, omkranset af lodrette bjergsider. Inde i dalen er der Pine Trees – nåletræsskov og en masse dyreliv, en hulens masse smeltevand og turister.
Da der har været så meget sne i bjergene, som er ved at smelte, har vi været så heldige at opleve vandfaldene i dalen i deres Prime Time.

Naturkræfter ved vandfaldene er meget voldsomme. Støjen fra vandet er øredøvende, og strømmene er så stærke, at man bestemt skal holde sig fra at stikke fødderne i.
Vi har taget 2 større treks / vandreruter op af bjergsiderne inde i Yosemite Valley. Et til Yosemite Falls og et til Vernal Fall samt et tilhørende udkigspunkt Clarks Point. Der er flere hundrede meters stigning på hver tur – 6-700m stigning på hver, som man selvfølgelig skal ned ad igen. Stierne er i bjergområde, og nogle steder meget svært fremkommelige. Ind i mellem må man over vandløb, andre steder bliver man våd af vandfaldene. Det har været varmt, ca 27 grader, og bagende sol, så det har selvfølgelig været meget energikrævende for alle. Men pigerne klarer til utroligt godt, og har vist sig at være noget sejere end man kan forvente til at klare de mange timers strabadser hver dag. Faktisk har forældrene nogle gange lidt svært ved at følge med.
Belønningen for anstrengelserne er magesløse udsigter og oplevelser i den vilde natur.

Ved Yosemite boede vi i Indian Flats, ca. 20 miles fra Yosemite Valley. Vi var heldige at få plads så tæt på, og køreturen det sidste stykke vej ind var flot.

Efter Yosemite drog vi sydpå til Lake Bass og overnattede på ret simpel campingplads i Sierra Nevada State Forrest. Der var bælgravende mørkt, fuld af myg. Den meget venlige og snakkesalige camphost gjorde os opmærksom på at have lygter med, hvis vi skulle ned til toilettet efter mørkets frembrud. Dette for at skræmme bjørne og coyotes væk… Vi sov der kun en nat, men naturen var fantastisk.

Derefter tog vi til Kings Canyon. Her kan man besøge verdens største træer, Sequoiaer. Vi brugte en god eftermiddag i skovene, og fik verdens tredjestørste træ General Grant at se. Vi synes nu, at træerne var lige store alle sammen, og store det er de! Hold da op…
Kings Canyon var stort set lukket, og det samme med Sequoia National Park. Der ligger stadig alt for meget sne til, at der kan sendes turister derind.

Nationalparkerne administreres af Park Rangers. Der er et Junior Park Ranger program, som børn kan deltage i, og begge piger er blevet Junior Park Rangers i både Yosemite og Kings Canyon.
Programmet går ud på at lære børn om livet og naturen i nationparkerne, og til sidst blive indsværget som Junior Ranger med badge og det hele – efter udfyldt opgavehæfte!

Oplevelserne i Yosemite og Kings Canyon var helt utrolige og overvældende. Det er bestemt steder, vi gerne ville bruge mere tid i, men vi er taget videre, da der er rigtig meget mere på programmet.
Lige nu er vi i Bakersfield, længere mod syd, hvor vi har taget en slap-af-dag med pool, kæmpeburgere og airconditioning 🙂 (her er 35 grader varmt)
I morgen er det afsted mod Death Valley og flere eventyr længere inde i landet!

Lidt forskellige stemningsbilleder nedenfor.

“At lave en Harbo”

Eller bare “Typisk Harbo” – dækker over de dage hvor vi tænker, at det der bette bjerg, den der lille nusselige bro, en bette smuttur i skoven, en lille Taco Bell parkering i kolossen (dvs. autocamperen) det kan vi da lige hurtigt klare.
Timer senere uden mad og drikke er blodsukkeret helt i bund, autocamperen er endt nede af en eller anden blind vej, og den er sgutte nem at 3-punkts vende, der var lige en hel del længere end vi regnede med på vandreturen og en 3km tur var faktisk 10km osv.
Vi øver os på at blive bare lidt bedre 🙂

Vi har hentet vores autocamper, som er vores hjem den næste 1½ måneds tid. Den første strækning er gået til Napa, lige nord for San Francisco. Vi har vandret en lang tur i bjergområdet i går og taget til byen og handlet ind i dag. Derefter en længere køretur i bjergene i autocamperen – det var så sidste gang vi har gjort det 😉 og ind til Napa by her til aften og spise på Oxbow Public Foodmarket.

Vi har brugt meget tid på forberedelser af autocamperturen med mange indkøb. De kender os også snart ved fornavn i Wallmart.

Nu har vi også alt, og triller til Yosemite nationalpark i morgen.
Lidt stemningsbilleder fra vandretur, køretur og foodmarket. Vejret har været virkelig dejligt de seneste dage – sol, køligt om natten, lidt over 20 grader om natten. Perfekt til den lille eventyrlystne familie!